Performance, DesignLOUISE LASSEN IVERSENJune 01, 2022Jessie Kleemann, Louise Lassen Iversen, Kalaallit Nunaat, Grønland, København, Nuuk Kunstmuseum, BIPOC, Etnisk repræsentation, Dekolonisering, Statens Kunstfond, VDD2021Comment

RE: EN MAILKORRESPONDANCE MED JESSIE KLEEMANN

Fra 31. januar til 31. maj har jeg ført en samtale med kunstner Jessie Kleemann via mail. Korrespondancen har taget udgangspunkt i Kleemanns performative virke, samtidig med at den har været ustruktureret, intuitiv og skrevet i et semi-privat / semi-offentligt sprog, som vi så vidt muligt ikke har redigeret i.

Den 31. januar 2022, kl. 11.42

Kære Jessie,

Der befinder sig et eller andet ulogisk, måske ironisk ved at denne artikel starter som en mailkorrespondance, for vi bor så tæt på hinanden herude på Amager. Alligevel er vi i de sidste måneder endt med at kommunikere frem og tilbage på mail, over Instagram, sms og via telefonopkald, og det er ikke rigtigt lykkedes os at mødes. Du har været meget ude at rejse før jul – først til Grønland for at deltage i gruppeudstillingen ATLANTIKUMI // I Atlanterhavet på Nuuk Kunstmuseum, og du har besøgt venner og familie. Lige efter var der uddeling af Nordisk Råds Litteraturpris, hvor du sidder i bedømmelseskomitéen som repræsentant for Grønland. Så skulle du også til Berlin, som jeg husker det. Men den rejse blev aflyst, ikke?

Du tog til Trondheim, hvor du deltog på udstillingen Sex Ecologies bl.a. med din videoinstallation When the Ravens Turn White. Det føltes som om, du kun lige nåede at sætte dine ben i København, før du skulle afsted igen.

Jeg havde også travlt i den periode. I mellemrummene mellem corona-nedlukningerne har det været hektisk, synes jeg. Alle indenfor kultur og kunst har været sultne efter at lave noget. Vi har samtidig skulle administrere, at planer er blevet skubbet, at der har været pres på for at kunne afvikle arrangementer. Alt har været lidt kaotisk. Tidspresset.

Nu står jeg på den anden side af juleferien og en uges corona-isolation og føler mig helt færdig. Her hvor januar lakker mod enden, synes jeg stadig ikke, at jeg har fået hold på mig selv. Kontrasten var ekstrem – slutspurten op til jul, der endte mere brat end planlagt (pga. corona), selvisolationen og juledagene, der altid er lidt mærkelige… – ikke nødvendigvis dårlige, men der er en forventningens anspændthed både over julen og nytåret, der farver de dage og sender blikket indad, om så man vil det eller ej.

Jeg må indrømme, at jeg er gået i gang med at skrive til dig uden en fastforankret ramme for, hvor vi skal bevæge os hen. Jeg har heller ikke forberedt nogle spørgsmål, men har mere tænkt over nogle emner, jeg syntes det kunne være interessant for os at bevæge os ind på med en åbenhed overfor, hvis vi ender et helt andet sted – som i samtaler, der starter ét sted og gennem fortolkninger, indskydelser, afbrydelser og dvælen ved detaljer udvikler sig uforudsigeligt. Kender du det, hvor man stopper op i en samtale og sammen prøver at huske, hvordan man kom fra A til Z? Måske fordi de to punkter synes så langt fra hinanden, at det er svært at forstå, hvordan de alligevel endte med at blive kædet sammen. Den form synes at være i tråd med, hvordan jeg fornemmer, at du også arbejder, når du performer live: der er et element af spontanitet og improvisation i dine performances, hvor du forholder dig til tilhørerne og det rum, du befinder dig i, og responderer på det – som når du samler et objekt op, der i forvejen befandt sig i rummet.

Jessie Kleemann, Natur am Abend. Opbrud, 2021. Foto: I DO ART Agency.

