EN WAKE-UP SONG JEG HÅBER, DU KAN MÆRKE

Da jeg var barn, drømte jeg om at redde regnskoven, stille mig op foran de store bulldozere og råbe Stop, vågn op! Min mor og far lærte mig navnene på træer, buske, blomster og dyr. Jeg sad det meste af min barndom i et træ. Eller på en sten, mens jeg talte med en anden sten, eller en gren. Jeg brugte timevis på at stirre op på himlen, så der til sidst kom små sorte flimrende prikker for mine øjne.

Min søster og jeg kravlede op i de gamle, krogede æbletræer og legede, at vi sad på planeterne Mars og Pluto, og når vi hoppede ned på det tørre sommergræs, svævede vi rundt i universet. Jeg boede langt ude på landet som barn, midt ude i alt og ingenting. Tæt på heden og horisontlinjen.

Jeg har altid følt mig forbundet med naturen. Jeg giver stadig high-fives til buske og træer, jeg møder – en slags erkendelse af, at de virkelig er der og ikke bare er “døde pynteting" i byrummet, men er levende, spirende, vibrerende organismer i denne verden. De taler til mig, blomsterne, træerne, stenene og havet. “Hej, dér er du jo min ven,” siger jeg, når jeg møder havet. Som et stort buldrende moderhav, og vi mødes i bølgerne. Jeg har respekt for hende, er vokset op med at bade i Vesterhavet, og jeg kender til hestehuller og farlige strømme, som kan føre en væk, føre en under.

Vand er spændende og skræmmende på samme tid. Alt det vand i os, i mig. Vand i bevægelse. Stillestående vand. Sidstnævnte har altid skræmt mig. Jeg har aldrig brudt mig om at bade i søer, da jeg ikke kan se bunden. Kogende, summende – jungiansk mose. Det skulle være sundt at se frygten i øjnene, for selvom mosen altid har skræmt mig, har den også fascineret mig, måske netop derfor: Hvad gemmer sig nede i dybet?

Sonja Strange, Wake-up (song), 2023 (Video still). Foto: Ulrik Staal Strange Dinesen.

Da museumsinspektør Mathilde Helnæs fra Sorø Kunstmuseum inviterede mig til at lave et stedsspecifikt værk til den sidste udstilling i udstillingsrækken Naturen Taler; med udstillingstitlen Forbundet:Kunst.Natur.Sorø, vidste jeg med det samme, hvad jeg ville dykke ned i – mosen!

Nord for Sorø ligger Danmarks første naturpark, Åmosen. Den er 8.500 hektar stor, rummer mange smukke landskaber og er rig på kulturhistorie. I naturparken kan man aflæse isen og smeltevandets spor i terrænet, og blive klog på nogle af de første mennesker, der beboede landet, efter at isen trak sig tilbage. Her er flere fund af international betydning fra stenalderen og vikingetiden. Det fugtige landskab har skabt gode betingelser for sjældne planter og dyr. Landskabet og geologien er overalt præget af spor fra istiden, hvor isen og smeltevandets bevægelser har skabt det markante landskab. Da isen trak sig tilbage efter den sidste istid, kom først rensdyrene, så ulvene og derefter fulgte menneskene. Jægerstenalderfolket var Åmosens første beboere. De fulgte vandet i åerne mellem indlandssøerne og ud til kysten, hvor fiskeri, jagt og indsamling af spiselige planter var deres livsgrundlag. De bevægede sig med vandet og årstiderne igennem landskabet.

Men hvordan skulle jeg, som udefrakommende, blive klog på mosen, hvordan skulle jeg tilgå den? Jeg kontaktede Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Sorø og fik en skøn udførlig og informativ mail fra næstformand Rolf Lehrmann, som jeg efterfølgende aftalte at tage en tur til mosen med. Det viste sig, at Rolf er en gedigen fugleekspert, og vi oplevede en havørn glide smukt hen over hovedet på os og så en smuk rød glente på jagt. DN har for nylig købt et stykke af Åmosen til vild natur, og det var netop dette stykke land, vi ville kigge på. Man kan tydeligt se, at det kun er dyr, der har lavet stierne i området, og at selve mosen ligger uberørt.

