SCENE PÅ SCENE

#5 Vi står tidligt op og går på kaffebar, med det der ligner hele den lokale brandstation. Kaffevarianter er udstillet i montre over baren, og der er spejle hele vejen rundt, så man med lethed kan kaste et blik over skulderen og få det hele med.

På slaget er brandmændene væk. Der er kun os og et hold amerikanske turister, der tager fotos af hinanden i baren med deres iPhones, tilbage. Scene 1 og scene 2. Scene på scene. Dag på dag. Bagefter slår vi et smut forbi Pantheon, som vi har for os selv, mens gaderne bliver fejet og vasket. Hånden ind i Bocca della Verità. (1 EURO. Please wait for your turn. Only one picture per person). Scene 3. Manden, der lukker os ned til byens ældste hellige grav, har lært at sige punchlines på dansk. Scene 4.

Nogle stipendiater har været her før, og det giver noget andet, og mere, ikke at være nødt til at orientere sig så intensivt i gaderne men at kunne dykke ned i samtaler om life-in-general gennem f.eks. Trastevera og Det Jødiske kvarter. På trods af at jeg ingen kender her, begynder jeg alligevel at føle mig privilegeret, når nye bekendte siger, at de kommer til at savne mig, når jeg tager hjem, eller at de glæder sig til at se, hvad jeg skriver. Det går begge veje. Alle uger er forskellige og udvider sig i flere retninger.

Som stipendiat bliver man inviteret til udstillinger, oplæg og artisttalks både her og på de andre udenlandske institutter i byen (og der er mange – rigtig mange). Siden jeg kom, har jeg blandt andet været til klaver- og korkoncert samt kunstudstilling og fremlæggelse af, hvad jeg vil kalde, smal forskning. Ind imellem kan det være ret overvældende med alle de nye indtryk, og jeg har haft dage, hvor jeg har ligget på sengen med høretelefoner på og lyttet til popmusik for at mit eget down-to-earth-writing-project ikke forsvinder, i hvor imponeret jeg er over andres talent og engagement. Ikke fordi jeg synes, der er noget i vejen med mit projekt (Jeg kan kun skrive de bøger, jeg skal skrive). Men fordi hverdagen interesserer mig, når det drejer sig om at skrive, og lige præcis dén kan være svær at holde fast i, når man står, med åben mund, i Pantheon, der siges at være det mest præcise bygningsværk, der nogensinde er lavet.

Her, midtvejs i forløbet, er jeg mere forvirret end tidligere. Måske er det udsigten til opholdets afslutning, der gør det. Faktisk har jeg dage, hvor jeg synes, at jeg kan se det på min frisure, altså forvirringen. End ikke den tungeste hårkur kan redde subtropisk frizz and curl efter en hel dag ude.

Ind imellem, når jeg skriver i længere tid, kan jeg glemme, at jeg sidder i Rom. Hvis jeg hører musik via youtube (ja det er ret 90’er-agtigt, men det gør jeg nogle gange), kan det være reklamerne på italiensk, der minder mig om det. Nespresso, Ferrero Rocher og Nutella. Elisa Toffoli har udgivet en ny plade. Alt det gode! De siger, at der ikke er noget, der er mere lukrativt for kunst som kaos, så jeg hænger i, scene på scene, frizz and curl.