KUNSTEN AT OVERLEVE
Hvordan får man egentlig et job? Hvordan omdanner man alle de krøllede tanker, små skriblerier og tegninger til noget, som folk kan bruge til noget, og til noget som folk vil betale rigtige penge for?
Det er et virkelig svært spørgsmål, og det er et af de her spørgsmål, som ligger og lurer et sted ude i det fjerne. Det er et spørgsmål, som jeg ikke helt har lyst til at tænke på endnu, men det skal jo nok komme. Jeg skal jo nok finde ud af noget. Men hvad sker der egentlig, hvis man bliver frataget alt og bliver skubbet ud i dét uden nogen form for forberedelse? Jeg prøvede det i 10 dage. Det var skræmmende. Det var spændende. Og jeg føler faktisk, at jeg er blevet klogere.
Hvert semester bliver vi på designskolen tilbudt et valgfag, hvor man kan prøve nye ting, eller fordybe sig i noget man interesserer sig for. Det er noget, jeg glæder mig til. Da jeg fik tilsendt listen over de udbudte valgfag, var der specielt ét, der sprang i øjnene; ”The Art of Survival” som, i modsætning til de andre, ikke havde nogen beskrivelse. Underviseren var Anders Morgenthaler. Det vækkede min interesse. Hvad skulle man i dette valgfag? Jeg valgte det. Det ville sikkert blive spændende, og det blev det!
Endelig blev det den første dag i forløbet. Anders ankom, og vi skulle se en film. Spændende. Han sagde, at vi skulle aflevere vores telefoner og computere, så vi bedre kunne koncentrere os om den. Det gav god mening, tænkte jeg. Halvanden time gik, filmen sluttede, og han fortalte os nu, at vi ikke ville få vores computere og telefoner tilbage før om 10 dage! Mit hjerte stoppede! Hvad? Fuck! Det værste, jeg havde forestillet mig, var, at vi skulle på overlevelsestur og dræbe et dyr. Det var det værste, jeg kunne komme i tanke om. Men det her var jo meget værre! Lammet af frygt fortsatte jeg dagen med de andre studerende.
Vi skulle lave forskellige øvelser, som alle sammen på en måde gik ud på at fremstille ting ud af ingenting. Jeg havde ondt i maven, og mine ben skælvede en lille smule. Jeg skammede mig over denne følelse, for hvordan kunne jeg reagere så fysisk, på at en mand tog min telefon? Det var åndssvagt. Han sluttede dagen med at fortælle os, hvad resten af forløbet skulle gå med. Han sagde, at næste morgen ville vi ikke have noget som helst. Ingen penge, ingen mad og ingen materialer. Man kan ikke købe noget uden penge, så for at få mad skulle vi enten tjene penge eller skralde. Vi skulle udelukkende leve på vores kreativitet. Så, hvordan omdanner man alle de krøllede tanker, små skriblerier og tegninger til noget, som folk kan bruge til noget, og til noget som folk vil betale rigtige penge for? Det er et meget svært spørgsmål, og det var netop det her spørgsmål, vi skulle forsøge at besvare.
Da jeg tog toget hjem den aften, var jeg fuldstændigt i vildrede. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tjene penge hver dag i 10 dage? Jeg tænkte over det på hele vejen hjem, mens jeg skrev i den dagbog, som Anders havde bedt os om at lave (ud af skrald). Jeg tænkte mig frem til, at hvis jeg ikke havde nogle penge eller materialer, så blev jeg nødt til at sælge “mig selv” i en vis forstand. Jeg blev nødt til at sælge nogle af mine kompetencer, hvilket fik mig til at tænke på, hvad jeg egentligt kan. Jeg føler, at jeg har lært rigtig meget om mig selv ved at skrive her på I DO ART, og jeg har lært en hel masse på designskolen, som jeg kan bruge til noget. Svaret stod nu klart for mig: jeg ville forsøge at få nogen til at købe en workshop af mig.
Næste dag stod jeg tidligt op og prøvede at stykke en workshop sammen. Jeg endte med at lave to. Jeg gik ud til bussen, uden at vide hvad klokken var, og ventede indtil den kom. Jeg tog ned til min gamle daghøjskole, Aarhus Designskole, og håbede på at de ville synes, at mine workshops var en ligeså god idé som jeg selv. Da jeg kom derned kunne de heldigvis huske, hvem jeg var. Jeg fortalte dem om min opgave, og de var vilde med det. Vi fik aftalt en pris, som de kunne betale, og som jeg var glad for, og jeg var stoked! Havde jeg rent faktisk lige fået et betalt job som ”underviser”? Resten af dagen blev jeg smidt ud i forskellige undervisningsopgaver, samtidig med at jeg lavede min workshop om tegning. Det var en vild og surrealistisk dag, og min frokost blev ovenikøbet betalt af lærerne (det er jeg godt nok ikke vant til!)
Analog computer.