Sidst jeg så dig performe var det en ølkasse, du placerede på hovedet som en krone eller en spand, alt efter hvor det sendte tankerne hen; gangen før var det et sølvfad, der tilfældigt lå på et bord. Performancen var kun lige gået i gang, da du tog fadet op, vendte ryggen til publikum og brugte det som et spejl, du kunne fange tilskuernes blikke i. Det var til Opbrud – den poesifestival jeg havde arrangeret i samarbejde med digteren Shadi Bazeghi på Literaturhaus. Du kom kort tid inden, du skulle performe og havde åbenbart siddet fast i trafikken i flere timer, fordi der var marathonløb i København. En ellers kort og rutinepræget tur fra Amager til Nørrebro blev til noget helt andet, fordi byens infrastruktur var overtaget for en stund.

Det var ikke din intention; du ville gerne være kommet før og have set noget af festivalprogrammet, inden du skulle på, og du havde skrevet flere mails og tekstbeskeder til mig, som jeg ikke havde opdaget.

Trods det kaotiske i situationen – kontroltabet – syntes det som om, du gnidningsløst kunne træde op på scenen kort efter din ankomst, samle energien, fokusere og bevæge dig ind i den tilstand, performancen syntes at sætte dig i. Performancen bar titlen Natur am Abend – en sætning, fra sangen Naturträne af punkens moder Nina Hagen. Bagefter fortalte du mig, at det ikke havde været din mening at klæde dig af under performancen. At du havde aftalt med dig selv, at du skulle beholde tøjet på. Som var det en handling, der var ude af din kontrol. Men en indre eller ydre indskydelse fik dig til at gøre det alligevel. Det har jeg tænkt på siden – det sted du bevæger dig hen under performancen. Kan det beskrives med ord?

Kærlig hilsen, Louise.

Den 31. januar 2022, kl. 17.37

Kære Louise,

Ja, det er egentlig lidt mærkeligt med al den tid; og al den tid der går og går, med at vi har travlt. Al den tid som vi har med ikke-at-have-tid, altså! Ikke når at se hinanden, og som vi bruger på at koordinere os igennem den, tælle 4 timer bagud, for eksempel hvornår det passer at ringe hjem til familien i Grønland, og tælle frem til at hænge ud med venner i USA på diverse devices over tidszoner osv. osv. Det er også sjovt at tænke på, at København jo er en lille by, specielt her på Amager, eller når man lige skal tage cityringen for at nå hen til en ven og arbejde, eller hænge ud, at det alligevel hele tiden skal passe med tiden. Ja, corona ff! Men nu ser det da ud til, at vi alle skal have den på et eller andet tidspunkt, ja jeg ved sgu ikke, vinteren her er jo alligevel sådan lidt mellem ingenting og alt.

I weekenden gik medierne amok over Malik (Bølgen på grønlandsk) og det var vist noget med, at vandstanden så ville stige betragteligt i takt med stormen. Jeg havde en yngre aktivist-veninde fra Nuuk på besøg fredag aften, middag, snak, vin, ingenting, støjende, kun dejligt hjemligt. Lørdag arbejdede jeg på en skitse, der skulle afleveres her i dag mandag, så det blev sådan noget med at gå i seng i ordentlig tid og lytte til stormen udenfor mine vinduer på 4. sal og føle mig hensat til vinteren i Nuuk. Åh ja tiden, og hvad man gør med den (eller snarere – hvad den gør med os?)

Det er jo det, der er i mellem. Tiden, eller i mellemtiden. Som du skriver: at jeg går lidt ind i den under en performance, hvor jeg rent faktisk havde siddet fast i trafikken på grund af Royal Run-arrangementet inde i hele København. Arh det var irriterende, og jeg kunne ikke gøre noget. Min kære chauffeur kunne kun snegle sig afsted på linje med eller bagved alle de andre biler, der også sneglede sig afsted, eller gled, hmm ha, ja, man siger jo nok mere, glider, gled, når det glider godt ikke? Så ja, da jeg endelig nåede frem havde jeg glemt alt om, at jeg kun skulle koncentrere mig om at sy resten af de tørrede fisk ind i mit tøj (kimonoen) – men glemte det jo alligevel og så åbenbart. Jeg kan ikke garantere for, at det er fordi tiden var løbet fra mig at jeg glemte det, og at jeg derfor stod dér med hvidt mel og tråd, og handsker and what not, der skete der. Men ja, det sker jo, at der sker noget andet!

