SIGNE BOE: ET OPGØR MED FLOKMENTALITETEN

Det er en tidlig morgen i juni, og på begge sider af de smalle veje strækker grønne og gule marker sig ud mod en uendelig horisont. Et sted derude kolliderer de med sommerens skyløse himmel, kun sporadisk afbrudt af en lille klase træer eller en mennesketom gård. Vi krydser en bro til Farø, en til Bogø og endnu en, før vi ankommer til en lille ø mellem Sjælland og Falster, der gennem historien har tiltrukket kunstnere med hang til eskapisme og brede vidder.

Møn blev i første halvdel af 1800-tallet en vanlig destination for malere som P. C. Skovgaard og C. W. Eckersberg, som kom hertil for at portrættere udsigten over den hvide klint – også kaldet Møns Klint – og i 1970’erne og 80’erne begyndte flere kunstnere at flytter hertil. Lene Adler Petersen, Bjørn Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen gjorde Møn til et samlingspunkt for Fluxus-bevægelsen, og for ti år siden opstod Kunsthal 44Møen i et tidligere autoværksted på den vestlige del af øen.

Kunsthal 44Møen. Foto © I DO ART Agency.

Vi ved ikke, om det er naturen, isolationen eller noget tredje, der har gjort Møn til centrum for så meget kunstnerisk aktivitet, men der er tydeligvis et eller andet, der har givet kunsten særlige vilkår her. For os føles det helt rigtigt at skulle så langt væk fra storbyen, for vi skal tale om noget vigtigt.

Fuglekald fra en gammel smedje
Vi bevæger os ad en knitrende grusvej, der fører op til Kunshal 44Møen, hvor vi skal mødes med Signe Boe (f. 1988), som tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017. I de seneste år har kunsthallens projektrum, Smedjen, præsenteret nyuddannede billedhuggere fra akademiet i København, og i år er Signe blevet udvalgt til at vise sin udstilling Bird Calls i de rå lokaler.

Kunsthal 44Møen (Smedjen). Foto © I DO ART Agency.

Allerede inden vi træder ind i udstillingen trækker en lydcollage af mekaniske stemmer og velkendte meddelelseslyde vores opmærksomhed op imod den gamle smedjes loftsrum. Træder man op af den knirkende trappe, mødes man af et altomsluttende mørke, kun lyst op af otte iPhones, som er monteret direkte på loftets trækonstruktion. Hver skærm viser en rokkende skikkelse, der igennem faceswap-teknologi har taget form som en eksotik papegøje, og sammen skaber de et tiltagende kakofonisk kor af gentagelser.

“Here I am, the party parrot from last night, in my flock of other domesticated birds. Likes for likes, follow for follow, flying high on searchable words. There is something in the air that left my flockmates with unease. An avian flu or a delayed autumn breeze. Worthy words for walky talks. Mighty is she who tweets.”

Den første fugl indleder en monolog, som langsomt bliver dekonstrueret i takt med, at de andre fugle begynder at tage over og gentager enkelte ord eller korte brudstykker. Til sidst opløses ordenes betydning, og det bliver vanskeligt at huske, hvad de indledende ord egentligt handlede om.

Signe Boe "Worthy Words For Walky Talks". Foto © I DO ART Agency.

Papegøjeinternatet i Nordsjælland
“Jeg vidste tidligt, at jeg gerne ville arbejde med ‘samtalen’ og med fugle. Fugle som en form for figuration for, hvordan mennesker taler sammen,” forklarer Signe, som tidligt i processen med udstillingen tog til Nordsjælland for at besøge et internat for papegøjer. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle forvente, men hun havde en følelse af, at et besøg på internatet ville være relevant for at få en forståelse for fuglenes konstruerede samtaler. “De ord som en papegøje siger er ikke udtryk for dens egne meninger, men snarere udsagn som den har hørt gentaget rigtig mange gange.”

Papegøjerne kommer til internatet for at aflære de sætninger, som de med tiden har adopteret fra de mennesker, der har ejet dem. “Det de siger, fortæller rigtig meget om det sted, de kommer fra, hvad det er for nogle stuer, de har siddet i, og hvilke samtaler de har hørt igen og igen,” bemærker Signe, som efter besøget på papegøjeinternatet begyndte at se paralleller mellem fuglenes sprog og de sociale mediers indvirkning på vores måde at tale sammen på. “På de sociale medier kan et udsagn blive delt eller gentaget af andre, indtil det måske bliver så løsrevet fra den oprindelige kontekst, at det ikke længere giver mening.”