Det fascinerede mig, at naturområdet rummer så mange lag af historie, og da jeg gravede dybere i fortællingerne, fandt jeg blandt andet ud af, at Åmosen både er det sted i Danmark, hvor de første mennesker slog sig ned, og det første sted som mennesker i Danmark var nødt til at forlade, da vandet steg på grund af klimaforandringer. Ud fra dette historiske perspektiv har jeg – i et lydværk, et videoværk samt skulpturelle objekter – draget paralleller til nutiden, med de klimaproblemer vi står overfor i dag samt emnet vand og menneskets forhold til og søgen efter dette, her på jorden og i rummet.

Jeg har over det sidste års tid samarbejdet med DTU og DTU Space. Efter samtaler med astrofysiker Michael Linden-Vørnle fandt jeg frem til en mulig måde, hvorpå vi kunne “vise” tyngdedata (“en non-invasiv (ikke-destruktiv) og hurtig måde at kortlægge hvad der gemmer sig under overfladen”) i en form, som publikum vil kunne mærke – og i dette tilfælde høre.

Rundt om vores jord svæver 3 store SWARM-satellitter. SWARM er et europæisk satellitprojekt, der består af tre satellitter, som flyver i formation. Satellitterne, der blev sendt i rummet i 2013 som en opfølgning på Danmarks første satellit Ørsted, kortlægger bl.a. Jordens magnetfelt med stor præcision. De registrerer også Jordens tyngdedata, og det besluttede vi os for at få oversat – med hjælp fra Nikolai Linden-Vørnle som har forsket i og udviklet en algoritme, der kan oversætte data til lyd, og Ole Baltazar Andersen fra DTU Space som kunne levere et datasæt med målinger af hele Jordens tyngdefelt. Selv gik jeg i gang med at lede efter nogle af de mest centrale hot-spots, når det gælder klimaforandringer, og fandt frem til disse:

Grønland/Zachariae Isstrøm:
78.9168231201364, 21.166623995246194
Kenya/Bute Helu:
2.85366426219691, 39.84607457178604
Bangladesh/Dhaka:
23.823438567246484, 90.3992143914394

Sorø kom også med, som en slags modtager med koordinaterne til Åmosen;

Sorø/Assentorp:
55.56067776023535, 11.597768933806645

Målingerne fra de fire lokationer: Sorø, Grønland, Kenya og Bangladesh, er blevet trukket ud af datasættet og puttet ind i sonifikations-algoritmen. Algoritmen tager denne strøm af data, filtrerer den, strækker den i tid og frekvens, for til sidst at ende ud med en lydfil, som indeholder den originale data i en sonisk repræsentation. Og efter at dataen har været “kørt igennem” Nicolais algoritme, har jeg tilpasset lyden til filmens narrativ.

I lydværket har jeg komponeret et lydstykke, hvor de 4 områder præsenteres hver for sig for til sidst at lade dem smelte sammen til én sammenhængende lyd, én stemme, et samlet Wake-up! Der er lavet undersøgelser som påviser, at visse algoritmer er konstrueret til at producere uenighed; f.eks. på sociale medier. Her er det en algoritme som forbinder os, i stedet for at dele os.

Titlen Wake-up (song) er en reference til NASAs brug af såkaldte “Wake-up songs” på deres missioner i rummet. Her mister astronauterne deres døgnrytme og bliver derfor vækket af kontrolcentre fra Jorden med en opvågningssang. Lydstykkets længde er 8 min. langt, som en slags homage til vandtårnets klassicistiske arkitektur, med dens oktogone konstruktion, som igen er en reference til en af de allerførste meteorologiske stationer i verden, det smukke Tower of the Winds i Athen, som ud over at kunne måle solen, havet og vinden også var ottekantet, ligesom vandtårnet i Sorø.

