PÅ BESØG HOS LARS SARTO HEMPLER

Vi kommer gående ud af Oddervej en tidlig torsdag formiddag med solen i ryggen og udsigt til Højbjerg torvs endnu slumrende forretninger. Vi passerer den gamle biograf Rio Teatret, Safari Sol og Kung Fu Express og kommer til nogle mindre gader med lave huse. Vi er taget ud af byen for at besøge kunstneren Lars Sarto Hempler (f. 1978).

Med en kop kaffe i hånden bevæger vi os fra Lars‘ lejlighed ned ad trapperne til hans atelierrum i kælderen. “Jeg har altid lavet alt muligt” fortæller Lars, da vi træder ind i det lille rum, og henviser til de forskellige medier og udtryk, der fylder lokaltes vægge, i bogreolen og under bordene. For tiden er det dog hovedsageligt tryk, som Lars beskæftiger sig med. Vores øjne går på vandring i rummet og fanges af atelierets mange objekter, der på hver deres måder tilføjer aspekter til historien om Lars; pladespillere, Ramones vinyler, en gammel trykpresse, longboards, papirruller, rammer i lag, bøger om kunsthistorie og kasser med tuscher.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Tæt på computergrafik, men stadig fyldt med fejl
Samtlige horisontale flader i atelieret er fyldt helt op med materialer, som Lars bruger i trykprocessen. “Jeg har godt og vel udviklet min egen teknik,” forklarer Lars og demonstrerer sin fremgangsmåde, der minder om klassiske højtryksprocesser men som er meget mere medgørlig og fleksibel. Lars skaber sine trykplader ved at skære former ud i skum, og derefter monterer han enkeltdelene på et tyndt stykke træ eller plexiglas. Princippet minder meget om linoleums- eller træsnit, men i modsætning til de traditionelle teknikker giver skummet en enormt frihed i processen og mulighed for bl.a. at skabe mere bløde rundinger. Linoleum er et hårdt materiale, som ikke tillader de fine detaljer, og hvis du først laver en fejl i trykpladen, så bliver du nød til at starte helt forfra. Lars forsøgte sig faktisk med linoleum i 2010, før han fandt på sin egen metode, men han syntes ikke, at han kunne opnå det helt rigtige udtryk. “Jeg føler mig mere tilpas i den her teknik, fordi jeg kan lave ting, der kommer meget tæt på computergrafik, men som stadig er fyldte med fejl og har alle kvaliteterne fra gammeldags grafik.”

Interessen for grafisk tryk går dog rigtig mange år tilbage. Lars peger på et landskabsmotiv af Svend Engelund, der hænger på atelierets bagerste væg, og fortæller hvordan han kiggede rigtig meget på netop den slags billeder, da han arbejdede på Det Grafiske Værksted i Hjørring. Året var 1998, og på værkstedet fik Lars sin grundlæggende viden for grafik igennem trykkeriets ejer Hans Henrik Østergaard Pedersen, som ifølge Lars kunne fortælle i timevis om lugten af blæk eller papirets gramvægt.

I samme periode, hvor Lars havde sin gang på det litografiske værksted i Hjørring, arbejdede han også på Vendsyssel Kunstmuseum og var i lære hos billedhuggerne Claus Ørntoft og Marit Benthe Norheim. Hos Claus og Marit fik Lars hjælp til at udvikle sin kunstneriske praksis og gøre sig klar til at søge ind på et kunstakademi i London. I 1999 blev han optaget, på det der dengang hed Chelsea Collage of Art, med maleri, men efter to år fik Lars lyst til at prøve noget nyt, og cirka samtidig var pengene også begyndt at løbe ud. Derfor søgte han tilbage mod Danmark og blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.

