ET STILLE VINTERRESIDENCY I FINLAND

I november måned var jeg på residency i Finland på Arteles Creative Center, og det var helt perfekt at få lov at være dittebeskidte i så lang en periode uden forstyrrelser. Min studieplads og omgivelserne gav mig lyst til at være kreativ, og jeg brugte tiden på mine broderier og på at skrive.

Arteles ligger i Hämeenkyrö i Finland, og fra mit arbejdsbord havde jeg udsigt til en af de mange finske søer med omkringliggende skov. Det var smukt og roligt at se på. Naturen, mange timer i den finske sauna og frosten gjorde noget helt særligt ved min fornemmelse for tid, som på en og samme tid gik hurtigt og langsomt. Måske også fordi, der kun var få ugentlige møder og tidsplaner at overholde, så det ikke var nødvendigt at vide, hvilken dag på ugen, jeg var stået op til. Vi var i alt tretten kunstnere samlet fra hele verden, og de ugentlige møder bestod i at gøre kunstnerisk status på den forgangne uge og dele vores praksis med hinanden.

Nogle arbejdede med lyd, andre med fotografi eller maleri. Men fælles var en brug af omgivelserne. Roen. Naturen. Uendelige mængder af tid. Temaet for måneden var nemlig Silence, Awareness and Existence, og jeg skal love for, at alle tre ord kom i spil helt af sig selv. Det vil sige – hjulpet lidt på vej af ”Silent Days”, hvor vi aftalte ikke at tale til hinanden.

Det var tydeligt, at nogle havde svært ved at være stille i nærheden af andre. De synes, det blev akavet og ubehageligt ikke at kunne udfylde stilheden med small talk. Det er interessant, hvor meget vi, bevidst eller ubevidst, er ængstelige for tavshed og at det skal blive pinligt.

De første to uger faldt der sne, hvilket jeg havde glædet mig rigtig meget til. Jeg ville have sne, frost og kulde. Jeg ville have, at det skulle bide. Jeg ville kunne mærke mit liv. Jeg gik mange ture alene, og jeg fandt hurtigt min yndlingssø et stykke væk. Jeg holdt øje med den og dens udtryk med vejrets udvikling. I det hele taget holdt jeg meget øje med vejrets udvikling. Og lysets. Nogle dage føltes evigt mørke, mens andre var med høj, varm sol på hvid, kold sne. En dag ville jeg gå en anden vej ned til min sø, for jeg tænkte at jeg lige kunne skråne igennem noget skov og få en Ronja Røverdatter-oplevelse på vejen. Jeg gik og gik, drejede ind og op, gik ned af bakker, så noget jeg synes, jeg havde set før, men nej. Jeg gik længere og begyndte at holde øje med særlige ting, fordi jeg havde på fornemmelsen, at jeg var ved at fare vild. Der lå sne. Jeg svedte. Pludselig så jeg en sø, som måtte være min. Og så alligevel lignede den ikke helt. Jeg kunne kende min bådebro ovre på den anden side, så jeg gik rundt om den, men det var ikke den bådebro. Det var en anden sø. Jeg gik lidt videre. Jeg lyttede efter den store vej og kunne høre bilers susen i det fjerne. Jeg gik til højre. Og så ligeud i lang tid. Men nej, nu lød bilernes susen bag mig. Jeg havde gået i halvanden time, og jeg måtte vende om. Jeg havde kun tre procent strøm på min telefon, og det var ved at blive mørkt. Jeg måtte løbe lidt af vejen i mine skibukser og lag-på-lag-løsninger. Det var hårdt, og jeg følte, at jeg løb om kap med en drillende solnedgang. Jeg kunne godt kende vejen tilbage, men der var langt, og det var simpelthen for uhyggeligt at gå derude i skoven i mørket. Jeg nåede selvfølgelig hjem – dog i bælgmørke, fuldstændig udmattet og forpustet. Bagefter føltes det egentlig som en rigtig god oplevelse. Jeg følte mit liv i de timer. Det var bare mig og den finske skov og naturen.

