DE DANSKE MUSEER GIVER ENDELIG PLADS TIL FLERE BIPOC-STEMMER
Toyin Ojih Odutola, Arthur Jafa, Michael Armitage, Pia Arke, Farshad Farzankia og Lilibeth Cuenca Rasmussen. Alle har de nye eller kommende soloudstillinger på nogle af Danmarks største museer og kunsthaller, og det peger på en positiv udvikling i en kunstverden, der traditionelt er fokuseret på hvide kunstnere. Her guider vi til en række udstillinger af BIPOC-kunstnere*, som vi virkelig glæder os over.
Hvis man vil kritisere strukturer, man er utilfreds med, må man også kunne anerkende, når tingene begynder at gå i den rigtige retning.
Sidste år lavede vi i samarbejde med kunsthistoriker Claudine Zia en undersøgelse, der kortlagde repræsentationen af BIPOC-kunstnere på museerne og kunsthallerne, samt i museumssamlingerne. Desværre bekræftede tallene vores bekymringer og viste, at kun 12% af institutionernes soloudstillinger i perioden fra 2007-2019 var af BIPOC-kunstnere – endnu værre så det ud i samlingerne, hvor hele 92% af nyerhvervelser mellem 2014 og 2018 var værker af hvide kunstnere.
Problemet er, at den ulige repræsentation ikke lever op til museernes ambition om at være inkluderende steder med et internationalt udsyn, og som besøgende går vi glip af vigtige perspektiver, som kan åbne vores blikke mod en større verden. Du kan se hele undersøgelsen her.
Siden vi udgav undersøgelsen i den tidlige sommer sidste år, har vi oplevet, at bevidstheden om racialiseret diskrimination og kolonitidens fortsatte eftervirkninger har bredt sig med lynets hast på et globalt plan – særligt takket være Black Lives Matter. Og måske har det også fået de danske museer til at genoverveje deres prioriteringer? I hvert fald er det glædeligt at opleve, at mange kunstinstitutioner nu åbner op efter de mange måneders lockdown med soloudstillinger af kunstnere med rødder i bl.a. Nigeria, Grønland, Iran, Filippinerne og Kenya, og at der dertil bliver gjort et udvidet forsøg på at stille spørgsmål ved den ellers altoverskyggende hvidhed.
Udover solopræsentationerne kan man nemlig også fremhæve gruppeudstillingen This is not Africa – Unlearn what you have learned på ARoS, som viser værker af kunstnere fra det afrikanske kontinent og diaspora, kurateret i samarbejde med Ibrahim Mahama og Selom Kudjie (SCCA, Ghana). Og så har Statens Museum for Kunst valgt at rejse diskussionen om tilbagelevering af kunst og kulturelle artefakter stjålet af europæiske kolonimagter fra de afrikanske lande, med deres udstilling om de tyske malere Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde. Selvom debatten har fyldt meget på den internationale kunstscene de seneste år, så har der stort set ikke være fokus på det herhjemme – men det laver SMK om på ved at udstille nogle af de mest omdiskuterede værker; Benin Bronzerne.
Ved en hurtig optælling kan vi konkludere, at repræsentationen af BIPOC-kunstnere er i en god udvikling. Kigger vi udelukkende på soloudstillinger på de 12 største museer og kunsthaller i 2019-2020, kan vi se, at knapt 20% er skabt af BIPOC-kunstnere. Det er en lille stigning fra de foregående 11 år, selvom det selvfølgelig stadig er lave tal. Vi håber og tror på, at foråret og sommerens udstillingsprogram er et udtryk for, at vi bevæger os i retningen af en mere divers kunstscene. Tak til alle, der hjælper til med det.
TOYIN OJIH ODUTOLA, MODVÆGTENS TEORI
Kunsten (Aalborg), 21. april - 30. maj, 2021
Toyin Ojih Odutola, Modvægtens Teori. Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Foto: Niels Fabæk.
“Når Kunsten genåbner, er det med en eksklusiv udstilling af den unge verdensstjerne Toyin Ojih Odutola (født 1985), der skaber en parallel verden i Ny Sal. Værkerne er nye og skildrer den fantastiske fortælling om en fortidig civilisation, beliggende i et surrealistisk landskab, der er inspireret af klippeformationerne i Plateau State i det centrale Nigeria, kunstnerens hjemland. Ojih Odutola spiller rollen som den fiktive arkæolog, der studerer de fund og historier, som en udgravning afslører. Til udstillingen er der af kunstner Peter Adjaye eksklusivt skabt intense lydbilleder, som gør oplevelsen flerdimensionel og ekstra sanselig.”
