PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 2.5

På vej ombord på færgen mod Als, insisterer en venlig mand på at bære min bagage, fordi jeg efter hans mening har pakket enormt dårligt. Han er selv vant til at vandre med oppakning, fortæller han. For nylig gik han Bornholm rundt og samlede penge ind til kritisk syge børn. På færgen køber han en fadøl til os hver og indvier mig i sin livshistorie: ”Jeg var ikke ligefrem det, man vil kalde guds bedste barn. Jeg lavede en masse ballade, men som ung tog jeg ud for at sejle. Da jeg kom hjem, gik jeg i lære som håndværker, men de sidste 5 år har jeg arbejdet som mentor for unge mennesker mellem 15 og 30 år. Jeg møder dem i øjenhøjde, giver dem et indblik i min egen historie, og så tager vi en dag ad gangen. Jeg hjælper dem med motivationen ift. misbrugsafvænning, tilbyder dem en måned i praktik, og hvis alt går godt, får de et job. De er så glade for at opleve en ny måde at leve livet på, når de først får håndværk, indhold og kollegaskab ind i deres hverdag.” Jeg tænker, at det er ildsjæle som ham, uden klassisk uddannelse indenfor beskæftigelse og socialpædagogik, men med en tung bagage erfaret på egen krop, som for alvor gør en forskel for unge, der af den ene eller den anden grund er havnet på dybt vand og har brug for at finde et nye spor.

Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.

I Fynshav Havn bliver jeg hentet af Volinka, som tager mig med hjem og indlogerer mig på Augustenborg Slot, som hun og hendes mand overtog en del af i januar. Som kunstelskere så de en mulighed for at omdanne det tidligere psykiatriske hospital til kunsthal og skulpturpark, og det er helt vildt, hvad de har nået at stable på benene – især når man tænker på, at det blot er et hobbyprojekt – Volinka er jurist og Mark arbejder med grøn energi.

De to har hyret kurator Isabella Hemmersbach som kunstfaglig konsulent til at samtænke parrets idéer og visioner for stedet og transformere disse til et kunstprogram i international skala. Hemmersbach har så hentet kurator Claire Gould ind til at stå for den første udstilling: From the inside out, hvor bl.a. Amalie Smith, Benedikte Bjerre og Filip Vest deltager.

Augustenborg Slot. Foto: Malou Solfjeld.

Det er Filip, der har fortalt mig om Augustenborg tilbage i foråret, hvor han blev inviteret til at lave et stedsspecifikt værk. På sin researchtur til Augustenborg fandt han i kælderen en kæmpemæssig samling af potteplantevaser og valgte straks disse som omdrejningspunkt for sit værk. Fantomrødder udfolder sig indendørs gennem flere af de gamle patientstuer, og udendørs via en auditiv performance walk, som gæsterne deltager i ved at bevæge sig rundt i haven med potteplante-høretelefoner på hovedet.

Skulle man ikke være så heldig at befinde sig på Augustenborg, kan lydguiden tilgås via filipvest.dk/fantomroedder. Det er selvfølgelig ikke helt det samme, da værket er udformet således, at man bevæger sig rundt i haven og møder objekter og planter på sin vej – men med lidt god vilje og forestillingsevne kan man lukke øjnene og nyde historien, hvor som helst.

Filip Vest, Fantomrødder. Foto: Malou Solfjeld.

Filip Vest, Fantomrødder. Foto: Malou Solfjeld.

Filip Vest er nyligt uddannet fra Malmø Kunstakademi, og jeg mødte ham i 2019 på CCA Andratx, Mallorca, da han var på residency. Jeg forelskede mig straks i både Filip som person og ikke mindst i hans praksis. Allerede tilbage i 2016 deltog han på Forårsudstillingen på Charlottenborg med værket Stucco Pieces are called by women’s names because they’re only for ornamental purposes (after Richard Serra). Dette skrev idoart.dk om dengang, og jeg synes, det er værd at bringe med igen her, da det vidner om hans årelange arbejde med en kritisk undersøgelse og udfordring af kønsrelaterede emner:

“Værket er sammensat af rigtig mange forskellige stuklister, som åbenbart har tradition for at blive tillagt pigenavne; Vera-, Gabriella-, Giselle-, Sonja-, Stella-, Helena-, Nadine-, Serena- og Karolinelister indgår bl.a. i værket, og i samspil med første del af værkets titel har Vest en klar kønspolitisk agenda. Anden del af titlen refererer til værkets form, som minder om den amerikanske kunstner Richard Serras gigantiske metalskulpturer. Vest har desuden to andre værker med på udstillingen, hvori han også demonstrerer en god sans for at skabe et ligefremt, underfundigt og tankemotiverende forhold mellem værk og titel: En rå træblok fra CoBrA-kunstneren Erik Thommesens atelier med titlen You’ll be a woman soon, og en tom strandsand-pose som deler titel med sloganet fra det franske studenteroprør i 1968 “Sous les Pavés, la Plage” (under brostenene, er stranden).”

