AT NETVÆRKE MED NAVLEN
Under min sommerrejse gennem landet, skrev jeg 8 kapitler På sporet af kunsten – fra Fyn til Als, op langs Vestkysten og videre ind igennem den midtjyske skov, indtil jeg landede i Silkeborg, hvor jeg til min store overraskelse fandt ud af, at jeg var gravid. Planen om Aarhus blev således afløst af et af livets små mirakler. Som jeg ankom til den gamle vandværksmesterbolig på Museum Jorn, havde jeg en fornemmelse af, at noget var under opsejling. Da både den første, anden og tredje graviditetstest viste sig at være positiv, valgte jeg derfor at rejse hjem til min kæreste i København og fortælle ham den fantastiske nyhed.
Det var faktisk den aften i Kørners Produzione i Skovsnogen, hvor jeg sad sammen med Ida og Sara foran brændeovnen, at det gik op for mig, at det var meget længe siden, jeg sidst havde haft menstruation. Dagen efter, da jeg sad og legede med Saras baby, bemærkede en af dem, at jeg vist var ”ret klar” til selv at blive mor. Men selvom jeg har alderen og efterhånden er omringet af venners børn, forestillede jeg mig aldrig, at det ville ske for mig.
For det første, troede jeg, som de fleste sikkert går rundt og tror, ikke at min krop var i stand til at blive gravid. For det andet, tænkte jeg, lever vi ikke ligefrem i en verden med de bedste fremtidsudsigter for menneskeheden, og chancen for at barnet vil blive anden art end menneske er nok ikke særlig stor. For det tredje, er min partner og jeg meget nye kærester, og det var på ingen måde planen at skabe familie, før vi havde lært hinanden lidt bedre at kende. Når alt det så er sagt, kan jeg, her 2,5 måneder senere, glædeligt fortælle, at vi nu befinder os i andet trimester, smaskhamrende nyforelskede, sendt til månen i ren og skær ekstase over vores nye situation.
Hvad angår min klimaangst og – lige så meget – frygten for ikke at slå til som mor på grund af mit dertilhørende, sommetider meget sorte syn på verden, har jeg valgt (så vidt muligt) at lægge alt dét bag mig og blot glædes over den gave det er, at noget så uventet, så uvirkeligt, så stort og fuldstændig livsforandrende er ved at ske INDENI MIG!
Tilbage på sporet af kunsten
Den første weekend i oktober sætter jeg kursen mod Aarhus for at indhente det forsømte og få set Astrid Lindgren-udstillingen på KØN og This is not Africa – Unlearn what you have learned på ARoS. I mellemtiden er nye udstillinger kommet til, så det der skulle have været ét stort og absolut punktum for På sporet af kunsten må (måske meget sigende for serien) nok se sig nødsaget til at folde sig ud over flere artikler. I denne del 1 vil jeg fortælle om mit møde med den sydkoreanske videokunstner Song Min Jung på Kunsthal Aarhus, hvor jeg også var så heldig at opleve Karin Hald læse op fra sin nye roman Blomst, Buket. I samme omgang vil jeg bringe en omtale af #ingenlillelort, som tog mig med storm på KØN. Del 2 kommer til at handle om fermentering og processering; fra den lokale kaffebar La Cabra, over Andromeda i Gellerup til Spanien19c, og endelig til ARoS hvor en flok unge kunststuderende delte ud af deres kritiske blik på Sif Itonas nyåbnede soloudstilling, og hvor Tabita Rezaire mindede mig om det smukke her i livet; nemlig kunsten og det den gør ved én, når man allermindst venter det.
Destination: Seoul
Kunsthal Aarhus viser lige nu den Vision-prisvindende Go Extreme, som deres hovedudstilling, men jeg kom imidlertid med det undseeligt mindre satellit-show for øje, nemlig Little ASJC pop-up udstillingen af Song Min Jung. Det eneste værk i udstillingen er en videoinstallation, distribueret via fire forskellige smartphones, sat op rundt omkring i kunsthallens entré og café-område. Det er kunstneren selv, der har installeret det således.
Song Min Jung, Window. Kunsthal Aarhus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.
Song Min Jung, Window. Kunsthal Aarhus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.