Det andet tror jeg er rummet, eller folk, mennesker, publiken. De sad jo så pænt ved deres borde og stole og lyttede så hentaget til poeterne og forfatterne, der læste op. Så jeg bliver jo nok et eller andet sted en anden i det øjeblik, jeg vælger at sætte mit blik på dem, som det du beskriver sker – at jeg tog den spejlblanke serveringsbakke op, fra et sidebord eller noget, og kiggede "igennem" det. Jeg husker, at jeg tog det op, og så kan jeg jo rent faktisk ikke huske, hvordan det ene tog det andet. Men jeg ved, at når jeg står dér, så skal jeg sådan set "træde til side". Så meget ved jeg.

Oftest er det bare ikke et kønt syn, men jeg tror, at hvis jeg skulle lave noget "kønt", så skulle det nok ikke have været performance, jeg arbejdede med. Jeg kan også godt lide, at grimheden har plads, som noget vi bliver nødt til at se på. Det følger os som en usynlig skygge. Forfaldet og det ubehagelige, uden at det er påtaget eller påståeligt ubehageligt, fordi noget vi ikke ved hvad er, sker. Jeg ved godt, at jeg har gennemgået en skitse af en art. Jeg har sågar enten tegnet eller taget billeder af mig selv i den her art rehearsal (uden at den jo er det rigtigt) men du ved nok, hvad jeg mener. Performancen skulle have en titel, som jeg kunne udenad – altså den der følelse af defragmenteret stof eller sted, Natur am Abend. Vi er jo alt det, og ingenting bliver tilbage, når vi stiller skoene for good.

Men ja, haha jeg sendte dig text messages på mobilen, for jeg ved jo hvordan det er. Man skal ikke komme for sent, ligesom man jo helst ikke skal komme for sent i seng, haha. Nu slapper jeg egentlig lidt af, men har ondt i halsen, men det er vel ikke sådan omikron starter? Du ved mit arbejdsrum, lejlighedens yderste rum ud til gaden, varmen siver konstant ud gennem væggene tror jeg, der er lidt for koldt, og jeg har tilbragt de fleste timer der i weekenden, og nu er det mandag, kl. er 17.35, tror jeg kunne lokkes til et glas vin, inden nogen skal starte med at lave aftensmaden, som jeg tror er mig.

Skriver du igen snart? Det er så hyggeligt!!

KH Jessie

PS. Apropos dit spørgsmål. Jeg ved da ikke, hvordan jeg kan beskrive det med ord?? Kan du prøve igen>?

Den 4. februar 2022, kl. 11.06

Kære Jessie,

Jeg er på en måde godt klar over, at jeg beder dig om at beskrive noget, som netop undslipper ordene. Det var også, hvad poesifestivalen beskæftigede sig med – fokusset på traume var et fokus på noget, som ord aldrig helt vil kunne indfange, og derfor inviterede vi dig, fordi du gennem performancen udtrykker og bevæger dig ud over sproget. Jeg følte, at din performance var vigtig for dagens koreografi: at der var et behov for at afbryde ordene med krop, med øjenkontakt og berøring, med lugten af tørfisk, som du aldrig fik syet ind i tøjet. I stedet tog du det af og hældte mel ud over dig selv.

Publikum sad pænt på deres stole, artigt. Du har ret.

Der var behov for den ændring af energien, som du skabte med din performance. Det var som en udløsning, en udånding efter koncentration, faciliteret af enkle greb. Dét – rummet du skabte – gav også muligheden for samling igen, for at vende tilbage til koncentration. Uden det, var koncentrationen måske bare sivet væk.

Du ved, at når du står dér – foran publikum – så skal du 'træde til side'. Den gør mig nysgerrig, den ytring. Hvad træder du til side for?