I efteråret 2020 deltog Filip Vest på Manifesta Biennalen med sit videoværk Searching for Nigel, som langt om længe kan opleves i udvidet, fysisk form på Villa Kultur, i København til september 2021. Filips praksis væver queer-filosofi ind i et udvidet felt af den humanistiske subjekt-objektdistinktion, mellem mennesker, ting og dyr og krydrer det med kærlighed. På performancefestivalen sidste år i Den Frie Udstillingsbygning spurgte han sig selv og publikum: What can a talking wall teach us about love? med udgangspunkt i den talende væg i En Skærsommernatsdrøm af Shakespeare. Searching for Nigel handler om forelskelsen mellem væsener, ”how a boy fell in love with a bird, and how a bird fell in love with a statue”. Hans afgangsværk i Malmø handlede om tennis, queer kroppe, regler og homoseksualitet. På Augustenborg møder vi (måske) pedellen og hans fantomrødder, der fortsat spirer rundt omkring på den gamle ”galeanstalt”.

Benedikte Bjerre, Lisas chickens. Foto: Malou Solfjeld.

Foto: Malou Solfjeld.

Man indrettede vist nok Augustenborg som psykiatrisk hospital efter forbilledet i Oringe i Vordingborg (1858) og Sankt Hans i Roskilde (dateres flere århundrede tilbage) ud fra den overbevisning, at naturen var sund for sjælen. Sjovt at der så alligevel skulle gå så lang tid, før vi for alvor begynder at lave udstillinger om naturens helbredende effekt (jf. f.eks. Øhavsmuseets indre og ydre landskaber og Rønnebæksholms Soil.Sickness.Society).

Augustenborgs psykiatriske hospital blev indviet i 1932 og nedlagdes først for nylig i 2015. De nye ejere Mark og Volinka er nu i gang med en omfattende istandsættelse af stedet, så det kan blive indrettet til residensboliger og værksteder for internationale og lokale kunstnere, men selve udstillingslokalerne ønsker de at beholde så rå som muligt, i deres originale udtryk, der minder om husets tidligere funktion og patienterne, der boede her. Det betyder bl.a., at der på alle vinduer står ”redningsudgang”, og at der udenfor hver stue hænger en rød alarmlampe.

Værk af Amalie Smith. Foto: Malou Solfjeld.

Ligeledes skal man helst ikke fare vild, da alle døre låser automatisk og kræver en hemmelig nøgle for at komme ind og ud. Men det risikerer man nu heller ikke, da samtlige gæster i kunsthallen tilbydes deres helt egen guide, til at følge med rundt og fortælle om kunstnerne og værkerne.

“Kunstnernes værker og interventioner redefinerer ikke kun, hvad indvendigt og udvendigt er, men de henvender sig til både fysiske og mentale grænser, og vores forståelse af dem – med værker og indgreb, der flyder fra det indvendige ud og udvendige ind. Mange originale detaljer og elementer er bevaret i deres tidligere pragt, og endda funktion – såsom metalskilte, blomsterpotter, grønne hospitalsmøbler – inklusive efterladte materialer, som er blevet bjærget og genbrugt. Til denne udstilling er de gentænkt som baggrund og lærred for kunstværkerne, interventionerne og nye præsentationer.” (1)

Freja Niemann Lundrup er ny for mig, men sikke en fantastisk overraskelse at møde hendes smukke værker både inde og ude i form af svævende, liggende, stående og kravlende skulpturer i grønlandsk marmor, granit, sandsten, træ, kobber og messing. Freja modtog i år Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens talentpris for sine skulpturelle og til tider unheimliche arbejder, der behandler måden, hvorpå vores kroppe lagrer erfaringer og husker mere, end vi tror. Udover sine bidrag til udstillingen på Augustenborg, er hun lige nu aktuel på SkulpturOdense21 på Hollufgård, samt lige inde ved siden af hos naboen Augustiana. Her får jeg en snak med den daglige leder og kurator Hanne Lundgren Nielsen, som fortæller, at hun er utrolig glad for Frejas praksis, især til at opveje alle kunsthistoriens hvide mandlige land art kunstnere. I kuratorens tekst til Frejas udstillingsrum på Augustenborg, beskrives det, hvordan oplevelser absorberes i kroppen og forbliver minder:

Intet forlader kroppen. I stedet efterlades spor – hvad end det er i en menneskelig krop, sagens krop, jorden, stenen eller systemet.

