18 SPØRGSMÅL TIL REGITZE ENGELSBORG KARLSEN

Det er blevet tid til et afsnit af vores nye interviewserie X spørgsmål til XXX, hvor vores læsere stiller spørgsmålene og kunstnerne helt selv vælger, hvad de vil svare på. Denne gang giver vi ordet til billedkunstner Regitze Engelsborg Karlsen (f. 1989), som er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 2018.

Herunder fortæller Regitze blandt andet om et projekt, som hun er særligt stolt af, hvad der er vigtigt for hende, når hun indretter sit atelier og hvad der spiller i hendes høretelefoner, når hun arbejder. Hun fortæller også om nogle af de ting, der undrer hende mest for tiden og deler lidt tanker om, hvordan hun selv finder rundt i den uoverskuelige verden af bæredygtighed.

I denne omgang har Regitze valgt at dele en håndfuld analoge fotos fra sin kunstneriske proces og forskellige researchture, men snyd ikke dig selv for hendes færdige værker, der f.eks. kan ses på hendes hjemmeside og på Instagram. Her er 18 spørgsmål til Regitze Engelsborg Karlsen.

1) Hvem er du og hvad arbejder du med?
Jeg hedder Regitze Engelsborg Karlsen, jeg er billedkunstner og bor og arbejder i Sorø på Sjælland. Jeg arbejder meget ofte med skulpturer og installationer. Mine støvler har sat sig fast i grusgraven! Jeg arbejder på at genopfinde og genskabe vores viden og forhold til vores landskab. Min praksis er baseret på research og centrerer sig om spørgsmål, der omhandler krop, politik, økologi, feminisme og materialitet.

2) Hvad fik dig til at vælge en kunstnerisk vej?
Jeg har altid gerne ville lave kunst. Men det tog lang tid for mig at turde at vælge det, og sige det højt. Først da jeg havde en bachelor (i Pædagogik og Museologi fra Københavns Universitet, 2012) og havde været igennem BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus) var jeg helt sikker på, at det var den vej, jeg ville. Jeg ville skabe et liv som billedkunstner. Fysiske møder med genstande, materialer og skulpturer har altid fået mig til at føle meget mere, end jeg nogensinde har gjort af at læse. Jeg har aldrig haft det særlig nemt med, at andre har skulle bestemme, hvad jeg skulle beskæftige mig med. Jeg vil gerne kunne bestemme over mit eget arbejde. Jeg har altid godt kunnet lide at udforske – i materialer og på steder. Jeg voksede op på landet, på en gård, hvor jeg havde plads nok til at vandre alene. Jeg har altid stillet spørgsmålstegn ved de ting, jeg har set, og den måde, tingene blev gjort på omkring mig. Det var aldrig klart for mig, hvorfor dyr blev behandlet, som de blev, eller hvorfor man gjorde som man gjorde på markerne. Fra generation til generation føler jeg, at vi har bevæget os længere og længere væk fra jorden, fra viden om og forståelse af, at vi alle er forbundet.

Da billedkunstundervisningen stoppede i skolen, var jeg heldig, at jeg kunne fortsætte til billedkunst i mit lokalmiljø. Jeg havde en fantastisk lærer, og sammen med alle de andre børn og unge skabte vi et særligt sted for kunst gennem mange år. Stedet var et frirum for os, men samtidig var det også et anerkendt udstillingssted for samtidskunst. Samtidskunsten har derfor altid været til stede, og det har haft enormt stor betydning for mig. Jeg har aldrig oplevet at skulle være “gæst” i samtidskunsten, den har altid været der.

Researchtur i Island. Ind i grusgraven, ind i bjerget. November, 2021. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen.

3) Hvad arbejder du på for tiden?
Lige nu arbejder jeg i mit atelier for at færdiggøre værket MONSTER DRIP, MONSTER MOTHER, MUM, MUM, MAMA, MAMA, MAMA, som skal ferniseres den 17. juni. Værket består af en gruppe af skulpturer – lige nu regner jeg med 20 skulpturer, som installeres som en slags eksplosion/ophobning/forsamling – “en forstyrret gruppe” i en udtømt råstofgrav.

Skulpturelt vil formerne referer til babyer, bjerge og iturevne kroppe og alt derimellem :) Værket arbejder med vores forhold til landskabet, monsteret og moderen. Titlen på mit værk referer til tanker om krop og landskab. Hvor fremmed og hvor bekendt landskabet og kroppen kan være. Jeg tror, at monstret skal have en plads i landskabet igen. Monsteret repræsenterer det ukendte, det hemmelige, det mystiske, fantasien og legen.

For 3. år i træk har jeg været med til at tage initiativ til at lave en udstilling på dette sted, med de private lodsejere (Tora Strand og Ole B. Nielsen). I år er vi seks kunstnere: Nanna Riis Andersen, Johanne Skovbo Lasgaard, Dan Stockholm, Morten Plesner, Freja Niemann Lundrup og jeg selv. Udstillingens titel er Deep dive, fremkaldte lag. Jeg glæder mig helt vildt!

