JAVIER TAPIA – ARKÆOLOG I DET EUROCENTRISKE BLIK

Det er en stille lørdag formiddag, da vi bevæger os gennem porten til en åben gård på Indre Vesterbro. Bagerst læner et gammelt, gult baghus sig op ad Eliaskirkens bagside, og da vi krydser gården lyder ti dybe slag fra kirkens klokker. Vi skal mødes med den chilensk-danske kunstner Javier Tapia (f. 1976), som de seneste år har været aktuel på udstillingssteder som Tranen i Gentofte, meter på Nørrebro, Kunsthal ved siden af i Svendborg, HFKD i Holstebro – og for nyligt ved en basketballbane bag Statens Museum for Kunst. Nu glæder vi os til at lære ham bedre at kende.

Vi bevæger os op ad den ydre ståltrappe, der leder op til førstesalen, hvor Javier har sit atelier, og på den øverste repos står en kunstig stuepalme, som vi synes, vi har set et sted før. Samme oplevelse får vi, da Javier lukker os ind i sit atelier, som er fyldt op til randen med objekter og artefakter, der har indgået i tidligere udstillinger. Højt oppe på en reol står en plastikhejre, som var en del af hans udstilling Cargo på Tranen i 2017, i et hjørne hænger en gul tunnel, som vi genkender fra The Lumumba System på Huset for Kunst og Design i 2019, og palmen udenfor husker vi fra Javiers værk Floating Worlds, som var en del af udstillingen Unravelings på meter i 2017.

“Det er takket være en hel række af tilfældigheder, at jeg er endt med at arbejde med kunst, og egentligt også, at jeg er endt her i Danmark,” begynder Javier, da vi sætter os omkring et bord, der ligesom samtlige vandrette flader i atelieret er fyldt med skitser, modeller og værker i proces. Lige foran os står forarbejdet til en offentlig skulptur, som han opførte i Værebroparken sidste efterår, og imens han forsøger at få plads til tre kopper espresso rundt om papmodellen, begynder han at fortælle os om sin opvækst i Chile. “Jeg husker det som en rigtig god tid, hvor jeg havde det vildt sjovt med at lave kunst med mine venner,” fortæller han om sin tid på en kunstskole i Chiles hovedstad Santiago, hvor han også er vokset op.

“Jeg var totalt fokuseret og fik tilbud om at spille i Florida, men min far som er læge ville på ingen måde støtte mig. Han var bekymret for, hvad der ville ske, hvis jeg f.eks. fik en skade, og mit arbejde kunne gå tabt.”

Når Javier ikke malede med sine venner, kunne man finde ham på basketballbanen, hvor han spillede blandt de bedste og vandt mesterskaber. “Jeg var totalt fokuseret og fik tilbud om at spille i Florida, men min far som er læge ville på ingen måde støtte mig. Han var bekymret for, hvad der ville ske, hvis jeg f.eks. fik en skade, og mit arbejde kunne gå tabt.” Da Javier var i starten af 20’erne rejste han til Barcelona for at læse kunstteori på universitetet, men han glemte ikke sin kærlighed til sporten. “Jeg blev optaget på FC Barcelonas baskethold, og heldigvis kunne jeg fortsætte begge mine interesser på et højt niveau. Det var så her, jeg fik en skade, der gør, at jeg i dag har en kronisk rygsygdom. Derfor kunne jeg ikke fortsætte med at spille – præcis som min far forudså – men hvad der virkede som en tilfældighed gjorde, at jeg i stedet kunne fokusere 100% på kunsten.”

Javier Tapia, Floating Worlds. På udstillingsstedet meter, 2017 (kurateret af Louise Lassen Iversen og Rie Hovmann Rasmussen). Foto © I DO ART Agency.

Mødet med det danske (kunst)system
Javier omtaler sig selv som kompetitiv – et karaktertræk som egnede sig godt på basketballbanen, men som han kæmpede med at oversætte til sin kunstneriske praksis. “Jeg tænkte, at nu skulle jeg bare være den allerbedste kunstner, men jeg fandt hurtigt ud af, at kunstverdenen ikke fungerer ligesom sporten. For hvordan kan man være den bedste kunstner? Det findes der ikke noget entydigt svar på, og jeg måtte i stedet finde ud af, hvordan jeg bliver den bedste kunstner, jeg selv kan være.”

