THE LAND OF NEVERBELIEVE

I al den tid jeg kan huske, har jeg været fascineret af eventyr. Min mor havde en gigantisk bog med alle mulige eventyr i. De var vidst alle sammen fra Brødrene Grim. Hun havde også en masse små andre bøger, som fx. “Folk og røvere i Kardemomme by.” Det var de eventyr, jeg voksede op med.

Eventyr er fantastiske. Eventyr er som en ny verden, der kan åbne sig op, og som man kan fortabe sig i. Eventyr er et sted, som man kan tage hen til, hvis den virkelige verden ikke er så fed. Jeg er fra den generation, der voksede op med Pyrus, og jeg husker tydeligt at sidde hver dag i december med mine 3D-briller på, klistret til skærmen, for at følge med i rejserne fra eventyr til eventyr. Det var en helt genial julekalender, og uden tvivl min yndlings. Pyrus byggede videre på min fascination af eventyr.

Pludselig var eventyr ikke bare noget, der kom frem, når man åbnede den rigtige bog, – nu var eventyr noget, der var levende inde i fjernsynet, og ikke nok med det, så kom det også ud af fjernsynet. Jeg var helt fortabt, og jeg kan tydeligt huske, hvordan at jeg og mine venner legede forskellige scenarier fra den julekalender. Senere i min barndom kom Gameboy Color sammen med Pokemonspillet. Det var fantastisk. Det at kunne interagere med disse nye verdener og væsner, kom til at ligge dybt i mig. Det var et spil, der tog mig med på en ny form for eventyr, en opdagelsesrejse.

Min barndomsfascination af eventyr har jeg stadigvæk til en vis grad. Det med at kunne fordybe sig i nye verdener med ukendte væsener og en ukendt geografi er stadig noget, jeg elsker, og som jeg prøver at opsøge så vidt muligt. Hvad enten det er igennem film, bøger, spil eller noget helt fjerde, så er jeg en sucker for det, hvis jeg kan fordybe mig i det – eller endnu bedre; bygge videre på det. Det er næsten det bedste, og det er en katalysator, der kan få min fantasi til at gå amok. Jeg elsker det!

For ca. 3 år siden var jeg på sommerferie med min kæreste og hendes familie i Frankrig. På vej tilbage kørte vi igennem Schweiz, hvor vi tog en overnatning og besøgte museet Fondation Beyeler. Det var et fedt museum, som jeg husker det, men det, jeg husker bedst, var en helt speciel bog, som jeg tilfældigt trak ud af hylden i giftshoppen. Bogen hed “The land of neverbelieve,” og det er noget af det bedste, jeg har stået over for. Den fik mig lige med det samme! Jeg blev draget ind i en ny verden, og min fantasi løb afsted med mig. Tegningerne, beretningerne og hele stemningen omkring den, åd jeg råt.

The land of neverbelieve er en bog, der beskriver forfatteren Norman Messenger’s rejse til en lille ø (klik her og se et kort), som er levende og flytter sig hele tiden. Derfor er den ikke blevet fundet endnu. Norman beretter i bogen om nye skabninger og deres måde at leve på. Det er et slags fiktivt leksikon, der er så overbevisende, at den 7-årige Runi, der stadig lever inde i mig, tror fuldt og fast på, at stedet findes.

Efter at jeg havde bladret bogen igennem, satte jeg den tilbage på hylden. Bogen var på tysk, og den var dyr, så jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke skulle købe den. Men det var en fejl. Efterfølgende kunne min kæreste og jeg ikke slippe bogen i vores tanker. Det var i sandhed en fortryllende bog. 2 år senere fik jeg den heldigvis i julegave af mine svigerforældre, og det var et helt fantastisk gensyn. Det er en bog, der bestemt kommer frem igen, når jeg får mine egne børn.