PRÆGNANTE ØJEBLIKKE OG KONFLIKTFYLDTE BLIKKE

Er jeg normal? Nogle gange spørger jeg min mor, nogle gange mine venner, og bliver spørgsmålet for svært kan jeg altid spørge Google. I takt med at den kropspositive bevægelse har fundet vej til også de danske mainstreammedier, er der opstået et øget fokus på dét, der traditionelt set er blevet opfattet som det unormale, og på de strukturer, der tidligere har været med til at sætte rammerne.

Både skuespillere, influencere og helt almindelige mennesker stiller sig frem og ønsker at gøre op med tabuiserede emner som ensomhed, psykisk sygdom eller handicap, dét, der tidligere er blevet ekskluderet, gemt væk eller har været genstand for fordomme. Ableism, der er en forgrening af den kropspositive bevægelse, arbejder med netop dét at være ’i stand til’ eller måske nærmere ’ikke i stand til’, og begrebet dækker over undertrykkelsen af kroppe med nedsat funktion, hvad end det er kognitivt, fysisk eller psykisk.

Den 3. maj 2019 åbner udstillingen corpus deliciti med Anne Dyhr og Luna Scales. Corpus deliciti betyder ’forbrydelsens genstand’ og peger på en visualisering af de individer, der ikke passer ind i samfundets nuværende strukturer. For er man gangbesværet eller kørestolsbruger er samfundet generelt mindre fysisk tilgængeligt, ligesom en mimik eller en opførsel, der afviger fra normen, kan opleve stigmatisering.

“Ableism, der er en forgrening af den kropspositive bevægelse, arbejder med netop dét at være ’i stand til’ eller måske nærmere ’ikke i stand til’, og begrebet dækker over undertrykkelsen af kroppe med nedsat funktion, hvad end det er kognitivt, fysisk eller psykisk.”

De to kunstnere modtog i 2018 KE-prisen og i den forbindelse en kurateret udstilling med det formål at give dem synlighed på den danske kunstscene. Luna Scales arbejder med videokunst, og Anne Dyhr arbejder med fotografi i en udvidet form, men fælles for dem begge er et opgør med vores måde at se andre mennesker på. Udstillingen er kurateret af meter i samarbejde med Kunstnernes Efterårsudstilling og vil brede sig over to projektrum, LOKALE og OK Corral. Udstillingen er åben frem til den 24. maj.

Italesat eller ej
Kunsten har længe dyrket det obskure, fra senrenæssancens Wunderkammer til samtidens abjektive kunst. Videokunstneren Luna Scales benytter bevidst referencer til kunsthistoriske stilperioder, som et virkemiddel i hendes værker. I videoværket Physical Status Report (2018) præsenteres en kvinde, Scales selv, i samme positur som Manets Olympia samt en tekstlig gennemgang af de besværligheder, som hendes hverdag med en fysisk funktionsnedsættelse rummer, og hendes overvejelser herom.

Luna Scales Physical Status Report, 2018.

Værket rummer på den måde også barokkens særlige selvbevidsthed, da der er tale om en form for beretning om hendes krop og dens nedsatte funktion, der både distancerer Scales fra sit værk, men som samtidigt også er subjektgørende. Scales valgte både at fjerne sit navn og alle konkrete detaljer om hendes diagnose fra værket, ligesom hun valgte at benytte undertekster på engelsk fremfor en oplæser. Scales mener selv, at alle disse beslutninger har været med til at få budskabet til at stå klarere, og værket til at virke mindre sentimentalt – og i stedet nærmere humoristisk.

”Det kom til at minde mig om et naturprogram,” siger hun om oplæseren, og tankerne ledes hen på en zoologs sensationelle beretninger om regnskovens fauna. For når vi taler om mennesker med en funktionsnedsættelse, lægges fokus ofte på diagnosen fremfor på individet, mener Scales, men på denne måde skabes værket i højere grad sammen med beskueren, der vil kunne genkende følelsen af fremmedgørelse. Herved transcenderer værket og bliver mere og andet end blot Scales’ egen personlige fortælling.

Teksten i værket stammer fra en rapport udarbejdet af de offentlige myndigheder. Der er tale om en beskrivelse og evaluering af Scales’ fysiske tilstand samt en vurdering af, hvad hun kan og ikke kan. Det tog fire år, inden Scales selv turde læse rapporten. Det var frygten for et sandfærdigt blik på sig selv, der afholdte hende fra at læse den, men det blev efterfølgende også klart for Scales, at der måtte handles på det.

Scales understreger samtidigt, at det er vigtigt for hende, at hendes værker ikke dømmer, hvad der er rigtigt eller forkert. De skal ikke ses som en løftet pegefinger mod beskueren – ”de skal hellere få os til at tænke over, hvordan vi tænker om og ser hinanden,” forklarer Scales og understreger, at hun ikke ønsker at give endegyldige svar eller konklusioner.