“Uanset hvor jeg kiggede hen, handlede bøgerne udelukkende om europæiske og nordamerikanske kunstnere, og det begyndte at pisse mig af. For hvor var f.eks. min egen kulturs historie henne?”

Han begyndte at læse kunsthistoriske bøger for at finde frem til, hvilke genrer og udtryk, der interesserede ham. Han læste og læste, men uanset hvor han kiggede hen, var der særligt én ting, der blev ved med at undre ham. “Uanset hvor jeg kiggede hen, handlede bøgerne udelukkende om europæiske og nordamerikanske kunstnere, og det begyndte at pisse mig af. For hvor var f.eks. min egen kulturs historie henne?”

Javier Tapias atelier. Foto © I DO ART Agency.

Efter et par år i Barcelona mødte Javier en dansk kvinde og endnu en slags tilfældighed gjorde, at hans liv tog en drejning. Efter næsten 8 år på kunstuddannelser i Chile og Spanien regnede han nu med, at han kunne klare sig som billedkunstner, men udlændingestyrelsen i Danmark var ikke helt enige. “De sagde, at baseret på mit CV kunne jeg kun få lov til at blive i landet, hvis jeg blev optaget på et af de statsanerkendte kunstakademier. Jeg ved ikke, om det var et trick for at få mig til at rejse videre, men de så i hvert fald ret overraskede ud, da jeg kom med et papir på, at jeg var blevet optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi i første forsøg.”

“De sagde, at baseret på mit CV kunne jeg kun få lov til at blive i landet, hvis jeg blev optaget på et kunstakademi. Jeg ved ikke, om det var et trick for at få mig til at rejse videre, men de så i hvert fald ret overraskede ud, da jeg kom med et papir på, at jeg var blevet optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi i første forsøg.”

Med den type oplevelser i bagagen gik det op for Javier, at han havde andre rettigheder end f.eks. sine danske kollegaer. “Det var ikke noget, jeg tænkte over, da jeg boede i Chile, for der kommer folk fra alle mulige steder i verden, men den her opdeling blev meget tydelig, da jeg kom til Europa. Jeg er blevet chikaneret mange gange, jeg er flygtet fra neonazister der ville slå mig ned på gaden, og jeg har brugt utallige timer i kolde køer foran udlændingestyrelsen. Det er svært ikke at lade sig påvirke. Men i stedet for at blive deprimeret, prøver jeg at bruge det i min kunst på en konstruktiv måde. Jeg er ikke fuldstændig fri eller lige med andre danske kunstnere, så jeg kan ikke bare lade som, om at jeg ikke er bekymret. For jeg er bekymret.”

Når samlinger og arkiver opstår
For Javier blev det et vigtigt vendepunkt at opleve documenta 11 i 2002, hvor den nigerianske kurator Okwui Enwezor var den første ikke-europæer til at stå i spidsen for den prestigefyldte kunstbegivenhed. “Jeg oplevede kunstnere som Georges Adéagbo og Thomas Hirschhorn, som for mig repræsenterede en helt anden form for kunstproduktion, end hvad jeg ellers kendte til på det tidspunkt. Kunst der ikke nødvendigvis behøver at blive set i en white cube, og som spiller med andre koder. De forholdt sig ikke til den ‘vestlige’ kunsthistorie, men snakkede om migration, om musik, om tøj eller om drenge der elsker at stå på skateboard,” fortæller Javier, der her blev klar over, at hans kunst ikke behøver at passe ind i de eksisterende systemer.

“Det gik op for mig, at det er op til kunstnerne selv at komme med de nye diskurser og udfordre den der white cube-verden. Man kan vælge at lave kunst, der bekræfter den måde hvorpå kunstverdenen fungerer, og referere til allerede anerkendte værker og teorier, og ellers kan man lave kunst, der er mere revolutionær, der tager flere chancer og så risikere at lave fejl.”

Javier Tapia, The Lumumba System. På Huset for Kunst og Design, 2019 (kurateret af Anna Bak). Foto: Jonas Søgaard Lauridsen.