Hvad sker der lige dér, i det øjeblik? Skal du i det hele taget svare på det? Jeg bliver i tvivl. Nogle gange skal alt ikke forsøges forklaret. Nogle gange kan det alligevel aldrig helt blive det. Er performancens tid cirkulær ligesom ritualets? De to er i familie med hinanden. Det siges, at den moderne performance, kunstperformancen og teatret er ritualet fjernet fra religionen – endda fra spiritualiteten. At vi, moderne mennesker, har mistet forbindelsen til disse og aldrig kan finde tilbage, dømt til en evig nostalgi og melankoli. Det er en bedrøvelig analyse. Hvad tænker du om den påstand?

Kh. Louise

P.S. Du må gerne forsøge at svare på spørgsmålene om at træde til side, hvis du kan / hvis det giver mening. Kun der.

Den 10. marts 2022, kl. 11.38

Kære Louise,

Ja, så gik tiden igen-igen. Den her gang bare fordi, at der sker så meget, jamen, ja selvfølgelig sker der det ene og det andet, bevares!

Men af en eller anden grund synes min hjerne, at jeg har travlt, simpelthen med alt muligt praktisk, men også arbejde. Den kunstneriske praksis er ikke noget, jeg kan tillade mig at slække på, så det kræver bare nogle gange, at jeg så må arbejde endnu hårdere og være mindre tilgængelig for andre, være mere usynlig, stille. Det er noget underligt noget at skrive (sige), for hvad er man, når ikke synlig – usynlig, ikke? Pjat! Vi eksisterer jo så meget i hinandens sfærer, sender signaler til hinanden uanset om vi vil det eller ej.

Selvfølgelig kan man også sige, at man glemmer. Den man ikke ser, glemmer man – ude af øje ude af sind, som nogen i sin tid har udtalt. Så jeg har ikke glemt vores lille samtale her, der blev bare lidt meget til sidst, og der var også en del personlige ting, der skete. Blærebetændelse og den slags dagligdags unøjagtigheder, slut med undskyldningerne NU!

Det var jo lige præcis det der med at træde til side – som du gerne ville have, at jeg skulle uddybe. Det er svært at tale om, for jeg ved jo ærlig talt ikke, hvad det der er. Jeg tror, at hvis jeg talte med en maler, ville han/hun/de sige, jamen, det er fordi maleriet skal male sig selv, du skal ikke stå i vejen med alle dine manerer og dumme idéer og alt hvad du har lært. Væk med det! Det har meget at gøre med (tror jeg) som du også skriver, at vi har mistet en stor portion af det oprindelige rituelle som en del af livets hverdag. En sanger siger jo også, at synge er at bede en bøn.

Altså der er mange ting i rummet mellem os, som vi leder frem, leder efter, eller vi bliver ledt hen til. Når jeg står der i mit bare ansigt, er det jo ikke fordi, jeg påstår noget, men jeg er der fordi, jeg tillader mig at eksistere i det. Jeg ved også godt at mit hylster er "tomt", for der er jo ingen der kommer "derind", bare fordi jeg laver en performance. Men jeg ved, at vi er der sammen, for der er et rum enten i mellem os, eller vi er i det samme rum, vi ved det ikke. Vi bevidner eksistensen af det, der bliver til mellem os, og måske kalder vi det tid og rum? Hvad siger du?

Jeg ved godt, at det er bedrøveligt, og jeg ved, at jeg også selv tvivler nogle gange på, hvorfor vi overhovedet laver kunst, men vi kan jo ikke være rigtige mennesker, hvis vi ikke udtrykte for eksempel drømme og længsler, fortvivlelse, sorg og håb FOR LIVET. (Og så vil nogen sige, at det er banalt det her, jamen så vil jeg nok tage det på mig også. Jeg går ingen vegne eller forsvinder, bare fordi det ikke er fint nok, og hvis det også betyder, at vi må være i sorgen og lidelsen nu, så er jeg også her).

