Debat, Installation, Lyd, Proces, UdstillingerVICTOR VEJLEJanuary 09, 2022Victor Vejle, VDD2021, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Udstillingsstedet Q, Rundgang, Martin Jon Hasfeldt, Erik Hjørnevik, København, Statens Kunstfond, Uddannelsesmiljø, Funktionsvariationer, AbleismeComment

OM DEN NEGLIGEREDE KØRESTOLSRAMPE OG ABLEISTISKE STRUKTURER

I september 2020 kulminerede flere års forhandlinger mellem studerende og personale på Det Kongelige Danske Kunstakademi om bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere på akademiets matrikler. Resultatet var ét rudimentært indkøb: én kørestolsrampe til udstillingsstedet Q. Rampen er dog ikke kommet op endnu. Denne artikel er et indblik i den bureaukratiske og kafkaske proces, det har været indtil videre.

Mit navn er Victor Vejle, jeg studerer på fjerde semester på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Jeg arbejder kunstnerisk konceptuelt med handicap og fysiske skader som tematikker. Min interesse for dette er præget af, at jeg lever med en delsidet spastisk lammelse.

I slutningen af marts 2021 skrev jeg en mail til Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolers administrative personale med en forspørgelse om at kunne udstille den kørestolsrampe, som akademiet havde fået købt og leveret tilbage i efteråret 2020. Den havde stået ude i grundskolens gård i et halvt år. Uudpakket, bundet i strips, oven på en palle. Pappet var nu falmet på grund af vind og vejr, og der var blevet efterladt en beskidt gaffel ovenpå den, samt en masse cigaretskodder.

Mail til Det Kongelige Danske Kunstakademis driftsafdeling, marts 2021. Screenshot: Victor Vejle.

I mailen skrev jeg, at jeg gerne ville udstille den uudpakkede kørestolsrampe, præcis som den var, og derefter aflevere den tilbage i samme stand. Det udløste en serie af begivenheder mellem akademiets administrative personale, grundskolens undervisere og det firma, som havde leveret kørestolsrampen. På under 24 timer var der lavet en aftale mellem akademiet og firmaet om, at de skulle komme ud og sætte den op i påskeferien.

På den måde havde jeg saboteret mit eget projekt, allerede før det var begyndt – eller, var jeg lykkedes med det?

Victor Vejle, Kørestolsrampe, 2021. Foto: Victor Vejle.

Victor Vejle, Kørestolsrampe, 2021. Foto: Victor Vejle. (Firmanavnet er censureret af redaktionen).

I påskeferien fik jeg besked om, at der var sygdom, og at opsætningen af kørestolsrampen var blevet udskudt på ubestemt tid. Jeg stod med en ambivalent følelse af ærgrelse over, at den ikke var kommet op, men var samtidig opløftet ved tanken om, at den nu kunne udstilles.

Jeg gik de følgende måneder på listetæer, og op til akademiets årlige rundgang i juni måned flyttede jeg, med hjælp fra min medstuderende Martin Jon Hasfeldt, kørestolsrampen midt ind i Grundskolens gård – og dermed var den klar til at blive udstillet. Umulig ikke at få øje på, og hvis man kiggede ordentligt efter, kunne man endda finde en følgeseddel, hvorpå der stod information om, hvem der havde modtaget rampen, hvem som havde sendt den, og hvornår den var ankommet.

På rundgangen fik “mit” værk en positiv modtagelse. Jeg hørte en professor sige, at ‘det var et spændende værk, som indgik i en række af værker, som stiller sig kritisk over for institutioner’. Jeg tænkte, at nu måtte akademiet da nok få sat rampen op. Om ikke andet som reaktion på udstillingen, der jo satte spot på deres manglende handling. Men nej, den kom ikke op. Snarere gik den i glemmebogen. Eller hvad? En dag var følgesedlen, altså vidnesbyrdet om, hvor længe siden det var, den var ankommet, blevet pillet af rampen, der stadig var uudpakket. Det bliver d. 7. oktober og et nyt skoleår starter. Det betyder den årlige præsentation af de studerendes individuelle arbejde i festsalen på Charlottenborg. Jeg valgte at holde en tale om kørestolsrampen og de bureaukratiske og ableistiske processer, den har blotlagt. Og folk var vilde med det. Jeg stod tilbage med en impuls; der skulle ske noget nyt. Jeg ville tage sagen i egen hånd én gang til.

Jeg fik fat på den medarbejder, som havde lavet kørestolsrampen og kørt den ind til akademiet i sin tid. Ham som også skulle have sat den op i påsken. Da jeg havde ham i røret, sagde jeg, at jeg kom fra akademiet uden at fortælle, hvad min position var. Jeg spurgte, om han kunne huske, at han havde haft en aftale om at sætte rampen op tilbage i påsken. Det kunne han godt. Så sagde jeg, at nu vil vi gerne have den op, og det var han klar på. Vi fandt en dag, og jeg begyndte at planlægge, hvordan jeg skulle gøre et nummer ud af det. Jeg overvejede at holde en reception med båndklipning, tale og nogle øl. At afslutte projektet som den kunstneriske happening, jeg havde tænkt fra starten. Jeg endte dog på, at få min medstuderende Erik Hjørnevik til at filme det. Så ville det i det mindst blive dokumenteret.

