BLOKADE

Jeg har fundet en gammel tekst på mit skrivebord, der handler om at have kreativ blokade. Jeg er blevet et år ældre, og det er min blokade desværre også, for den er vokset med mig. For et år siden troede jeg, at blokaden kun havde rod i mig selv, men nu tror jeg, at roden er plantet i mit studie.

Først tænkte jeg, at det blot var mig, der ikke passede ind, men nu vover jeg at tro, at studiet ikke passer til de fleste, fordi det ikke passer til sin tid. Jeg ved ikke, hvad jeg gør herfra, men jeg er træt af at være skuffet og vred over alt det potentiale, der i min optik går til spilde i et uddannelsessted, der kunne være så godt og bl.a. gøre én som mig dygtig. Jeg ville ønske, at jeg var et sted, som jeg havde lyst til at lade mig forme af, og som jeg troede på kunne bidrage til at gøre mig dygtig. Jeg har alt i verden at lære, så jeg ved at dét sted findes derude, jeg skal bare lige finde ud af, hvor det er.

---

Hvis du læser på linjerne og imellem dem, får du her min tekst om blokade:

Jeg står på den anden side af ruden og ser på alle dem gør det rigtige – eller i hvert fald gør de et eller andet, imens jeg selv står stille. Jeg forestiller mig ruden imellem dem og mig, som de umiskendeligt også må kunne se. For den er lavet af det tykkeste glas, så de umuligt kan høre, hvis jeg råber om hjælp for at komme ud af den her suppedas. Jeg ved ikke, om man kan råbe om hjælp fra suppedaser af den her slags, men måske det her er ét langt råb – bare med komma og punktum.

Suppedasen er i virkeligheden én stor suppe af ingenting. Det er det, der er problemet. For hvem har lyst til at sidde fast i en usynlig masse af ingenting? Hvis du spørger mig, lyder det dumt. Ikke desto mindre er det her, jeg sidder fast. Jeg er blokeret, har ikke lyst, er inspireret men ugidelig og jeg synes måske egentlig, at det er meget nice at være ugidelig, selvom jeg godt ved, at det er det forkerte svar. Det er ikke det svar, der gør mig glad.

Blokader er aldrig sjove i længden, medmindre man selv har bygget dem op for at skabe forandring, og ikke som et mageligt forsvar.

De virker tilfredse med udgangspunktet og processen, som de formår at skabe ud fra dette. Jeg skaber processen, men kød og blod er ikke på ingredienslisten. Jeg er ikke tilfreds, jeg tror storken dyppede mig i baljen med utilfredshed, før den droppede mig ned midt imellem ingenting i Jylland. Det er rigtig træls, at jeg skal være så utilfreds, for den tunge dyppelse gør det ikke ligefrem lettere at finde frem til det udgangspunkt, der inviterer ‘Kød’ og ‘Blod’ med som deltagere. Det fedeste kick er at bygge et projekt op af det pureste ingenting. Dét kick som svirper utilfredshedsdyppelsen af i kilometerstore tornadoer, så det står ud til alle sider. Midt i ingenting, i Jylland, er der nemlig plads til den slags svineri. Dér har jeg lært at råbe skøre ting højt ud over de uendelige marker.

Jeg savner kick’et helt vildt. Jeg ved, at det har været der. Jeg kan stadig mærke dets overtag og gispet når det river mig rundt. Lige nu synes vejen dertil længere væk end nogensinde. Jeg kan ikke finde den stiplede linje på skattekortet, der leder til krydset, der skulle forestille sig at være mit udgangspunkt. “Du står her” er slettet med fandens god slettelak.

Det er ikke fair. Hvem spørger man om vej til den stiplede linje? Kan en anden overhovedet finde vejen back on track for én? Det gør mig mest af alt virkelig vred. Det her er noget, jeg plejer at kunne.

Det her er det, jeg skulle være god til (heldigt at jeg stadig er god til at være utilfreds). Hvis jeg ikke ved, hvor jeg står på kortet, kan finde linjen, skabe en ny, eller bare min egen off piste rute, hvad kan jeg så?

Alt kan inspirere. Det er jo det, jeg plejer at sukke hengivent over efter et øjeblik af beruselse fra en helt uventet kant, allermest i et øjeblik hvor inspirationen optrådte som bivirkning. I mine opslugte øjeblikke svinger jeg mig op på den dér hest, og prædiker for mig selv om, at man selv må sætte sig derhen, hvor inspirationen fremprovokeres og have tillid til at den før eller siden får så ondt af én, at den forbarmer sig og viser vej til processen, uanset hvor sølle en inspirationskilde med minimum af WAUW-effekt, den er startet som. Nogle skaber de vildeste ting ud af de mindst flatterende kilder, og finder inspiration netop heri. Men hvis kilderne efter sigende har udspring overalt, hvorfor træder jeg så på dem uden at mærke vandet oversvømme mine fødder for til sidst at udfylde hvert et hulrum i min krop?!

Hvorfor kan jeg ikke prikke hul på helvedsbylden, så jeg kan komme igang! Bare lade bylden med max dødningehoveder på pakken lade sin væske drukne mig halvt ihjel? Det er ok, jeg går gerne igennem det helved, hvis gejsten findes på den anden side af de indtørrede og langsomt fordampede gifte. Eller gider jeg egentlig? Gider jeg slæbet derhen for præmien? Når altså det i virkeligheden kommer til stykket, din hykler.

Eller er det meget federe at tude på den ene bred af det giftige arbejdshav, som truer med at sluge alle timerne med venner, øl, dans i natten og timer tilbragt ved at fortabes af andre menneskers fantastiske værker, idéer og fantasier, som synes allermest tillokkende netop nu? Men så er det vel bare et valg – et valg om at suge til sig og mærke det hele i livet, der åbenbart insisterer på ikke at ville fortolkes kreativt. Men hvorfor melder naturloven pas, hvorfor dikterer den ikke længere ved lov, at indtryk og begejstring naturligvis må omsættes til udtryk og ny begejstring? Hvorfor dikterer jeg at blive stopfodret af magi, mens numsen er plantet i joggingbukserne, som er plantet i sofaen, som er plantet til rødderne, der løber under mit gulv? Jeg har kigget på det fra min position, og jeg tror ikke, at de rødder er til at få op, men måske joggingbukserne godt kan smides efter omklamrende kamp.

Mangler jeg bare nosser for at komme derhen? Og hvor kan man købe den saft, der lirker processen i gang? Eller skal man nogle gange udtømmes helt, for at kunne blive fyldt op igen? Skal man nogle gange snuse helt enormt ind uden at ånde ud? Eller springer man så til sidst i tusinde latterlige stykker, som et ballondyr der har indsnuset en tand for meget? For hvor længe kan man holde vejret i indtryk, der ligges ovenpå og ovenpå hinanden, uden at spytte et gennemtygget materiale ud? Jeg troede, at det her var naturloven. Min verden er i kaos, og det er ikke engang et kreativt et af slagsen. Suk. Jeg ved godt, at jeg tuder nu, verbalt, i ord der stormer ned i søer på papiret, som samler sig til et stort, selvmedlidende, tastende hav. Åh gud, jeg håber snart, at strømmen går på min Mac, før tsunamien rammer.

…

Tsunamien udebliver. Jeg har glemt, at der selvfølgelig er for meget passivitet til at den nogensinde ville løfte sig, så det typografiske, klagende hav stopper (heldigvis) her.