MED KROPPEN SOM REDSKAB #2

Med kroppen som redskab er en interview-serie, der sætter fokus på danske performancekunstnere, som jeg er betaget af. Jeg laver serien for at kortlægge nogle af de performancekunstnere, der gør sig bemærket for tiden, og for at formidle kunsternes egne historier. Jeg ønsker at få en større forståelse for performancekunst, men også at diskutere hvad performance kan, i en tid hvor alt er til salg, og hvor mærkatet “kunst” bliver sat på alt, der er visuelt.

Der har over den sidste tid været et stigende fokus på performancekunst- og performancekunstnere. Jeg synes, det er spændende, at performancekunsten stadig er så ung, og at den er så umulig at kommercialisere, fordi den ikke er salgbar på samme måde som billedkunsten er det. Performancekunsten er efterhånden blevet kæmpet ind i de store gallerier, men kampen for at få performancekunsten anerkendt, på linje med andre kunstneriske udtryksformer, lever i bedste velgående. Det hele kulminerede for mig at se med den allestedsnærværende Marina Abramovics film ”The artist is present”. Filmen omhandler kunstnerens soloudstilling på MoMA, og har nærmest givet hende superstjernestatus. Marina har hele sit liv arbejdet hårdt for at performancekunsten bliver accepteret, forstået og vigtigst af alt; noget vi forholder os til og diskuterer.

Mange steder i verden taler man om en skandinavisk performancetradition med forgængere som SIGNA og Cantabile 2. Men hvad kan den danske performancekunst, og hvorfor er den særlig? Det er blevet tid til at fortsætte min lille portrætserie ”Med Kroppen som redskab”. Denne gang har jeg talt med Lelou Kjærulf, som er uddannet fra kunstakademiet i Amsterdam.

Vil du give en kort introduktion af dit arbejde med performance?
Jeg arbejder med grænselandet mellem det bevidste og det ubevidste. Jeg arbejder med forskellige lag af virkelighed, og jeg vil gerne bringe følelser frem i mennesker. Derudover er min indgangsvinkel, til min kunst, spirituel. Mere konkret skaber jeg installationer i rum; i forskellige rum; rum mellem mennesker og offentlige rum. At opleve mine værker er en kropslig og fysisk oplevelse. Jeg arbejder altid med sanselighed, med temperaturer, dufte, teksturer etc. Der er aldrig en detalje i mine installationer, jeg ikke har overvejet. Det er vigtigt for mig at arbejde med menneskets sanser, da det lader det ubevidste og det skjulte træde i kraft. Via sanserne kommunikerer jeg det usagte. Det er vigtigt for mig, at der finder en sammensmeltning sted mellem publikum og kunstner. Jeg ønsker i mine værker at blive den kollektive krop; en slags kanal for publikums indre.

Da du kom hjem fra Amsterdam, fortalte du mig om et ret omfattende værk, du havde lavet, da du var der. Hvad gik det ud på?
Min intention med værket var, at jeg ville gøre opmærksom på døden som en frigørelse, modsat døden som værende trist. Især i vestlige samfund forholder man sig ikke til døden, medmindre man selv eller en pårørende er ved at dø. Jeg ville gerne skabe en performance, der fik folk til at forholde sig til, at man skal dø for at leve. Die in every single moment in order to live. Den ægyptiske myte om Fugl Fønix var den centrale inspiration. Symbolet på død og genfødsel; den ultimative transformation. Jeg skabte i performancen en decideret ’død og transformation’. Det gjorde jeg ved at placere mig selv i en skulptur, jeg havde bygget. Skulpturen blev drejet rundt, indtil jeg ikke kun udholde det mere. Jeg blev så udmattet, at det føltes som en slags død. Efterfølgende rensede jeg alle i publikummet via sanselige ritualer.

Når man som gæst kom ind i rummet, blev man mødt af to ældre mænd i stramme sølvdragter. De åbnede dørene for gæsterne og lukkede dem bag dem igen. De ældre mænd symboliserede de to dødshunde, der vogter dødstemplet i det gamle Ægypten. Selve installationen var i en glas-pavillon, bestående af tre glasvægge og en grå bagvæg af mursten. Temperaturen i rummet var tropisk. Gulvet var dækket af 6 ton sort sand. På den massive murstensvæg hang der en cirkelformet træinstallation med en diameter på 2,5m, og denne var påsat en kiste i menneskestørrelse. Dette element var som en skulptur i installationen. Skulpturen havde et omdrejningspunkt, med en racerkøresele som var specialdesignet til min krop.

Under performancen placerede jeg mig midt i kisten. Hele træinstallationen kunne roteres, hvis den blev aktiveret. Under skulpturen var der lavet en pyramideformet trappe af træ, som jeg brugte til opstigningen. Jeg var iført en tætsiddende sølvdragt, der reflekterede lyset i rummet, samt to forskellige masker. Den ene var en guldfugl-maske med diamanter i øjnene. Under performancen var rummet aflukket. Da jeg havde bevæget mig op i kisten, og kisten blev roteret af de to ældre mænd i sølvdragter, sang jeg om man kunne høre at jeg blev mere og mere udmattet. Jeg sang: ”Slide up my flesh, remove the organs out of me, and put them in a safety bank, so I can die and live multiple times. Yellow green blue, every time I die, I change colours all the time.” Under performancen lod jeg mig selv dø på et symbolsk niveau, som Fugl Fønix, for at kunne blive født ren på ny.