Værket hedder Window, og jeg vælger af praktiske årsager at se videoen på den smartphone, der sidder fast på gulvet, så jeg kan sidde ned og opleve de 18 minutter og 21 sekunder i deres fulde udstrækning. Det føles uvant at kigge så længe på så lille en skærm uden at interagere, måske især fordi billedet forbliver det samme hele vejen igennem; en fugl, der basker med vingerne og flyver usikkert i modvind gennem en snestorm, med skyskrabere i baggrunden. Undertekster på både koreansk og engelsk formidler ordene fra en tavs stemme, der kun viser sig på skrift:
”and I am passing through the Seoul subway,
which doesn’t quite show from which station to leave
going to the place called the future
but I don’t know if this is the correct way
by the way, what happened to Google Maps?
In fact, I have a terrible sense of direction
but overall, since I have an appearance of a native of Seoul
no one could know
I lost my way now
It’s as if
the 22nd century
would come 14 years later
but still
it feels like we’re living in the 19th century
am I ghost?
human?
or dust floating
through the air?
There is too much dust with sorrow
that’s why the air of Seoul became murky
to become a ghost
I can’t let my body be stolen.”
(1)
Denne gådefulde tekst er et uddrag fra breve og samtaler mellem fortid, nutid og fremtid – afsenderne er fire kvinder fra fire forskellige tider og steder; 1899 i Frankrig, 1901 i Rusland, slut 1900-tallet i Wien og 2020 i Seoul, og videoen afrundes ligeledes med en kreditering af følgende fire navne: Alma, Margarita, Lisková, ”and me” (Song Min Jung selv, formoder jeg). Alle har de oplevelser med vold til fælles, og udstillingsteksten beskriver så fint disse stiltiende stemmers oprindelse: ”ordene repræsenterer kroppe, der er i en flydende tilstand, ude af stand til at være i en fast verden” (2).
Song Min Jung, Window. Kunsthal Aarhus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.
Datter af tidens tand
Udvekslingsformatet mellem Kunsthal Aarhus og Art Sonje Center Seoul er i sig selv beundringsværdigt, og det dansk-sydkoreanske netværk skyldes måske kunsthallens tidligere direktør Jacob Fabricius’ arbejde som Busan Biennalens hovedkurator tilbage i 2020. Som led i kurateringsprocessen inviterede han 11 forfattere til at skrive et kapitel af biennalen hver, alle med metropolen Busan som bagtæppe, vævet sammen af byens lydskaber, historiske fakta og fiktive fortællinger. Amalie Smith skrev kapitel 9, gav det titlen ”Elektriciteten taler” og byggede det op som et hørespil med følgende cast: Sollys (far), Elektromagnetismen (mor), Elektriciteten (datter og senere mor), Telefonen (eksmand), Wireless Telekommunikation (datter af elektriciteten og radioen). Det er en fuldstændig genial tekst, som handler om den trådløse kommunikations vokseværk og søvnmangel, fordi ”der er så meget information, der skal bæres frem gennem luften” og frustrationen over at bringe idiotiske budskaber frem på de lysende skærme hos menneskene.
Da moren (elektriciteten) spørger ind til Elon Musk og 5G, svarer (wi-fi) datteren, at det går over al forventning, dræner hende for energi og fører til konstant træthed. En typisk 12-tals pige, der præsterer som gjaldt det liv eller død, men udmattes af omverdenens forventninger og i sin teenage-depression ikke kan se meningen med det hele.
”ELEKTRICITETEN:
Du er så ung. Du har hverken oplevet krigen eller strømsvigtene. En dag vil du overgå mig, endda din mormor, Elektromagnetismen, i størrelse. Du vil få mange børn, ægte og uægte.
DEN TRÅDLØSE TELEKOMMUNIKATION:
Jeg smutter igen mor, jeg trænger til søvn.” (3)
Det dér med at sammenligne sig med tidligere generationers kvinder i ens familie, vender vi tilbage til i Karin Halds debutroman Blomst, Buket. Men før vi slipper Elektriciteten Taler helt, vil jeg lige inddrage endnu en genistreg fra Amalie Smiths hånd, der netop handler om kvinder og mænds opgaver og evner til at netværke:
TELEFONEN (eksmand):
Jeg hørte dig tale om fortiden, og jeg synes, du skylder at fortælle, at jeg blev indført tidligere end dig.
ELEKTRICITETEN (mor):
Det gjorde du ja, men så længe du kun var én, var du helt ubrugelig.
Du lever kun i kraft af dit netværk.
