I GRÆNSELANDET STÅR HUMOR OG KREATIVITET OG VENTER

Før jeg sender dette indlæg til I DO ART, lader jeg Gaia læse det. Sådan har det været hele vejen. Det er et spørgsmål om at tage ejerskab over ord og tekst, at sikre mig, at det jeg formulerer vækker genkendelse i hende. Jeg er ikke nogen sladderpresse. Det eneste jeg finder på er fiktion, og jeg kan godt respektere, at andre ikke oplever det samme som mig.

Siden jeg pådrog mig at skrive de her blogindlæg er det gået op for mig, at jeg tager for givet, at Gaia oplever det samme som mig, og jeg har studset lidt over det, fordi jeg godt er klar over, at det ikke er sådan. Jeg er vild med digtsamlingen Jeg er ikke dig – eller det vil sige; jeg har faktisk ikke læst den færdig, men jeg er vild med titlen. Det, at man kan forstå andre og føle sympati med dem, men man kan aldrig være dem. Derfor vil der altid være en forskydning i det man oplever, uanset hvor godt man kender hinanden.

På den måde vil min relation til Gaia altid være en form for fiktion, og der er en grænserelation mellem det private og det personlige og kunsten, som jeg, ved flere lejligheder, har talt med Gaia om ud på de lyse timer. Der er et grænsefelt både i forhold til at skrive og være forfatter, men bestemt også at være skuespiller. Det kan være grænseoverskridende (og til tider også misforstået) at skrive jeg-fiktion, men det kan bestemt også være grænseoverskridende at spille voldtægtsoffer på en scene, hvor man ved, at ens mor og far sidder blandt publikum. Både som forfatter og som skuespiller er man på spil, for kunsten har det vilkår, at den skal ud igennem en krop; en person med et civilt liv.

Min kusine og jeg er født to måneder fra hinanden i 1982. Hun i foråret, jeg i vinteren. Vi er, om noget, fra den samme generation. Der er masser af historier, jeg kunne tage fat i fra den tid, hvor vi har kendt hinanden. Nogle af dem er til at dø af grin over. Andre af dem af så privat karakter, at jeg vil skåne bloggen her for virkeligheden.

Jeg indser, at jeg måske skulle have lavet en disposition for, hvad jeg gerne ville fortælle om vores relation. Men. For det første ligner det mig ikke, og for det andet, så egner disse korte blogs sig ikke til den lange saga, som jeg nu forstår, at vi har. Men der er ting, der dukker op undervejs i skrivningen, også ting som jeg ikke har skænket en tanke i mange år. For eksempel da Gaias far, engang i 80’erne, var nødt til at følge os tilbage til legepladsen efter vores dukker, da vi var løbet skrigende væk, fordi der kom andre børn, som vi var sikre på var børnelokkere. Eller om vores ferier i vores bedsteforældres sommerhus i vores teenageår, i samme periode, hvor vi hørte overdrevent meget Counting Crows, og at Gaia var den eneste, der synes, at Adam Duritz var lækker, så det var ok, at hun fik ham. Faktisk er der så mange oplevelser, at jeg igennem den seneste tid har været enormt optaget af hukommelsen, de afbrudte scener, perler på en snor uden disposition, bare et flow og eksempler på liv. Hey kids, rock and roll / Nobody tell’s you where to go / What if you ride, what if you walk / What if you rock around the clock/ Tick-tock, tick-tock …

Som forfatter er bramfrihed og ærlighed oftest dét, der gør en god tekst. Hvis din hovedperson vil spille pik, nytter det ikke noget at skrive om alt mulig andet, han gør, i stedet for, fordi at det, som han egentligt vil, ikke passer din mor. Sådan bliver teksten simpelthen ikke god og autentisk (indsæt her langt blogindlæg om at teksten ved, hvor den vil hen, og at læseren fornemmer det med det samme, hvis du forsøger at skrive noget andet, end det som teksten vil). Gaia og jeg har ærligheden mellem os. Ingen af os kan lyve, og jeg tror, at man i den position, er meget hurtigere til at indrømme sine såkaldte imperfections, og at dér – lige på den grænse – står humoren og venter med al sin kraft. Det samme gør kreativiteten.

PS. Og ja undskyld til mødre for de kropsnære eksempler.