SKULPTUR PROJEKTE MÜNSTER: DEN SELEKTIVE DAGBOG, DEL 1

Det er efterhånden en måned siden, at åbningsceremonien for Skulptur Projekte Münster 2017 fandt sted. Min umiddelbare plan var at rapportere fra Tyskland, i bedste “TV2 News”-stil (måske lige uden den gule “BREAKING” stribe), men livet sker, mens man lægger andre planer!

Mit travle rejseliv kom i vejen for en reportage direkte fra Münster, men nu tænker jeg faktisk, at det kommer os alle sammen til gode, og hastigt skal jeg forklare, hvorfor. Nu, præcis en måned efter åbningsceremonien og mit besøg i Münster, hvad er det så egentlig, jeg husker derfra? Hvad er det for nogle værker, der virkelig gjorde indtryk på mig? Hvilke eller hvis ord har sat sig fast i hukommelsen? Følgende indlæg er et personligt memoir fra dagene i Münster og bliver ikke en samling af Insta-venlige shots fra åbningsdagene, men rettere en beretning om, hvordan det egentlig var at vandre rundt i Münsters gader og være på udkig efter midlertidige og permanente skulpturer, installationer og andre kunstoverraskelser.

Jeg husker en meget tidlig morgen i Kassel… for netop fra Documenta-byen skulle jeg videre til pressekonferencen i Münster. Bustransporten blev særligt arrangeret af Skulptur Projekte Münster for en flok morgentrætte kunstenthusiaster (mest skribenter og kunstjournalister), for hvem bussen viste sig at være ægte paradis. Efter dage med uklare kort over Documenta, adresse-koks og konstant “gæt en kunstner”-leg (Documenta var ret gode til at spare på værkskiltene…), fik man her stakke af pressemateriale, kort og informationsbrochurer. Jeg lagde en yderst ambitiøs plan om at læse ALT på busturen og være ultra-forberedt til pressekonferencen! Det gik næsten som planlagt, udover at jeg efter to og en halv time vågnede i Münster, tørrede savl af min højre kind og var - ganske vist - en smule mere frisk, dog ikke meget klogere på Skulptur Projekte.

Nichts zu tun…

Jeg måtte forsøge at følge med i pressekonferencen med den info, jeg havde i forvejen, bl.a. fra ArtNet’s artikel om “kunsteventet, som Millenials ikke aner noget om”. Før tidligt forår 2017 var jeg nemlig selv én af de “Millenials”, som ikke vidste, hvad Skulptur Projekte var. Da jeg blev spurgt, om jeg skulle til Münster efter åbningsceremonien for Documenta i Kassel, var min umiddelbare reaktion derfor (helt ærligt): “Lol, hvorfor sku’ jeg?

Men Skulptur Projekte viste sig at være en “real deal” - et kunstinitiativ med fokus på skulptur, installationer og kunst i det offentlige rum, der kun finder sted én gang hvert tiende år. Med ti års mellemrum, er der både tid til implementering af nye idéer og til refleksion. “Skulptur Projektes stærke side er, at projektet frigøres fra dens skabere” var noget af det første, kuratoren Britta Peters, sagde til pressekonferencen i Münster. Hun understregede, hvor fastlåste institutioner kan være og forklarede, at Skulptur Projekte er et initiativ med flere hovedpersoner; et initiativ, der er med til at vise os, hvordan vi lever i et fællesskab.

Peters’ ord gjorde indtryk på mig - hvordan er kunst med til at vise os, hvordan vi lever i et fællesskab? Og på hvilken måde er Skulptur Projekte frigjort fra dets skabere? Hvilke skabere? Er det kuratorerne, som kunsten frigøres fra? Eller er det kunstnerne, der ikke længere har magt over deres egne værker, når værkerne “foræres væk” til det offentlige rum?

Én ting var sikker, jeg ville aldrig få svar på mine spørgsmål, hvis ikke jeg tog ud og rent faktisk så værkerne. Jeg var skrevet op til en kunst-tur med én af Skulptur Projektes guides, som viste os en række værker, der blev installeret i gå-afstand fra teateret, hvor pressekonferencen afholdtes. Èt af de første stoppesteder på vores tur var “The Elephant Lounge”.

Og yes, stedet var præcis så slesk-lækkert, som navnet antyder…

Bárbara Wagner und Benjamin de Burca, Bye Bye Deutschland! Eine Lebensmelodie © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Bárbara Wagner und Benjamin de Burca, Bye Bye Deutschland! Eine Lebensmelodie © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Det bød på “Bye Bye Deutschland! Eine Liebesmelodie” - et værk af Benjamin de Burca/Bárbara Wagner, som bestod af små klips fra tysk “schlagermusik” (i Danmark måske bedst kendt fra stjernen-med-stort-S; Hansi Hinterseer). Værket var en slags eksamination af selve musikgenren, men også dens kulturelle og sociale konnotationer. Installationen var i den grad også et provokationselement for det publikum, der forventede at blive mødt med “højkunst” men som i stedet fik en re-mixet kærlighedssang-bonanza.

