STENTRYK MED DIETGER OG IDA SETTERGREN

Det er torsdag, og klokken er lidt i elleve, da vores tog ankommer på en solbeskinnet perron på Horsens station. Her bliver vi mødt af kunstner Ida Settergren, som siden mandag har taget et afbræk i sin københavnertilværelse og dedikeret sin tid til en af de allerældste grafiske trykteknikker. Vi er taget til Horsens for at besøge et af Danmarks meget få litografiske værksteder og for at følge Ida i hendes process med en række helt nye eksperimenter.

Foran Horsens station holder Idas far, Dietger Martus, og venter på os. Dietger er formand i brugerforeningen, som står for et litografiske værksted på Danmarks Industrimuseum, og det er fra ham, at Ida har fået øjnene op for det gamle håndværk. Vi kører langs Horsens havn, imens Ida og Dietger fortæller om de foregående dage, og om hvordan man aldrig kan være helt sikker på, hvor meget man kan nå at få lavet på en dag i værkstedet. “Der er rigtig mange ting, der kan gå galt i processen,” forklarer Dietger, men han giver samtidig udtryk for sin utrættelige optagethed af håndværkets uendelige potentiale.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vi ankommer til museet og træder ind i det ene af de to fungerende litografiske værksteder, som industrimuseet lægger rammer til. Væggene er prydede af forskellige tryk, og selvom det kun er få minutter over åbningstid, så er værkstedets brugere allerede godt i gang. Dietger fortæller os at foreningen nu består af omkring 20-30 medlemmer, og at der deraf er 15 meget aktive brugere af faciliteterne. Den litografiske trykprocess er oprindeligt blevet brugt industrielt, men siden 1940′erne og med opfindelsen af rotationstryk er teknikken blevet mere og mere overtaget af billedkunstnere, og langt størstedelen af værkstederne har drejet nøglen om. Her i værkstedet er det da også udelukkende kunstneriske projekter, der arbejdes på, men vi får på ingen måde indtrykket af, at der er tale om et uddøende håndværk. Her er dagligt masser af liv, og det hører heller ikke til sjældenhederne, at kunstnere udefra henvender sig med henblik på at bruge trykkemaskinerne.

En udfordrende proces
Ida finder en lille stak af gårsdagens resultater frem. Værket “Som stjärnor små” forestiller et par, der holder i hånd under en mørkeblå himmel, der har fået sit marmorerede udtryk fra et af hendes eksperimenter med sæbespåner. Hun inspicerer hvert tryk meget nøje, inden hun udvælger otte perfekte, som herefter nummereres og signeres. For Ida er litografi en forholdsvis ny udtryksform, som hun første gang kastede sig over i forbindelse med sin afgang fra Kunstakademiet i 2013. “Det er en ret udfordrende proces og en helt anden måde at arbejde på. Særligt for sådan en maler som mig,” fortæller Ida, og henviser til den afbrudte arbejdsproces. I den litografiske fremgangsmåde er der en naturlig opdeling af den kreative proces, da hvert farvelag skal udarbejdes på hver sin sten, og på den måde kan man først få et godt overblik over sit værk, når det er færdigt.

Ida griber et par litografiske blyanter, med højt fedtindhold, og giver sig i kast med en sten, som hun påbegyndte dagen forinden. For ikke at lave uønskede plamager i motivet bruger hun en plastiklineal til at hvile sine hænder på. “Når man trykker, bliver farven altid lidt svagere, end hvad man troede, så en god regel er altid at give den 20% mere,” forklarer Ida, imens hun skraverer videre på stenen, som langsomt afslører et af hendes diamantmotiver. Ved en af værkstedets offset-maskiner er Dietger i færd med at lægge et blåt farvelag på et af Idas eksperimenter. Han holder en pause i processen og forklarer os de litografiske grundprincipper.

Om Senefelders revolution
“Skal vi starte helt tilbage i historien?” spørger Dietger, da vi spørger ind til hans viden om litografi. “Altså, meget kort kan man jo sige, at stentryk tidligere var en hurtig, og ikke mindst billig, måde at reproducere billeder på". Teknikken blev opfundet i slutningen af 1700tallet af Aloys Senefelder, og blev hurtigt udbredt, da man på det tidspunkt kun havde langsommelige og dyre metoder til at skabe billeder på. “Det var en revolution. En slags demokratisering af billedet,” fortæller Dietger ivrigt og leder vores opmærksomhed hen på stenen, som ligger klar på trykkemaskinen.