Derudover har jeg et værk i det offentlige rum opsat på Musicon, i samarbejde med Museet for Samtidskunst, Roskilde Festival og Statens Kunstfond. Værket hedder Fra et støvfyldt bryst, og en film om værkets tilblivelse, kontekst samt indblik i praksis kan ses her.

4) Har du et projekt, som du er særligt stolt af?
Hen over 2020 lavede jeg et større værk i Vejle med titlen Skurestriber og Randzoner. Kunstværket var en del af Vejle kommunes arbejde med at udvikle en stormflodsstrategi, og blev realiseret med støtte fra Real Dania. Projektet skulle lige til at starte op, da Corona-epidemien ramte os og alt lukkede ned, så hele projektet skulle gentænkes hurtigt. Fra at have været tænkt som møder med borgerne i Vejle omkring vandet, workshopbaserede møder med skulpturworkshops og lignende, måtte vi hurtigt skifte  fuldstændig kurs, da alle fysiske møder var umulige. Værket blev til en række fysiske spor i byen omkring Vejle Fjord, samt en hjemmeside, hvor alle fik fri adgang til et online “PDF-laboratorium”. Jeg er virkelig stolt over, at det lykkedes! At vi sammen skabte noget, og afprøvede nye muligheder sammen.

Research i Island. Energi, damp, strøm, økonomi, fugtighed, penge. Novmeber, 2021. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen.

5) Har du nogensinde fået en idé til et værk, der ikke kunne realiseres?
Ja, det gør jeg sådan set ret tit :) Måske vil nogle af dem en dag blive realiseret. Men jeg har dem med mig, de er en del af mit indre bibliotek. Nogle gange kan jeg faktisk blive helt i tvivl om, hvad jeg har realiseret og vist andre, og hvad der er billeder og oplevelser, jeg har for mig selv. Jeg kan høste energi og “fantasi” fra de ikke-realiserede værker og tage det med ind i det, der kan eller skal realiseres.

6) Hvad er dine små ritualer, inden du føler, at du kan komme ordentligt i gang med dagens arbejde?
Jeg laver altid en kop kaffe og tænder for radioen. Så sætter jeg mig ned og prøver at planlægge dagen. Hvis der er noget administrativt arbejde, jeg skal lave, vil jeg helst lave det først, og så arbejde med materialerne bagefter.

7) Hvad er vigtigt for dig, når du indretter dit atelier/arbejdsplads?
Plads. Jeg kan godt lide at arbejde i stationer. Så jeg har mange borde, og så kan jeg gå rundt og arbejde på flere ting ad gange. Ofte skal jeg give mine skulpturer mange lag, som skal tørre op, før de kan flyttes rundt. Og så skal jeg kunne rode og lave stedet “beskidt”. Nogle gange har jeg bare brug for at noget ligger på gulvet i et stykke tid, fx en skitse til en skulptur, nogle gange er det som om skulpturerne skal tage rum ganske stille, jeg skal have mulighed for at være nær dem – og så kan jeg arbejde videre med dem.

Jeg har en kontorarbejdsplads hjemme på min privatadresse, med en bogreol og sådan, og så har jeg er stort atelier cirka 3 kilometer fra mit hjem, hvor der er god plads. Jeg prøver at opdele mit arbejde, så jeg ikke tager for meget af det administrative arbejde med ud på mit atelier.

8) Hvor meget tid bruger du på administration og papirarbejde?
Administration og papirarbejde er en stor del af mit arbejdsliv. Jeg har haft min egen virksomhed i 5 år. Jeg kan godt lide at have overblikket og styr på mine ting, så jeg nyder egentligt også administrationen af min virksomhed.

Oya Stone quarry, research i Japan, 2018. Stenbrud, aftegninger fra maskinerne på klippevæggen, tegninger i bjergene. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen.

9) Hvad er dine go-to materialer og redskaber?
Jeg har altid sten, sand og grus stående. Og så har jeg diverse træ-stumper, plader og sådan noget. Jeg samler tit sten, skaller og ja alt muligt, som jeg tager med ud på mit atelier. For nyligt håndsorterede jeg jorden i mine højbede. De rødder jeg fandt, har jeg taget med på atelieret, og de kan nu bruges som materiale. Jeg kan godt lide at samle materialer sammen.

10) Hvad skal der til for at berolige dig, hvis du begynder at panikke over et værk? Hvad gør du, hvis du er kørt fast i et projekt?
Jeg går generelt ikke i panik. Men jeg tror, at det er en meget almindelig grundfølelse i et atelier, at man kan komme i tvivl som kunstner, om det man står og skaber vil have samme effekt og blive set, oplevet, sanset på sammen måde uden for atelieret. I tilfælde hvor jeg kommer i tvivl, kan jeg tage skulpturerne og flytte dem rundt i rummet, bevæge mig forskelligt rundt om dem, prøve at tage billeder og spørge andre, hvad de synes. Nogle gange hjælper det at skabe lidt bevægelse eller ændrer rummet omkring, for at skabe en ny energi i det. Andre gange skal titler genovervejes.

