ELIYAH MESAYER: سوف تمر هذه العاصفة

Eliyah Mesayer (f. 1987), der til sommer tager afgang fra Det Jyske Kunstakademi, har beduinske rødder og lever som statsløs i et land, hvor politiske stramninger løbende gør det sværere at opnå statsborgerskab. I sin kunst forestiller hun sig en nation, hvis identitet bygger på andet end eksklusion og fremmedgørelse af andre, og så har hun netop oprettet en fond – Mesayer Fonden – der skal hjælpe statsløse unge som hende selv med at få papir på deres tilhørsforhold.

Selvom det kun er tidlig eftermiddag, har mørket lagt sig som et tæppe over Nørrebro, og regnfulde skyer varsler om et kommende uvejr. I det sydlige hjørne af Blågårds Plads ligger det kunstnerdrevne udstillingssted Kvit Galleri, og her mødes vi med Eliyah Mesayer dagen efter ferniseringen på hendes soloudstilling “An Armour of Silver and Stone and the Dizzy Man’s Throne”. Fra det øjeblik, vi træder ind i det lyse udstillingsrum, lyder en mørk buldrende torden – lyden kommer dog ikke fra de tunge skyer udenfor, men virker til at vibrere fra gulvet og op gennem væggene.

Tordenvejret har en helt central rolle i Eliyahs arbejde, og det stammer fra en ældgammel fortælling, som hun opdagede under et residency-ophold på det kunstneriske forskningscenter HANGAR i Lissabon sidste år. Fordi store dele af den iberiske halvø mellem år 711 og 1492 var under muslimsk styre, findes der stadig mange historiske dokumenter i arkiverne i Spanien og Portugal. Under sit ophold fik Eliyah adgang til det islamiske arkiv, hvor hun bl.a. fandt historier om en dronning, som havde et helt særligt forhold til sin have.

Alkymistiske processer og en blomstrende have
“Alle kan få adgang til arkiverne, men man må hverken fotografere eller røre ved dokumenterne,” begynder Eliyah. ”Jeg skulle have fine, hvide bomuldshandsker på – de samme som jeg har på, når jeg arbejder med mine fotografiske værker i mørkekammeret, så jeg følte mig faktisk meget hjemme.” Fordi kameraer ikke var tilladt i arkivet, måtte hun skrive de arabiske skrifter af i hånden og arbejde med oversættelserne på et senere tidspunkt. “En af fortællingerne handler om Dronning Zenobia. Hun var meget stolt af sin blomstrende have, og efter sigende gik hun ud i den og lyttede til tordenvejr, når hun skulle udvikle krigsstrategier,” fortæller Eliyah. Selv ser hun tordenen som et symbol for en ulmende vrede eller frustration, men også for mod og kærlighed snarere end et konkret vejrfænomen.

“En af fortællingerne handler om Dronning Zenobia. Hun var meget stolt af sin blomstrende have, og efter sigende gik hun ud i den og lyttede til tordenvejr, når hun skulle udvikle krigsstrategier.”

Zenobias have har inspireret flere af motiverne i Eliyahs fotografiske værker, som bl.a. er taget om natten i Lissabons botaniske have. Roser og palmeblade ligger henlagt i et dystert mørke, og på grund af særlige fremkalderprocesser får farverne et poetisk skær, og flere steder slår papiret sprækker på grund af de kemiske reaktioner.

“Nogle af dem er fremkaldt med sølvnitrat, som trækker i papiret,” forklarer Eliyah, som de seneste fem år har studeret alkymistiske formularer fra det 8. århundrede, udviklet af ‘kemiens fader’ Jabir ibn Hayyan.

“Hans eksperimenter forgik lige så hurtigt, som de blev til, men i dag har jeg mulighed for at fiksere og forevige dem, fordi jeg har adgang til de rette materialer.” Selvom Eliyahs fremgangsmåde er fotografisk, er der ikke altid et kamera til stede i processen. På to små værker har hun f.eks. afsat brede strøg af kul og perlemor og fremkaldt dem, så det mørke kul er blevet til hvide plamager. Papiret har hendes mor lavet af bark pigmenteret med perlemor, som giver værkerne en svagt glinsende tone. “Min mor er beduin, og Jabir ibn Hayyan er ret betydningsfuld i beduinsk kultur. Han var alkymist, kemiker, filosof og digter, og så arbejdede han med de her lysfølsomme processer, som jeg har fundet hans beskrivelser af på Oxford University.”

