PRÆCIS I DAG, FOR ET ÅR SIDEN

Præcis dette indlæg handler mindst muligt om kunst og mest muligt om selvrefleksion. Hvis du derfor er allergisk overfor bagsiden af forsiden, undgår du lettest kløe og irritation ved at stoppe med at læse videre fra nu!

Præcis for et år siden havde jeg styr på mit shit, og skemaet var lufttæt. Præcis for et år siden vidste jeg, hvor jeg skulle hen, men ikke at vejen derhen også kunne være lykken at gå på. Præcis for et år siden var det kun mit hoved, der havde en stemme, og talerøret til min krop havde jeg stoppet til med vatkugler og tilsuttede, tilsluttende lakridser.

Præcis fra jeg var lille, har jeg følt en passion for mode, og jeg har arbejdet målrettet efter at kunne starte uddannelse som modedesigner. Præcis for et år siden havde jeg høje forventninger til min eventuelle kreative videregående uddannelse; at opgaverne i sig selv ville være motiverende og inspirerende. Præcis for et år siden havde jeg lavet imaginære visitkort, med min drømmeprofession som modedesigner, til min optagelsessamtale på Designskolen i København. Præcis for et år siden var jeg blevet optaget på Rietveld i Amsterdam, og jeg manglede svar fra Designskolen. Præcis for et år siden lå verden derfor åben for mig, men jeg turde ikke at gribe den. Præcis for et år siden kunne jeg ikke lide følelsen af ikke selv at have styr på mit shit som at afvente svar fra uddannelser. Kontroltabet gjorde mig bange for absurde ting som at cykle, blive kørt ned og dø.

Præcis i dag for et år siden havde jeg fået sommerens allerførste og absolut flotteste, (røde) tan sammen med en veninde på stranden. Præcis i dag for et år siden blev jeg påkørt bagfra af en anden cyklist og slog hovedet ned i en kantsten. Jeg kan huske to (røde) hænder, der havde styr på mit styr men ikke situationen bagfra, og at jeg tænkte, at det her ikke ender godt. Præcis i dag for et år siden vågnede jeg op ved siden af min egen krop. Jeg troede, at jeg var blevet hjerneskadet, eller lam, eller begge dele. Præcis i dag for et år siden blev jeg kørt baglæns på hvide gange, mens hvide mennesker i hvidt kommunikerede højlydt, men i mine øre var der helt stille. De kørte mig igennem en hjernescanner 2 gange, mens det susede og flimrede for min egen skærm, og jeg forstod intet af det hele. Præcis i dag for et år siden troede jeg ikke, at en alvorlig hjernerystelse var særligt alvorligt.

“Præcis i dag for et år siden blev jeg kørt baglæns på hvide gange, mens hvide mennesker i hvidt kommunikerede højlydt, men i mine øre var der helt stille. De kørte mig igennem en hjernescanner 2 gange, mens det susede og flimrede for min egen skærm, og jeg forstod intet af det hele. ”

Præcis i dag, et år efter, ved jeg, at en alvorlig hjernerystelse er særligt alvorlig og især at den giver en særligt alvorlig mental udfordring, da den på diktatorisk vis afholder én fra at kunne gøre alle de ting, som man sætter aller mest pris på i sit liv. Præcis i dag, for et halvt år siden, stod jeg ved siden af en psykisk syg mand i et trafikkryds og tænkte på, om vi mon en dag begge ville være lige tossede, fordi jeg ikke kendte til de altomsluttende symptomer, som en hjernerystelse kan have, og derfor tænkte at jeg var på vej til at blive sindssyg.

Præcis et halvt år efter er jeg ikke blevet mere tosset (end hvad jeg allerede var), for nu ved jeg, hvorfor mit hoved og krop ikke ville, når jeg ville. Det har altid været stædighedens ben, der kunne sparke dørene ind, men nu spændte min egen stædighed ben og lukkede i stedet døren i for mig selv og min bedring. Præcis i dag, for et halvt år siden, begyndte jeg at forstå min sygdom og acceptere mit udgangspunkt. Præcis i dag, for et halvt år siden, besluttede jeg mig for at forsøge at skubbe bitterheden udenfor døren og prøve at vokse mig stærkere med min situation. (Det her er stadig så pisse besværligt!) Præcis herfra begyndte jeg at kunne mere og mere i stedet for mindre og mindre. Præcis et år efter er jeg igang med at suge de tilsuttede lakridser ud af talerøret til min krop, og jeg lader i stedet mit hoved sutte på holdkæftbolcher, hvis mine tanker er i færd med at glemme min krop.

Præcis et år efter står der blot n y n n e på mit imaginære visitkort. For jeg tror på, at alle mennesker har en værdi i sig selv, i og med at de er dem, de er, og ikke i kraft af deres handlinger. Jeg tror ikke, at samfundet liker mit enkle n y n n e visitkort uden profession, men jeg tror, at jeg selv var ved at glemme, hvor lidt jeg liker visitkort og deres formål.

Præcis et år efter tror jeg på, at man altid selv skal arbejde for at gøre sin uddannelse spændende og personlig, og at nogle af de ting, man drømmer om, måske skal findes i et miljø udenfor. Præcis et år efter, og lige siden ulykken, er min passion helt ligeglad med modedesign, men den banker for at være kreativ, og det føles som et tilpas specialiseret speciale at have til at have styr på sit shit. Nogenlunde. Det er ok. Præcis et år efter tror jeg, at man kan glemme at mærke sig selv, og hvorvidt ens drømme stadig er de samme, hvis man går for målrettet efter dem. Jeg tror i hvert fald, at det var dét, der skete for mig.

Præcis et år efter er jeg (ved at blive helt) rask. Jeg er sikker på, at suset af at få mit liv tilbage igen efter at have været afskåret fra det så længe, slår coke med flere baner.

“Præcis et år efter er jeg (ved at blive helt) rask. Jeg er sikker på, at suset af at få mit liv tilbage igen efter at have været afskåret fra det så længe, slår coke med flere baner.”

Præcis i dag, et år efter, føles det nogle gange lidt som at have en kvælende voksen-sweater på, der konstant kradser sig ind i ens bevidsthed om, hvor skrøbeligt og tilfældigt alting er. Sweateren kan synes meget vaks i vinterkolde doser, men i sommervarmen synes den som et tonstungt uldhelvede fra Færøerne. Nogle gange føler jeg mig lidt som den eneste idiot i sweater på en sommerdag. Men på gode dage kilder den sig ind på mig, så jeg forstår, at alting blot bliver mere værdifuldt og lige til at lappe i sig, og så går det også an at føle sig som den eneste idiot i vintersweater.

Præcis et år efter liker jeg lakridser, – ikke de tilsuttede. At have styr på sit shit nogenlunde og ikke at være lufttæt. At være lykkelig mens man går på vejen, i stedet for når man har nået målet, og luften for længst er gået af ballonen. At jeg er n y n n e frem for alt, og at det også er godt nok. At jeg er bagud med min uddannelse, men måske foran med at finde ud af hvordan jeg vil leve mit liv, og så småt ved at opdage det smukke i skrøbeligheden i stedet for det fatale. Præcis derfor er jeg også fan af bagsiden og af forsiden, men allergisk overfor forsiden af forsiden af visitkort-helvede.