ALTID I SPIL

Ved stoppestedet mod Sounion beach møder vi to ældre italienske damer. De henvender sig med det samme og insisterer på, at der ikke kommer nogen bus! De har ventet i mere end en time, og de har spurgt Gud og hver mand, om hvornår den kommer. Kun den ene af dem taler engelsk, og mens hun fortæller, tager hun sig til hovedet og ruller med øjnene. En taxachauffør lover, at det kun koster os en euro ekstra per næse i hans taxa. Damerne insisterer. Den engelsktalende vipper fra den ene side til den anden for at vise os, at hendes gamle ben er trætte. Vi stiger ind i taxaen og brager for fuld hammer ud af, hvad der minder om Athens H.C Andersens Boulevard.

Vi ender på Yabanaki beach efter at have brugt pengene og ifølge taxachaufføren kun at være nået halvvejs. De italienske damer har svært ved at forstå, at vi ikke kan nå frem til Sounion beach for det aftalte beløb. De læner sig frem i sæderne. Det italienske overfor det græske. Jeg bliver siddende tilbagelænet og kigger ud af vinduet, da taxaen holder ind til siden: What do you want? Mit danske følgeskab og jeg bliver enig med én sætning. Vi vil af, så pengene passer. Hun er heldigvis mere utålmodig og har mere temperament end mig, og det bliver et lidt dramatisk taxa-exit. Mest af alt nok en pudsig oplevelse men en fantastisk stranddag.

Det forfølger mig som tema hernede, det iltre og det konfronterende. Jo mere jeg oplever irriterede turister (dem er der en del af) eller pågående sælgere og tjenere (dem er der også en del af), tænker jeg over min egen mangel på samme temperament. En eftermiddag går jeg forbi en gruppe amerikanske turister på Grand Promenada. Noget af Akropolis er skjult bag presenning pga. vedligeholdelsesarbejde. Faktisk har det været der så længe, at det er med på flere postkort af monumentet. “You are ruining my holiday photos,” siger en af mændene til guiden, da de stopper for at tage fotos. “No, we are preserving history,” svarer guiden.

Uanset hvordan jeg vender mig i Athen, er temperamentet repræsenteret, og det, du har og kommer med som forfatter, er altid i spil, om du vil det eller ej. Flashback. Mens min moster stadig levede, havde hun et stutteri i Vestjylland. Vi børn legede i stalden og fulgte hendes gøremål. Hestene stod på en gang med hovederne igennem vinduerne. På et tidspunkt må hun have set, at jeg gik i en bue udenom, så de ikke kunne nå mig, når vi passerede. Hun sagde, at jeg ikke skulle være bange. “Hvis du sparker den, vender den sig om for at sige undskyld.” “Det er ligesom mig,” svarede jeg spontant, mens hun klappede hesten.

I samme øjeblik, jeg sagde det, kunne jeg se på hendes ansigt, at hun studsede over det. Hun trak i læben og rynkede brynene. Hun sagde ikke noget, men jeg husker det stadig. Nu hvor jeg er voksen, forstår jeg, at det ikke var meningen, at jeg skulle identificere mig med hesten. Som lille er det vigtigt engang imellem at sætte foden ned, give udtryk, hidse sig op og så videre.

At skrive er blevet mit temperament, siden dengang tror jeg. På den måde er ens sindelag altid med, også selvom man skriver fiktion. Du kan ikke bare læne dig tilbage. Hvad jeg skriver, kan ikke være mine egne følelser uvedkommende, hvis det skal være godt. Hvad jeg ser, ser jeg af en grund. Det jeg skriver, skal også kunne tale tilbage til mig selv.

Udenfor er der altid en bus, der kører i tomgang i dagtimerne. Ikke sådan en af dem, der er i fremdrift, men en af dem, der holder med aircon tændt. Chaufføren sidder på nærmeste kaffebar og venter på, at samme hold turister kommer tilbage fra Plaka eller Akropolis. Efter deres frokost er de på vej videre. Hele tiden denne venten på endnu et ryk. Præcist ligesom med skriften.