Den 10. marts 2022, kl. 11.39

Hej honey,

Jeg kom ikke videre, hvad tænker du om det sidste, jeg lige har sendt dig? Det der står i parentes til sidst, ved jeg ikke om skal stå der?

Kh. Jessie

Den 11. marts 2022, kl. 12.03

Kæreste Jessie,

Jeg elsker det i parentes! Jeg tror, jeg vil tillade mig at skrive lidt ud fra det.

Tiden smutter mellem vores hænder... jeg har haft sådan en uge, hvor jeg har været til og kommer til at deltage i et arrangement hver aften. Det passer slet ikke mit mentale helbred, og jeg kan mærke, at jeg er ved at lukke ned. Når der sker for meget omkring mig, så træder jeg bare ved siden af mig selv. Folk kan stå og snakke til mig, jeg kan se deres mund bevæge sig, men jeg hører ikke noget; forsvinder et helt andet sted hen og har svært ved at samle tankerne. Jeg skal skrue ned for tempoet. I næste uge vil jeg lave så lidt som muligt – 'intention setting for fullmoon: don't and/or NO' hahahaha. Der er på en måde noget trygt ved, at min krop bare tager over og slukker for mig, selvom det også er et kontroltab. Jeg ved, at hvis jeg ikke kan, så kan min krop i det mindste finde ud af at sige stop. Og jeg er selvfølgelig min krop og min krop mig – det er en samtale til en anden gang, tænker jeg.

Du taler om det interrelationelle rum – det der bliver til mellem os. Jeg kan godt lide tanken om at kalde det tid og rum, som du foreslår; for videnskaben har fjernet begge fra os og gjort dem målbare.

Jeg vil gerne være med til at tage dem tilbage. De fleste rum konstruerer og bekræfter vi ved igen og igen at opretholde de regler, der er blevet etableret for rummet. Noget så lidt som en adfærdsændring kunne potentielt true et rum. Og tiden eksisterer jo også på det subjektive og individuelle plan.

Lige nu føles den både for dig og mig som i mangelvare. Det tror jeg, den gør for mange og det er bedrøveligt. Måske er det også den tidsopfattelse, der gør, at det er svært at blive ved med at insistere på kunstens rum og tid, fordi det ikke er et målbart rum og en effektiv tid. Måske er det også derfor, det føles vigtigt, at insistere på kunsten, fordi den bare i sin væren er en protest mod det resterende samfund. Kunstens rum er nu også paradoksalt, fordi det bekræfter magten lige så meget, som det udfordrer den.

I din mail skriver du: "Og så vil nogen sige, det er banalt det her". Det kunne man også anklage hele denne mail for at være. Jeg er blevet ret stor fan af det banale. Også det private. Jeg ved ikke, om du også har fået det at vide på en kunstuddannelse? Men jeg kan huske, at jeg blev fortalt, at man godt må beskæftige sig med det personlige i kunsten, men aldrig det private. Det private kunne ikke gøres universelt, var påstanden. Faren ved det private er, at andre måske ikke kan relatere til det. Nå, får jeg lyst til at svare. Det gjorde jeg ikke dengang. Dengang svarede jeg, ja. Dengang var jeg også bange for at være forkert. Men nu har jeg taget det til mig, ligesom, jeg ser, at du har taget det til dig og levet med det længe, ligesom jeg ser at mange har taget det til sig – ikke at være fin nok, at være forkert, for meget, for lidt, bare at være og insistere på at have lov til det.

For nogle måneder siden fik jeg kaldt mig selv en kuratorisk bastard i en artikel, og du skrev til mig bagom og foreslog et alternativ – "curatorial witch" – upswitching, som du kaldte det. Det alternativ kunne jeg godt li'. Men bag begge ligger følelsen af ikke helt at finde sig til rette. Jeg føler mig ikke helt til rette i kunstverdenen og har været nødt til at skabe et andet rum i rummet, så jeg kan være der. Jeg ved, at du har det på samme måde. Måske især her i Danmark. For du har jo fået masser af opmærksomhed internationalt. Men det er som om store dele af den danske scene er lidt reaktionær. Måske endda bevidst blinde overfor din praksis. Hvad siger du til det? Skal vi komme ind på det her emne? Det er jo sårbart... det ved jeg.