ARTHUR JAFA, MAGNUMB
Louisiana (Humlebæk), 21. april - 31. oktober, 2021
Arthur Jafa – MAGNUMB, Installation View (Large Array, 2020). Foto: Anders Sune Berg. Louisiana Museum of Modern Art.
“Arthur Jafa bliver af mange betragtet som en af de absolut væsentligste kunstnere netop nu. Igennem en lang karriere har han bevæget sig ind og ud af filmverdenen, musikverdenen og kunstverdenen uden nogensinde at have fundet sig endeligt til rette et af stederne. Uanset hvor han har opholdt sig, har han været drevet af ambitionen om at skabe eller udvikle en sort amerikansk filmkultur med ”samme skønhed, kraft og fremmedgørende effekt som sort musik.” Knyttet til denne ambition er Jafas livslange interesse i den sorte amerikanske kulturs specificitet, hvad den eksempelvis excellerer i det kunne være musikken – og hvad den er vokset ud af.”
THIS IS NOT AFRICA – UNLEARN WHAT YOU HAVE LEARNED
AROS (Aarhus), 21. april - 24. oktober, 2021
This is not Africa – unlearn what you have learned. Foto: Anders Sune Berg.
“This is not Africa – Unlearn what you have learned er tænkt som et projekt, der giver næring til større selvindsigt ved at fokusere på kunsten og kunstnernes egne stemmer. Emnemæssigt spænder udstillingen bredt; fra konfliktfyldte, sociale og politiske forhold relateret til kontinentets fortid, nutid og fremtid, til mere universelle tematikker, der strækker sig langt udover Afrikas grænser, fx ved at berøre emner om magt og sprog, om kolonitiden og nutidens globale kapitalisme, om strukturel racisme og mod-fortællinger. Som titlen indikerer, udfordrer værkerne på udstillingen et stereotypt og traditionelt vestligt blik på ”det afrikanske”. Værkerne består både af video, installation, maleri, skulptur, foto og performancekunst.”
Kunstnere: Aaiún Nin, Athi-Patra Ruga, Barthélémy Toguo, Bernard Akoi-Jackson, Billie Zangewa, Bolatito Aderemi-Ibitola, Bronwyn Katz, Candice Breitz, Dan Halter, Euridice Getulio Kala, Grada Kilomba, Jeannette Ehlers & La Vaughn Belle, Kapwani Kiwanga, Kelvin Haizel, Meschac Gaba, Moffat Takadiwa, Nástio Mosquito, Njideka Akunyili Crosby, Nolan Oswald Dennis, Robel Temesgen, Sammy Baloji, Sethembile Msezane, Tabita Rezaire, Tracy Naa Koshie Thompson og Zanele Muholi.
KIRCHNER OG NOLDE TIL DISKUSSION
SMK (København), 21. april - 1. august, 2021
Tv: Ikke registreret kunstner, edo-folket, Kongedømmet Benin, Nigeria (Relief af en kongelig hornblæser, 16./17. årh., Messing, 30x18cm). Museum für Völkerkunde Dresden, Staatliche Kunstsammlungen Dresden. Foto: Eva Winkler. Th: Ikke registreret kunstner, edo-folket, Kongedømmet Benin, Nigeria (Reliefplade med riddende Oba Esigie og følge, 16./17. årh., Messing, 53x39cm). Museum für Völkerkunde Dresden, Staatliche Kunstsammlungen Dresden. Foto: Eva Winkler.
“Kulturinstitutioner verden over tager i disse år deres samling og fortællingerne om samlingen op til revision. Det er ikke mindst de europæiske kolonimagters historie, der bliver diskuteret. SMK præsenterer i en ny udstilling kunstnerne Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde side om side med deres kunstneriske inspirationskilder fra Afrika og Oceanien og stiller spørgsmålstegn ved magtforholdet mellem de forskellige ”verdener”.”
LILIBETH CUENCA RASMUSSEN, I AM NOT WHAT YOU SEE
CC (København), 29. april - 5. september, 2021
Lilibeth Cuenca Rasmussen, Iris (2021). Installation view, Copenhagen Contemporary. Foto: David Stjernholm.
“I en globaliseret verden er nomadetilstanden ikke nødvendigvis så langt væk. Omvendt har pandemien udfordret nomadens normale grundvilkår og på mange måder haft fatale konsekvenser for fx migranter og flygtninge, der er blevet stoppet og forhindret i at krydse grænser. Lilibeth Cuenca Rasmussen stiller med I am not what you see en række aktuelle spørgsmål om det nomadiske: Hvem er nomaden i dag, og hvor hører nomaden til? Hvad er det, vi bærer rundt med os af forestillinger og genetik? Og hvem er man egentlig, hvis man – som kunstneren selv – har en dobbelt etnisk identitet og har to eller flere lande, verdensdele og kulturer som tradition og hjem?”