Værk af Freja Niemann Lundrup. Foto: Malou Solfjeld.

Værk af Freja Niemann Lundrup. Foto: Malou Solfjeld.

På KunstCentret Silkeborg Bad, som jeg håber at besøge senere på ugen, har Freja udforsket hestens meterlange tarme. Det glæder jeg mig til at se nærmere på! Hendes skulpturer på Augustenborg kan betegnes som en materiel formgivning af vores mentale helbred med særlig opmærksomhed på de forbindelser, der grundlæggende udspringer fra kropslige traumer. Spor i vores hjerne, vores nervesystem, vores kropsholdning og ikke mindst vores tarmsystem. I værket i ærten, har Freja parret stedets lokalhistorie med eventyrernes Godfather; som en parasit har prinsessens ydre smerte, efter at have ligger på en ært, flyttet (sig) ind og taget bo i kroppen.

“Ifølge et lokalt sagn tilbragte H.C. Andersen (1805-1875) tid tæt ved havet under træet nær Augustenborg Slot.

I rummene på det tidligere psykiatriske hospital er ømpunktet og problemets rod (ærten) blevet fundet, isoleret og amputeret – og efterladt ligger dét, hjælpeløs, uden lemmer. I I Ærten (2020) er hele kroppen optaget af sin “ært”, mens “ærten” i Ømpunkts-isolering-amputering er blevet isoleret og amputeret fra kroppen.” (2)

Frejas interesse for både dyr og menneskers kropsdele og traumer, minder mig om en udstilling, jeg så med Kader Attia på Fondation Miro i Barcelona: Scars remind us that our past is real, hvor jeg for alvor forstod betydningen af fantomlemmer i et historisk, psykologisk og kropsligt perspektiv:

“Our contemporary world is haunted by wounds from the past. 
Over centuries multiple inequalities have arisen – between rich and poor, between men and women, between races, between cultures.

From the dawn of Humanity, one hundred billion humans have lived on the Earth. The trace of their existence remains in our psyche. But the traumas resulting from the worst moments in history such as wars, famines, and genocides have left lasting material and immaterial scars which, like a phantom limb of an amputated part of the body, are still there. They demand reparation. The Tunisian psychoanalyst Fethi Benslama made this observation in the film Reflecting Memory, “In modern countries (…) in Europe or elsewhere in the world, (…) the streets are named after dead people. We travel through arteries of the dead. The world in which we live is a kind of psychological tomb where dead people live on as ghosts.” Du kan læse resten af teksten her.

En rejse gennem de dødes årer, husets sår og egne fantomsmerter
Med Kader Attias ord, kan nogen måske få øje på en sammenhæng mellem Frejas og Filips værker; i både Ømpunkts-isolering-amputering og Fantomrødder bearbejder de to unge kunstnere Augustenborgs iboende sår og berører de fantomsmerter, man som gæst stadig fornemmer – bl.a. i form af kuldegysninger – ved at gå ned ad gangene, hvor der indtil for blot få år siden blev taget voldsomme metoder i brug mod dem, man kalder psykisk syge, utilpassede og andre nedsættende betegnelser.

I 2015 var jeg i teatret på Sorte Hest og se Det springende punkt, en forestilling komponeret ud fra brudstykker af Inger Christensens digte med DET som fortælleramme. DET beskriver netop et ophold på en psykiatrisk afdeling, hvor patienterne er de visionære, mens lægerne fantasiløst og rigidt kæmper en kamp for at opdele verden i normal/unormal.

Patienterne, derimod, her i stykket spillet af Karen Lise Mynster, er i stand til at se en meget mere nuanceret og farverig verden. Jeg glemmer aldrig scenen, der skal foregå midt om sommeren, hvor patienterne har aftalt at lade som om, det er vinter. Først kigger de ud ad vinduerne og råber: Se, se, det sner, det sner! Derpå løber de ud og laver sneengle, sneboldkamp og bygger snemænd af den rene luft. Når nu lægerne alligevel tænker, at de er sindssyge, kan de jo lige så godt opføre sig derefter.

