PERIFER PRAKSIS

Spacegirls – kunstnergruppe, tegnestue, arbejdsfællesskab, kunstnerduo, arkitektduo?

Vores praksis har efterhånden fået tildelt mange forskellige navne og definitioner. Mens vi har skrevet denne tekst, har definitionen igen meldt sig, og fået os til at snuble over vores egne ord. Sagde vi “arkitekt” eller “arkitektur” for mange gange? Hvad betyder det, om vi kalder vores projekter kunst? Eller hvad med forskning? Undersøgelse? Eksperiment? Byggesag? 

Hvis vi selv skal beskrive vores virke og dets konsekvenser, ender vi ofte med at anvende ord som “praksis” (udøve, gøre) og “værk” (resultat af nogens arbejde), udtryk der rummer en vis neutralitet og åbenhed. Spacegirls lever sådan lidt midt i mellem – i periferien af både arkitektur- og kunstfaget, og vi vil her forsøge at give et indblik i vores “mellemverden”, hvor vi oplever, at det at være udenfor kan åbne for nye indsigter, processer og metoder.

Arkitektonisk grundforskning
Spacegirls blev formet i 2016, kort tid efter at vi forlod Det Kongelige Akademi for Arkitektur i København, og har siden været en praksis i udvikling. Efter mange år på skolebænken, hvor arkitektfagets kompleksitet løbende udfoldede sig, fik vi et brat møde med erhvervslivet på den anden side af eksamensbeviset. Ude i branchen føltes faget pludseligt mindre, og vi forstod hurtigt at arkitektur som erhverv, havde nogle andre forudsætninger og mål end de, vi blev præsenteret for gennem vores uddannelse.

I dagens økonomiske klima er tiden en knap ressource, og dette gælder også for mange tegnestuer. De stramme tidsrammer medfører ofte, at undersøgelse erstattes med produktion og eksperimentering med konstatering. Økonomi, planlægning og jura er selvsagt vigtige og interessante aspekter, der udgør en integreret del af arkitekturen som bunden kunstart, dog synes branchens evne til også at reflektere over mere flossede æstetiske tematikker, ofte at være fraværende.

Concrete Conspiracies. Leth & Gori Galleri, København, 2017. Foto: Hampus Berndtson.

Concrete Conspiracies, i samarbejde med Mia Fryk. Leth & Gori Galleri, København, 2017. Foto: Hampus Berndtson.

Med Spacegirls fik vi skabt vores egen arena, hvor der var tid og plads til alt det bløde, ambivalente og undersøgende. Her, løsrevet fra fagets etablerede strukturer, kunne vi selv definere rammerne – stille spørgsmål uden entydige svar, og gennemføre eksperimenter hvor processen havde større fokus end resultatet. I vores optik er den arkitektoniske grundforskning en vigtig forudsætning for at arkitektur, både som kunstnerisk fag og branche, kan udvikles i takt med samtiden. Vi havde fra starten en meget stor interesse i at udforske det byggedes grundvilkår, og med vores viden og erfaring rodfæstet i arkitektfaget, ville vi fokusere vores praksis på at undersøge helt basale udsagn om stedlighed, materialitet og sanselighed.

A2 Risotryk med tekster af Magdalena Rozenberg og Geraldine Barton. Concrete Conspiracies, Leth & Gori Galleri, 2017. Foto: Spacegirls. — A2 Risotryk med tekster af Magdalena Rozenberg og Geraldine Barton.
Concrete Conspiracies, Leth & Gori Galleri, 2017. Foto: Spacegirls.

Et komplekst væv af tid og sted 
I kernen af vores praksis ligger en stor passion for projekter, der åbner op for en særlig udveksling mellem værk og sted. Denne optagethed af det stedsspecifikke er nok delvist opstået som konsekvens af vores arkitektfaglige baggrund, hvor den grundlæggende præmis altid er, at der findes et sted, et site, som arkitekturen på den ene eller anden måde forholder sig til. Der findes mange tolkninger af, og teorier om “stedet” og dets rolle i kunst og arkitektur. I vores optik, et sted mættet med information – fyldt af relationer, objekter og historier i konstant forandring.

Materialeudvikling, Gentle Hunting, Heavy Softness. Deep Forest Art Land, 2020. Foto: Hampus Berndtson.