Vi stod klar på dagen og ventede på medarbejderen. Den blev 5 og 10 minutter over, og han var ikke til at se. Jeg ringede til firmaet og blev viderestillet til pågældende medarbejder. Han sad i kø og blev nødt til at aflyse. Han havde prøvet at ringe til akademiet flere gange i løbet af dagen for netop at aflyse, men havde heldigvis ikke kunnet komme igennem. Jeg tog det roligt og sagde, at nu havde han mit telefonnummer, og at han kunne bruge mig som fremtidig kontaktperson. Efterfølgende laver vi en ny aftale. Han kommer ud og ser rampen, men siger at han ikke har tid til at sætte den op nu. Han har kun en halv time og havde regnet med, at der bare skulle justeres på nogle ting, og altså ikke sættes en helt ny rampe op.

Vi skriver frem og tilbage over mail over den næste måneds tid, og endelig på dagen for vores sidste aftale d. 6. december skriver han, at hans måned er presset og at han ikke kan komme ud i dag alligevel. Han kan slet ikke komme før i januar måned. Jeg spørger, om han har mulighed for at sende en anden medarbejder inden da, men han svarer, at han er den eneste på Sjælland.

Den her proces hænger mig langt ud af halsen nu. Og det virker som om, at jeg bare forlænger den opslidende og magtesløse kamp ved også at skrive om den. Jeg er frustreret over, at jeg er den eneste, der tager ansvar i denne sag. Det er akademiets ledelse, der burde få styr på de her ting.

Den manglende tilgængelighed går ud over akademiets studerende og gæster, og dermed akademiet selv, tænker jeg. I stedet ender akademiet med et dårligt rygte, ikke mindst blandt de studerende. Tilgængelighed er ikke en prioritering, det virker rampen som et tydeligt symbol på.

Der er pt. ingen udsigter til, at kørestolsrampen bliver sat op.

KOMMENTAR FRA DET KGL. DANSKE KUNSTAKADEMI:

Fra idoart.dk’s redaktion: På baggrund af Victor Vejles artikel har vi d. 4. januar, 2022 sendt følgende spørgsmål til Det Kgl. Danske Kunstakademi:

Kan I genkende det forløb, som Victor beskriver, og hvad er jeres kommentarer til situationen? Hvorfor er det kommet dertil, at en studerende selv har måtte tage affære mht. kørestolsrampen?
På jeres hjemmeside skriver I, at det er "vigtigt, at studerende med handicap, der søger optagelse på Det Kgl. Danske Kunstakademi, gør os opmærksomme herpå, således at vi kan tage de nødvendige hensyn ved studiestart og under tilrettelæggelsen af undervisningsaktiviteterne i øvrigt." Kan i uddybe, hvilke hensyn i som uddannelsesinstitution konkret kan tage (og tager)? I skriver desuden, at de fleste af akademiets aktiviteter foregår i "ældre, fredede bygninger, der desværre ikke altid byder på adgangsforhold, der er velegnede for mennesker med handicap". Er der tale om en anden type fredning, end den der gælder Kunsthal Charlottenborg, som i bl.a. deler bygninger med, og som jo allerede f.eks. har installeret elevator? Hvilke hindringer er der for, at man kunne gøre noget lignende på kunstakademiet?
Hvad tænker i om, at der er mennesker, som ikke kan få adgang til kunstakademiet, dels som besøgende og som studerende på skolen?

Svar fra Det Kgl. Danske Kunstakademi:

”Vi har indkøbt en kørestolsrampe, som endnu ikke er blevet aktiveret. Det er gået for langsomt, og det er rigtig ærgerligt.

De hensyn vi som uddannelsesinstitution tager i forhold til studerende med handicap, kan f.eks. være dialog om at placere undervisning og atelierpladser i lokaler med bedre tilgængelighed eller i konkrete tilfælde at aktivere de støtteordninger, der findes inden for området. Udstillingsbygningen (Kunsthal Charlottenborg) og Charlottenborg Slot er to forskellige matrikler, og de er ikke fredet samtidig. Slottet er fredet i forbindelse med fredningsloven i 1918. Kunsthal Charlottenborg er fredet langt senere i 1988, efter at elevatoren i kunsthallen blev installeret. En stor del af Kunstakademiet har til huse på Charlottenborg Slot, som er en fredet bygning og det betyder desværre, at adgangsforholdene ikke er gode.

Det er en udfordring, vi gerne vil finde svar på.”

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

Forsidefoto: Kørestolsrampen, januar 2022. Foto: Martin Jon Hasfeldt.

VICTOR VEJLE

Victor Vejle (f. 1994) er billedkunstner og BFA-studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.