Eliyah Mesayer, An Armour of Silver and Stone and the Dizzy Man’s Throne. Foto © I DO ART Agency.

Materialer der taler sammen og reagerer på hinanden
“Det er i virkeligheden kemiske processer – det handler om den reaktion, der opstår, når forskellige ting mødes. Hvis jeg f.eks. tager en hvid rose og en rød rose og lægger dem sammen i vand, så vil den hvide på et tidspunkt blive lyserød,” forklarer Eliyah, da vi spørger til hendes interesse for alkymi. “Mange tror, at alkymistiske processer kun handler om at brygge guld, og særligt i den vestlige verden går alkymi hånd-i-hånd med det magiske og overnaturlige. Den vestlige opfattelse af hekse, troldmænd, eliksirer og alkymi har ikke noget med mit arbejde at gøre – min tilgang kommer fra en preislamisk og beduinsk forståelse af alkymi.”

“Mange tror, at alkymistiske processer kun handler om at brygge guld, og særligt i den vestlige verden går alkymi hånd-i-hånd med det magiske og overnaturlige. Den vestlige opfattelse af hekse, troldmænd, eliksirer og alkymi har ikke noget med mit arbejde at gøre – min tilgang kommer fra en preislamisk og beduinsk forståelse af alkymi.”

“For mig handler det om at finde materialer, der taler sammen, lade dem reagere på hinanden og slippe kontrollen en smule. Sådan føler jeg også, det er mellem mennesker – der opstår f.eks. en kemisk reaktion, når to mennesker bliver forelskede.” Vi står foran et mørkt lærred bagerst i udstillingsrummet, og Eliyah fortæller, at den dybe, røde farve stammer fra en rosenbusk, hvorunder to mennesker forelskede sig på en sommerdag. Flere steder i udstillingen blander hendes personlige historier og relationer sig med fortællingerne om Dronning Zenobia og de alkymistiske processer.

Vi bevæger os ned af en smal trappe, og langsomt intensiveres den rumlende torden. Den kommer fra videoværket Illiyeen, som bliver projekteret på et løsthængende tekstil i Kvits kælder.

“Jeg drømmer om at eliminere dét ikke at have et tilhørsforhold og skabe en ny nation, hvor statsløshed ikke eksisterer.”

Klip af palmeblade og rosenbuske flyder sammen med blinkende tordenlyn, og imens uvejret buldrer, har to søskende fundet ly i Dronning Zenobias have. “I værket er det to søskende, der taler sammen. Den ene af dem har fundet en ny nation – en nation, som jeg kalder Bedun, hvor folket hedder illiyeen. Bedun er det arabiske ord for statsløs, og jeg forestiller mig en nation, som ikke ekskluderer. Jeg drømmer om at eliminere dét ikke at have et tilhørsforhold og skabe en ny nation, hvor statsløshed ikke eksisterer.”

Et digt til en mor
“Zenobia var både mor og dronning, og hun forsøgte at skabe en ny nation for sine børn og sit folk.” Eliyah fortæller os, at de to søstre i videoen refererer til hendes egne søskende, ligesom at det er nærliggende at drage en parallel mellem Dronning Zenobia og Eliyahs egen mor.

“Jeg er datter af en beduinsk mor og en kuwaitisk far. Da Golfkrigen brød ud, valgte min mor at starte på ny, selvom hendes største ønske var at kunne vende hjem til det land, der nu lå i ruiner, og bygge det op igen. Da det ikke kunne lade sig gøre, fik min mor muligheden for at søge videre til et andet land, og hun valgte derfor at tage rejsen til Danmark med alle sine børn.”

Udstillingen på Kvit er en del af et større projekt, som Eliyah påbegyndte under sit ophold i Portugal. Hvor videoværket Illiyeen (som tidligere har været udstillet på Kunsthal ved siden af i Svendborg) udgør første kapitel, er andet kapitel centreret omkring et digt, der binder Dronning Zenobias sagn sammen med Eliyahs familiehistorie. Værket afrundes med et performativt handlingsforløb, som bliver fremført i Bergen, i Lissabon og til Eliyahs afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus til sommer.

تحت قوس الورود البيضاء ذبلت
سمعت أصداء عاصفة رعدية
وتنهدات الفجر الهادئة.

لا تترك روحًا محبوبة. لأمك حملتك بهذه الطريقة للقيام بعملك
لمملكة غائمة أعمتها الشمس.