Signe Boe "Worthy Words For Walky Talks" (detalje). Foto © I DO ART Agency.

Den der forstår fuglenes sprog, kan blive minister
Vi sætter os ud i solen mellem rapsmarker og en ti meter lang og to meter høj mur, som Bjørn Nørgaard byggede og navngav Arkitektura Natura (2017) sidste år. Den står som en massiv kritik af den amerikanske regerings apatiske immigrationspolitik, og måske er det den, der påvirker vores samtale i retningen af Donald Trump. “Han er jo også en ret flittig bruger af et vist fugle-medie,” begynder Signe, og fortæller, at hun i sin research flere steder er stødt på sammenkoblinger mellem fuglenes sprog og magt.

På Christiansborg kan man for eksempel finde en frise, der forestiller en række fugle, der nysgerrigt lytter til en højrøstet kongeørn med påskriften: “Den, der forstaar Fuglenes Sprog, kan blive Minister.”

En magtfuld figur, som Signe særligt interesserer sig for, er den mytologiske Kong Salomon, som siges at have regeret over et imperium omkring det nuværende Israel ca. 1.000 år f.Kr. I sit afgangsværk sidste år brugte hun sætningen “This too shall pass,” som oprindeligt blev indgraveret i en af Kong Salomons fingerringe for at hjælpe ham i livets dystre stunder. “Det virker som om, at han havde ret mange smykker, som kunne forskellige ting. Og et af dem var en ring, der kunne gøre ham i stand til at forstå fuglenes sprog,” fortsætter Signe og beskriver, hvordan han kunne bruge fuglene til at overvåge sine fjender eller opsøge nye, frugtbare territorier at erobre.

Smedjen med en blyindfattet glasmosaik af Signe Boe. Foto © I DO ART Agency.

At se med fuglenes øjne
I underetagen på Smedjen har Signe indarbejdet fugleperspektivet i et værk, som kommer til at udvikle sig over udstillingsperioden. I et vindue har hun lavet en blyindfattet glasmosaik, der forestiller en skematisk optegning af området omkring kunsthallen i grønne, gule og violette nuancer. Når sommeren går på hæld, vil solen kaste sine lavthængende stråler gennem ruden og skabe en farverig gengivelse af optegningen på smedjens stengulv. “Jeg kunne godt lide “fugleperspektivet” som metafor, altså at man kan kigge på noget fra en distance og prøve at forstå det, men samtidig også at komme helt tæt på og mærke det igennem sin egen krop.”

Underetagens andre elementer er et jerngitter, der afskærer os fra Smedjens baglokale og en snørklet bunke ledninger, som igen leder vores tanker tilbage til Signes afgangsværk. Dengang skrev ledningerne Kong Salomons ord, men her er de så sammenviklede, at hvis der gemmer sig ord i dem, så er de svære at afkode – måske er de helt holdt op med at give mening.

Signe Boe "Untitled". Foto © I DO ART Agency.

Udstillingens sidste element er fingerringe støbt i bronze – ikke ulig Kong Salomons – som personalet der skal passe udstillingen over sommeren vil bære. I et cirkulært forløb står ordene ‘over and over and over and...’ “Det er noget man siger – de ord følger hinanden; ‘over and over,’ men ordet ‘over’ betyder jo, at noget er ovre. Det er som en uendelig gentagelse, der består af afslutninger,” uddyber Signe, da vi igen er tilbage i det lille udstillingsrum.

Parallelle fortællinger i kor
Over os lyder en af fuglene til at være gået lidt i hak: “Flock. Tweets. Flying with my flock. Flying with my flock. With my flock. Follow for follow. I am here. Words. I flu in the night air. Flock. Air.” Ord som ‘flew’ (fløj) og ‘flu’ (influenza) smelter sammen, og vi ved fra Signes tidligere arbejde, at det ikke er tilfældigt. Hun kalder det homofoni, når to forskellige ord der hverken deler stavemåde eller betydning forbindes gennem en fælles ordlyd.