I vandtårnet ved Sorø Station er lyden fra SWARM-satellitterne blevet installeret sammen med 4 objekter, der hænger ned fra loftet. Disse skulpturer har titlen The Recipient og er et billede på de fire lokationer, som lyden og dataen kommer fra. De har en alien-agtig vibe over sig, og jeg har bestemt også tænkt på ‘det andet’ – ‘det ukendte’ i forhold til dette projekt.

Sonja Strange, The Recipient (Åmosen – Sorø: 55.56067776023535, 11.597768933806645. Zachariae Isstrøm – Grønland: 78.9168231201364, 21.166623995246194. Bute Helu – Kenya: 2.85366426219691, 39.84607457178604. Dhaka – Bangladesh: 23.823438567246484, 90.3992143914394). Genbrugsplast, silikone, silikoneslanger til farmaceutisk brug, planterester fra Åmosen (70 x 40cm). Foto: Ulrik Staal Strange Dinesen.

I dette tilfælde har jeg brugt genbrugsplast og rester fra mosen til at skabe en form – som et væsen der tager imod én, når man træder ind i det smukke gamle vandtårn. Objekterne er forbundet med hinanden via silikoneslanger til farmaceutisk brug. Begge mine forældre døde på hospitalet og lå i sterile, kolde senge med slanger koblet til sig, og de billeder har limet sig fast på min nethinde. I videoværket, som vi optog i mosen, forbinder jeg mig med disse alien-agtige objekter via førnævnte silikoneslanger og kommer i en form for trance nede i mosevandet. Som et slags medium – mellem mosen og lyden fra satellitterne ude i rummet – som billedligt er oversat til de alien-agtige objekter, som jeg også har med i lydværket. Jeg selv som et slags medium. Et medium inden for fysikken er beskrevet som et produkt – et medium kan f.eks. være glas, vand etc. Hvis man siger, at man sender lys fra luft til vand, sender man lyset fra et medium til et andet medium.

I videoen har jeg gæller på mine kinder, som et svævende spørgsmål. Er skikkelsen i videoen fra en anden planet? Er hun fra fremtiden? Er det sådan, mennesket udvikler sig – til en sensibel, følende hybrid, som kan kommunikere med verdensrummet og jorden på samme tid? Det er i hvert fald nogle af de spørgsmål, som har figureret rundt i mit indre univers i hele researchperioden. En måske obskur tanke slog mig en dag, at hvor ville det være dejligt, hvis et ‘higher-being’ kunne komme og hjælpe os, når vi så tydeligt har fejlet som menneskehed, i hvert fald i forhold til vores måde at behandle Verden på, jorden – himlen – havet.

Skikkelsen i videoen åbner munden, og lyden fra SWARM-satellitterne kommer ud som et ekko af værket i vandtårnet. Den kvindelige figur fungerer samtidigt som en slags kanal for jorden, og lyden bliver til en klagesang, en Ofelias dødssang og en Wake-up song til os eller beskueren.

Jeg er sci-fi fan, og film som Blade Runner, The Matrix, The Fifth Element og Space Odyssey flimrede rundt som en tynd hinde mellem mine tanker i researchfaserne, som når man bevæger sig gennem græsset en tidlig sommermorgen, og spindelvævets tråde klistrer sig fast til ens krop.

Det dystopiske element fra sci-fi film er da også meget tydeligt at spore i slutningen af videoværket, hvor hovedpersonen på zombie-agtig manér hiver sig selv op af mosen og går hen mod kameraet, helt tæt på linsen og hvisker Wake-up! Jeg er selv virkelig bange for zombier og zombiefilm. Efter at jeg læste kadavermarch af Dennis Jürgensen som barn, har jeg ikke kunnet rumme den del af gysergenren, men da jeg lå i mosen en smuk men meget kold aprildag, følte jeg dens væsen, på godt og ondt. Vi havde forinden testet området af for mosehuller. Vi vidste, hvor vi ikke skulle træde, men bunden var stadig blød og sumpet, da mange lag af planterester ligger og rådner lige så stille i det iskolde vand. Aldrig har jeg opholdt mig i vand, som var så koldt. Kulden kommer nedefra, ligesom når man er så velsignet at støde på en ren kilde i skoven, hvor man kan slukke tørsten med det skønne vand, dén kulde. Så når min krop ryster i videoen, er det ikke skuespil.