أقدام عارية ، وهي تغني أغنية ،
بينما تنزف أصابعها
لا تطلب أكثر ، غنت لها ، وانتظر حتى الفجر
لا توجد بذور للعثور عليها
في التربة المظلمة لعالم ضائع.

Under the arch of white withered roses
I heard the echos of a thunderstorm
And the quiet sighs of dawn.

Leave no loved soul behind.
For your mother carried you all this way to do your deed
For a cloudy kingdom blinded by the sun.

Bare feet, and she sings a song,
while her fingers bleed
seek no more, I sang to her
and wait till dawn
There are no seeds to find
In the dark soil of a lost realm.

En hjælpende hånd til unge statsløse
I et spind af personlige beretninger, mytiske sagn, konkret, historisk fakta, alkymistiske processer, sprog og poesi væver Eliyah sin kunstneriske fortælling. Sproget er inddragende og poetisk, men under overfladen buldrer der en frustration over den fremmedfjendskhed, som særligt præger de europæiske nationalstater, og som har haft en stor indflydelse på hendes familiehistorie. Den danske lovgivning gør det uendeligt svært for mennesker i Eliyahs situation at få papir på deres tilhørsforhold, for selvom hun har boet i Danmark, siden hun var 5 år gammel, kæmper hun – 27 år senere – stadig med at få statsborgerskab. De skiftende regeringer har over mange år gjort ansøgningsprocesserne mere og mere indviklede – f.eks. kan et par bøder for mindre forseelser (som at cykle uden lys, gå over vejen for rødt og få en busbøde) resultere i, at man kan miste retten til at søge i 4,5 år. Det kommer virkelig bag på os, hvor omfattende og dyr en proces der går forud for, at man kan komme i betragtning til danske privilegier såsom pas og stemmeret.

“Det er dyrt at lave en ansøgning, og så er der selvfølgelig gebyrer på de forskellige prøver, man også skal gennemføre. Hvis man ikke bliver godkendt, så skal man igennem det hele én gang til. Det er derfor, jeg har oprettet Mesayer Fonden – fordi jeg gerne vil hjælpe andre unge statsløse.”

For 175 kr. kan man købe et nummereret og signeret print af Eliyahs digt og samtidig støtte fonden. Pengene går bl.a. til ansøgningsgebyret for unge statsløse, der ikke selv har råd, og allerede dagen efter ferniseringen, har hun rejst penge nok til at betale for to ansøgninger.

Med Mesayer Fonden får Eliyahs kunstneriske arbejde et meget tydeligt politisk ståsted. Hvor temaerne omkring statsløshed, tilhørsforhold og identitet behandles poetisk i hendes fotografiske værker, giver fonden mulighed for reelt at reagere på ulighederne i vores samfund. Den kobling af refleksion, indlevelse og reaktion er virkelig inspirerende og forfriskende.

Denne storm vil også passere
I Eliyahs nye nation er der plads til forskelligheder, og her er den enes identitet ikke defineret ud fra fremmedgørelsen af den anden. Her er alle statsløse, for staten ejer ingen. Tilhørsforhold defineres af menneskelige bånd og de kemiske forbindelser, der opstår i mødet mellem to individer.

Ved døren har Eliyah sprayet fem arabiske ord سوف تمر هذه العاصفة (denne storm vil også passere) – en sætning, som man kan tage med sig, når man forlader udstillingen igen. “Jeg vil gerne have, at folk ikke føler, at de skal tage min storm – eller min kamp – med sig, når de forlader udstillingen. De skal finde deres egen,” forklarer Eliyah og spørger, hvordan vi har det med tordenvejr. Hun fortæller, at de der har besøgt udstillingen alle beskriver den ulmende torden, som en følelse der sætter sig kropsligt i dem, et sted lige under brystet. “Hos nogle er det en tryg følelse, hos andre vækker den uro.”

“Jeg vil gerne have, at folk ikke føler, at de skal tage min storm – eller min kamp – med sig, når de forlader udstillingen. De skal finde deres egen.”

For os virker den mørke buldren beroligende – måske fordi Eliyah har fortalt os, at stormen vil passere. Skyerne hænger stadig tæt over Blågårdsgade da vi forlader Kvit, og nu er det også begyndt at regne. Tordenvejret sidder stadig i os, men vi tror og håber på, at når skyerne igen trækker sig tilbage, vil solen kaste sine stråler på en nation, som ligner Eliyahs.

Kalender: Eliyah Mesayer "An Armour Of Silver And Stone..."