Kukka
Jeg havde op til flere projekter på tegneblokken – nogle blev realiseret, andre arkiveret, men generelt fik jeg lavet rigtig meget. Jeg havde først og fremmest et ønske om at arbejde med de finske omgivelser og gik på jagt efter planter, som jeg kunne tørre og bruge i minde broderier. Jeg nåede det, inden sneen faldt fra himmelen på andendagen. Det er der kommet nogle værker ud af. Jeg er inde i en periode, hvor jeg kun bruger guld og sort tråd, og jeg synes, det blev så fint med guldtråden til de tørrede planter. Ordene er måske ikke lige sådan at forstå, da de er på finsk, men jeg tror, de fleste har en idé om, at de er en form for kategorisering af det synlige på broderiet. På et residency med mennesker samlet fra hele verden, blev jeg inspireret af sprog – der på mange måder er vidt forskellige, men hvor visse ord er til at forstå, fordi de ses i sammenhæng med noget visuelt. Det er blevet til værkerne, Kukka (blomst), Kukat (blomster), Lehti (blad) og Lehdet (blade).

Kukka (blomst).

Kukat (blomster).

Lehti (blad).

Lehdet (blade).

Derudover lavede jeg to værker af min udsigt fra min arbejdsplads. Järvi (sø) viser søen omgivet af de karakteristiske nåletræer. Det minder mig om en lille eventyrverden, som jeg for en måned fik lov at være en del af. Værket Lumihiutaleet (snefnug) er dalende sne, som det ser ud inde i mit hoved – små poetiske, glitrende guldfnug. Dette er lidt atypiske dittebeskidte-værker, men jeg er selv blevet rigtig glad for dem.

Järvi (sø).

Lumihiutaleet (snefnug).

Ved tanken om min fødeø
Jeg har tidligere arbejdet med Danmarkskortet i guldtrådskonturer, og det er jeg slet ikke færdig med. Denne gang valgte jeg at arbejde med Fyn, hvor jeg kommer fra oprindeligt. Jeg synes, det er spændende, om end lidt nørdet, at sidde og researche i gamle tekster og sange – gerne fra guldalderen, hvor fortællingen om Danmark som det yndigste land i verden, skinnede igennem i både kunsten og litteraturen trods det, at vi var gået statsbankerot og havde mistet Norge til Sverige. Det er da en skøn fortælling, sådan at man gennem kunstarterne propaganderede en smule. Derfor et det også interessant, at flere af teksterne fra den tid, er nogle som vi til dato hylder og benytter hyppigt. Det er jo ingen hemmelighed, at selveste H.C. Andersen er født i Odense, og jeg tror ikke, at han har noget imod, at jeg låner lidt fra hans digt om vores fælles fødeø. Jeg synes, digtet er så kært – især elsker jeg den sidste del, som gør mig meget sentimental:

Ja Fyn er ret et herligt land
Det kan dog ingen nægte
Der veksle skov og mark og strand
Og hjertet det er ægte

Selv navnet Fyn betyder fin
Og vil så meget sige
At Fyn det er en have fin
For hele Danmarks rige

Ved tanken om min fødeø
Forsvinder hver en smerte
Den favnes af den stolte sø
Og kaldes Danmarks hjerte

Skråt op
Jeg fik naturligvis også arbejdet med politiske statements undervejs. Jeg ville gerne i gang med et muleposeprojekt. Jeg havde på forhånd lavet en masse skitser, men de blev kasseret, fordi jeg synes, at de var for kedelige. Jeg elsker udtrykket ’skråt op’, og nogle gange skal man holde sig til det, man allerbedst kan lide. Derfor lavede jeg skråt op-muleposen, som kan være svær at undvære i en tid, hvor verden er af lave. Jeg har haft lyst til at række skråt op til samfundet på det sidste – både over små ting, men så sandelig også over nye valg af præsidenter og rædsler i Syrien, der ignoreres.