THEN YOU READ

Det bedste ved fiktion er, at alle følelser er legale og brugbare. Der er ikke det aspekt af levet liv, der ikke kan fanges ind af papiret, så det ikke flagrer i luften. Men det kræver fokus. Det jeg har skrevet på det seneste looper og svinger meget. Indrømmet, de her dage, op til afrejsen til Athen, har ikke været årets bedste.

Stemningen pendulerer mellem følelsen af at have styr på det hele (intet kan gå galt) og følelsen af at have styr på intet (alt kommer til at gå galt). Det handler om rejsen. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg bare gerne vil af sted for at slippe for det, opbruddet. Komme af sted, derned, og finde mig tilrette i oktober. Et tidspunkt hvor jeg bare gerne vil finde ud af nøglerne, lydene i lejligheden og se hvordan lyset falder i forhold til skrivebordet i det nye sted. Et tidspunkt hvor mit kommende ophold bliver mere virkeligt end et kryds på et bykort over Athen.

I det hele taget har det været en lidt speciel og urolig sommer med Grækenland i tankerne. Lidt en stemning af mol over det sammen med glæden. Flygtningestrømme ved kysterne, en balancegang i forhold til bankerotten og et deraf følgende regeringsvalg. Jeg har skiftevis fulgt med og skiftevis besluttet mig for ikke at følge med mere. Men jeg ved, at landets og byens stemning kommer til at vise sig i det, jeg skriver. Det er en deroute i forhold til det liv, jeg ellers lever i Danmark, en deroute i forhold til mine ”lokale” drømme. En anden virkelighed og jeg ved også, at jeg rejser dertil for at få det med også.

Tirsdag før afrejse er jeg i biografen for at se A Blast af Youla Boudali og Syllas Tzoumerkas (”En provokerende og kraftfuld film om en kvinde, som beslutter sig for at smide hele sit liv over bord i en desperat konsekvens af den græske virkelighed”). Jeg er ikke filmkritiker, så for at sige det, som jeg siger til mine veninder, så synes jeg filmen var temmelig mærkelig. Meget temperamentsfuld, korporlig og voldsom, og hvis det er sådan den nuværende græske virkelighed er så phew! Jeg var også den eneste i biografsalen. Filmen var næsten så konfronterende, at jeg ikke kunne holde det ud. Det handler nemlig ikke ”bare” om en generation, der har brugt den næste generations penge, og en regering der har sunket et land i bundløs gæld. Det handler om alt det ulykkelige udenom … også. Som James Baldwin sagde, hvis vi skal holde os til litteraturens hjerteskærende citater: “You think your pain and your heartbreak are unprecedented in the history of the world. Then you read. It was books that taught me that the things that tormented me most were the very same things that connected me with all the people who were alive, or who had ever been alive.”.

Jeg fik tildelt mit ophold på Det Danske Institut i Athen allerede i april måned. Stor jubel. Jeg skal af sted og skrive, forhåbentligt, ét manuskript færdig. Bestyrelsen har besluttet, at jeg får oktober. Først i august går det op for mig, at opholdet dér, ikke bliver det samme som Rom 2013. Jeg kan ikke bare copy paste. Det er ikke så meget fordi, at min (skrive)stemme har ændret sig markant på to år, men mere fordi at jeg skal bo i en lejlighed i Athen og ikke på et værelse på selve instituttet. Det er et andet land, et andet sprog, en anden kultur og sidst men ikke mindst så er det en anden hverdag her i Danmark, jeg skal undvære.

Jeg ringer til L. Hun har været der, kender området. Hun fortæller om kvarteret, og at der ligger en fantastisk bager lige nede om hjørnet. Der er noget beroligende ved, at hun kender stedet så nært. Det findes! Når jeg tager derfra igen, vil det også for mig være håndgribeligt. Jeg vil huske det som meget mere og andet end at sidde og vente i en halv time på Københavns Borgeservice for at ansøge om fornyelse af pas. Om mindre end en uge er jeg der og kan røre ved stedet, se det, skrive og tage det med hjem igen.