BLODSTEN — I DO ART

Da jeg blev inviteret af museumsinspektør ved Sorø Kunstmuseum, Mathilde Helnæs, til at lave et værk til udstillingen Tilbage til Rødderne, stod jeg midt i en dyb sorg. Jeg havde lige mistet min mor til kræft. Var ellers næsten kommet på højkant igen, efter at have mistet min far i 2018. Sorgen fyldte altså meget på det tidspunkt, så med den i ryggen, begav jeg mig i kast med at se på Sorø og omegnens historie. Det er altid her jeg starter, når jeg har med et stedsspecifikt værk at gøre – hvad ligger der begravet i de gamle sagn og myter om det givne sted? Og kan disse historier være relevante for vores samtid?

Sorø er en by med en enormt meget historie og kulturhistorie, men da der allerede er skrevet en del om Holberg og Ingemann, ønskede jeg at grave endnu dybere og længere tilbage i tiden. Også især med henblik på udstillingens titel, som jo netop er Tilbage til Rødderne.

I noget tid har jeg været interesseret i Det rituelle landskab:

“Det landskab, der opstod overalt i Nord- og Vesteuropa i det 4. årtusinde f.Kr., kunne man kalde et rituelt landskab. Det fik ikke blot sit præg af menneskets stadigt mere dybtgående indgreb i skoven. Landskabet var også besjælet – det besad en dybere dimension derved, at det tilhørte historien og forfædrene. For overalt, hvor mennesker færdedes, byggede de iøjnefaldende mindesmærker for de døde. Således var forfædrene altid nærværende i de levendes liv – og er det endnu i vore dage. Når vi i vor tid freder oldtidsminderne derude i landskabet, er det på sin vis den sidste udløber af den pietet, vore forfædre nærede over for deres døde frænder.” (fra Jørgen Jensen, Det rituelle landskab i Danmarks Oldtid på lex.dk).

Jeg startede med at kigge i de gamle bøger på 1. sal af Sorøs Bibliotek og faldt over historier om kæmpestenene. Sten som er blevet fragtet hertil fra istidens gletsjere og som nu ligger spredt ud over hele landet, som store hukommelsesbanker. Præget af vind og vejr, men også præget af menneskehænder. Netop sådan en ligger midt ude på en mark uden for Sorø – tæt på Ruds Vedby. Den bliver kaldt Blodstenen i folkemunde, da man mener, at den er blevet brugt til ofringer i fortiden. Jeg blev straks betaget af navnet og sagnet om den, og begyndte at dykke ned i dens historie. Det viste sig, at den er fyldt med skålgruber. Skålgruber er de allerførste helleristninger, vi kender til her i landet. De er runde fordybninger, hakket ned i sten med en skarp flintsten. Grundet at de har stået udenfor i tusinder af år, er skålgruberne blevet slebet bløde i løbet af de mange år.

Sonja Strange, Blótet-The Ritual (still fra film). Foto: Ulrik Dinesen.

Jeg kontaktede ejeren af marken, Hans Arne Nielsen, og han fortalte mig, at han i sin barndom fandt to store flintøkser på marken – altså et direkte bevis på, at der har levet mennesker i området i oldtiden og at disse har haft en form for relation til marken og stenen.

Tæt på Ruds Vedby og marken med Blodstenen ligger Tissø, som er en stor sø, hvor man rundt om har fundet en meget stor beboelsesplads og mange fund – bl.a. figurer af valkyrier. Disse valkyrier vender jeg tilbage til.

Jeg begyndte at studere og læse om betydningen af ritualer i oldtiden, og om hvad man har brugt førnævnte skålgruber til. Der er en del teorier, men en af dem går ud på, at man har ofret i dem med smør, fedt, mad og måske endda også blod fra dyr. Under min research blev Blodstenen og dens historie mere og mere levende for mig, og mit værk begyndte at tage form. Da jeg stadig arbejdede med min sorg, gik jeg med den og ikke fra den. Jeg tog den med ind i mit projekt og læste derfor også om begravelsesritualer – og jeg fandt ud af, at man i oldtiden har brugt jernmønje til at strø over de døde under begravelsesritualer. Det kan have været for at holde dyr væk, men måske har det også haft en symbolsk betydning.

Jeg begyndte at lege med idéen om at bruge jernmønjen i værket, og lavede forsøg med jernmønje på rå-lærred. Da jeg læste mere om jernmønje, fandt jeg ud af, at det er det allerførste pigment, vi mennesker har brugt til at udtrykke os med og det kan spores tilbage til La Pasiega-hulen, hvor neandertalere har malet tegn og figurer på væggene for 65.000 år siden.

Jeg gik i gang med at skrive på en idé om at skabe en rituel handling omkring Blodstenen uden for Sorø, hvor jeg ville stykke min research sammen til en ny fortælling. Jeg læste om blóte (ofringsritualer) og om hvordan der har eksisteret kvindelige ofrings-kulte i oldtiden, som ofrede til valkyrierne, diserne, vølverne – kært barn har mange navne og i mange tilfælde viser det sig ofte, at disse kvindelige figurer hører under samme tag, samme stamme.