Kh. Louise

Den 11. marts 2022, kl. 14.25

Tak min egen Curatorial Witch, fedt!

Ja, men altså hør her, det er lige netop det, jeg har prøvet at skulle forklare så mange gange. Forklare. Bare ordet. Det er helt nogle gange sådan, at jeg har tænkt, hmm yep, så skal man også forklare sig m.h.t. at jeg jo rent faktisk arbejder med performance, laver performance og lidt performer det dér, hvor nogle måske ikke vil rykke sig på det, at kunst i den form, det optræder i, opstår af en nødvendighed, eller måske rettere sagt, er opstået af noget andet. Netop det der med at få hægtet en masse implikationer på sig som kunstner, som man prøver at omgå, file det fra hinanden eller noget helt tredje. Fordi det første (du er grønlandsk kunstner, ergo laver du grønlandsk kunst = hvis du ikke gør det, kan det jo ikke være interessant! eller endnu værre "hvorfor eller hvordan er det kunst?") Men heldigvis er jeg så gammel, at det kan jeg hoppe op og falde ned på, helt litterært sagt.

Det kan jo godt være, at jeg stadig kommer til at bruge det personlige, og hvordan kan det være, at det så ikke bliver privat? At man netop har været udsat for diverse ting i sin barndom og opvækst, alt det jeg egentlig ikke gider rippe op i ved at skrive det lige her i ord er privat, sådan nogle ting er private (siger professoren et eller andet sted). Ja, men samtidig er det så personligt, at jeg godt må bruge det, at jeg som kunstner på den måde ligner så mange andre på denne planet. Jeg har jo også fået at vide både under min uddannelse på Tuukkaq og efter, at det at arbejde med native art ikke nødvendigvis er rigtig kunst, og det hører jeg stadig. Selvfølgelig kan man være enig eller uenig, men jeg må samtidig sige, at det er vigtigt at erkende, hvor tingene i virkeligheden kommer fra, som begreber og ja, håndgribelige ting. Det er klart, at når jeg så holder så fast i min praksis med performance, er det jo netop, fordi jeg oplever, at jeg stadig har noget at lære (eller lære er måske et forkert ord), jeg taler ikke episteme i den forstand, men det at jeg synes, det er nødvendigt at komme bag om tingenes betydning. Hvorfor er en Skibskiks grønlandsk??? Hvem er det, der siger det, og hvem er vi, hvis vi ikke er de rigtige inuit længere? For eksempel.

Det kan godt være, at det er en svær diskussion, men det er alt det "forkerte", der er interessant, for nu at sige det banalt, og derfor skal det undersøges i kunsten, for det er gennem det sprog, at det kan udfolde sig i hele sin fysiskhed og materialitet. Selvom det for det meste også bliver flygtigt, og tilintetgjort efter værkets gennemførelse.

Den 11. marts 2022, kl. 14.29

Så kom jeg en lille smule ind på det grønlandske…

Kh. Jessie

Den 14. marts 2022, kl. 11.03

Hej kære,

Nu er det mig, der har lagt mig syg. Kroppen sagde stop i lørdags, og jeg måtte aflyse mine aftaler. Jeg tror, det er meget godt.

Kh.  Louise

Den 18. marts 2022, kl. 14.39

Kære Jessie,

Tak for snakken i telefonen og tak for din åbenhed. Jeg havde virkeligt lyst til at omskrive sidste mail. Den var lidt ud over det hele. Det blev i hvert fald ikke godt. Det var rigtig rart at tale med dig om, hvad der ikke fungerede og hvorfor. Jeg prøver igen:

Jeg får lyst til at dvæle lidt ved måden, du skaber billeder på. For selv om du primært associeres med performance, så synes jeg ligeså meget at de – dine performances, ligesom dine tegninger, malerier, videoer og installationer – er billeder. Du bruger elementer i dine værker, der forstås som grønlandske. Du bruger dem til at danne nye billeder, som jeg ser det, ved at bruge genstandene på andre måder, end de var tiltænkt; også til at opretholde nogle billeder og ikke mindst til at udfordre og nedbryde disse eller andre billeder – ikonoklasme. For hvorfor er skibskiksen grønlandsk?