På det tidspunkt var Javiers foretrukne medie maleriet, og selvom det gik godt med at sælge værker, så havde Enwezors documenta sået nogle frø i hans kunstsyn, der skulle komme til at forme den kunstneriske udvikling over de følgende år. “Jeg begyndte at samle dokumenter og lave arkiver over forskellige ting, der interesserede mig, og omkring 2004 lavede jeg de første collager ud af samlingerne. Jeg tænkte det mest som en slags forskning og ikke noget, der skulle udstilles,” bemærker Javier, der dog hurtigt opdagede collagens potentiale for at sidestille vidt forskellige billeder og dermed skabe nye forbindelser, der var meget større end dem, han selv kunne forestille sig.

“Jeg kan godt lide at stille spørgsmålet: Hvorfor? Og så blive ved med at spørge hvorfor, hvorfor, hvorfor tilbage i tiden, for at finde frem til et problems kerne.”

Javier finder nogle plastiklommer frem, som han spreder ud på det kolde betongulv: Én med sirligt udskårne tukaner, én med flagermus, én med farverige planter, én med masker, én med mennesker. Han forklarer, at han bruger billederne til at forstå, hvordan nutidige problemer hænger sammen med historiske begivenheder. “Jeg kan godt lide at stille spørgsmålet: Hvorfor? Og så blive ved med at spørge hvorfor, hvorfor, hvorfor tilbage i tiden, for at finde frem til et problems kerne.” Som eksempel fremhæver Javier den franske botaniker og illustrator Claude Gay, der tog til Chile i starten af 1800-tallet for at kategorisere landets planter og dyr. ”Han lavede også en masse illustrationer af de samfund, der var i Chile på det tidspunkt. Han kom med sin ‘vestlige’, akademiske tilgang og afbildede det, han så, ud fra det blik. Hans portrætter fra dengang har meget at gøre med den undertrykkelse af oprindelige kulturer, der stadig eksisterer i dag, og derfor kan jeg bruge hans billeder til at lave koblinger på tværs af tid.”

Lidt ligesom en arkæolog
Flere af udklippene har Javier fundet i kataloger fra etnografiske samlinger, der bl.a. er blevet til på baggrund af de europæiske kolonimagters rov på oprindelige kulturer i Sydamerika og Afrika. “Når jeg bruger de her billeder i mine værker, er det for at pege på den aktuelle kritik af de etnografiske samlinger, der findes over hele verden. Europæerne indsamlede de her objekter som kuriositeter, de kunne vise frem for andre europæere. Og det var udelukkende de objekter, som europæerne synes passede ind i samlingerne, som blev bevaret til eftertiden. Alle de historier, vi kender fra dengang, er udelukkende fortalt ud fra den optik, og det er et problem, for vi ved ikke noget om alle de ting, som faldt udenfor det europæiske interessefelt. Vi ved heller ikke, om det der fortælles, er hele sandheden.”

“Europæerne indsamlede de her objekter som kuriositeter, de kunne vise frem for andre europæere. Og det var udelukkende de objekter, som europæerne synes passede ind i samlingerne, som blev bevaret til eftertiden. Alle de historier, vi kender fra dengang, er udelukkende fortalt ud fra den optik, og det er et problem, for vi ved ikke noget om alle de ting, som faldt udenfor det europæiske interessefelt. Vi ved heller ikke, om det der fortælles, er hele sandheden.”

Javiers collageteknik strækker sig udover det todimensionelle, og det er mange af de samme tanker, der gør sig gældende, når han sidestiller objekter i rumlige installationer. Når vi kigger på Javiers værker, kan vi ikke lade være med at se ham lidt som en slags arkæolog, der graver frem og indsamler eksempler på det eurocentriske, andetgørende blik på f.eks. oprindelige kulturer. Han nævner Claude Gay, men vi tænker også på danske Nathaniel Wallich, der tog til Indien for at kategorisere floraen i den danske koloni, eller svenske Carl von Linné, der udviklede Systema Naturae, som det ‘vestlige’ natursyn stadig bygger på – et system der også klassificerede mennesker i et racialt hierarki. Det er som om, at Javier ser på det ‘vestlige’ blik og bruger sine collager til at opløse netop de systemer.