Jeg tror meget på det umiddelbare moment i kunsten. Min research-periode er virkelig lang og grundig, men udførelsen må gerne have denne umiddelbare performative feeling over sig. Vi fulgte det planlagte manus, men der sker bare ting ude i virkeligheden, ude i naturen. Og at vandet ville påvirke min krop så meget, havde vi f.eks. ikke planlagt. I det sidste take, hvor jeg sænker mig helt ned i mosen, i det kolde vand, dér stod verden stille og jeg var. Det kolde vand som langsomt omsluttede min krop, den eftergivende rådne mosebund, som blødt tog imod mig, og til sidst vandet, som omslutter mit hoved – dét er det koldeste, jeg nogensinde har prøvet.

Og dér kom det, det dystopiske. Min vejrtrækning blev hurtigere, rystelserne større og til sidst det befriende skrig mod himlen. Efterfølgende opstigningen af mosen og min forfrosne gang mod kameraet.

Og hvem er det så, der skal vågne op? Os alle tænker jeg, inklusiv mig selv – big time! Jeg har en søn på 7, og jeg tænker over, hvad det er for en fremtid, der venter ham. Men hvad kan vi gøre, hvad kan jeg gøre? Hjælper det overhovedet noget som helst at lave et videoværk om klimaforandringer? Jeg ved det ikke, jeg håber det. Hvis værket bare kan påvirke nogle en smule, give folk et lille puf i maven, som gør at de måske begynder at handle? Får nogle til at genoverveje, hvem de stemmer på til næste folketingsvalg?

Jeg har selv været i en form for “klimakrise-bedøvethed” – i en tilstand af chok. Klimasorg. Choktilstand. Jeg havde glemt følelsen af forbundethed med naturen, den følelse jeg helt instinktivt havde som barn. Men gennem flere projekter, hvor jeg bevæger mig i og med landskabet, kom den tilbage.

Wake-up (song) er i åbenlys forstand et nødråb om, at vi bliver nødt til at handle på klimakrisen, men også en opfordring til en opvågning af vores sanser, et vågn op! i forhold til vores syn på os som mennesker – at vi bliver nødt til at vække den sensitive side og forbinde os med naturen. Og ikke kun fysisk, men det at tænke sig selv som en del af jorden, luften, lyset, planterne, vandet. (Med vi og os kan jeg kun tale ud fra et “vestligt”, privilegeret syn. Tænker at der bestemt må være folkeslag derude i verden, som er i forbindelse med jorden på allerfineste og dybeste plan, men som også er ofre i den “vestlige”, kapitalistiske udhungring af Jordens ressourcer).

Sonja Strange, Wake-up (song), 2023 (Video still). Droneoptagelse: Per Bovbjerg.

Men én ting er vi fælles om, og det er, at vi er alle skabt af de samme grundsten, de samme partikler, som resten af universet er lavet af – stjernestøv. Af stjernestøv er du kommet, til stjernestøv skal du blive. Og de partikler som flyver forbi SWARM-satellitterne rammer os lige nu.

Forbundne er vi.

KREDITERING:

Sonja Strange, Wake-up (song), 2023
Video; duration 00:10 min. 4k video.

Materialer i videoværket: Silke, genbrugsplast, silikone, silikoneslanger til farmaceutisk brug, planterester fra Åmosen.
Tyngdedata fra: Ole Baltazar Andersen, Professor DTU SPACE Institut for Rumforskning og Rumteknologi.
Geodæsi og Jordobservation: Sat i værk sammen med astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.
Lyd fra tyngdedata: Nikolai Linden-Vørnle, DTU.
Videoværk filmet af: Ulrik Staal Strange Dinesen.
Droneoptagelser af: Per Bovbjerg.
Lokation: Optaget i Maglebjerg Mose med tilladelse fra næstformand Rolf Lehrmann og formand Niels Hilker. Hjælp under optagelser fra ejer af Mosehuset i Åmosen: Julie Søgaard.