SKALA MØDER SENSUALITET – SKULPTUREN GENNEM KWADES OG KALSMOSES LINSE
“Hvad ser du?” og “Hvad føler du?” spørger Alicja Kwade og Mille Kalsmose henholdsvis på Kunsthal Charlotteborg og på Horsens Kunstmuseum. Med storslåede værker, der kombinerer både metaller som jern og bronze med rå sten og fine detaljer af guld eller silke, vækker de to kunstnere for alvor de danske museumsgængere. De to kvindelige skulptørers værker bliver en frisk stimulering, en opvågning af vores sanser, vores receptorer – og dermed en opfordring til perceptionsskifte; et kunstnerisk kald til at se verden gennem dens objekter på ny.
You had my curiosity, now you have my attention
Jeg kan ikke være der fysisk; jeg bor i Hong Kong, hvor kunstaktiviteten i den grad er i live; sprudlende på en helt anden måde, end vi er vant til i Danmark, men det stopper mig ikke fra at holde øje med den danske kunstscene også.
Nyhedsbreve planlagt til at nå de danske læsere om morgenen, sniger sig ind i min indbakke omkring frokosttid, og jeg scroller igennem dem (indrømmet!) mest for billedernes skyld. Og så ser jeg dem (digitalt, selvfølgelig). Store, vilde skulpturer. En helt anden skala, nogle helt andre materialer, en ny intensitet. “Wauw!” tænker jeg, “I Danmark? Hvor?”
Alicja Kwade, 'DrehMoment' (2018), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour.
Mille Kalsmose, Conscious Matter, 2018. Horsens Kunstmuseum. Foto: Jacob Steentoft.
Og så bliver jeg nysgerrig, sådan rigtig nysgerrig. For sidste gang jeg så store skulpturer i Europa, var i det solskinsrige Münster, hvor Skulptur Projekte for femte gang overtog byen. I bybilledet eller i åbne, uforstyrrede naturrum kunne man opleve kæmpe værker af Claes Oldenburg og Nairy Baghramian – fantastiske… ikke blot syn, men kropsoplevelser. Jeg husker, hvordan at disse kæmpeinstallationer, skulpturelle konstellationer (ja, for nogle af dem føltes virkelig som jordiske udtryk for stjernekonstellationer!) var ikke kun stimulans for øjet, men hele kropsoplevelser.
Jeg ser nu, at de store skulpturer har fundet vejen ind på danske kunsthaller og museer! På Kunsthal Charlottenborg og Horsens Kunstmuseum kan man henholdsvis opleve udstillinger, der (for mig at se) er en fejring, en ophøjelse af skulpturbegrebet. En nærmest højtidelig celebration af hvad skulptur er, og hvad skulptur kan. Hverken Alicja Kwade eller Mille Kalsmose er bange for at udfordre og udforske materien. De bøjer og sammensmelter jern- og kobberstykker, og er ikke bange for at svejse og lodde, få beskidte fingre og ømme ryg- og armmuskler. Det er så berigende, så opløftende og inspirerende at se. Kombination af sten og metalliske strukturer, som både ses i Kalsmoses “Conscious Matter”, hvor kunstneren har inkorporeret jernmalmssten fra en Canadisk jernmine og Kwades “Out of Ousia”, hvor en robust betonvæg komponeres med sten, spejle i metalrammer samt fundne trægrene, er begge utrolig stærke, nærmest frygtindgydende sammensætninger. “Conscious Matter” får mig til at tænke tilbage på Louise Bourgeois’ celler, der kan forstås som begrænsende, ja, nærmest kvælende, men på samme tid holder strukturerne beskueren ude, som om de forsøger at beskytte cellernes sårbare kerne fra uvedkommende blikke og indtræden. “Out of Ousia”, der for første gang præsenteredes som en del af Unlimited på Art Basel i 2016, deler til gengæld værkrummet op i fire dele, og ved at bruge spejlspillet, udfordrer Kwade yderligere vores rigide rumsforståelse.
Mille Kalsmose, Conscious Matter (detalje), 2018. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Conscious Matter (detalje), 2018. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Conscious Matter (detalje), 2018. Foto: Jacob Steentoft.