TELEFONEN:
Men da jeg først fik dét, blev jeg vigtig – fortæl om de samtaler, der blev ført på mine kabler!
ELEKTRICITETEN:
Jeg har aldrig målt en teknologis værd i andet end udbredelse.
TELEFONEN:
Så fortæl mig, hvorfor du stadig kryber langs panelerne?
Hvorfor er dine stik ikke alle steder i verden?
Hvor er du ude på markerne, i skovene, i bjergene?
ELEKTRICITETEN:
Menneskene udbygger mig stadig. Jeg skal nok en dag indtage markerne, skovene, bjergene og få dem til at summe og lyse. Du, derimod, er på retur, og det ved du godt.
TELEFONEN:
Din udbredelse er gået for stærkt, det har gjort dig grådig. Men vent og se, hvem der ler sidst og bedst. Radioen er heller ikke død endnu.
ELEKTRICITETEN:
Nej, men det er mig, der holder liv i jer begge. Godnat! (4)
Udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
#ingenlillelort i slægtskab med træerne
”Man skal ikke skræmme børn og gøre dem bange, men lige så vel som voksne har de brug for kunst, der sætter deres sind i oprør.”
– Astrid Lindgren.
Det er altid lidt risikabelt at genbesøge en af sine barndoms største heltinder, men jeg må bare sige, at kuratorerne bag #ingenlillelort har gjort et fantastisk stykke arbejde med at formidle Astrid Lindgrens verden og fortælle hendes historie, som den mangefacetterede kvinde hun bl.a. var; forfatter, debattør, brevskriver, velgører, aktivist, taler, dyre- og menneskerettighedsforkæmper.
Udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
En af hendes bøger, jeg husker som værende en smule skræmmende, er historien om Ronja Røverdatter, men det er også Ronjas tilgang til og omgang med naturen, jeg sidenhen har taget med mig, i min egen gang i skoven, hvor jeg i øvrigt voksede op og siden barndommen har længtes tilbage til.
”Astrid Lindgren følte et stærkt slægtskab med træerne. Hvert enkelt træ havde sin egen personlighed, mente hun. For hende sad erindringen om barndommens træer stadig i kroppen, i hænder og fødder.”
Således beskriver en vægtekst i udstillingen Astrids forhold til naturen. Jeg husker selv mit eget klatretræ i haven, hvor jeg voksede op.
Fra udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Under lockdown var jeg tilbage ved mit barndomshjem for første gang, siden jeg flyttede derfra som 18-årig, og jeg kunne ikke forstå, at jeg engang havde kunne klatre i det træ, der nu var vokset helt ind i himlen og virkede fuldstændigt umuligt at komme op i.
Jeg kommer i tanke om træet, der blev beskrevet som hud og hjem på Øhavsmuseet, fyrtøjs-beton-og-bark-træet på H.C. Andersen museet, Filips fantomrødder på Augustenborg og Georgs slaviske gudinde Marena, der med sine rødder plantet solidt i jorden, suger energi fra embryo core-netværket på Als. Men også livets træ, et værk, jeg endnu ikke har nævnt, og som heller ikke er indgået i På sporet af kunsten, men som jeg til gengæld selv har udstillet for nylig på SixtyEight Art Institute; Untitled (placenta rugs) af Signe Vad. Digitalt vævede billedtæpper af fotokopierede moderkager. Vi brugte Signes smukke værk som et lille bedetæppe foran alteret skabt af Elena Lundquist Ortiz, hvorpå hun bl.a. havde placeret sin fødselsdagbog.
Signe Vad, Death to the Death Star (C-print, 107 x 140 cm). Photo: Signe Vad.
Signe Vad, Death to the Death Star (Latex and plants, 220 x 320 cm). Photo: Signe Vad.
Hele rummet fungerede som en slags co-coon (på dansk: kollaborativ puppe) og blev indhyllet i Signes Death to the Death Star i hhv. latex og sort/hvid c-print. Jeg ser dette værk både som en sol, som en plantegevækst og som et befrugtningsbillede. Livets træ kan i min optik tage mange former. Tænk bare på træet i Ursula K. Le Guins Vejens Retning – fantastisk livstræ!
”Tænk, hvis dette tavse træ ved, hvad det hele handler om.”
”Astrid Lindgren så også træerne i et større perspektiv, som jordens lunger, der hver dag forsynede menneskene med ilt. Derfor donerede hun penge til genplantning af skovområder.”