Stedet sætter rammer og regler for vores proces, og er med til at diktere materialitet og udformning.   I et projekt søger vi at finde taktikker og metoder, der gør det muligt at gå i dialog med et sted, forsøge at skabe sammen med det, i håb om at nogle af stedets iboende kvaliteter også vil finde vejen ind i vores værk. Vores teori er at en tæt dialog med et sted, kan være med til at flytte noget af magten fra os, og over i stedets hænder. Ambitionen med denne tilgang er at skabe værker, der rummer en slags integreret fremmedhed – værker der hverken helt er affødt af Spacegirls eller stedet, men mere noget tredje, der placerer sig midt i mellem.

Lokale råstoffer, okker der hober sig op i skovens åløb samt områdets egne sand- og grustyper. Gentle Hunting, Heavy Softness. Deep Forest ArtLand, 2020. Foto: Hampus Berndtson.

 De seneste år har vi gradvist bevæget os fra det neutrale galleri og ud i det komplekse væv af informationer, den arkitektoniske kontekst består af. I vores pågående projekt Gentle Hunting, Heavy Softness (GHHS), kigger vi på stedet fra et landskabeligt og geologisk perspektiv. GHHS er et langstrakt projekt i kontinuerlig udvikling, hvor materiale og process ikke kun finder sted i skoven, men også består af skoven. Hele projektet foregår on-site i Deep Forest Art Land, Kibæk – et opdyrket skovområde der udfolder sig omkring en bakkeø og ådal formet af smeltevand fra istiden.

Betonelementer støbt direkte i skovbunden. Gentle Hunting, Heavy Softness, Deep Forest Art Land, 2020. Foto: Spacegirls.

Projektet består af forskning i form af materialeudvikling, konstruktion af en pavillon og til sidst en bog, hvor forløbets erfaringer og tematikker drøftes.   I GHHS bliver stedet anvendt både som støbeform og materielt stof. Gennem Deep Forest Art Land slænger sig et vandløb, rød-brunt af okker, og det er dette råstof og “affaldsprodukt” der i de indledende undersøgelser af stedet kom til at fange vores interesse. Både skoven og områdets okkerforekomst er opstået som en konsekvens af det opdyrkede landskab, mens de sandede jorder og hedesletter er et naturligt resultat af istidens aflejringer.

I projektet arbejder vi med et betonmateriale som medium for vores fortolkning af stedet. Materialet, skabt af okker i kombination med cement, vand og lokale sand- og grustyper, undersøges for både tekniske egenskaber og æstetiske effekter gennem forskellige blandingsforhold og støbemetoder. Nogle af betonelementerne støbes direkte i skovbunden, hvor skoven agerer som forskalling og formgiver. Materialeundersøgelserne har udmøntet sig i tre fragmenter, der er opført i skoven og lige nu testes for klimatiske forhold. 

De tre fragmenter fra projektets materialeudvikling. Gentle Hunting, Heavy Softness, Deep Forest Art Land, 2020. Foto: Hampus Berndtson.

Til efteråret 2021 bygges en permanent pavillon til skoven, hvor vores betonstøbninger vil anvendes som facade- og tagmateriale. Ambitionen er at skabe et nyt socialt knudepunkt – et generøst sted, hvor man kan skænke sig en varm kop kaffe og tage en pause på sin tur gennem skoven. Bogen der afslutter forløbet vil indeholde forskellige perspektiveringer af projektets tematikker – herunder tekniske, poetiske samt økologiske kommentarer af bidragsydere fra flere faggrupper. Bogen vil stå som et tværsnit af projektet og blotte synergien mellem de involverede fagligheder. Her ligestilles perspektiverne for at åbne op for en læsning på tværs af interesser. 

Installering og proces. Gentle Hunting, Heavy Softness, Deep Forest Art Land, 2020. Foto: Spacegirls.

Tiden er en væsentlig medspiller i GHHS, der strækker sig fra forår 2020 til vinter 2021. Vores mange ophold i skoven er blevet brugt til både at undersøge, reflektere og skabe. At arbejde direkte på stedet i alle projektets faser har resulteret i en proces, der ikke kun har været dikteret af os, men også i høj grad af de omgivelser, vi har befundet os i. Projektets langstrakte tidsperspektiv har især udvidet vores evne til at fornemme skovens skiftende atmosfærer gennem året, og gjort det muligt at arbejde med disse foranderlige, sanselige omstændigheder i både proces og værk. Intentionen med vores langsommelige tilstedeværelse i konteksten har været at skabe en proces, hvor byggemateriale og sted sagte indlejres i hinanden. Håbet er, at de arkitektoniske nedslag, projektet bærer med sig, til sidst vil stå som en forlængelse af sin kontekst – et slags nænsomt portræt af skoven.