I bogen om dig fra 2012: Jessie Kleemann – Qivittoq, skriver du (på engelsk – dette er min oversættelse:), at i Grønland er du ofte opfattet som et skævt indslag i lokalsamfundet, at dine værker og især performances synes anstødelige, fordi du tillader dig at bruge jeres kulturelle arv i dit arbejde på en anden og uforudsigelig måde. I Danmark, hvor du knap nok føler, at din eksistens anerkendes, er du også et rædselsvækkende [horrifying] element i det lokale samfund. Volden i dine værker synes frastødende og tiltrækkende på samme tid, og danskerne finder her – i spækket, i kroppen og døden – et forvrænget spejl at reflektere sig i og fejrer spejlbilledets fremmedhed.

Din tekst bevægede mig. Det er stærke billeder på to samfund og på at støde op imod dem. Det er jo skrevet for nogle år siden. Kan du stadig identificere dig med teksten?

Kærlig hilsen, Louise

Den 18. marts 2022, kl. 16.02

Helt fint kære du. Jeg er lige kommet tilbage fra galleriet og skal jo være der fra kl. 12 i morgen, men den offentlige performance er fra kl. 14 i morgen.

Kh. Jessie

Den 8. april 2022, kl. 10.29

Kære Louise,

Jeg sidder lige her i Odense, ovenpå gårsdagens performance inde i det Nordatlantiske Hus (som også huser Det Grønlandske Hus) – det var i forbindelse med åbningen af en udstilling med titlen INUIT ART – kunst fra det arktiske Canada og – skulle jeg lige til at sige – det arktiske Grønland (haha, nu lyder det helt mærkeligt!)

Jeg lavede en helt enkel performance med hhv. tandtråd og sytråd. Jeg havde tidligere været der én gang og kender ikke stedet alt for godt, men det er jo egentlig et meget fint sted, med galleri-butik, og cafe-restaurant i forlængelse af rummet. Jeg havde også taget mine sidste fine kamikker med, som er ret gamle. De er lavet i hvidt afhåret og bleget sælskind med en smal remme af skindbroderier på. FOR NU at komme tilbage til de grønlandske elementer, jeg bruger for at skabe billeder eller associationer. Måske undersøger jeg en tilstand, en hukommelsens lomme, når jeg hiver de billeder frem ved at danse-bevæge mig mellem publiken? Og alligevel.

Jeg åbnede ikke kamikkerne, de var svøbt ind som en baby.

Jeg står ofte mellem to steder, og de to steder kan være ubehagelige nok i sig selv, når man kommer dér med sin kunst og sin blotte tilstedeværelse, for det er hele tiden at blive konfronteret med kunstens eksistensberettigelse.

Jeg mener, at jeg kan huske at have sagt det før: at jeg er pinlig bevidst om, hvorvidt man må være her (og dermed, eller ikke?) med hele sin grønlandske krop. Når folk råber "rejs hjem din luder!" på gaden – eller når man bliver spurgt i Nuuk “Nå, er du flyttet hjem igen?” er det hele tiden en påmindelse om, at vi ikke kan tage noget for givet, at der er en forhandling i gang på de mest subtile og uventede måder. Man kan ikke undslippe tilværelsens virkelighed, selv når man laver kunst, og jeg tror det er det, jeg har gjort i mange år, ikke mindst ved altid at pege tilbage på det, der ligger under.

Den 13. april 2022, kl. 07.54

Kære Jessie,

Jeg sidder i lufthavnen på vej til Rio de Janeiro og venter på min rejsefælle. Har endelig fundet en plads at sidde på, et hjørne at gemme mig i. Jeg er i god tid. Kom herud tre timer før, jeg skal flyve, nok fordi jeg er lidt nervøs. Det er så lang tid siden, at jeg har rejst. Det er hektisk herude, og jeg kan mærke, at den privatsfære jeg har tilegnet mig på en meters afstand eller mere bliver udfordret igen og igen. Det er ubehageligt.