”Når der fældes så mange træer,
bliver det jo ligefrem livsfarligt at leve”. (5)
Fra udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Fra udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Det føles næsten un-heimlich at læse, hvordan Astrid havde samme bekymringer for menneskers destruktion af naturen, som mange af os kæmper med i dag. Nej-til-atomkraft, dyrevelfærd og anti-nationalisme var udover børnene og træerne, tre af hendes mærkesager, hjertesager.
I sit aktivistiske virke, såvel som i sit forfatterskab, afskyede hun magten og magtmisbrugens ”kolde, grimme fjæs” (6). Eksempler på magtmisbrug kan læses i Brødrene Løvehjerte, som af samme grund var forbudt i flere diktaturer, men dog alligevel formåede at cirkulere rundt i bl.a. Tjekkoslovakiet i form af illegale, maskinskrevne eksemplarer. Til gengæld skriver Hr. Gorbatjov i et personligt brev til Astrid, at millioner af sovjetiske børn læser hendes bøger og lærer dem om venlighed og sympati. I samme korrespondance diskuterer de to atomkraft, og Gorbatjov lægger vægt på nøjagtig samme emne, som den nuværende danske statsminister Mette Frederiksen og den måske fremtidige svenske statsminister Greta Thunberg er optagede af; netop børnene og de voksne, der stjæler deres fremtid.
Brev til Gorbatjov fra Astrid Lindgren. Foto: Malou Solfjeld. (Klik på billedet for zoom).
Brev fra Gorbatjov til Astrid Lindgren. Foto: Malou Solfjeld. (Klik på billedet for zoom).
Et andet eksempel på Astrids fokus på magtmisbrug, er da hun i 1976, i et svensk ugeblad, skriver om heksen Pomperipossa, som betalte 102% i skat – historien, jeg aldrig tidligere har kendt til, var åbenbart baseret på forfatterens egen personlige oplevelse med en trækprocent på over 100.
Skatteprocent-debat. Fra udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld. (Klik på billedet for zoom).
Mansplaining af finansministeren som trækker Astrid 102% i skat: “Some friendly and brotherly advice dear Astrid: calm down and wait a bit for the result of my mental efforts. Think about how badly things used to go for that Emil’s father who found it difficult to control his short temper”. Foto: Malou Solfjeld. (Klik på billedet for zoom).
Som man kan læse ovenfor, gratulerer finansministeren Astrid med hendes flotte indkomst. Er det bare mig, eller virker det i sig selv en anelse provokerende? Det værste er måske, at han slutter brevet af med at opfordre/beordre Astrid til at slappe af og ikke hidse sig op med henvisning til Emil fra Lønneberg og hans temperamentsfulde far.
Denne mansplaining af skatteforholdene, som i øvrigt virker åbenlyst absurde, er nok blot en brøkdel af, hvad hun som kvindelig succes-forfatter har skulle lægge øre til gennem tiden, tænker jeg. I et andet brev skriver hun om sin frygt for penge, og at intet i verden kunne gøre hende til kapitalist, men arbejder, det er hun, og den slags arbejde, som Astrid levede af, var ikke helt normalt for kvinder i det 20. århundrede.
En kakofonisk generationsbuket af køn, arbejde og kunst
”Jeg kan huske, at mors stilling hed ”medhjælpende hustru”. Da mor blev kærester med far, flyttede hun ind, og på den måde blev han både hendes mand og arbejdsgiver. Mor har fortalt, de aftalte, at hun tog sig mest af børnene og huset og han stalden og dyrene. Og at mor insisterede på, at alt hun lavede, var arbejde” (7).
Således skriver Karin Hald i sin debutroman Blomst, Buket udgivet af forlaget Antipyrine og lanceret på Kunsthal Aarhus, samme dag som jeg ankommer til smilets by. Derfor er jeg så heldig at få en privat indførsel af Karin, da det er denne måde, hun har valgt at fejre sin udgivelse – ved en performativ intimlæsning, hvor lytteren deltager aktivt med sin egen stemme.
Blomst, Buket er inddelt således:
Prolog – Monolog – Dialog – Polyfoni – Epilog.
Alle sætninger i bogen starter med ”Jeg kan huske,” – en metode Karin har taget til sig og approprieret fra Joe Brainard og anvendt som en blomst, der indgår i en buket bundet af flere forskellige hænder. Det er kollektivets erindring, der binder historien sammen og derved opløser ”det afgrænsede subjekt”, udfordrer idéen om selvbiografi og autofiktion.