Detaljer. De tre fragmenter fra materialeudvikling. Gentle Hunting, Heavy Softness, Deep Forest Art Land, 2020. Foto: Hampus Berndtson.

100% analog masseproduktion
Beton er et materiale der løber som en rød tråd gennem vores praksis, og vi har i flere projekter eksperimenteret med betonens egenskaber og grænser. Beton er i sin natur ambivalent – både flydende og fast, robust og sart, ny og gammel, skurk og helt. I vores praksis interesserer vi os meget for disse kontraster samt materialets direkte relation til en større skala.

Body Lotion, Kvit Galleri, København, 2018. Foto: David Hugo Cabo.

Body Lotion, Kvit Galleri, København, 2018. Foto: Spacegirls.

Vores eksperimenter med beton som primært materiale tog sit afsæt i gallerirummet. At starte vores arbejde i dette uforpligtende rum, befriede os for en stund fra arkitektfagets reglementer og traditioner, og muliggjorde et markant zoom fra en større skala og dybt ind i byggematerialernes materie. Her skulle vores projekter ikke nødvendigvis resultere i noget konkret – undersøgelsen var konkret nok i sig selv. Vi dykkede her ned i eksperimenter med fokus på materialers nærhed og taktilitet, og undersøgelser omkring det sanselige forhold mellem krop, rum og materiale. 

Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: David Hugo Cabo.

Et projekt hvor en tæt relation mellem krop og materiale spillede en vigtig rolle var Rock Cover / Remix, en stedsspecifik installation skabt til Huset for Kunst og Design, Holstebro, 2019. Projektet blev til som et resultat af en manuel arbejdsmetode, der medførte komplekse æstetiske konsekvenser i materiale og værk. I produktionen af de tynde betonelementer til installationens ydre skal, valgte vi at kopiere en maskinel produktionsproces, og gennemførte denne med egen kropsstyrke i en 100% analog masseproduktion. Med vores manuelle minifabrik ønskede vi at udfordre beton- og elementbranchens store fokus på uniformitet og glatte overflader, ved at søge unikke elementer med høj grad af tekstur og variation. Med kroppens muskler og knogler som værktøj ville vi undersøge de æstetiske effekter af en uperfekt produktion med menneskelige “fejl”.

Rock Cover / Remix handlede ikke kun om at skabe en simpel proces med en repetitiv struktur. Vi ønskede også at skabe en proces, der kunne formå at sammenflette husets arkitektur og materialitet med det endelige værk. Gennem en læsning af stedet, fragmenterede vi konteksten, for at samle den igen, i et slags remix af stedets arkitektur. Huset For Kunst og Design, tegnet af Inger og Johannes Exner, består af en enkel geometri og en facade af gule teglsten. I vores installation ville vi videreføre husets geometri og anvende det gule tegl som tilslag i betonmaterialet. Teglet blev med håndkraft nedknust i forskellige fraktioner, og i stedet for at fungere i sin normale form som bærende element, blev det brugt til at give betonen styrke, fylde og nye æstetisk egenskaber. Via den repetitive analoge proces fik vi skabt 300 betonelementer, af det branchen nok ville betegne som ukurante varer.  

Kontekst og proces. Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: David Hugo Cabo.

Kontekst og proces. Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: Spacegirls.

Proces. Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: Spacegirls.

Den umiddelbare kropslige oplevelse 
“If you follow philosopher Maurice Merleau-Ponty, our recognition of the world can never be independent from our body. Merleau-Ponty develops a phenomenology which is based on the idea that the world appears through a corporeal experience of it, when body, mind, and all our senses are at work together as one. A subject’s meeting with a thing is a fundamental and primary corporeal experience, which he calls pre-reflective: before our thoughts about our meeting with the world occur, there is a corporeal encounter with this world. Our consciousness is established in our body, and it is from this point that the human being has access to the surrounding world. Sensing, in contrast to knowing, is a “living communication with the world that makes it present to us as the familiar place of our life”  – Magdalena Rozenberg, The Corporeal Experience of Rock Cover / Remix.

Det ovennævnte citat er fra en tekst skrevet af litterat Magdalena Rozenberg i forbindelse med Rock Cover / Remix. I vores praksis er vi meget bevidste om netop de præ-refleksive forhold, teksten beskriver. Vi ser ikke arkitektur som blot teori, konstruktion og teknik, men i lige så høj grad som bestemte stemninger og atmosfærer hvor taktilitet, lugt, lys og mørke spiller vigtige roller i mødet mellem krop og værk. Vi interesserer os meget for den umiddelbare kropslige oplevelse, der opstår i dette møde, da det åbner et slags demokratisk rum, der ikke kræver nogen forkundskaber for at opleves.