En kælder fyldt med kunst og et byrum fyldt med regler
På Det Jyske Kunstakademi begyndte Lars at eksperimentere med andre medier end maleriet, som han ellers hovedsageligt beskæftigede sig med på det tidspunkt. Her mødte han desuden også Anders Reventlov Larsen, som gik et par årgange under ham, og de begyndte at lave projekter sammen. Allerede imens de studerede, var de meget aktive i det ikke-kommercielle galleri Artboks.dk, som de startede op sammen med nogle medstuderende tilbage i 2004. Lokalerne var ejet af Aarhus Kommune, og driften blev gjort mulig på grund af tilskud fra blandt andet kulturforvaltningen.

Over tiden røg flere og flere af de ansvarshavende fra, og til sidst var det stort set kun Lars og Anders, der stod for at drive galleriet. På samme tid udviklede de den ellers brede udstillingsprofil til at fokusere mere på graffitikunst, som stadig er et fælles interessepunkt for de to kunstnere. Lars og Anders sørgede for at hive store internationale graffitikunstnere som fx. Blade og CMP One til de beskedne kælderlokaler i Aarhus. Desværre lukkede kommunen for tilskuddet i 2009, derefter inviterede Artboks.dk til nedlukningsreception, og dermed sluttede Lars’ daværende karriere som gallerist. Det er dog stadig noget, han tænker tilbage på, og vi kan mærke, at det at arrangere udstillinger helt sikkert er noget, Lars kommer til at gøre igen en dag.

Vi spørger Lars, hvornår han egentligt tog sin afgang på akademiet, og efter en kort tænkepause vender han sig mod bogreolen og hiver et lille hæfte frem. “2006” konstaterer han og rækker os et eksemplar af udstillingskataloget fra dengang. Vi bladrer op og finder Lars bidrag til udstillingen “En bænk er ikke længere en bænk“. Udfra sin interesse for byrum og skateboarding havde Lars omdannet Aarhus Kunstbygning’s (nu Kunsthal Aarhus) sekskantede rum til et gågadesenarie, komplet med butiksfacader, bænke og avisstandere i kønsløst laminattræ. Med udgangspunkt i Iain Borden‘s “Skateboarding, Space and the City: Architecture and the Body” (2001) undersøgte Lars de restriktioner og regler, som eksisterer i det offentlige rum, og hvordan de nemt kan brydes ned, når man har fire hjul under fødderne. Som et eksempel arbejdede Lars med bænken, som i en gågadekontekst både inviterer til at man sætter sig, men som samtidigt er designet så den ikke er behagelig at sidde på i længere tid. Hvordan lader vi os styre af usynlige restriktioner, og hvilke af vores handlinger er i virkeligheden styret mere af lovgivning end af fri vilje?

The Flux Capacitor Syndrome Project
Efter afgangen begyndte Lars og Anders at arbejde sammen i det fælles projekt The Flux Capacitor Syndrome Project (FCSP), hvor de arbejder med stedsspecifikke storskala-installationer. For Lars betyder det enormt meget at kunne veksle mellem de mindre projekter, som tryk og tegning, og så de store byggeprojekter, som han laver sammen med Anders. “Vores proces er ofte mere uforudsigelig, og projekterne er altid fuldstændig uden et salgsperspektiv” fortæller Lars og fortsætter med er beskrive, hvordan de ofte tager udgangspunkt i den “fælles interesse for skateboarding og graffiti… og David Lynch“.

Sidste sommer var Lars og Anders inviteret til at deltage i Nees Udstillingen, som i 2014 bar temaet “What a Wonderful World“. De arbejdede udfra det tyske ord “heimlich”, som både betyder hjemligt og hemmeligt, og hvordan Sigmund Freud brugte denne dobbelthed i sin formulering af begrebet “das Unheimliche”. Installationen “You will never never never know me” bestod af papir, flamingo, UV-lys samt et lydunivers og udgjorde en gigantisk, svævende kuglekonstruktion, placeret i et loftslokale på Nees skole. Lars hiver en bog frem og slår op på et opslag, som de brugte i installationen. “Symboler i Abstrakt Kunst” er skrevet af Vilhelm Bjerke Petersen i 1933 og er et forsøg på at give en metode til at aflæse de mest gængse symboler i abstrakt kunst.