Jeg var inspireret af mit foregående projekt LIUNG, som fandt sted i den landsby jeg er fra i Himmerland, hvor jeg i processen involverede landsbyen i at deltage, med selve frembringelsen af værkerne – det greb ønskede jeg også at gøre brug af i Sorø, så en weekend i marts, samledes jeg og frivillige fra Sorø Kunstmuseum om ler, silke, vajd og jernmønje. Vi talte om det at miste, samtidigt med at vi havde hænderne dybt begravet i materialerne.

Der var stor begejstring ved at have hænderne begravet i jernmønje og at stryge det ud over lærrederne – lerkar blev formet og silke indfarvet af vajd, som man brugte til at indfarve tekstiler med i oldtiden, før indigo kom til landet. Resultatet af weekendens arbejde blev til smukke ofringsgaver, der skulle bruges til den rituelle handling, som skulle foregå ude ved selve Blodstenen. Jeg fik desuden syet dragter til de tre kvinder, som skulle fungere som en form for Blodsøstre og stå for ofringen ved stenen.

En meget blæsende og kold dag slut marts mødtes vi på marken. Det var hundekoldt, men vinden blæste så smukt i silken, at man skulle tro, at vi havde bestilt en vindmaskine fra oven. Offergaverne blev pakket i lærredet med jernmønje og Blodsøstrene begav sig med langsomme skridt mod stenen med kameraet i nakken. Der blev knælet foran stenen, og lagt store røde roser på stenens overflade. Roserne havde jeg valgt ud fra den tanke, at det er en kærlighedsblomst, man giver til sin elskede i livet og efter livet – som den sidste blomst på kisten inden den køres bort eller bliver sænket i jorden. En symbolsk handling, jeg ønskede at parre med de gamle ofringsritualer.

Efter timers optagelse i den kolde vind, var vi endelige færdige og kunne gå videre med næste del af filmen. Jeg kunne ikke slippe tanken om valkyrierne, hverken dem man har fundet ved Tissø, ej heller dem jeg havde læst om, som disse kvinde-kulte havde ofret til. Så jeg gik i gang med at udforme figuren Val the Valkyrie. Jeg var inspireret af tanken om, at hun kom fra det hinsides, for at hente sine offergaver, for så igen at drage til den anden verden. Og jeg havde læst at hesten oftest symboliserer det dyr, som er i stand til fragte guder og valkyrier fra deres verden til vores verden. Ergo måtte jeg havde fat i en hest. Valget blev hingsten Chopin, en lokal skønhed som hører til lidt udenfor Dianalund. Jeg var ude ved ham et par gange for at ride på ham, da det er mange år siden, jeg sidst har været til hest. Det gik heldigvis godt og dagen kom, hvor vi skulle filme hingsten og jeg på marken ved Ruds Vedby, hvor jeg ifølge manus skulle samle mine offergaver sammen.

Forinden havde jeg i flere måneder arbejdet på en dragt til Val, og jeg havde det privilegie at arbejde tæt sammen med designer Carl Christian Bro om tilblivelsen af et par støvler. Carl er den eneste uddannede haute couture skomager i Danmark, og det var et spændende samarbejde vi havde, med tanker og referencer fra to forskellige verdener. Det udmøntede sig i et par støvler, der løftede Vals dragt til nye højder. Carl var selvfølgelig også med på optagelsesdagen, sammen med Ulrik Dinesen – min livspartner og kameramand, samt makeup-artist og frisør Camilla Theodorsen, som på sejeste vis fik lagt makeup og sat hår i bilen på vej mod Sorø.

Chopin var klar og hans ejer Jeanett Herlyng styrede ham på bedste vis. Det var på mange måder en vild dag – nok en dag, som ingen af os nogensinde glemmer. Hvor tit får man f.eks. lov til at ride hen over en mark på en hingst med enhjørningehorn og vinger? Enhjørninge-elementet kommer fra min begejstring for filmen Blade Runner, som altid har været en stor inspirationskilde for mig, og især scenen med Deckard i hans lejlighed, hvor han får et syn af en hvid enhjørning, som galoperer gennem skoven, har altid været med mig. Spørgsmålet om hvorvidt Deckard i virkeligheden også er en replikant, et ‘ikke-menneske’, en falden engel – er den tvivl, som lurer i skyggerne under hele filmen. Og i mit værk, er Val the Valkyrie på en måde også et ‘ikke-menneske’, en falden engel, en valkyrie, som kun kommer til jorden for at indsamle ofringsgaver.

Optagelserne var nu færdige, og redigeringsprocessen skulle sættes i gang. Jeg havde en idé, et manus, en drejebog, så jeg havde styr på selve handlingsforløbet, men da jeg redigerer ligesom jeg maler – meget intuitivt – opstod der nye forbindelser mellem de forskellige elementer i filmen, og de to flintøkser fra marken med Blodstenen, fik pludselig en vigtig betydning i filmen. Økserne er også udstillet på Sorø Kunstmuseum, sammen med mit værk, så det gav god mening at infiltrere dem i suppedasen.