Tekst af Magdalena Rozenberg. Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: David Hugo Cabo.

I Rock Cover / Remix ønskede vi at stille skarpt på en uudforsket sanselig dimension af udstillingsstedets arkitektur ved at genfortolke stedets byggematerialer, formmæssige udtryk og rumlige kvaliteter. Et effektfuldt, ikke-materielt komponent som dagslys, spillede en vigtig rolle i oplevelsen af Rock Cover / Remix. Det gigantiske ovenlys i udstillingsrummet blev en integreret del af værket, idet man i installationens indre kunne bevæge sig opad via et trappeløb, og til sidst ende helt oppe i ovenlysets kuppel – en vandring fra husets gule kunstlys til det klare blå himmellys.

Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: Jonas Søgaard Lauridsen.

Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019. Foto: Spacegirls. — Rock Cover / Remix, Huset For Kunst og Design, Holstebro, 2019.
Foto: Spacegirls.

Om udenforskab 
I Spacegirls er vi ikke kun interesserede i at afsøge grænserne for et materiale, men også grænserne for fag og praksis.

I løbet af de sidste par år har vi brugt vores tværfaglige tilgang til at udforske overlap i arkitekt-, bygge- og kunstfaget. I udviklingen af et projekt arbejder vi sammen med alt fra skribenter, fotografer og grafikere, til andre arkitekter, repræsentanter fra byggebranchen og kunstnere. Litterat, Magdalena Rozenberg, er en fast samarbejdspartner, der både i samtale og på skrift, er med til at afdække nye betydningslag, og åbne vores værker fra en litteraturfaglig vinkel. Andre samarbejdspartnere tæller Teknologisk Institut, Aalborg Portland og træproducenten Dinesen.

Vores praksis har indtil videre været en rejse fra skoletidens unge utopi, via arkitektens barske virkelighed, videre ind i kunstrummet, og nu på vej tilbage i arkitekturens bane igen. På samme måde som at vores praksis cirkulerer mellem forskellige fagligheder, cirkulerer vores arbejde mellem stedsanalyse, materialeundersøgelse og værkproduktion. Sted glider over i materiale, materiale glider over i værk, værk glider over i sted igen. Vi vil også i denne tekst cirkulere tilbage til start, og vores indledende definitionsspørgsmål. 

Spacegirls – kunstnergruppe, tegnestue, arbejdsfællesskab, kunstnerduo, arkitektduo?

Lige nu befinder vi os et sted i periferien af arkitektbranchen, med den ene hånd dybt nede i kunstens endeløse buffet af kreativ frihed, og den anden fæstet i konkrete problematikker om teknik og konstruktion. Vi står midt mellem faggrupper, udenfor, omringet af flere forskellige fagfelter, med tydeligt optegnede grænser.  I bogen “Architecture from the Outside” skriver filosoffen og teoretikeren Elizabeth Grosz at “The outside is the place one can never occupy fully or completely, for it is always other, different, at a distance from where one is. One cannot be outside everything, always outside: to be outside something is always to be inside something else.”

Det er måske i virkeligheden hverken i “kunst” eller “arkitektur”, vi skal finde definitionen af vores praksis, men snarere i dette “udenfor”. At være udenfor arkitektfaget åbner muligheden for at være indenfor andre steder – i kunst, byggebranche eller noget helt tredje. Outsider-positionen gør det muligt for os at se vores fag med nye øjne, og er med til at skabe anderledes rammer for arbejdsmetoder og processer.   Som vi ser det, er “udenforskabet” med til at manifestere Spacegirls som et flertal – et “vi” – minimum to, maksimum uendelig. I vores optik er det at arbejde med arkitektur og kunst noget, der sker i fællesskab, og noget der kan være med til at skabe fællesskaber. 

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

SPACEGIRLS

Spacegirls er en praksis bestående af Cisse Bomholt (f. 1989, DK) og Elisabeth Gellein (f. 1990, NO), begge uddannede arkitekter fra Det Kongelige Akademi i København (2016). Deres virke bygger på arkitektonisk grundforskning, der via tværfaglige samarbejder og eksperimenter med materialer og æstetiske udtryk, ønsker at udvide grænserne for arkitektfaget.

Med et særligt fokus på det processuelle søger de at skabe nye arkitektoniske kredsløb, der kan formå at omsætte æstetisk effekt til en konkret arkitektur, der aktivt tager stilling til sine omgivelser.