Bárbara Wagner und Benjamin de Burca, Bye Bye Deutschland! Eine Lebensmelodie © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Bárbara Wagner und Benjamin de Burca, Bye Bye Deutschland! Eine Lebensmelodie © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

I og med at dette indlæg skal handle om de ting, jeg rent faktisk kan huske fra Münster, er det vigtigt at bemærke, at selv en måned efter åbningsceremonien, kan jeg huske, hvilken schlager-sang, jeg fik i hovedet efter at have set værket… Jeg nynnede schlagermusik hele vejen til Münster Bibliotek - stedet med Gerard Byrnes værk “In Our Time”. Byrnes videoværk var installeret i et lille rum, der normalt bruges som øverum for klaverspillere. (Salen var i øvrigt nabo-rummet til bibliotekets “video gaming room”, for yes! dét han man nemlig i Münster Bibliotek!) Videoen følger en radiovært i senderummet og præsenterer et umiddelbart let narrativ. Værten bliver ringet op af sine lyttere, sætter musik på og løser problemer… Nogle gange går han også ud af senderummet og efterlader mikrofonen.

Gerard Byrne, In Our Time © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Gerard Byrne, In Our Time © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Filmværket var en utrolig komposition - på den ene side fulgte beskueren en ret simpel rutine, men omvendt blev værket ikke på noget tidspunkt monotont. De små bevægelser, al lyd-aktivitet og ikke mindst værtens karisma, der kunne mærkes af både beskuere i klaverrummet og “lyttere” i filmen, var med til at holde beskueren helt fortryllet. Selv stod jeg nærmest forbavset over, hvor meget der kunne ske i radioværtens lille rum. Værket var utrolig intimt; alle opkald til radioværten var personlige beretninger, nogle gange spørgsmål, andre gange hemmeligheder… Som beskuer følte man sig ganske særlig, som om man var udvalgt til noget - til at se et sted, man aldrig får lov at se: radioværtens senderum.

Gerard Byrne, In Our Time © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Gerard Byrne, In Our Time © Skulptur Projekte 2017. Photo: Henning Rogge.

Det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste, der fortabte sig fuldstændigt i Byrnes værk, men turen gik videre, og jeg måtte med. Videre til - Documentas og Skulptur Projektes nye darling - Nairy Baghramians “Privileged Points”. Hendes værk præsenteres ude foran barokslottet Erbdrostenhof- ét af Skulptur Projektes mest centrale steder, som i 1987 bød på Richard Serras værk “Trunk”. Baghramians værk består af massive, dog elegante, buende bronzeelementer, som forbindes af tydelige metalklemmer. Klemmerne holder værkets dele forbundet sammen og er med til at give skulpturen form, men samtidig peger de mod værkets manglende færdighed. De forskellige dele er ikke svejset sammen, hvilket kan læses som en kommentar til værkets temporalitet og det faktum, at “Privileged Points” udstilles midlertidigt i forbindelse med Skulptur Projekte 2017. På en vittig måde formår Baghramian at præsentere et clash, der opstår mellem værkets skala, skulpturens ret bombastiske visuelle udtryk og dens kontekst. De fleste skulpturer og installationer, der indgår i Skulptur Projekte er nemlig “døgnfluer”, der kun får lov at leve de få måneder, projektet kører.

Nairy Baghramian “Privileged Points”. Photo: Maria Grzywacz.

Nairy Baghramian “Privileged Points”. Photo: Maria Grzywacz.

Baghramians værk fik mig til at tænke over Britta Peters’ ord - for Baghramian formåede netop at genvinde, eller måske hedder det bare “beholde” sin autonomi som kunstner, fra hvem værket netop ikke frigøres. Ved at understrege projektets temporalitet, understregede kunstneren det faktum, at byen Münster kun har værket til låns. På samme tid fungerer Baghramians værk som en revitaliserende (kritisk) refleksion over Skulptur Projekte, som en kunst-invasion, som Münsters beboere må leve med, om de vil det eller ej.

Nairy Baghramian “Privileged Points”. Photo: Maria Grzywacz.

Nairy Baghramian “Privileged Points”. Photo: Maria Grzywacz.

Ét andet værk som i den grad blev frigjort fra dets skaber, men “rettet op igen” er Claes Oldenburgs “Giant Pool Balls” fra 1977, som jeg cyklede ud til, da guideturen sluttede. Gigantiske betonkugler som har sin permanente lokation ved Aa søen blev engang overmalet med grafitti, og selv på Skulptur Projektes hjemmeside, ser man et billede af værket med spraymaling på. Men hvad jeg så i sidste måned var tre, kridhvide betonkugler - shinet op til årets kunstbegivenheder. Og det undrede mig!

Claes Oldenburgs “Giant Pool Balls”. Photo: Maria Grzywacz.

Claes Oldenburgs “Giant Pool Balls”. Photo: Maria Grzywacz.

For hvorfor vælger man at vise, at værket blev modtaget af Münsters beboere på en særlig (blasfemisk eller spændende, det kan diskuteres) måde, for efterfølgende at dække det hele til? Offentligheden reagerede på et værk, man har foræret det, men reaktionen blev… malet over igen! Glad for at have set værket, men med flere kritiske spørgsmål i hovedet (i øvrigt et godt sted at genopfriske debatten om Anish Kapoors vandaliserede værk fra Versailles!) cyklede jeg videre til de næste lokationer…

- Fortsættelse følger.



Maria Grzywacz studerer kunsthistorie ved Københavns Universitet og arbejder for Faurschou Foundation i hhv. København og Beijing. Maria har bidraget til idoart.dk siden 2016.