TIL NOVEMBER ER DET CIAO KØBENHAVN

Til november er det ciao København. I efterårsugerne 45-46-47-48 opholder jeg mig som forfatter på Det Danske Institut i Rom sammen med cirka 10 andre. Hertil har jeg fået et stipendium af instituttet, så jeg kan skrive en tekstsamling færdig.

Det er stor lykke for mig. Stipendiet er mit første af nogen art, og turen til Italien bliver mit første fysiske møde med a room of one’s own, i håndgribelig forstand. Under mit ophold deler jeg mine tanker om at være afsted, om det at skrive samt min proces og inspiration som gæsteblogger her på idoart.dk. Mit navn er Annette Brogaard, og jeg er født og opvokset i Jylland. Mens jeg gik i folkeskole, boede der cirka 5.000 mennesker i byen, hvis jeg ikke tager fejl, og CV Jørgensen sang, at der næppe er noget, der svinger som dér (Det sir sig selv, 1990). Det er også i min barndom, at mine drømme om at blive forfatter har sit udspring. De har blandt andet fulgt mig til Spanien, over Nordjylland og til København, hvor jeg bor nu.

Jeg er uddannet sociolog, og jeg tæppebombede i høj grad litteraturmagasinet Hvedekorn med mine stille drømme igennem netop disse år, mens jeg cyklede frem og tilbage mellem campus og mit skrivebord. I min reol står der et ringbind med afslag. Ét af dem er fra Morten Søndergaard (den daværende redaktør for Hvedekorn), og i det står der noget i stil med: ”Vi kan godt lide din kantede tone. Bliv ved med at prøve”, og det gjorde jeg så. I 2010 debuterede jeg med min første bog, Man kan ikke se det på dem, og i 2012 fulgte yderligere Så tager vi til Prag. Det at skrive har jeg gjort ligeså længe, som jeg husker. Jeg er ikke en skolet forfatter, men er af autodidakt karakter. Med andre ord så er mit forfatterskab alt andet end snorlige. Jeg har været utroligt heldig med de mennesker, jeg har mødt undervejs (vigtigt vigtigt), og nu står vi så her off to Rome.

---

#1: Manden fra forsikringsselskabet er flink. Med blå bogstaver står på skærmen, at han hedder Robert. Han bruger smileys og skriver ”lige et øjeblik”, selvom jeg hverken kan nå at lukke vinduet eller række ud efter min kaffe, før han har svaret. Forsikring og det at låne en rygsæk er det sidste jeg mangler, før jeg rejser ned over Fiumicino lufthavn og planter mine fødder i et værelse på Det Danske Institut i november. Robert fra salg og service sender en ny police, som jeg skal underskrive og returnere. Jeg åbner filen. Der er flere sider i afsnit, store overskrifter, små sidestykker. Jeg lukker dokumentet og sætter min lid til, at jeg er godt dækket ind. Jeg gemmer chatten, hvor jeg har spurgt ind til de tre ting, jeg har fantasi til at forestille mig skulle kunne gå galt, mens jeg er væk. Det sidste der står er ”Hav en god dag”, derefter er en lille port der viser, at Robert har forladt samtalen. Især de sidste tre måneder har de fleste spurgt, om jeg glæder mig, og det gør jeg. Bestemt! Jeg glæder mig til det hele; at lægge noget bag mig, opleve nyt og ikke mindst leve en hel sammenhængende måned i skrift.

Det går op for mig, at der er utrolig mange i min omgangskreds, der har haft storslåede kulinariske oplevelser, mens de har været i Rom. Dem fortæller de om. Det er gode historier. De fortæller om skjulte restauranter og romernes imødekommenhed. Mens de fortæller, ser jeg mig selv sidde på værelset på instituttet og spise æbler eller pistacienødder og drikke rødvin af flaske. At gå ud for at spise alene er ikke noget, jeg er vant til. Jeg har det fint med at være mig selv. Jævnligt er jeg i biografen alene osv., men samtale med romerske tjenere og at køre et kvart kilo hjemmelavet pasta ned, mens man ikke har nogen at tale med, er på kanten af min comfortzone. Det at få styr på koordineringen og det at glæde sig har fat to forskellige, uadskillelige, steder i mig. Koordineringen; sprog, billetter, forsikring, lufthavne, bykort, datoer og timing i mit hoved. Dét at skrive, skrive, skrive, læse og mærke Rom under huden, i mit hjerte.

Jeg skriver under på forsikringspolicen og kommer den i en kuvert. Går ud af Frederiksberg Allé, op af Allegade hvor jeg støder på en postkasse. Jeg drejer om hjørnet ved Frederiksberg Rådhus og tilbage ind af Gammel Kongevej, som jeg sådan elsker (men det er en helt anden historie). Jeg går meget. Tomas Espedal har skrevet en fantastisk bog om at gå (og at leve et vildt og poetisk liv), fyldt med hurra-sætninger: ”Du kan finde en ny kæreste, du kan forlade familie og venner, rejse væk, finde en ny by og nye steder, du kan sælge alt, hvad du ejer, og skille dig af med alt det du ikke bryder dig om, men du kan aldrig – så længe du lever – blive dig selv kvit” (Gå, Tomas Espedal 2006). Det lader jeg lige så lidt og minder mig om, at det er lige præcis derfor, den her gæsteblog handler om at skrive. Sætninger af stål!

Jeg håber i Rom at finde strækninger, steder og bygninger, der får ligeså stor betydning for min skrift som mange i København har haft, siden jeg flyttede hertil. At skrive har altid været (som) en bevægelse. Blikket udad og flere veje indad. En af mine venner sagde sidst, vi sås, at når man først har rytmen, så handler det om at spørge sig selv, hvor langt man kan, tør, bør, vil og ikke mindst skal gå. Der er altid et bjerg efter et bjerg. Altid flere tekster.