MICHAEL ARMITAGE, BERETNING FRA EN ANALFABET
Glyptoteket (København), 10. juni - 17. oktober, 2021
Michael Armitage, Account of an Illiterate Man, 2020 (Oil on lubugo bark cloth). Private Collection © Michael Armitage, White Cube. Foto: Theo Christelis.
“Armitage, der er født i Kenya og uddannet fra Slade School of Art og Royal Academy of Arts i London, arbejder i spændingsfeltet mellem østafrikanske og europæiske traditioner, nøje udvalgt og frit sammensat i kunstnerens værker. I Armitages monumentale oliemalerier sammenvæves politiske begivenheder, popkultur, sociale medier, folklore og personlige erindringer med mytologi og drømmelignende billeder.”
FARSHAD FARZANKIA, HVIS JEG STÅR
Arken (Ishøj), 19. juni, 2021 - d. 27. februar, 2022
Farshad Farzankia, Himmelhunden, 2020. Foto: Malle Madsen.
“Farshad Farzankia har på kort tid opnået stor anerkendelse i Danmark og internationalt med talrige solo- og gruppeudstillinger bag sig. Denne sommer bliver Farzankias kunstneriske praksis for første gang udfoldet i en museumsudstilling, når Farshad Farzankia – Hvis jeg står, åbner. Farshad Farzankia er født i den iranske hovedstad Teheran i 1980, men flygtede som ni-årig med sin familie til Danmark i kølvandet på Den Iranske Revolution. Han uddannede sig til grafisk designer og arbejdede i en årrække inden for faget, indtil han i 2016 valgte at dedikere al sin tid til maleriet. Siden er det gået stærkt. Farzankias soloudstilling på ARKEN præsenterer mere end 30 malerier, tegninger og silketryk, hvoraf flere er skabt specielt til udstillingen.”
LOUISIANA ON PAPER: PIA ARKE
Louisiana (Humlebæk), 15. juli, 2021 - 2. januar, 2022
Pia Arke, Krabbe 1906/Jensen, 1947. Collage bestående af fotografier og et landkort. Privateje © Pia Arke Estate.
“Pia Arkes værk er koncentreret omkring fotografiet. Det var med det, hun tidligt iscenesatte sig selv i tableauer med et grønlandsk landskab som bagtæppe. Med en dansk far og en grønlandsk mor forblev Arkes dobbelte tilhørsforhold den drivkraft, der nysgerrigt, humoristisk og med kritisk stillingtagen fremkaldte hendes livslange undersøgelse af identitet. Udstillingen rammer derfor også stærkt ned i vores samtids diskussioner og synspunkter. Pia Arkes virke var billedkunstnerens, men hun var også optaget af de videnskabelige metoder, hvormed danske og andre opdagelsesrejsende – geologer, zoologer og geodæter, af hankøn – havde beskrevet og fastlagt det, der udefra tegner Grønland. Hun miksede med overlæg repræsentationer, nedbrød faggrænser og udsatte dem for kunstnerens blik.”
*BIPOC (Black, Indigenous and People of Color) afgrænses på følgende vis: Kunstnere med ophav i lande uden for EU, UK, US, Canada, Australien – altså uden for det, der i hverdagssprog kaldes “den vestlige verden”; de befolkningsgrupper der stammer fra (gennem en eller flere forældre) Afrika, Asien, “Mellemøsten”, oprindelige folk i Australasien, USA, Caribien samt inuit, romaer, sintier m.fl. BIPOC inkluderer ikke efterkommere af europæere, der er migreret til Afrika, Asien eller Amerika af erhvervsmæssige eller koloniale grunde (Jf: The Union – Cultural Workers' Union for Black and People of Colour). At tale om deciderede racer kræver, at man tror på at menneskeheden kan inddeles i underarter – hvilket biologien for længst har modbevist. Race er en social konstruktion, men når vi alligevel omtaler grupperinger (som f.eks. BIPOC) er det i en erkendelse af, at forskellige privilegier og muligheder stadig afhænger af hudfarve og etnicitet.
Coverfoto: Toyin Ojih Odutola, Imitation Lesson; Her Shadowed Influence from A Countervailing Theory (2019) © Toyin Ojih Odutola.
Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.
