SKULPTUR PROJEKTE MÜNSTER: DEN SELEKTIVE DAGBOG, DEL 2
Det lykkedes mig at komme afsted på ferie, og mens jeg sad og nød “nasi lemak” i Malaysia, gik mine tanker tilbage til de andre steder, jeg har været heldig at besøge i år. Det tog mig ikke lang tid, før jeg mentalt transporteredes tilbage til Münster, byens flotte vejr, dens mange studenter og ikke mindst inspirerende kunstværker. (Lidt blasfemisk over for Malaysia, men hvad kan en kunst-geek gøre?)
Jeg lukkede “Den selektive dagbog” efter at have set Claes Oldenburgs “Giant Pool Balls” fra 1977, og hoppede på Skulpturprojekte-cyklen, som jeg kun havde i et begrænset antal timer. Jeg besluttede mig for at cykle mod syd, dog ikke i retning af de ældre, permanente skulpturer såsom Ilya Kabakovs “Looking up. Reading the words…” eller Donald Judds “Untitled”, men mod de nye bidrag til SP2017.
Vejret var fantastisk, og jeg nød cykelturen i Münsters indre havn, hvor jeg vidste, at Ayse Erkmens skulptur gerne skulle være. Jeg satte tempoet ned og forsøgte at kigge efter værket, men i stedet for at se en skulptur, så jeg en gruppe mennesker… gå på vandet. “Maria? Du er vist lidt træt”, tænkte jeg… Men den var nu god nok! For det “vand”, som hele familier spadserede på, var netop den skulptur, som jeg så ivrigt var på udkig efter.
Ayse Erkmen, On Water © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
Kunstneren har bygget en gangbro, der forbinder to sider af kanalen i Münsters indre havn, men fordi den er installeret en anelse under vandoverfladen, ser det ud som om, at folk går på vandet. Jeg betragtede værket med forundring og fornøjelse og med et stort håb om, at det vil få lov at blive i Münster, når årets Skulptur Projekte er ovre.
Ayse Erkmen, On Water © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
Da jeg ikke havde lyst til at dumme mig igen og mistænke et kunstværk for et metafysisk vidunder, forsøgte jeg at sætte mig ind i, hvad det næste værk - “Burn the Formwork” af Oscar Tuazon - var for noget. I guide-APP’en blev værket beskrevet som et “cylinderformet betonobjekt”, og jeg må ærligt indrømme, at jeg i mit liv har mødt mere sexede værkbeskrivelser. Jeg var derfor en smule umotiveret på cykelturen, men Tuazons værk formåede også - ligesom den skjulte gangbro - at overraske. Ganske vist var det et objekt (surprise?), og jo, det var cylinderformet og delvist bygget i beton, men værket var også så meget mere end dét.
Oscar Tuazon, Burn the Formwork © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
“Burn the Formwork” er en offentlig pejs - et sted med varme, ild og barbecue grill. Det består af flere niveauer, og de forskellige plateauer kan benyttes på forskellig vis. Tuazon har skabt en social platform et sted, hvor folk kan komme, hygge sig og mødes. Han har formået at opstille et sted for folk at få varme - både fysisk og mentalt/socialt.
For mig fungerede værket på så mange betydningsniveauer, at jeg egentlig først danner mig et samlet billede af det nu. Mine umiddelbare associationer gik naturligvis til flygtninge - folk, der ikke har et sted de kan varme sig, da de ikke har et hjem, eller hvis deres familiemedlemmer er savnet og de er strandet i det her nye, ukendte, (kolde) europæiske land helt alene.
En anden konnotation jeg fik var til græsk mytologi og Prometheus, som stjæler ild fra guderne og bringer det til folk, hvilket han selvfølgelig bliver straffet for. Jeg kom til at tænke på det her guddommelige element - ilden, som på “ulovlig” vis ender hos mennesket, men som samtidig bliver vendepunktet for vores civilisation.
Oscar Tuazon, Burn the Formwork © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
“Burn the Formwork” er også en meget præcis arkitektonisk konstruktion – det er tydeligt, at værket er nøje designet, der er tænkt over formen, funktionaliteten og bygningsmaterialerne. Jeg stod derfor også - i den grad - og beundrede håndværket og planlægningen bag kunstværket. Jeg var nok blevet der længere og havde måske forsøgt at benytte mig af værket på én eller anden måde, men det var fuldstændig besat af en gruppe teenagere iklædt Adidas condivo-bukser, som jeg slet ikke turde interferere med.
Intimideret af 16-årige drenge i sportstøj, satte jeg mig op på cyklen igen og besluttede at cykle til den anden ende af byen, til et værk af en kunstner, jeg godt kender og synes ret godt om, nemlig Mika Rottenberg og hendes “Cosmic Generator”. Rottenbergs bidrag til Skulptur Projekte 2017 er en nøje kurateret opsætning med en videoinstallation. Videoen vises i en “butik”, hvor kunstneren har opstillet en masse asiatiske forbrugs- og dagligdagsvarer.
Mika Rottenberg, Cosmic Generator (working title) © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
Beskueren går ind i den fiktive butik og bliver bombarderet med klichéer og stereotyper. Hylder er fyldte med f.eks. dåseananas, selve butikken er dekoreret med blinkende lys, kiksede guirlander og lykkeønskende katte. En af de mere mystiske varer var en kæmpe oppustelig badering, også formet som en ananas. Butikken er dog kun en slags “forhal” til værkets essens, nemlig en videoinstallation, der omhandler en fiktiv forbindelse mellem grænsebyerne Mexicali i Mexico og Calexico i USA.
Mika Rottenberg, Cosmic Generator (working title) © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
Værket var for mig ikke overraskende (selv om jeg selvfølgelig ikke havde set det før), men det skrev sig perfekt ind i Rottenbergs kunstneriske oeuvre. En satirisk, måske endda kynisk, præsentation af nutidige produktions- eller arbejdsforhold i ikke-priviligerede verdensdele er trods alt, hvad Rottenberg er kendt for. Og hun gør det godt! Hun er fokuseret, ærlig og aktuel, og selv om værket ikke havde specifikke konnotationer til byen (jeg ved, at Münster har en forholdsvis stor andel af Vietnamesiske immigranter, men jeg kender ikke til andre faktorer, der ville gøre Rottenbergs værk særlig relevant for byen), syntes jeg, at Rottenbergs bidrag til Skulptur Projekte 2017 var både tankevækkende og betydningsfyldt.
Mika Rottenberg, Cosmic Generator (working title) © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.
Og nu, selv flere måneder efter, kan jeg stadig huske, hvor sulten jeg pludselig blev efter at have cyklet rundt fra værk til værk. “Cosmic Generator” var derfor førstedagens sidste kunst-stop, og resten af aftenen bød på tysk mad og … italiensk vin. Og dér må jeg indrømme, at minderne er lidt slørede, men jeg kan da huske, at jeg kom hjem!
Maria Grzywacz holder en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet og har tidligere været involveret hos bl.a. Galleri Nicolai Wallner, Chart Art Fair og Faurschou Foundation i både København og Beijing. Siden 2016 har Maria haft base i Asien, hvor hun har arbejdet med kunst, men også har sit eget start-up WOMB, der sammenfletter kreativitet og bæredygtighed. Maria er desuden freelance skribent for både private samt blogs og hjemmesider, og hun har bidraget til idoart.dk siden 2016.
