PRINSEN PÅ DEN GYLDNE HEST

PRINSEN PÅ DEN GYLDNE HEST

Der var engang en prinsesse, og måske havde hun en ond stedmor. Det kunne også ske, at hun slet ikke vidste, at hun var prinsesse endnu. Men én ting var sikkert; der var en prins, som gerne ville have hende.

Men hvad nu, hvis hun ikke ville have ham? Hvad nu, hvis hun først gerne ville have ham, men så fandt ud af, at hun ikke ville have ham alligevel? Hvad nu, hvis han var en flot prins, men i virkeligheden var ligeså dum som en frø? Hvad nu, hvis hun bare ikke kunne blive tilfreds med nogen som helst prins på en hest?

Jeg har gjort mig lidt tanker om dét der med barndommen, og hvad det er for nogle historier, vi vokser op med. Der er kommet nogle nye broderier ud af mine tanker og mine hænder, og jeg synes selv, at der er noget poetisk over dem. Vi vokser op med nogle meget indgroede idéer om den rigtige historie. De kommer såmænd fra nogle fantastiske historier, og jeg kimser slet ikke af dem. Jeg tænker bare over eventyrene og virkeligheden og prøver at finde hoved og hale i det hele. For hvem siger, at det egentlig er prinsen på den hvide hest, der er den bedste? Hvad nu, hvis ham på den gyldne, eller brune eller sorte hest er endnu bedre, og ham er der slet ingen, der har skrevet noget pænt om? Eller hvad nu hvis man er blevet voksen og klar over, at det er for naivt at tro på eventyr?

Mine nye værker bliver sendt til I DO ART LAB, hvor de kan købes, hvis nogen skulle have lyst til at gøre mig så glad.

Dittebeskidte (f. 1987) er kunstner og arbejder hovedsageligt med broderi, som hun hænger op i gadebilledet. Dittebeskidte har bidraget til idoart.dk siden 2013.