TRUST: FOS

Fredag d. 28. august 2015 åbnede Københavns fem kunsthaller fællesudstillingen TRUST, der følger op på et samarbejde som indledtes under Copenhagen Art Festival i 2012. Denne gang har man inviteret den belgiske kurator Sonia Dermience til at udtænke konceptet, og sammen med kunsthallerne har hun skabt en udstilling der sætter fokus på kunstneriske og samfundsmæssige tillidsspørgsmål og fremhæver objekternes æstetiske, sanselige og konceptuelle kvalitet.

Under TRUST har GL Strand fået tildelt navnet The Salon, som henvisning til det klassiske Philip de Lange-tegnede byhus fra 1751, som danner rammerne for kunsthallen. De forskellige værker indgår i et samspil som møbler i et hjem, og flere steder krydses feltet mellem fordybelse og funktionalitet. Den danske kunstner FOS (f. 1971) bidrager til helheden med en række værker, som netop fungerer som mediering mellem disse to stadier, og som på flere måder medvirker til at binde oplevelsen sammen. FOS står eksempelvis for et klaverstykke, som lægger soundtrack til udstillingsrummene, to bænke hvoraf én leder tankerne hen på det hjemmelige mens den anden har et mere musealt formsprog, samt alle skilte med kunstnernavner og værktitler. TRUST hyrede os til at lave en række videointerviews med et lille udvalg af de i alt 41 kunstnere, og herunder kan du komme med FOS på rundtur i GL Strand’s rum og høre meget mere om hans bidrag til udstillingen.

I forbindelse med TRUST har vi produceret videointerviews med Maiken Bent, Zin Taylor, We Are The Painters, Vava Dudu, Carl Palm & Egle Kulbokaite og FOS. Vi håber, at du har lyst til at lære nogle af disse kunstnere lidt bedre at kende, og så vil vi opfordre dig til at besøge de fem københavnske kunsthaller inden udstillingen lukker søndag d. 25. oktober 2015.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.