Processen starter med, at man tegner sit motiv direkte på litografistenen med en eller anden form for fedtholdig substans. Ida arbejder netop nu med fedtholdige blyanter, hvilket er praktisk, da de både afgiver fedt, men også pigment, til stenen. Det er kun fedtet, der spiller en rolle i trykningen, men pigmentet gør, at man kan se, hvad man er i gang med at tegne. Fedtet trænger ned i stenens mikroskopiske huller, og når man er tilfreds med sine tegninger, påfører man en syre, der fikserer fedtet i stenen. Nu er motivet klart til at blive trykt. Man smører stenen ind i vand (tilsat gummi arabikum), som ligger sig udenom motivet, da det ikke kan blande sig med fedtet, og herefter påføres tryksværten. Sværten er fedtholdig og tiltrækkes af fedtet i stenen, hvilket sikrer en præcis gengivelse. “Så ligger man papir på… presser… og færdig. Det var den første kopimaskine.”

Drivhuset i Uth
Dietger formår virkelig at forklare principperne, i al deres komplekse enkelthed, på den mest fascinerende og indlevende måde. Han færdiggør arbejdet med Idas tryk, og vi pakker sammen, inden turen går videre mod “drivhuset i Uth.” Bilen kører sydpå, langs Horsens fjord, og snakken snor sig om den ekstreme udvikling, som billedkulturen har foretaget sig de seneste år. Dietger pointerer, at der gik mere end 250 år fra Johannes Gutenbergs opfindelse af blytyper og bogtrykkerkunsten, til at litografiet gjorde det muligt at reproducere illustrationer i bøgerne. “Nu bombarderes man af 500 billeder, før man har fået sin morgenkaffe,” siger han, men Ida pointerer, at det vist er lidt af en overdrivelse for én, der kun følger 9 personer på Instagram. “Ja ja Ida, det er jo bare noget man siger for at understrege en pointe,” griner Dietger.

Vi ankommer til den lille landsby syd for Horsens; Uth. Markerne strækker sig ligeså langt, som vi kan se, og Dietger fortæller, at hele området her har hørt under den gamle sædegård, Boller. Huset som Dietger og Idas mor Pia bor i, har helt op til engang i 1960′erne fungeret som gartneri, og derfor fylder et gammelt og enormt smukt drivhus store dele af grunden.

Eksperimenter med “magic plastic”
Drivhuset er fyldt med alverdens små og store projekter af både praktisk og kunstnerisk karakter. Overalt er der klovne, skåret ud i træstammer eller sammensat af støbeforme og gamle tønder, i jorden vokser hvide asparges, og midt i rummet står en stor trykpresse fra Leipzig. “Nu skal vi arbejde på den helt store sten,” fortæller Ida og går i gang med at nedslibe den 60x80cm store litografisten, som ligger klar på trykpressen. Det er lidt usædvanligt at arbejde på så stor en sten, da den vejer i omegnen af 150 kilo og derfor er besværlig at flytte rundt på. Det tidligere motiv var en figurativ penseltegning, der ikke fungerede på tryk, som den skulle, så derfor vil Ida forsøge sig med noget helt nyt.

Idas tilgang til materialer er altid rå og udforskende, og for tiden forsøger hun at implementere sin maleriske spontanitet i det litografiske medie. På forhånd har Ida lavet nogle forsøg med en blålig plastik, som bruges til at beskytte glasplader, og som derfor klæber sammen på en måder, der måske kan give nogle interessante strukturer. “Jeg skal lave et tuscheksperiment med det her magic plastic,” forklarer Ida os, og påbegynder arbejdet med sin nye, selvopfundne teknik.

Uforudsigelige resultater
Stenen er nu helt slibet ned, og dens porer er åbnet op ved hjælp af kogende vand. Ida påfører destilleret vand og drypper tuschen ud på stenen i små plamager, så den spreder sig i smukke, organiske former. Hun drysser motivet med savsmuld, hvilket også afgiver fedt og højst sandsynligt vil efterlade sporadiske prikker i det endelige tryk. Til sidst lægger Ida plastikken hen over stenen og former en smule i de marmoreringer, der nu er opstået i strukturen. Før der kan trykkes, skal tuschen have lov til at tørre, og det kommer i hvert fald til at tage et døgns tid. Det er ikke 100% til at sige, hvordan motivet kommer til at tage sig ud på tryk, men bare at overvære skabelsesprocessen har næsten været et kunstværk i sig selv.

Inden turen igen går hjemad, finder Ida nogle af sine allernyeste tryk og et par originale værker frem, som vi er så heldige at få med os. Dietger kører os til stationen, og seks timer efter at vi ankom, står vi igen på den solbeskinnede perron på Horsens station. Denne gang er solen dog så småt på vej ned, og vi har fået utallige historier om Uth og omegn, litografiens oprindelse og kunstneriske inputs med i tasken. Opløftede af indtryk tager toget os med hjemad, og en dag i stentrykkets tegn går langsomt på hæld. – Ida og Dietger, tusind tak for en fantastisk dag!

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.