Først læser hun epilogen højt for mig, som forklarer, hvordan bogen er blevet til; hun har mod sin mors vilje læst hendes dagbøger og herefter selv mistet evnen til at skrive. Bogen handler om 3 generationer af kvinder; Karin selv, hendes mor og hendes mormor – og vi får et indblik i, hvordan de tre kvinders kærlighedsliv og arbejdsliv på forskellige måder har været betinget af patriarkatet/det maskuline overherredømme.
Forfatter og billedkunstner Karin Hald. Foto: Malou Solfjeld.
Forfatter og billedkunstner Karin Hald. Omringet af blomster fra sine forældres have, læser vi sammen i hendes debut-roman Blomst, Buket. Foto: Malou Solfjeld.
Som kapitlernes titel indikerer, har Karin ikke selv skrevet alle bogens ord alene, men derimod inviteret sin mor til at skrive med i dialogen. Det er denne del, vi sammen læser. Vi læser hver især hver anden side, den ene af os læser altid højre og den anden af os altid venstre. Den ene har Karin selv skrevet, mens den anden er skrevet af hendes mor. Et konceptuelt greb, der fungerer godt, især i sammenhænge som denne:
”Jeg kan huske alle de ting, jeg har konfronteret mor med som voksen: at hun engang mistede besindelsen og gav mig en endefuld. Når hendes sprog ikke rakte, og hun sagde de mest forfærdelige ting til os. Alle de gange hun var psykisk syg, men aldrig diagnosticeret.
I perioder kunne hun ikke passe os børn, og vi var overladt til far, som ikke anede, hvad han skulle stille op. Langt de fleste af de minder har hun fuldstændig fortrængt” (8).
Næste side (morens) er tom…
Jeg kommer i tanker om en historie, som min egen far engang fortalte mig fra sin barndom; når hans mor var på arbejde og farfar alene hjemme med sin søn, var det første de gjorde, inden opvasken, at trække gardinerne for… Ingen skulle se en mand stå i køkkenet, og det var altså i 70’erne…
Polyfonien består af andres minder om Karin, som hun måske selv har fortrængt, og det er interessant at læse et selvportræt skrevet med andres briller på hovedpersonen, men der lægges ikke skjul på, at hun selv har udvalgt og kurateret hvilke minder, der skulle med, og hvilke der udgik, ligesom hun selv har plukket blomster i sine forældres have og i dagens anledning komponeret dem i flotte buketter udstillet rundt i Café Livmoder.
Forfatter og billedkunstner Karin Hald. Omringet af blomster fra sine forældres have, læser hun op på Kunsthal Aarhus. Foto: Malou Solfjeld.
Nok er Karin både en dygtig kunstner og kurator, men som forfatter brillerer hun med nogle helt særlige billeder, der giver mig det dér sug i maven af en alt for velkendt skam og ubehag, der som oftest følger med gamle minder. Kuldegysninger og trækninger på smilebåndet føles til gengæld fint afbalanceret, så det er ikke fordi, man græder sig igennem bogen, den efterlader bare en klump eller to i halsen, som heldigvis kan skylles ned med selvironi og kærlighed.
Her følger en række citater som er plukket ud fra forskellige sider – de kommer derfor ikke nødvendigvis i samme rækkefølge som i bogen:
”Jeg kan huske, den fælles krop, som familien dannede.”
”Jeg kan huske, det eneste som var givet, var blomsterne.”
”Jeg kan huske, når mor var ødelagt af sorg.”
”Jeg kan huske, når mor truede med at forlade os, fordi vi ikke elskede hende.”
”Jeg kan huske, blomsterne visnede.”
”Jeg kan huske, jeg ikke ville være en del af den fælles krop, familien dannede.”
”Jeg kan huske, mor fik ret i, at jeg ikke kunne leve af at være kunster.”
”Jeg kan huske, Meise sagde, ”når du er glad, er du en solsikke, og når du er trist en tulipan.”