Tung kunsthistorie med Svampebob-humor
Netop aflæsningen af visuelle symboler, er noget der optager Lars meget. “For tiden interesserer jeg mig rigtig meget for sprog og opfattelse. Når noget visuelt bliver så simpelt, at det næsten bliver et sprog.” Han finder endnu en bog frem og slår op på den russiske avantgardekunstner Kazimir Malevitj. I sine nye værker forsøger Lars at trække på nogle af de samme idéer, som Malevitj grundlagde med suprematisme-bevægelsen omkring 1913, ved at benytte sig af billedsprogets reneste virkemidler. På samme tid benytter Lars sig af mere nutidige referencer, humor og dobbelthed, og han ender ofte ud med et udtryk, der blander “tung kunsthistorie med Svampebob-humor“. F.eks. består hans nyeste tryk af tre afrundede former, som tilsammen udgør et billede af en hotdog. Formerne er sorte og røde og leder, i al sin geometriske stramhed, tankerne hen på den russiske konstruktivisme. Samtidig refererer motivet til amerikansk popkultur, og titlen “Hot Dogma” refererer igen videre til Lars von Triers dogmeregler fra 1995. I Lars’ værker kan man ofte finde den slags dobbelthed eller tredobbelthed i et ellers tilsyneladende simpelt billede. “Man kan blive fuldstændigt optaget af alle lagene, og så går det pludseligt op for én, at man bare stirrer på et billede af en hotdog“.

Et rummeligt sprog med mange betydninger
Lars er fascineret af, hvordan simple ikoner kan tale til en bestemt perception. Han interesserer sig for det visuelle sprog, for hvordan de samme symboler forstås forskelligt, og for hvad der sker, når en gruppering overtager et sæt tegn og tillægger dem en ny betydning. Hvordan en bande ifører sig bestemte symboler for at kommunikere med hinanden, eller hvordan en venindegruppes valg af emoji-ikoner kan rumme alle de nødvendige detaljer i en caféaftale. “Det er faktisk netop dét, der altid har fascineret mig ved graffitiverdenen – og særligt tag-kulturen. De fleste ser det bare som hærværk, men hvis man er en del af miljøet, kan man lynhurtigt aflæse, hvem afsenderen er, hvornår det er lavet og så videre. Det er et internt kommunikationssystem.” De simplificerede motiver, som Lars præsenterer os for i sine værker, giver meget plads til at man, som beskuer, læser sin egne historier og betydninger ind i dem, og på den måde føler man sig inddraget i sproget.

“Det er faktisk lidt det samme, som Svend gør,” siger Lars og leder endnu engang vores opmærksomhed over på det lille, brunlige landskabsmotiv. “Måske kender man lige præcis den mark, han har malet, måske gør man ikke. Men fordi det er så nedtonet og enkelt, så vil alle danskere genkende det som en mark, de måske kender, eller udsigten fra en motorvej.”

Vi snakker lidt videre om vigtigheden af at kende til håndværket og vender lidt tilbage til Lars’ tid på Det Grafiske Værksted i Hjørring. “Jeg synes, at det er sindssygt vigtigt, at man som grafiker kan sit håndværk. Hvis man ikke har lært trykteknikkerne eller kan tegne, kommer man til at sidde fast i computerens begrænsninger. Man skal udfordre computeren, presse den, ellers er det den, der kommer til at sætte reglerne.” Vi kan kun være enige i Lars’ holding til vigtigheden af at kende sit håndværk, og når vi endnu engang kigger os omkring i det lille atelier, er det tydeligt, at Lars går meget op i kvaliteten.

Vi er så heldige at få en stak af ”Hot Dogma” og “Censorship” med under armen, og med kroppen fyldt op af inspiration siger vi tak for i dag og går tilbage ned af Oddervej med solen i øjnene. Lars er et virkeligt interessant menneske, som vi er stolte over at kende, og hans mange historier og refleksioner vil helt sikkert vække genklang i vores bevidsthed langt ude i fremtiden.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.