TEGNINGER SOM BYGGESTEN TIL NYE UNIVERSER

Vi stiger af 4A’eren og ud på et koldt Østerbro. Sneen har udvisket linjerne mellem fortorv og kørebane, og den fylder luften med prikker, der bremser strålerne fra en lavthængende vintersol. Vi skal mødes med en kunstner, der som 20årig forlod Danmark, og som gennem de seneste 8 år har udviklet hele sin stil og kunstneriske tankekraft langt væk fra de akademiske, traditionelle og danske rammer. Vi er taget afsted for at møde Anders Scrmn Meisner.

For et par uger siden sendte vi et par spørgsmål til Anders, og modtog straks efter et usædvanligt nærværende interview. Det var tydeligt at mærke på Anders’ svar, at han er et menneske med mange interessante tanker, og idéen om at vi måtte tage på besøg hos ham kom helt naturligt. Heldigvis viste Anders sig igen som et åbensindet menneske, og vi blev budt indenfor uden den mindste tøven.

Vi træder over dørtrinnet, til et hjem hvor vi øjeblikkeligt føler os velkomne. Her er roligt og smukt, og Anders tager imod os som venner, selvom vi aldrig har mødt hinanden før. Der er højt til loftet i lejligheden, som Anders og kæresten, colombianske Carolina, flyttede ind i, da de for lidt over et år siden rykkede til Danmark fra Amsterdam, hvor de mødte hinanden. Anders kan bedst lide at arbejde hjemme, og i lejligheden på Østerbro har han indtaget hjemmets bagerste rum til sit kunstneriske virke.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Atelieret er meget i kontrast til resten af hjemmet – det er ligesom at træde ind i et af Anders’ værker. Her er der er stablet papir, værker og træplader i lag, tusindvis af obskure udklip og et ægte zebraskind ligger på gulvet, dynget til med malerpletter i alle farver.

Stakke på stakke og et ekstremt samlergen
I Anders’ atelier er der ting over alt, og selvom hans bunker og tårne af papirer uden tvivl har reduceret rumarealet til det halve, virker pladsmangel bestemt ikke til at være et problem. Han hiver en tyk bog frem med samtlige udgaver af Billedbladet fra 1938. Siderne indeholder besøg hos Hitler fra før krigen, artikler om danske nazister og bjørne der får sko på, og er blot et af de steder hvor Anders finder de elementer, han bruger i sine værker. “Jeg har et bind til, men det er blevet væk herinde” siger han og flytter lidt rundt på nogle stakke.

Anders er samler. Han samler på fundne billeder, familiealbum, gammelt papir, træ og alt hvad der kan bidrage med et eller andet til hans kunst. “Jeg smider ikke noget ud. Jeg har før oplevet at smide noget ud, som jeg efterfølgende kom til at mangle.”

Selvgjorte tilfældigheder
I Amsterdam mødte Anders sin gode ven og sparringspartner, Mical Noelson, som er uddannet kunstner og oprindeligt kommer fra Chelsea. De to nye venner startede punkbandet The Stutters sammen. “Jeg lærte Mical at spille guitar, og han lærte mig at male.”

Til venstre på billedet ses Mical.

For at undgå overflod af bolighajer har man i Amsterdam i mange år haft en lovgivning (antikraak), som har betydet, at hvis en ejendom stod tom i en hvis periode kunne denne frit tages i brug og derefter evt. overgives til den nyindflyttede part. Det har gjort, at kunstneriske fællesskaber er blomstret op, og at adgangen til store atelierrum har været lettilgængelig.

“Vi havde et “antikraak’et” sted, hvor der var plads til at male, men efter at det blev revet ned, og jeg kun havde min lejlighed at arbejde fra, begyndte jeg at tegne (det kræver nemlig en del mindre plads).” Selvom Anders’ færd har været præget lidt af tilfældigheder, er der ingen tvivl om, at han har talent. Han søgte ind på Gerrit Rietveld Academie, kom ind og fik ovenikøbet lov til at springe foundation året over, men allerede før sommeren var ovre, var udstillingsprojekterne begyndt at stakkes. Så Anders besluttede at takke nej til optagelsen på akademiet og satte gang i sin karriere på bedste DIY-stil, med talrige udstillinger og projekter, ofte med Mical ved sin side.

En utrættelig skabertrang og et voksende alfabet
De fleste af Anders’ tegninger minder mest om bogstaver i et konstant voksende ikonalfabet, som han bruger i alle mulige sammenhænge. Tegningerne refererer ofte til historie, kolonisering og kultur. Tegningerne bliver næsten som byggesten i Anders’ værker, og sammen med udklip og spot-on citater bygger han sine universer op. Om det er kollage, tegning eller maleri, så er en ting vigtig i tilblivelsen af hans værker; “Når jeg begynder at føle, at det ikke er sjovt længere, så holder jeg op.”

Det er tydeligt, at Anders er en kunstner, der elsker det han laver. Han er ekstremt produktiv, og når man kigger bare to år tilbage i portefoliet står det klart, at hans eksperimenterende tilgang til kunsten har sikret en spændende udvikling, som helt sikkert vil fortsætte lang tid endnu.

Anders’ første collage-værk, som han selv har beholdt, og som han løbende vender tilbage til for inspiration.

Fra en havn til en anden
“Amsterdam er lidt som en havn. Der er mennesker fra hele verden, som på et eller andet tidspunkt skal videre eller hjem igen. Der kommer et punkt, hvor man bliver træt af at sige farvel til sine venner.” Efter 8 år i Amsterdam trængte Anders selv til at komme hjem igen, og man må sige, at han (på blot et års tid) har formået at slå sig fast på den etablerede danske kunstscene. Han har haft sin serie “Stuffed and Exhibited” med på Forårsudstillingen i 2012 på Charlottenborg, en udstilling på Hans Alf Gallery som nu også repræsenterer ham, og så deltog han desuden i Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie. I 2013 planlægger han soloudstillinger i Berlin og Paris.

Det er fascinerende at møde et menneske, der på en gang utvivlsomt er dansk, og som på alle måder minder om en typisk københavner, samtidig med at han som kunstner på ingen måde minder om noget, som Danmark normalt rummer. Anders er 100% selvgjort, og de veje som livet har taget ham, har formet en unik kunstner og et yderst interessant menneske. Vi tager videre fra Østerbro med et “Vi ses” i baglommen, og vi glæder os til en dag at vende tilbage til Anders’ hjem.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.