Filip Vest, Fantomrødder. Foto: Malou Solfjeld.

Volinka, Mark og Malou (værk af Filip Vest). Foto: Malou Solfjeld.

Jeg har det lidt på samme måde med Fillips værk, idet jeg bevæger mig rundt i haven med en potteplante på hovedet, som jeg fuldstændig selv har glemt, indtil jeg ser folk stirre, så trække lidt på smilebåndet og nogle endda grine. Jeg har en gang imellem brugt tricket om at forestille mig publikum nøgne, hvis jeg var nervøs før en præsentation af den ene eller den anden kaliber, men nu føles det snarere omvendt. Jeg ville ønske, at alle gæsterne på Augustenborg (og der er faktisk en hel del!) automatisk blev udstyret med et par, så vi alle kunne gå rundt og se fjollede ud sammen.

Fantomrødder handler om en plante, der i bogstaveligste forstand mener, at tro kan flytte bjerge. Som lytter og deltager i den performative audio walk agerer vi selv planter, der er blevet hevet op med rødderne og har fået ben at gå på. Det er en undersøgelse af det kollektive plantenetværk versus individet. Et lille skridt for planten, og et stort skridt for planteheden.

Det handler om planternes uafhængighed, pedellens ønske om at potte-plante og passe på planterne samt menneskets længsel efter dét, planterne havde, før de blev uafhængige. ”Mennesker skriver digte om os, prøver at spire, selv at slå rødder, selv at stå og rasle i vinden. Græsset er altid grønnere på den anden side, men det er en falsk drøm, de køber ind på. De har jo det bedste, man kan forestille sig; individet!” siger den første plante til den niende, som efterhånden begynder at savne sit tidligere hjem, et hul i jorden, hvor den voksede, før den blev pottet og vandet og selvstændig. Den drømmer sig tilbage til sin jordbundne tid, og virker en anelse skræmt og sørgmodig, over nu at skulle stå på egne ben. Som jeg går rundt der i parken, går det op for mig, at det er mine ben, der er blevet plantens.

Er det mig, der er blevet til en plante, eller planten, der er blevet til mig? Og hvad sker der, når jeg afleverer høretelefonerne tilbage til huset? Hvad taler de to planter om, når jeg ikke længere er her?

Filip Vest, Fantomrødder. Foto: Malou Solfjeld.

Filip Vest, Fantomrødder. Foto: Malou Solfjeld.

Jeg kan huske, at jeg engang selv gik rundt med et mantra i hovedet, der lød således: ”Jeg er et stort rod.” Og det var først, da jeg satte mig til rette hos psykologen og fik øje på det store maleri af livets træ, at jeg forstod, at det dér rod, måske havde noget med mine rødder at gøre.

Jeg var jo ung og i gang med at slå rødder, og de skød ud i alle retninger med sådan en fart, at jeg mistænkte mig selv for snarere at tilhøre rhizom-familien, hvad det så end skulle betyde… Jeg læste nok for meget Deleuze og Guattari, men det er en tanke, jeg aldrig helt har sluppet…

Naboplanter og Brændenælder
Gad vide om Filip har ladet sig inspirere af Sofie Isager Ahls poetiske arbejder om Naboplanter og Brændenælder?

“Vibrationer i jorden forplantede sig, mens jeg gik. Og de klikkede sagte, nælderne, når cellevæggene i deres rødder knækkede, blandede sig med lydene i jorden. En underjordisk kommunikation. 
Alle celler i plantens krop opfangede vibrationer. De hule vægge. En diffus lyd der bevægede sig gennem kroppen. En krop der vibrerede af lydbølger fra jordens disko. En dump rungen, et sløret halvlys. Lyd er luft i et vakuum, der rammer noget, bliver mødt. Plantekroppens ekko. Jeg hørte dem som fra et tåget rum. Som var jeg i deres sløvede sansning. En trommehinde i krattet. Prøvede at udvikle fugtsans, tyngdesans, elektromagnetisk sans.” (3) (Et lille uddrag fra Brændenælder. Her kan du se en video om Sofie Isager Ahls metode).