”Jeg kan huske, sidste gang Mads og jeg havde sex. Han havde tømmermænd og vågnede først langt ud på eftermiddagen, jeg havde listet rundt for ikke at vække ham. Han kaldte på mig inde fra sengen og sagde: ”Jeg vil have sex. Gå ud i bad, så jeg kan kneppe dig”.” (9)
[Jeg har brug for lige at indsætte et tekststykke fra Window her:]
“Let’s go back in time together
and cut that fucker’s head off
Someone please spread rumors
about this tragedy
So birds can hear daytime words
which have no record
On the backs of ghosts, recall the past
which have no record
and no evidence
After writing that in a telegraph
I attach it to a bird’s leg
toward the tomorrow
which didn’t call out to me” (10).
Karin Hald, Blomst, Buket. Foto: Malou Solfjeld.
Song Min Jung, Window. Kunsthal Aarhus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.
”Jeg kan huske, det ikke var tabet af Mads, som gjorde ondt, men at jeg ikke vidste, hvem jeg var uden ham” (11).
Blomst, Buket kunne godt have været en rosenrød historie om at være ung kvinde, forelsket og kreativ, med mulighed for at rejse og studere i hele verden, efter at være vokset op på en gård omringet af kattekillinger og hundehvalpe, køer og heste. Men det er den ikke. Den lille fine, lilla bog, er alt andet end romantisk, den er underspillet barsk, og netop fordi den ikke forsøger at gøre et stort drama ud af en dysfunktionel opvækst eller et voldeligt parforhold, men blot beskriver det som et nærmest objektivt minde ”sådan var det bare” – gør det ondt helt ind i hjertet.
Objektive minder findes ikke, men der er alligevel en professionel distance at spore i Karins sprog. En overlevelsesmekanisme? Eller måske en sund måde at bearbejde sine traumer på? Jeg kan ikke lade være med at spejle mig i den fortvivlelse, der ligger i, ikke at vide hvem man er, uden en mand eller et arbejde. Gad vide om mænd oplever den samme identitetskonflikt, det gør de helt sikkert, ligesom alle andre køn formentlig oplever en tilsvarende form for eksistentiel krise på et tidspunkt i deres liv; hvem er jeg, hvem vil jeg gerne være og ikke mindst; hvem er jeg for og hvem ser andre mig som?
For mig opstod denne tvivl især, da jeg boede på Mallorca og ikke længere vidste, hvem jeg var, hvis ikke jeg skulle identificere mig med mit arbejde. Derfor besluttede jeg at rejse tilbage til Danmark, men jeg må indrømme at det er en rejse, der fortsat er i proces. Ligesom Prousts På sporet af den tabte tid ikke blot er en søgen efter tid, var min På sporet af kunsten heller ikke blot en rejse i kunstens øjemed – det var, hånden på hjertet, udover at være en ”man må ud for at finde hjem-rejse”, også i høj grad tiltænkt som værende en netværksrejse, hvor jeg ville ekspandere mit kendskab til danske udstillingssteder, kunsthaller, museer og gallerier og lære nye kolleger at kende, måske i håb om fremtidigt samarbejde. Imidlertid opdagede jeg undervejs et ganske anderledes bud på, hvad næste kapitel af min karriere kommer til at handle om.
”Jeg skal ikke være filikumdikeluktrik-ingeniør, når jeg bliver stor. Jeg ved ikke, hvad det er for noget (…) Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil være. En mor måske.” (Alle vi børn i Bulderby, 1947, Astrid Lindgren).
Fra udstilling om Astrid Lindgren på KØN. Foto: Malou Solfjeld.
Efterord om at tænke med navlen
I går tikkede denne mail ind:
”Forestil dig, at du bliver ringet op og får tilbudt en direktørstilling i en virksomhed, hvor du vil blive holdt ansvarlig for et andet menneskes liv.
“Der er lige et par ting du skal vide om jobbet”, siger HR-typen i røret:
Arbejdspladsen har en masse uskrevne sociale regler, som du selv skal regne ud hen ad vejen.
Alle du møder på dit arbejde, har en holdning til måden, du gør det på.
Kun en brøkdel af dit arbejde anerkendes som vigtigt. Alt andet som du gør i forbindelse med dit job, og som forventes af dig, skal du holde privat og usynlig.
Du vil få kontakt til ubearbejdet traumestof fra din barndom. Det må du selv tage dig af udenfor arbejdstiden. Hjælp til dette følger ikke.
Du kommer til at sige farvel til dit gamle liv, som du kendte det, og opleve en kæmpe indre omstilling, mens alle andre omkring dig (inkl. dig selv) forventer, at du er den samme. Og inden du siger ja, skal jeg bare høre, hvordan har du det med ikke at sove i 3 år?” (12).