Midt i redigeringsprocessen fik jeg et ophold på Statens Værksteder for Kunst til at færdiggøre mit ofringsmaleri – idéen var at sy alle de rå-lærreder, vi havde indfarvet med jernmønje, sammen, for så at spænde dem op på en rund træramme. Det cirkulære maleri skulle fungere som en reference til de cirkulære skålgruber, og under min research havde jeg læst Berit Johnsens bog Det Kosmiske Bryllup, hvor hun tolker på de forskellige helleristninger, man har fundet i norden. I bogen kommer hun ind på, at “skålgrubernes cirkulære form kan have symboliseret solen og månen, og da det er et meget fortættet og betydningsmættet symbol, kan det også have symboliseret det kvindelige- og det mandlige køn. Skålgruberne kan altså både symbolisere det kvindelige og det mandlige, og der er med andre ord tale om en dobbelt-kønnethed, som i øvrigt bemærkelsesværdigt hyppigt dukker op i bronzealderens religiøse symbolik.” (Berit Johnsen, Det kosmiske bryllup).

Jeg kan godt lide tanken om det androgyne symbol, et fælles symbol for os alle, som ikke starter eller ender et sted, men som fortsætter sin bevægelse, ligesom livets cyklus. Vi fødes, vi dør og vi fødes igen. Så, dette symbolske værk gik jeg altså i gang med at skabe på SVFK, igen med stor hjælp fra Ulrik Dinesen, som med møje og besvær havde skabt en rund ramme til de sammensatte lærreder. Da vi havde fået spændt det op på rammen, gik jeg i gang med at sy og klistre offergaverne på lærredet. I blandt disse, var hestehår, menneskehår, hvedekerner, torne fra de røde roser, uld, drageblod (harpiks fra dragetræet), æggeskaller (jeg har læst, at man før i tiden gravede æg ned på den ny tilsåede mark for at bringe lykke til høsten, så æg havde Blodsøstrene også ofret). Alle disse sarte og porøse materialer fik jeg arrangeret på runde lærreder, og med silikone og drageblod fik jeg lavet aftegn af en menneskehånds bevægelse over lærredet. Et aftryk – ligesom skålgruberne er aftryk af menneskehænder. Efter 10 dage var værket færdigt og det blev møjsommeligt pakket ned og kørt afsted mod Sorø.

Nu var der ikke andet at gøre, end at fortsætte med at redigere filmen.

Da det cirkulære og tanken om cyklus præger projektet, er filmen også skabt sådan, at dens fortælling gentager sig. Det første man ser er også det sidste man ser – et form for loop, som jeg håber beskueren vil kunne se idéen med.

I det hele taget håber jeg, at værket som består af det runde maleri Ofringen/The Sacrifice og filmen Blótet-The Ritual, vil berøre beskueren. I og med at projektet, er lavet i en periode i mit liv, hvor jeg igen har været ramt af sorg, har det præget tankerne bag værket, og jeg håber at værket kan og formår at sætte nogle billeder på, hvad det er man gennemgår i sorgen. Og at det måske kan sætte lys på nogle af de spørgsmål, som dukker op, efter at man har mistet et andet menneske. Som for eksempel de spørgsmål vedrørende afskeden, man skal tage stilling til efter et dødsfald. Hele seancen med kirken, hvis man altså er en del af folkekirken og ønsker sig det ritual. Jeg har læst, at før man begyndte at bygge deciderede grave til de afdøde, havde man dem oftest begravet ved ildstedet. En helt umulig løsning i vores tid, men tanken om at have afdøde tæt ved sig, kan jeg godt lide. Det er så underlig en følelse at sende afdøde afsted i en kiste, og at placere dem bag stendiger og jernlåger på en kirkegård. Igen kommer det jo an på, hvilken religion, man hører til, men for de fleste foregår en afsked vel på den måde.

Jeg har tænkt meget på mine forældre under denne tilblivelse af Blodsten. De har stået lige bag mig gennem hele processen. Og det har været ret intenst i perioder. Især min far er dukket op i mine tanker.

Han elskede røde roser, og derfor var der røde roser som pynt i kirken og på graven efter hans død. Og de røde roser på Blodstenen er helt klart en tanke til ham. Min far var et meget videbegærligt menneske, han var interesseret i den verden, han levede i. Og jeg er ham evigt taknemmelig for, at han delte ud af sin viden – og at jeg i dag selv elsker at dykke ned i historiens vingesus. Han elskede min mor overalt på jorden, de to var uadskillelige – så at de nu er sammen, er en form for trøst for os som er tilbage i denne verden. Jeg dedikerede sidste år værket Moræne til min mor. Og da jeg under hele denne proces med Blodsten helt tydeligt har kunnet mærke min fars tilstedeværelse i min research, er dette værk dedikeret til ham.

Sorg og det at miste er en voldsom rejse. En rejse vi alle skal gå igennem. For mig har kunsten været en kanal, et rum hvor jeg har kunnet gå med og i sorgen. Og det at møde andre som også har mistet, gør at man ikke føler sig så ensom på sin rejse. Jeg håber, at værket Blodsten vil kunne møde beskuerne på deres rejse, hvor de end befinder sig i livets cyklus.

Blodsten er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.