Javier Tapia, Cargo. På Tranen, 2017. Foto: Juan Hein.

Helt konkret tager han ‘vestlige’ afbildninger af f.eks. oprindelige kulturer, frigør dem fra konteksten i etnografiske kataloger og sætter dem i andre sammenhænge. Det samme gør sig gældende, når han gengiver billeder fra euro-nordamerikanske tidsskrifter med sin egen blyantsstreg. Som en måde at stille spørgsmål til, hvem der har retten til historien, og hvordan den bliver fortalt. “Ja, der ligger helt sikkert noget i det, men der er også en anden måde at se det på: Hvis europæere gennem tiden har fået lov til at tage til andre steder i verden og kategorisere og lave fortolkninger af ting, præcis som det har passet dem, hvorfor kan det så ikke være omvendt?”

Hvordan udfordrer man de eksisterende strukturer?
Javier lægger udklippene på plads igen og finder en stor mappe med tegninger frem, imens han pointerer, hvordan han ser, at logikken fra de etnografiske samlinger også går igen i kunstens institutioner. “Den måde ‘vesten’ har opbygget sin kunsthistorie på, handler meget om at klassificere ting, skabe en konsensus om hvordan ting skal struktureres og hvilket sæt af referencer, der er det rigtige. Man kan sagtens arbejde på en måde, der udelukkende bekræfter de eksisterende systemer, men jeg er meget mere interesseret i at udfordre faste måder at gøre ting på og inddrage referencer, der stikker langt ud over den ‘vestlige’ forståelse af, hvad der er kunst.”

Over de seneste år har der på et globalt plan været diskussioner om, hvordan man kan dekolonisere kunstmuseerne, løsrive dem fra den eurocentriske arv de bygger på og gøre plads til de kunstnere, der ikke er hvide mænd. “For mig at se handler det i høj grad om, hvem der ansættes som kuratorer. En kurator er en krop i institutionen, og i Danmark er der en forståelse for vigtigheden af, at der er forskellige køn, men der ligger også et vigtigt spørgsmål i, hvor de kommer fra. Kuratorernes baggrund har en stor betydning for, hvilke kunstnere der bliver indkøbt til samlingerne, hvem der bliver udstillet, og hvordan de bliver udstillet.”

Javier Tapia, Untitled. Foto: Javier Tapia.

Han pakker sine tegninger tilbage i mappen, og vores samtale bevæger sig omkring forskellige projekter, han arbejder på for tiden. Et stort filmprojekt der både skal vises i Los Angeles, Tyskland og Danmark, men som desværre er blevet udsat igen og igen pga. Covid-19. Ifølge Javier er det dog ikke alt, som pandemien har sat i stå – mange nye tanker og bevægelser er også blevet sat i gang, fordi alting over det seneste år er blevet sat på spidsen.

“Med Black Lives Matter er der over det sidste år blevet manifesteret noget, som har ligget lige under overfladen i mange lande. Der er så meget, der står på grænsen til kollaps, og jeg tror, at med corona er uligheden blevet endnu mere tydelig, fordi sikkerhedsnettet ikke virker for alle.”

“Med Black Lives Matter er der over det sidste år blevet manifesteret noget, som har ligget lige under overfladen i mange lande. Der er så meget, der står på grænsen til kollaps, og jeg tror, at med corona er uligheden blevet endnu mere tydelig, fordi sikkerhedsnettet ikke virker for alle. Frustrationen gør, at alle de ting der står i kælderen pludselig begynder at dukke op til overfladen.” I januar ønskede Javier, selv at kommentere på den presserende sociale ulighed. På egen hånd arrangerede han udstillingen Black and White Drawings, hvor han hang 30 tegninger op på de stålhegn, der omkranser basketballbanen i Østre Anlæg, lige bag Statens Museum for Kunst.

“Nogle gange er man bare nødt til at gøre noget. Noget der måske ikke passer ind i andres forventninger, men som kan få dem til at tænke eller inspirere dem til at gøre noget, derfra hvor de står,” afrunder Javier, inden vi igen forlader det gamle baghus på Vesterbro. “Jeg føler, at de emner jeg arbejder med er powerful og fyldt med så meget energi. Det er dét, der holder mig i gang – jeg føler, at det er større end mig selv.”