Jeg er i tvivl om, om jeg forstår den sidste sætning i din mail: ”Man kan ikke undslippe tilværelsens virkelighed, selv når man laver kunst, og jeg tror det er det jeg har gjort i mange år, ikke mindst ved altid at pege tilbage på det, der ligger under.” Mener du, at det er det, du gør – altså undslipper tilværelsens virkelighed; eller det omvendte, at du belyser tilværelsens virkelighed ved at pege tilbage på det, der ligger under? Sætningen er tvetydig. Det er måske meningen?

Du har været meget rundt omkring i København og resten af Danmark den sidste tid for at performe, og det har slet ikke været muligt for mig at se noget af det. Jeg følger dine optrædener gennem dine Instagram-stories. Billeder fra publikum der var til stede, vidnesbyrd jeg kan hægte mig på. Ser en bid fra det ene sted, så det andet. Det er ikke blevet bedre med tiden. Vi løber stadig efter den. Samtidig føler jeg ikke, at jeg laver noget – hvad ikke er sandt, men fordi det ikke udmunder i noget, jeg kan vise til et publikum, et håndgribeligt produkt, der har en ende, så synes det af mindre værdi. Det er uhensigtsmæssigt. Jeg får lyst til at arbejde imod den trang til at frem-vise, be-vise. Samtidig er det jo også en del af glæden ved mit arbejde, når der er noget helt håndgribeligt, som kan blive præsenteret. Noget man også kan bevæge sig videre fra. Der er ikke noget mere tilfredsstillende. Og mødet med publikum – mellem ramme, kunst og tilskuer, det er hvor jeg fungerer.

Jeg vrøvler. For jeg holder også af planlægningsfasen, hvor alt er muligt. Men det er der, følelsen af ikke at lave noget opstår. Fordi det jo bare er tanker, idéer, drømme. Tænk at jeg får lov til det, som en del af mit arbejde.

I telefonen talte vi om de kamikker, du har ejet gennem tiden, gået i og slidt ned. At du først bar nogle, der var grønlandske – jeg husker ikke, hvilken en region de var fra. Jeg ville ønske, at jeg havde optaget samtalen. Det var ikke kun iklædningen af fodtøj, det var også en (mod)bevægelse på et tidspunkt, hvor udviklingen i Grønland stormede derud af. Er det korrekt husket?

De bliver dyrbare, kamikkerne, svøbt ind som en baby.

Det blev lidt kort herfra. Ville lige skrive til dig, inden jeg tog afsted. God påske! Vi skal også finde en afslutning på korrespondancen.. måske kommer den af sig selv? Lad os tales ved om det.

Glæder mig til at høre fra dig.

Kh. Louise

Den 31. maj 2022, kl. 15.53

Korrespondancen slutter her, brat og midt i samtalen med et par spørgsmål ubesvaret. Vi kunne på den ene side have fortsat dialogen. Men hvordan afslutter man en åben korrespondance? Hvornår skal den slutte?

Vi stod overfor udgivelsesdeadline, og tiden var løbet fra os igen, igen, igen, igen, igen. Jeg ringede til Jessie tidligere i dag for at høre, om hun ville være tilfreds med vores mailudveksling i denne form – uafsluttet. Svaret var ja og hun tilføjede, at vores samtale har taget form som en performance, og hun fortsatte: “En performance er flygtig. Den strækker sig over tid og sætter sig i kroppen på nogle andre – tilskuerne / beskuerne. Tiden bliver givet videre.”

Vores dialog startede og tog form pga. tiden. Og på den måde og med Jessies ord slutter den også med tiden. Den tid!

Forsidefoto: Jessie Kleemann, *At a no place*, 2021 (video still).

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

LOUISE LASSEN IVERSEN

Louise Lassen Iversen (f. 1980) har en kandidat i Performance Design og Kunsthistorie og er leder af den kuratoriske platform meter.