Ikke ligefrem tiltalende, men som med alle andre jobs, er det vigtigt at huske på, at man rent faktisk har muligheden for at korrigere, redigere og omformulere kontrakten, inden man skriver under. Måske behøver rollen som mor anno 2021 ikke være selvudslettende, men kan forhåbentlig også vise sig som det bedste arbejde, man nogensinde har oplevet. Jeg har endnu ikke turde læse Olga Ravns Mit Arbejde… Allerede ved den første scanning gjorde gynækologen mig opmærksom på, at jeg falder ind under den kategori af kvinder, der har øget risiko for efterfødselsdepression. Ikke den mest opmuntrende meddelelse, men på den anden side, sagde hun, er du nok mere bevidst om, hvilke tegn du skal være opmærksom på, når du nu har været igennem depressioner før. “What doesn’t kill you”-mentaliteten…
“Café Livmoder er indgangsportalen til Go Extreme. Et rum, der står i fødslens tegn. Udgangspunktet for hele livet, kroppen og sindets vej ind i verden. Med sit total-kunstværk sætter Ditte Gantriis scenen for, at vi på ny kan sanse forholdet til vores krop og vores bevidsthed.” Foto: Malou Solfjeld.
Ditte Gantriis, Café Livmoder. Foto: Malou Solfjeld.
På den lidt mere positive note, sendte min med-gravide veninde mig for nylig en mail med titlen “at tænke med navlen” og vedhæftede en tekst, som handler om den interaktion med andre kroppe, der foregår via navlen og efter fødslen inde bag ved navlen i det område, vi refererer til, når vi taler om mavefornemmelse, hvad end det er bakterier eller intuitioner, der er på spil.
Lige så vel som klipningen af navlestrengen ved fødslen resulterer i et knudeformet ar – et kropsligt punktum for de 9 måneder, barnet har boet i livmoderen – kan denne også forstås som en evig portal stående på klem mellem vores indre og ydre, vores fortid og fremtid, en slags punktering, der langsomt vil hele resten af vores liv. At navle med ledsagende arter, både dem vi indtager bevidst i form af udvalgt mad og drikke, og dem der finder deres egne veje ind i vores maver, siger Astrida Neimanis i sin tekst Morning Sickness and Gut Sociality, hvori hun forsøger at påvise, hvordan sociale relationer er langt mere-end-menneskelige, og at dette inter-responsive og interrelationelle forhold mellem arter, bl.a. kommer til udtryk via. morgenkvalme og andre mavefornemmelser. Derfor vælger jeg at se min egen graviditet som en mulighed for at omdefinere betydningen af ordet ‘navlebeskuende’, til at være noget socialt og inkluderende og ikke fastlåst i en snæversynet forstand, men tværtimod netværksskabende med de millioner af mikroorganismer, som jeg og baby deler, og som vi alle navler med hinanden via luftbårne bakterier, fysisk berøring og metafysiske energier. Husk at mærke efter, før du underskriver din næste kontrakt, mavefornemmelsen fejler sjældent og min fortæller, at moderskabet er det helt rigtige for mig her og nu, også selvom jeg er skræmt fra vid og sans!
NOTER:
Song Min Jung, Window, 2020. Vist på Kunsthal Arhus i 2021.
Citater fra udstillingen #ingenlillelort på KØN i Aarhus, 2021.
Uddrag fra citat af Astrid Lindgren på udstillingen #ingenlillelort.
Karin Hald: Blomst, Buket, 2021.
Karin Hald: Blomst, Buket, 2021.
Karin Hald: Blomst, Buket, 2021.
Song Min Jung, Window, 2020. Vist på Kunsthal Arhus i 2021.
Karin Hald: Blomst, Buket, 2021.
Jozefina Skovgaard er afsender på dette nyhedsbrev om “moderskabskontrakten.”
Malou Solfjeld is an art historian and curator working with notions of be-coming, co-habiting, collectivity, care, ecology and environment – bodily, mentally and geopolitically. She has contributed to idoart.dk since 2020 with essays, reviews, and travel journals. In 2022 she is becoming a mother and will continue to reflect on what it means to find home, come home, be at home or become a home, on Planet Earth, and how to feel at home within oneself, in times dominated by several entangled crises.