Begge værker inkorporerer også sten, hvis fascinerende overflader nærmest kunne studeres som selvstændige værker. Naturen har dér selv kombineret det porøse med det polerede; selv skabt de “umulige” kontraster. Stenenes naturlige glans kan kun anes i flygtige øjeblikke, afhængigt af lysets fald i rummet, og jo tættere man kommer på de stilleliggende sten, des mere tilstedeværende føles de - som om de var der, helt aktivt, ikke som passivt placerede objekter. Hos Kalsmose bærer klippeudboringer tegn af biokemisk erosion. Deres udseende - markeret og formet af tid - peger på begrebet tid, men vi bevæger os langt ud over den tid, vi kender fra vores hverdag. Vi er på vej ind i nogle meget større tidsligheder, der rækker ud over menneskets eksistens; tid, der var her før mennesket og måske forbliver længe efter, vi er uddøde. Det er ironisk at tænke på, at naturen altid finder sin gang, den styrer og selv igangsætter alle nødvendige processer, som vi mennesker bruger dekader, måske endda århundreder på at forstå og dokumentere. Og når vi har gjort dét, kommet til at forstå, hvad naturen altid har kunnet, føler vi, at vi er blevet herre over den - mennesket som første- og enestebevæger.
Alicja Kwade, ‘Out of Ousia’ (2016), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour. Collection of National Gallery of Australia.
Alicja Kwade, ‘Out of Ousia’ (2016), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Detalje, Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, Berlin / London, 303 GALLERY, New York, kamel mennour, Paris / London. Collection of National Gallery of Australia.
Alicja Kwade, ‘Out of Ousia’ (2016). Installationsview, Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, Berlin / London, 303 GALLERY, New York, kamel mennour, Paris / London. Collection of National Gallery of Australia.
Men det ser vi et brud med. Hverken Kwade eller Kalsmose har behov for at definere eller begrebsliggøre, de tæmmer ikke. Tværtimod, skaber de to skulptører plads til, at værkerne udfoldes yderligere - særligt i kraft af de indre processer, der stimuleres hos beskuerne.
I would if I could
Og jeg gad sådan godt kunne tage en smuttur til henholdsvis København og Horsens for at se de to udstillinger, for at komme tættere på de monumentale værker. Lige nu kan jeg dog kun forestille mig dette her fysiske, størrelsesmæssige herredømme, som værkerne ville have over mig, men på den anden side være klar over, at denne hårde materie er tæmmet; fanget, modelleret, skulptureret. Lidt som med Kants sublime - at betragte et naturfænomen større og vildere end én selv, men ud fra et sted hvor man selv er i sikkerhed, hvor man ikke nås af de vildtherskende naturkræfter.
Mille Kalsmose, Re-Programmed Relations. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Re-Programmed Relations. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Re-Programmed Relations. Foto: Jacob Steentoft.
Men selv om materien er tæmmet, er de to skulptørers værker langt fra konceptuelt statiske. Hvad jeg finder rigtig interessant hos begge kunstnere er, at både Kwade og Kalsmose arbejder med familiære objekter, som dog får en helt anden, en ny og udefineret identitet i værkerne. Alicja Kwade leger med kulstykker, som om de var guldbarer, og Mille Kalsmose arrangerer fundne elementer af antikt træ og gipsstuk i antropomorfe konstellationer. Og så bliver den gængse orden rystet. For det første ser vi noget materie, vi ikke er vant til at se (på et museum) - kul hører da til i en brændeovn, ikke? Men vi får yderligere at vide, at den viden, vi har på forhånd om materien, skal vi lade gå. Vi skal simpelthen lade ligge, hvad systemet har lært os.
Mille Kalsmose, Re-Programmed Relations. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Re-Programmed Relations. Foto: Jacob Steentoft.
Vi skal ikke tænke på, hvad kul er men på, hvad det kunne være. Eller hvad det ikke er endnu. Ubevægelig materie præsenteres som værende i en konstant tilblivelse. Kalsmose taler om, at alt er vibration, og selv de ting som vi ser som statiske og ubevægelige, er i sin essens partikler (stjernestøv), der vibrerer og holdes på plads af elektromagnetismen. Og det er vel rigtigt, hvis man spørger en fysiker, men hvad betyder det for kunsten? Og hvad betyder det for de to kvindelige skulptører?
Cancel the framer; the artists disrupted the structure
Grunden til at jeg tog den personlige beslutning om at flytte fra Danmark var, at jeg fandt det for… statisk. Også i den danske kunstverden savnede jeg mere plads til at eksperimentere. Og så sidder jeg nu i Asien og ser, at denne her faste ramme, som gjorde så ondt på mig… dekonstrueres!
Ikke nok med at Kwade og Kalsmose får os til at tænke på objekter og på os selv som individer, som værende ikke-statiske – de to kunstnere går så langt som at udfordre tyngdekraften! “DrehMoment” af Kwade og “Made in Time” af Kalsmose er begge monumentale strukturer, hvor sten og underjordisk materie placeres på eller suspenderes fra installationens øverste lag.