Vi aftalte, at jeg skulle komme igen dagen efter for at fortsætte min undervisning. Det var en helt vild følelse at være underviser, fordi jeg tydeligt selv kan huske, hvordan det var at have alle de her spørgsmål, som eleverne nu havde til mig, og pludselig stod jeg på den anden side og kunne svare på dem – og rent faktisk lære noget fra mig. Det var en ret fantastisk oplevelse.
Da den anden undervisningsdag var ved at være ovre, blev jeg grebet af en stille panik. Hvad skulle der ske dagen efter? Jeg havde jo ikke rigtig nogen plan for fremtiden, så jeg begyndte at gruble over, hvad mit næste skridt skulle være. Mine tanker kom hurtigt over på, at nu når jeg havde tjent penge, kunne jeg jo købe nogle materialer, for så at lave nogle prints eller tryk og derefter sælge dem videre. Men uden internet fandt jeg ud af, at mine kanaler er begrænsede, når det kommer til salg. Jeg droppede hurtigt idéen igen, da jeg indså, at jeg ville kunne få mange udgifter og højst sandsynligt ingen indtægter, så jeg måtte prøve noget andet.
Efter at have fået en god nats søvn, stod det endelig klart for mig: jeg måtte prøve mig selv af som illustrator. Jeg vidste, at der ligger et par blade/magasiner i Aarhus, så jeg lavede en liste med 4 af dem, fandt deres adresser, og så drog jeg afsted igen. Første stop var Gaffa’s hovedkontor. Det var den største på listen og dermed også den mest frygtindgydende, så den kunne ligeså godt krydses af med det samme. Jeg fik buzzet mig selv ind og mødte et stort og smart, åbent kontorlandskab. Dér stod jeg, midt i det hele, uden at vide hvem jeg skulle snakke med, og hvad jeg skulle sige. Heldigvis blev jeg guidet over til en flink fyr, der havde styr på det hele. Jeg forklarede min sag, og vi snakkede frem og tilbage om, hvad jeg kunne lave. Desværre var der ikke, i øjeblikket, noget, som manglede illustrationer. Dog syntes han, at det var spændende, at jeg bare var kommet uanmeldt forbi, så han bad mig slå et smut forbi igen om mandagen (det var torsdag), for så kunne det være, at de havde noget dér, jeg kunne lave.
Med stor stolthed over at jeg måske havde fået mit andet job, drog jeg videre Panorama Aarhus, som er et gratis-magasin om Aarhus. Igen bankede jeg på, uden at vide hvad der ventede mig og trådte ind i på en ny arbejdsplads. Jeg morede mig over de undrende blikke, præsenterede mig selv og fortalte hvad jeg kom for. De blev hurtigt fanget af idéen og fortalte mig, at de faktisk netop stod og manglede 5 sider i deres næste udgave, så hvis jeg havde lyst, kunne jeg få lov til at udfylde dem. Bum! Igen et job ud af det blå! Det var ikke til at fatte. Nu havde jeg 5 sider i et magasin, som jeg skulle illustrere. Jeg gik i gang med det samme.
Dagen efter havde jeg fået et job som facilitator på en workshop i Kolding, som jeg brugte hele min dag på, og om mandagen mødte jeg ind på Aarhus Panorama og færdiggjorde mine 5 sider. Da klokken slog 12, smuttede jeg hurtigt over til Gaffa, for at høre om de havde noget til mig. Det havde de! En artikel om TV2, der skulle illustreres, hvis de ikke kunne skaffe et nyt pressebillede – et nyt job igen, som jeg arbejdede på indtil fredag. Desværre blev vi aldrig enige om, hvordan illustrationen skulle se ud, og til sidst gik de med et pressebillede. Men så lærte jeg noget der også.
Forløbet er nu færdigt. Jeg har fået min telefon og min computer tilbage. Jeg kan kigge tilbage på 4 betalte jobs, der tilsammen kunne betale min husleje på kun 10 dage. Jeg er ret overvældet over, hvad det har gjort ved mig, og hvordan jeg agerede i at blive smidt ud i sådan en situation. Til tider var det en virkelig ubehagelig oplevelse, men nok også en af de mest lærerige, jeg nogensinde har haft. Uden telefon og computer blev jeg nødt til at se på de muligheder, jeg havde rundt omkring mig, og i stedet for bare at ringe eller smide en mail, blev jeg nødt til at møde op fysisk. Det var virkelig angstprovokerende at stå dér, foran nogle helt fremmede mennesker, og skulle sælge sig selv, men på den anden side blev de tvunget til at skulle tage stilling til mig med det samme. De kunne ikke bare lade mig ligge i indbakken i et par dage, og det virkede. Jeg blev virkelig sat på en prøve, og det var virkelig ansvar for egen læring. Det var et privilegium at have sådan et forløb, og jeg fik et lille kighul ind i min egen fremtid.
Herunder kan du se det færdige resultat af mine illustrationer til Aarhus Panorama:
Runi Guld (f. 1992) er grafisk designer og har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding, 2016. Runi har bidraget til idoart.dk siden 2014.