Som en del af min proces med værket, samarbejdede jeg med clairvoyanten og healeren Annette Vogel. Jeg ønskede at blande det spirituelle med det at skabe et kunstværk. I mange år holdte jeg min spiritualitet for mig selv, men så tænkte jeg pludselig; hvad ville der ske, hvis jeg blandede kunsten sammen med min spiritualitet? Men det er en farlig blanding, for så snart man taler om spiritualitet, så bliver det hurtigt opfattet som new-age. Jeg mener, at vi alle er spirituelle væsner.

Hvilken performancetradition lægger du dig op ad? Man taler jo meget om den skandinaviske performancetradition, som arbejder meget med iscenesættelse og total-installationer, men hvor vil du placere dig selv?
Jeg sammenligner ikke mig selv med andre, for så er jeg bange for at miste min renhed. Jeg har svært ved selv at placere mig som en del af en tradition. Min opvækst har selvfølgelig formet min kunst. Jeg har boet på Grønland som barn og på Stævns Klint. Denne nordiske, voldsomme natur har skabt mit udtryk. Der er en ro i naturen og samtidig en overvældende voldsomhed og vildskab. Ens omgivelser skaber ens fundament, så jeg blev en afspejling af denne natur. Klinten blev min største trøst og inspiration.

Jeg er ikke en performer, der anbringer en symbolsk maske på mig selv. Jeg specificerer ikke mig selv i specifikke karakterer, jeg er derimod en kanalisator for rummet. Når jeg skaber en performanceinstallation, så bliver jeg på en måde et andet væsen, som transformerer mig til det materie som omgiver mig. Både de objekter som er omkring mig, og de mennesker som er omkring mig. Jeg stræber efter at spejle beskuerens indre. Det er som om mine celler ændrer sig i struktur og form, jeg bliver til rummet. Jeg spiller ikke en rolle, det er en virkelig transformation, der finder sted. Mit arbejde er en anerkendelse af, at jeg er mine omgivelser, at alt er flydende, at vi er alt og intet. Jeg kropsliggør, som performer, transformation.

Jeg arbejder mest som solokunstner, bortset fra når jeg er performer i Club de la Faye, som er en performancegruppe fra Kbh, der skaber total-installationer. Jeg bruger altid min krop og mig selv som medie. Jeg er en meget politisk kunstner, men det er ikke sikkert, at publikum altid finder ud af det. Jeg placerer mine værker i de mere traditionelle kunstrum, såsom i gallerier og på museer. Dette har jeg valgt, da jeg gerne vil tage udfordringen op, og udfordre hvad folk forventer, at der sker i sådanne rum. Jeg forsøger, som performer og installationskunstner, at modarbejde den intellektuelle bølge i den etablerede kunstverden. Mine værker er meget naive, meget ligetil, og der er ikke nødvendigvis en mulighed for lange analyser af mine værker, de er bare.

Hvorfor udtrykker du dig igennem performance? Hvad mener du, det gør og kan, som andre kunstformer ikke kan?
I forhold til traditionelt skuespil og teater, så er der utrolig meget mere frihed i performance, og skalaen er meget bredere. Når jeg skaber en installation, er jeg både instruktør, scenograf, lyskunstner, musiker, grafiker og performer. Det er en utrolig styrke og frihed. Jeg mener, at performance kan træne folk i at forholde sig til de dyriske og mørkere lag i bevidstheden. Under en performance kan man føre folk ind i disse tilstande uden foragt. Jeg arbejder med menneskers fantasier og de ubevidste lag i mennesket. Det er ofte det usagte, som har højest betydning. Derfor er det vigtigt, at vi søger indad. Ved at søge indad, ser vi ærligt på os selv, vi ser os selv helt, og ikke kun det vi gerne vil se. Hvis man som performer ikke bliver rørt under hver performance, så skal man ikke performe. Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke er tilstede i performancen, så forsøger jeg at mærke en stærk taknemmelighed overfor det menneske, som er hos mig. Dette hjælper mig til at tune ind og være i nuet. Når jeg som performer lader mig selv være skrøbelig, opstår der en åbning for et ægte møde mellem publikum.

Hvilke tematikker optager dig i dit kunstneriske arbejde for tiden?
Jeg interesserer jeg mig for alt, der har med transformation at gøre. Jeg er også meget interesseret i blæksprutter. En blæksprutte kan transformeres sig til det objekt, den placerer sig opad; fx en plante. Den gemmer sig ikke bare bag ved planten, den bliver til plantens overflade og struktur. Den går ind og får den samme molekylestruktur som planten. Den kan transformere sig til alle objekter, det er jeg meget fascineret af. I det hele taget studerer jeg dyr som en del af mit kunstneriske virke. Igennem en identifikation med dyrets krop og kendetegn, tager jeg dyret med mig og kanaliserer dyret gennem mine værker. Dyrets instinkter fører mig, og jeg tilegner mig dyrets evner gennem mit arbejde. Dyr fascinerer mig, fordi jeg mener de er rene, de prøver ikke at være noget, de ikke er. De er bare, hvad de er.

Jeg vil gerne skabe en ny verden! Vores samfund er bygget op af det logiske og det rationelle. Her tillægges alt der kan måles og vejes og struktureres værdi. Jeg vil gerne opleve et samfund, hvor kvaliteter som intuition, følelser, kreativitet, det absurde, drømme og rummelighed er i centrum. Jeg vil med min kunst være med til at skabe en ny type samfund.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.