“Teksten i værket stammer fra en rapport udarbejdet af de offentlige myndigheder. Der er tale om en beskrivelse og evaluering af Scales’ fysiske tilstand samt en vurdering af, hvad hun kan og ikke kan. Det tog fire år, inden Scales selv turde læse rapporten.”

Tilgangen til arbejdet med Physical Status Report har været både socialhistorisk og medicinsk, men Scales er også optaget af det tekniske aspekt af videomediet. Kameraets tilstedeværelse er derfor heller ikke skjult i hendes værker, men tværtimod meget præsent. Luna Scales selv befinder sig også både foran og bag kameraet i sit arbejde, og at benytte sig selv som motiv er både praktisk, men også rent følelsesmæssigt mest hensigtsmæssigt. For det sker, at den samme sekvens skal filmes mere end 20 gange, inden hun er tilfreds. Og ligesom det tog tid, inden hun var klar til at læse sin rapport, tog det også tid før hun var klar til at være nøgen foran kameraet. I begyndelsen ønskede hun at være nøgen uden at skulle tale om sit handicap, men det var dét, der for hende fyldte mest – Uanset om det blev italesat eller ej. Øvelsen for Scales har derfor også ligget i at skulle være objektiv om billedets kvalitet og se udover sig selv.

Mennesker imellem
Hos den visuelle kunstner Anne Dyhr er der også tale om en blottelse. I disse fotoinstallationer får beskueren lov at se helt ind i sindet, hvor man præsenteres for det kaos og den sårbarhed, som er en reaktion på et stadigt mere stringent samfund. Et samfund, hvor der ikke altid er plads til sensitivitet, men hvor der i stedet tales om vækst, selvrealisering og 5-års-planer. Dyhrs værker, der består af fotografier i dialog med objekter, såsom stueplanter og madrasser, tager afsæt i eksistentielle spørgsmål, menneskelige forhold og den følelse af ensomhed, der følger, når disse relationer pludseligt er svære at skabe og opretholde.

Anne Dyhr, Til en lejlighed / Remains, 2018.

De genstande, der udgår Dyhrs tableauer, er alle mangelfulde, som et vissent juletræ eller et fotografi med ukendt ophav, fundet på en tur til Berlin – eller genstande, der er fundet på gaden eller i storskrald. I sit kunstneriske arbejde forsøger Dyhr – med lim og tape – at reparere disse ting. ”Jeg prøver at reparere noget, der ikke kan repareres,” forklarer Anne Dyhr, og det bliver klart, at vi ikke længere taler om genstandene.

“I Anne Dyhrs fotoinstallationer får beskueren lov at se helt ind i sindet, hvor man præsenteres for det kaos og den sårbarhed, som er en reaktion på et stadigt mere stringent samfund. Et samfund, hvor der ikke altid er plads til sensitivitet, men hvor der i stedet tales om vækst, selvrealisering og 5-års-planer. ”

For vores ting, som vi i mange tilfælde har et livslangt eller blot et splitsekunds forhold til, bliver symboler på vores forhold til os selv og til hinanden. Dyhr, der er inspireret af Barthes og Foucault, undersøger i sine tableauer både objekterne selv og deres interne relation til hinanden. Som beskrevet i Ordene og tingene, er der tale om en arbejdsom og langsommelig proces, hvorigennem det komplekse forhold mellem repræsentationerne, identiteterne, ordenerne, ordene, de naturlige væsner, begærene og interesserne genfindes – i en tid, hvor hele dette store netværk er ødelagt.

Anne Dyhr, Til en lejlighed / Remains, 2019.

Selvom flere af genstandene er fundet på gaden, er der ikke tale om værker opstået ved en tilfældighed. Nærmere forsøger Dyhr at modellere ’en krop’ ud fra et forudgående spørgsmål og i overensstemmelse med eller inspireret af det pågældende udstillingssteds grundtræk. Hos LOKALE udstilles værker fra serien Til en lejlighed / Remains, og hos OK Corral forsøger Dyhr – med et glimt i øjet – at slå sig ned gennem værker fra Til en lejlighed / Settlements.

At genstandene er hverdagsting gør dem troværdige, ligesom Dyhr også benytter sig af fotografiets særlige magt og sandhedsværdi. I udstillingen leges der med rummet, når det ligner at figuren kan trille ud af sin ramme og ramle ned på madrasserne under, og der optræder fotografier, hvis motiver næsten er identiske, men dog forskellige. De samme genstande har også fået lov at gå igen i flere af Dyhrs værker, hvorved der dels refereres til værkernes tidslige dimension, men også til, hvordan de eksistentielle præmisser er de samme, selvom man befinder sig et andet sted.