Selv skriver Sofie om sin debutdigtsamling:

“En naboplante er en plante der bærer på noget, et stof eller en særlig evne, som kan være gavnlig eller sårende for andre plantearter. Mennesker har gennem århundreder orienteret sig efter disse særkender ved forskellige arters indbyrdes forhold, når de skulle kultivere jorden. Vi møder hybenroser, brændenælder, fluer, regnorme og vinbønder på en rejse ind i sansningens ekspansive rum og sprogets biologi. Naboplanter er en fortælling om den gensides påvirkning der finder sted imellem os og om den svære kunst at kultivere et samvær på tværs af arter og familier.” (4)

Albin Werle, Masquerade. Foto: Malou Solfjeld.

Albin Werle, Masquerade. Foto: Malou Solfjeld.

Apropos naboer er jeg ked af ikke at kunne omtale samtlige kunstnere, der udstiller på Augustenborg. Jeg er simpelthen løbet tør for både plads og tid. Men alle og enhver leverer de unikke og flotte bidrag til den nye kunsthal og skulpturpark. Jeg vil dog lige nævne konceptet SLUSEN, som er det sted, hvor særligt lokale, kreative sjæle får mulighed for at prøve kræfter med at udstille deres værker. I første omgang er det Jeppe Nedergaard, der er inviteret til at flytte ind med både færdige malerier og blanke lærreder i sit nye atelier på Augustenborg. Selv beskriver Augustenborg SLUSEN således;

“En sluse kan være en port, der regulerer vandgennemstrømningen og dermed vandstanden i en flod, sø eller kanal, men en sluse kan også være en snæver passage, som skal passeres for at komme fra ét sted til et andet. Når man så åbner for sluserne, kan man være sikker på at noget vil flyde frit og voldsomt.”

Værker af Jeppe Nedergaard. Foto: Malou Solfjeld.

Værk af Francesco Pirazzi. Foto: Malou Solfjeld.

Jeg får indtrykket af, at ejerne Volinka og Mark i det hele taget ønsker at samarbejde med kunstnere, der ikke nødvendigvis har taget afgang fra de gængse akademier, og heller ej i forvejen er repræsenteret af store gallerier endnu. Lidt i ”outsider-ånden” der måske sidder i væggene på det gamle psykiatriske hospital, er der tale om et dedikeret og kunstelskende par, som gerne vil være med til at bygge et fundament, eller et springbræt om man vil, for morgendagens kunstnere. Herudover taler jeg med Mark om grøn omstilling og bæredygtige løsninger, hvor kunsten jo i mange år har været forud for ”virkeligheden”. En udstillingshal, der fokuserer på menneskehedens tilstedeværelse på planeten, dens destruktive kræfter og dens kunstneriske visioner for en lysere fremtid, hvor vi lærer at omlægge egne behov for luksus, og i stedet kan leve mere i overensstemmelse med andre arter, som potteplanter, ærter, fugle og insekter? Det synes jeg lyder som en drøm! Vi må se hvad fremtiden bringer – det lover i hvert fald godt for Augustenborg Projects, der fra august 2021 vil huse den italienske maler Francesco Pirazzi som deres første residenskunstner. Francesco er efter sigende en bestseller, når det kommer til den kommercielle del af foretagendet (hans første soloudstilling på dansk grund er næsten udsolgt). I øvrigt viser han sig at være en formidabel digter, så lad os slutte af med et par af hans egne ord:

I can't remember falling asleep. But I do remember we were together and all of a sudden I was elsewhere.

I had to travel to other places.

I waited for everyone to leave and for there to be silence. I left as soon as the sun went down and everything turned a little bluer.

I saw the walls of the houses change their clothes, and the road in front of me lighting up to show me the way;

I saw the benches that become uncomfortable when you kiss, or when you fight; and the burning sky, while a car without passengers entered the belly of the night; then I saw a sleeping tree, so delicate to look like a deer. And just like a deer it would have run away if I made a noise.

if I could just be a pair of eyes I could go anywhere, without the burden of this bulky man presence of mine.

No risking to break the fragile moments of beauty, but gazing at them, in quiet. Dawn came and everything turned bluer, again.

Time to go back home. (5)

---

NOTER:

1. Uddrag fra pressemateriale.

2. Citat fra pressemeddelelsen “Freja Niemann Lundrup: In the pea.”

3. Fra Bloom.ooo

4. Fra Sofieisagerahl.com/naboplanter

5. Fra pressemeddelelsen “Francesco Pirazzi: Nobody's Dream.”

---