Som ordstrømmen kulminerer i en komplet opløsning af betydninger, bliver de otte fugle pludselig stille, og en ny form for kommunikation går i gang. Telefonernes meddelelseslyde dirigerer vores opmærksomhed fra den ene til den anden skærm for at følge med i de forskellige udvekslinger af beskeder, fotos, emojis og hashtags. Her bliver de homofoniske forbindelser undersøgt yderligere i en række beskeder, der udvikler sig fra: “King Solomon had a ring that gave him the ability to understand the language of birds,” til mere meningsløse ordstillinger der næsten lyder magen til: “Can solve mum her ink dad game the a bell eighty to haunt a stance sir angles of burettes.”

Signes arbejde består altid af utallige parallelle fortællinger, anekdoter og opdagelser, der lægger sig på kryds og tværs af værkets ramme. Nogle fortællinger åbenbarer sig først efter lang tids grublen, andre har vi helt sikkert til gode, og nogle tredje har kilet sig så langt ind i selve sprogets materie, at det skrevne ord kommer til kort. “Jeg tror, det gælder for alle min værker, at det ville give mening at tale om dem i kor. Altså hvor de forskellige stemmer i koret sagde forskellige ting samtidigt,” siger hun som en måde at forklare de sammenflettede tråde af betydninger på.

En luftbåret virus eller en forsinket efterårsbrise?
I året der er gået, siden Signe tog afgang fra kunstakademiet i København, har hun boet i Vilnius i Litauen og haft sin daglige gang på byens kunstakademi; først et semester i praktik og siden som gæsteunderviser. I løbet af vinteren resulterede en række vidnesbyrd om seksuelle krænkelser i fyringer på akademiet, og ligesom det er sket mange andre steder verden over, brød #metoo også her med nogle fastgroede strukturer.

For Signe er det vigtigt, at Bird Calls er en åben undersøgelse af, hvordan vi bruger sprog, og hvilke problematikker der opstår, når udsagn bliver gentaget ud i meningsløsheden, men vi kan alligevel ikke lade være med at drage en parallel til den verdensomspændende bevægelse.

Festpapegøjen i Signes lydværk siger i sin monolog: “There is something in the air that left my flockmates with unease. An avian flu or a delayed autumn breeze.” #Metoo kan for nogle opfattes som en luftbåret virus og for andre som en frisk brise, der har ladet vente på sig. “Mighty is she who tweets,” fortsætter papegøjen og understreger det sociale medie Twitters medvirken i at vende magtbalancen til fordel for de krænkede. Papegøjen afrunder med et opgør imod de fængslende, sproglige strukturer, der uophørligt forvandler hendes udsagn til betydningsløs nonsens. Hun forlader festen, tilslutter sig en ny flok og kan endelig trække vejret: “I left the party last. I flew in the night air. I left my flock for another flock. I am she. I breathe.“

Tættere på at forstå fuglenes sprog
Vi er tilbage på den knitrende grusvej, hvor vores besøg startede, og nu går turen tilbage mod byen. I vores samtalte spurgte vi Signe, hvordan hun selv har det med fugle, og hun fortalte, at hun paradoksalt nok altid har været en smule bange for dem. Hun nævnte også, at hun nogle gange selv kan føle sig som en festpapegøje – altså en der gør alt for at opretholde den gode stemning og undviger konflikt og konfrontation for enhver pris. “Når man er en del af et fællesskab og pludselig begynder at ville ændre tonen eller samtalen, så kan man virkelig godt støde ind i nogle udfordringer.”

I vores møde med Signe og hendes udstilling i den gamle smedje fornemmer vi dog hverken frygt eller undvigelsesmanøvrer – tværtimod. Bird Calls er en præcis beskrivelse af samtalens til tider svære kår i en tid domineret af afkortede medier, svindende substans og virale gentagelser. Signe har fundet modet til at pege på flokmentalitetens styrende strukturer og lavet en udstilling, som vi kan bruge til at forstå de sociale konventioner, der besværliggør åbne, konstruktive samtaler. Om Signe nu er kommet helt af med sin fugleskræk, ved vi ikke, men vi ved i hvert fald, at hun i arbejdet med Bird Calls er kommet lidt tættere på at forstå fuglenes sprog.

Bird Calls af Signe Boe kan ses på Kunsthal 44Møen frem til d. 9. september.

Find udstillingsinfo her