Alicja Kwade, 'DrehMoment' (2018), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour.
Mille Kalsmose, Made In Time. Horsens Kunstmuseum. Foto: Jacob Steentoft.
Udstillingens gæster inviteres til at gå rundt i og under den materie, som vi normalt træder på. Helt bogstaveligt bliver der vendt om på “op” og “ned”, men den stopper ikke dér. Vi inviteres til at reflektere over, hvad denne (menneskeskabte) omvending mon betyder. Hvilken fysiske betydning har det, at det overhovedet er muligt at placere underjordisk materie oven over mennesket? Hvilken symbolsk betydning har det, at den materie som vi ser som værende død, nu kroner over mennesket? Og hvorfor har de to kunstnere behov for at manifestere en ophævelse af tyngdekraften? Er det et symbolsk brud med den etablerede orden (den mandeskabte orden tyngdekraften blev jo “opdaget” og først beskrevet og studeret af Newton)? Tyngdekraften holder os på jordoverfladen, den gør, at vores høje bygninger kan stå urokkeligt, at vor verden (vor kapitalistiske, urbane, globaliserede verden) står uforstyrret. Den har tilladt og muliggjort rejsningen af de urokkelige, de højtspirende, de… falliske strukturer.
Og pludseligt kommer Kalsmose og Kwade ind på kendte danske kunstinstitutioner og siger “Det er nok, tak”. De skaber deres egen orden, og lægger ligefrem ud med at ophæve én af jordens essentielle grundlove.
Mille Kalsmose, Cosmic Family. Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Cosmic Family (detalje). Foto: Jacob Steentoft.
Mille Kalsmose, Cosmic Family (detalje). Foto: Jacob Steentoft.
… Skaber det så kaos?
Tværtimod. Begge udstillinger er utrolig velkuraterede. Mille Kalsmoses “The Shape of Us” udfoldes som en lang rejse, en sammenhængende fortælling, hvor hver installation åbner konceptuelt op for nye, ikke lineære tids-og rumsforståelser, men opfordrer ligeledes beskueren til at søge dybere bevidsthedslag - på det kollektive og individuelle plan.
Udstillingen karakteriseres af en fluiditet, hvor alle bevægelser, alle tanker, alle følelser er velkommen. Kalsmoses værker insisterer på at få eget rum, men de skaber også rum. I Kwades “Out of Ousia”, ser jeg bølger.
Alicja Kwade, 'Kaminuhr’ (2017), 'Lampe' (2017), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour.
Alicja Kwade, 'Radio (Alicja R-603)' (2014), 'Lampe (Kaiser Idell rot)' (2015), 'Kaminuhr (Zentra)' (2014), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018), 'NachBild' (2017). Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour.
Jeg præsenteres for en udstilling, der forfører, bringer en op og ned; ikke ment som op- og nedture, rettere som en organisk tilgang til de udstillede værker, som naturligt opleves fra forskellige perspektiver.
De to skulptører arbejder desuden videre med begreber som tid og rum, hvis urokkelighed og målbarhed udfordres i begge udstillinger. Begge kunstnere sætter spørgsmålstegn ved den vidt accepterede (og, lad os være ærlige, ikke længere stimulerende) verdensforståelse. Kalsmoses og Kwades værker bliver netop en stimulering - et velkurateret, intelligent, ikke kun syns- men i dén grad flersansstimulerende, frisk pust.
Alicja Kwade, 'DrehMoment' (2018), 'Parralelwelt (Ast/AntiAst)' (2018). Detalje, Kunsthal Charlottenborg 2018. Foto: Roman März. Courtesy the artist, KÖNIG GALERIE, 303 GALLERY, kamel mennour.
“Hvad ser du?” og “Hvad føler du?” spørger de
Modsat dét vi kender fra vores skoler, institutioner, lov- og regelsæt er der ingen rigtige eller forkerte svar. Man må gerne bare mærke efter og flyde rundt i “The Shape of Us” eller lade sig vugge af “Out of Ourasia”s bølger.
Maria Grzywacz holder en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet og har tidligere været involveret hos bl.a. Galleri Nicolai Wallner, Chart Art Fair og Faurschou Foundation i både København og Beijing. Siden 2016 har Maria haft base i Asien, hvor hun har arbejdet med kunst, men også har sit eget start-up WOMB, der sammenfletter kreativitet og bæredygtighed. Maria er desuden freelance skribent for både private samt blogs og hjemmesider, og hun har bidraget til idoart.dk siden 2016.
