DAGBOG FRA SHANGHAI #2 | BOBLER AF VESTEN

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Shanghai er komplet anderledes, end det jeg er vant til. Det er jo egentlig noget, jeg forventer, og jeg ville nok blive skuffet, hvis byen lignede Danmark på en prik. Men nogle steder kan jeg blive overrasket på en helt anden måde. Overrasket over, at der faktisk er steder udenfor Danmark, hvor jeg føler mig helt hjemme. Steder hvor jeg fx. glemmer, at jeg faktisk er i Kina.

Inden jeg tog afsted til Shanghai, havde jeg en idé om, at det kunne være rigtig spændende at finde nogle kunstnere, som jeg kunne interviewe, for på den måde at komme ind under huden på byen og møde nogle interessante mennesker. Jeg havde forsøgt at opspore folk via nettet, som jeg ville gøre det, hvis jeg skulle til hvilken som helst anden by, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var en sværere opgave, end jeg lige havde forestillet mig.

Når platforme som Google, Instagram, Twitter og Facebook er blokerede, er det pludseligt meget svært at trænge ind i Kina’s digitale verden, især når man ikke kan sproget, og efter et par forsøg måtte jeg desværre give op. Jeg beklagede min nød til Rikke og Matias, som fortalte mig, at Matias havde gjort samme erfaring, da han skulle til Shanghai i 2011. Dog havde han ved et tilfælde mødt en kunstnerduo på sin tur, som måske kunne være spændende for mig at opsøge. Jeg var glad. Endelig havde jeg en kontakt. En uge inden jeg tog afsted, skrev jeg en mail til dem, men dagene gik, og der kom intet svar.

Jeg havde givet op, da jeg satte mig ind i flyet. Jeg besluttede mig for at glemme det, og få en god tur ud af det uanset hvad. De næste dage blev jeg bombarderet af indtryk, og jeg glemte næsten, at jeg havde skrevet den her mail. Men så en aften, hvor jeg lå på mit værelse og tjekkede min inbox, tikkede der pludselig et svar ind. Det var fra kunstnerduoen Idlebeats, og jeg var ovenud lykkelig. De inviterede mig til deres fernisering i M50 (en gammel, nedlagt tekstilfabrik, som er blevet omdannet til Shanghais galleri-bobbel) den kommende weekend. Det var et sted, som jeg vildt gerne ville besøge.

Jeg tog derud sammen med nogle venner den kommende lørdag. Vi var en ret stor gruppe, der skulle manøvre rundt i den kinesiske undergrund uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Vi skiftede tog et par gange og gik i rundkreds, men fandt langt om længe stedet som vi ledte efter. Det kommer som sagt ikke som nogen overraskelse, at Shanghai er komplet anderledes, men nogle gange finder man steder som dette; små bobler af vesten, små bobler af noget, man kender.

Photos: UNDEF/NE

M50 er en samling gamle, røde murstensbygninger med brede pladser og snørklede stier. Man kan gå på opdagelse i timevis i de store betonhaller eller i de små kælderbutikker. Jeg nåede ikke engang at se halvdelen! Da jeg første gang trådte ind i M50, var det som at forsvinde fra Kina i en stund, og i en stund glemte jeg helt, at jeg var på den anden side af jordkloden. Stemningen var så familiær. Velkendt, ligesom hvis jeg var landet i den kinesiske udgave af Camden Lock Market i London. Det tog selvfølgelig et stykke tid at finde netop det galleri, jeg skulle besøge, men efter et par sving kunne jeg begynde at se en masse mennesker og høre musik, som jeg ‘kendte’. Jeg havde fundet UNDEFINE. Folk gik her i tøj, som jeg kender, og nogle havde HAY-muleposer og drak øko gingerbeer. Det var en slående kontrast til det Kina, jeg havde oplevet de sidste to uger.

Photos: UNDEF/NE

Udstillingen, som jeg var kommet til, hed Tale of Two Cities, og var en fællesudstilling med Idlebeats og det franske studie French Forch, arrangeret af Idlebeats. Hele udstillingen kredsede om forskellige aspekter af storbyliv, med det fællestræk at alle værkerne var lavet med serigrafi. For at sige det lige ud, så var det en fantastisk udstilling! Det var sådan en udstilling, hvor der altid er mere at gå på opdagelse i, lige meget hvor mange runder man tager, og jeg kom tilbage tre gange den dag (bare lige for at få et ekstra kig). Den detaljerigdom og de små puns, der var lagt ind i printene, var helt fantastiske, og derudover kan jeg stadig ikke forstå, hvordan man kan printe så præcist, med så mange farver.

Photos: Runi Guld.

Jeg fik en kort snak med de to kunstnere Gregor og Nini, imens de lavede live prints. De var super søde, og vi aftalte at skrives ved og finde en dag, hvor jeg kunne komme og se deres studie (glæd dig til mit indlæg der fra). Jeg var opslugt af udstillingen, men efterhånden som timerne gik, forsvandt mine venner ud til andre gøremål i Shanghai. Jeg havde ikke rigtig lyst til at gå. Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade M50. Det føltes så trygt. Så velkendt. Da mørket begyndte at falde på, besluttede jeg mig dog for, at nu måtte jeg vende næsen tilbage mod hotellet. Da jeg trådte ud af M50, var jeg uigenkaldeligt tilbage i Kina.