Anne Dyhr, Til en lejlighed / Settlement, 2018.

“‘Det normale’ er så fragmenteret, at det falder fra hinanden, så snart vi beskæftiger os med det,” forklarer Dyhr,”men det er også et livsvilkår.” Dyhr taler derved ind i en forståelse af normalitetsbegrebet som værende paradoksalt og ude af stand til at rumme mange – hvis nogen – af os. Men det er alligevel de spilleregler, som Dyhr har måttet forholde sig til.

En iboende konflikt
Både Physical Status Report og Til en lejlighed / Remains samt Settlements benytter sig af engelsk som en måde både at distancere sig til og lade noget være mindre konkret. Ved at bevæge sig væk fra hverdagssproget og samtidigt beskæftige sig med hverdagen, rummer begge kunstneres værker en iboende konflikt, der særligt kommer til udtryk i titlerne og teksten. Det har for begge kunstnere været et bevidst valg at oversætte hele eller dele af teksterne til engelsk, der på den måde står for noget mere diffust, der er svært at komme tæt på. ”Jeg ser video som dokumentation af et øjebliks nærvær – og mit arbejde som et ønske om at skabe dét nærvær. Det synes jeg er vigtigt,” forklarer Scales og uddyber, at nærværet både kan være til beskueren eller til sig selv. Det samme kan siges om fotografiet. Er man som Luna Scales og Anne Dyhr bevidst om det teatralske, det dynamiske og det illusoriske i sit medie, er man også bevidst om en beskuerplacering – ikke blot i forhold til værket, men også i forhold til værkets tema.

F.eks tager Luna Scales os på sengen, når vi igennem zoom konfronteres med vores egen position. Den stirren, som de der falder udenfor normen oplever, kan sammenlignes med begrebet male gaze og vidner om en manglende forståelse eller anerkendelse. Vi ved godt, at vi ikke må stirre, og det er også derfor, at vi er hurtige til at slå blikket ned og blive flove, når vi bliver taget i det. Men i Scales’ video tager subjektet sagen i egen hånd og bringer os tættere på – ligesom Anne Dyhr der, ved at stille sig selv og sit inderste til skue, tør insistere og holde fast i, at arbejdet med marginalerne er vigtigt og vedkommende – for alle. Der er for begge kunstneres vedkommende altså tale om historier, der handler om at satse noget – måske sig selv eller sit selvbillede – og turde at være et talerør i en særlig diskurs.

“Vi ved godt, at vi ikke må stirre, og det er også derfor, at vi er hurtige til at slå blikket ned og blive flove, når vi bliver taget i det. Men i Scales’ video tager subjektet sagen i egen hånd og bringer os tættere på – ligesom Anne Dyhr der, ved at stille sig selv og sit inderste til skue, tør insistere og holde fast i, at arbejdet med marginalerne er vigtigt og vedkommende – for alle.”

Hvad Anne Dyhr og Luna Scales forsøger at formidle er ikke historierne i sig selv, men følelserne knyttet dertil. Der er tale om almene fortællinger gennem personlige historier. Og det almene eller måske nærmere det almindelige kommer også til udtryk i vores googlesøgninger.

Er jeg normal? Googles søgeresultater er både baseret på min egen søgehistorik, men også på hvad andre har søgt. Tvivlen herom er jeg altså ikke alene med. Det kan derfor virke paradoksalt at tale om inklusion, der er et af den aktuelle debats vigtigste omdrejningspunkter, da inklusion nødvendigvis må fordre, at det der inkluderes står udenfor. Dermed ikke sagt at kampen mod devalueringen af kroppen er overflødig – tværtimod! Men den handler om genkendelse af den strukturelle undertrykkelse, der får os til at slå blikket ned og google enhver kropslig nyopdagelse.

Fælles for mange grene af kropsaktivismen er et ønske om at fremme den visuelle repræsentation af den normbrydende krop. Dels for at befri kroppen fra selvhadet, men også for at udvide vores visuelle repertoire, når det gælder kroppen. Udstillingen corpus deliciti søger ikke at præsentere det sensationelle i det normafvigende, men at skabe en form for balance, hvor vi har øje for, at begge kunstnere arbejder ud fra deres egen virkelighed. En virkelighed, der kan karakteriseres som normafvigende i bred forstand, men som ikke skal gøres til noget specielt. Lidt firkantet kan man sige, at corpus deliciti vil præsentere en tankegang, der, fremfor at tænke det unikke kontra det normale, tænker det unikke som værende lig det normale.

Kalender: Anne Dyhr & Luna Scales "Corpus deliciti"