11) Hvad spiller i dine høretelefoner, når du arbejder?
Jeg hører ofte radio, tit P1. Det synes jeg er hyggeligt og rart at arbejde til.

12) Hvordan håndterer du mere stressfyldte perioder?
Planlægning og prioritering. Da jeg tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2018 (med en udveksling på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 2016-17), kom jeg ud på den anden side og følte mig helt sådan slidt op af mig selv. Der besluttede jeg mig for, at det vil jeg aldrig gøre mod mig selv igen. Så stressende må det simpelthen ikke være, for så kan jeg ikke have det her liv og være billedkunstner særligt længe. Jeg planlægger og ber’ om hjælp, hvis jeg kan se, at det får jeg brug for.

13) Får du nogensinde følelsen af at være latterlig?
Nej, men jeg føler også, at jeg har gjort meget for at skabe et fysisk rum omkring mig, der kan være min ramme, en tryg base, hvor min verden/kunsten er det vigtigste. Jeg har haft mange overvejelser omkring det at være lokal. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville arbejde i mit lokalmiljø. Det gør jeg nu, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk hviler utrolig meget i at have en base, og arbejde i det landskab, jeg bor i.

Seyðisfjörður. Undervisning på Lunga School. Kæmper falder også. November, 2021. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen.

14) Har du nogensinde fortrudt at gå på et kunstakademi?
Nej. Det har jeg bestemt ikke. Men jeg var utrolig glad for, at jeg afsluttede mine studier i 2018. Der var jeg ret så træt af at være studerende. Jeg har kun nydt det, og ser det som en privilegium, at jeg har gået på et akademi og haft mulighed for at uddanne mig til billedkunstner. Jeg har hele tiden været opmærksom på, at når man søger ind på et kunstakademi, så går man også med på præmissen om, at nu går jeg på en uddannelse for at blive kunstner – så er det næsten ligesom en kontrakt: Jeg tror på uddannelsen og akademiet tror på mig, og sammen må vi så se, hvad der sker.

15) Hvad undrer dig mest for tiden?
Jeg er ret bekymret for den måde, vi tænker “natur” på, specifikt i forhold til de store problemer og konflikter, der er omkring natur-nationalparker og “re-wilding”, og hvor svært det åbenbart er for os som samfund at give “naturen” plads. Det virker som om, at vi kun er i stand til at give det velkendte plads. Det ukendte, det som vi ikke har nogle billeder af – ingen erindringer om – ved vi simpelthen ikke, hvordan vi skal begribe, og det er jo et kæmpe problem i forhold til fx klimaforandringer, biodiversitetskrisen og vores fremtid som er usikker og uvis. Her bliver samtidskunsten meget vigtig!

16) Hvordan navigerer du i den uoverskuelige verden af bæredygtighed?
Det er et spørgsmål, jeg virkelig har brugt meget energi på at arbejde med. På akademiet havde jeg mange samtaler med professorerne omkring dette. Jeg er nu et sted, hvor jeg hviler meget i hvad jeg gør og de materialer jeg bruger. Jeg er kun mig i min virksomhed, jeg gør det bedste jeg kan, og jeg synes, jeg gør det godt. Jeg sorterer, så alt der kan genanvendes bliver det. Jeg lever som veganer, og min praksis er fri for animalske produkter. Jeg bruger materialer, som industrien også gør. Det gør jeg, fordi de er billeder på den tid, vi er i – de systemer og måder vi som samfund gør tingene på. Men jeg bryder med de traditionelle måder at bruge materialerne på, og på den måde tilføjer jeg modstand i mine værker.

Jeg synes, det er vigtigt at bryde med de allerede eksisterende oplevelser eller opfattelser af materialer, vi omgiver os med. Alt omkring os er blevet gjort til varer, jord, sten, grus og vand. Jeg kan godt lide at hacke/fjerne/forstyrre den vareliggørelse. Det er enormt tilfredsstillende at blande grus sammen, som et system har brugt enormt lang tid på at adskille. Tit tænker jeg: “Hvor er det fedt, at dette materiale kan blive til kunst!”

Selvportræt foran mit nye atelier. Mig og mit grus klar. Efterår, 2021. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen.

17) Hvad er dit næste værk eller projekt?
Til august går jeg i gang med at arbejde på stort skulpturelt værk, som jeg skal vise på Koloristernes udstilling på Den Frie i januar og februar 2022. Jeg ser virkelig frem til arbejdet med opbygning og formgivning i mit atelier! I juli tager jeg til Norge for at lave research til et værk, jeg skal udstille på Agder Kunstsenter i 2023 – jeg glæder mig enormt meget til at synke ned i sandet og landskabet omkring Kristiansand.

18) Hvad er dine håb og drømme for fremtiden?
Jeg drømmer om at lave en stor grusgrav om til et stort permanent værk! Inspireret af Robert Jacobsens værk i Tørskind Grusgrav og Michael Heizers City, men med en øko-feministisk tilgang. ;-)

---