Ord, Grafisk Tryk, Biologi, Udstillinger, Skulptur, VidenskabHELENE JOHANNE CHRISTENSENMay 09, 2018Carl Sagan, Helene Johanne Christensen, Staldgade 74, København, Inger Christensen, Paul Cézanne, Per Kirkeby, Kødbyen, Mette Borup KristensenComment

MØRKT DNA: EN SKABELSESBERETNING

Når vi ser et billede af en stjernes død, ser vi vores egen fødsel. Når vi gennem teleskoper ser ud i det interstellare rum, ser vi ind i det inderste af os selv. Ser vi ud i universet, ser vi ind i et spejl. Mette Borup Kristensens udstilling Mørkt DNA synliggør de skjulte forbindelser, der findes mellem det mindste og det største, det nærmeste og det fjerneste.

En stjerne med en masse otte gange større end solens kaldes en tung stjerne og omdanner i løbet af sit liv brint til helium, helium til kulstof, kulstof til neon og så videre, til stadig tungere grundstoffer. Til sidst dannes i stjernen det jern, der findes i vores blod. Når stjernen har opbrugt sit brændstof, dør den og kollapser i en gigantisk supernovaeksplosion, der slynger atomer og grundstoffer ud i universet. Ud over jernet i vores blod dannes også i de tunge stjerner kalciummet i vores knogler, den oxygen vi indånder, siliciummet i jorden, svovlet i vores hår og guldet i vores smykker. Stjernens udslyngede atomer udgør byggestenene til nye planeter, nye stjerner og nyt liv – vores liv. Stjernens død rummer livets potentiale eller sagt med titlen på et af udstillingens værker: Undfangelse eller en fjern stjernes død.

Mette Borup Kristensen. Installation view, Staldgade 74.

Mette Borup Kristensen, Uden titel (træ, æggebakke, glimmer).

Mette Borup Kristensen, Uden titel (flamingo, træ, folie, sten).

”We are made of starstuff”
Ordene er fra 1980 og blev sagt af den amerikanske astronom og astrobiolog Carl Sagan i tv-serien Cosmos. At vi er lavet af stjernestøv er efterhånden en slidt poetisk kliché, men som det ofte er med klichéer, rummer ordene en varig sandhed. Det virker uforståeligt, at vi er forbundet på den mest intime måde med det, der virker fjernest fra os; stjernerne, langt derude i universet, har man lyst til at sige, men man siger: her, lige her, i universet, som vi også er: ”We are a way for the cosmos to know itself”. Carl Sagan igen.

De fjerne stjerner kommer nærmere, eller rettere sagt: de har aldrig været langt væk, de har altid allerede været i vores kroppe i form af de grundstoffer, vi består af. Vi er, bogstavelig talt, universet, der udtrykker sig selv som menneske. Eller med den danske digter Inger Christensens ord i essaysamlingen Del af labyrinten: ”Universets kemi gennemprøver sig selv i menneskets bevidsthed for at ’vide’ sig selv.”

Atomer samler sig midlertidigt i en orden, en form – en stjerne, et menneske – døden er spredningen, ordenens ophør, det formløses indtog og sådan for evigt i en slags cyklus – samling, spredning, samling, spredning. I en tekst om den franske maler Paul Cézanne beskriver den danske maler og geolog Per Kirkeby verden sådan her: ”En vældig strøm af energier og materiale, der af og til mødes i krystallinske strukturer, et bjerg, en kirke, et kort øjeblik, et åndepust, en morgentåge over den evigt strømmende flod.” Vi er midlertidige samlinger af atomer, vi er her kun så kort i vores nuværende form, før atomerne igen spredes og samles i en ny orden.

Mette Borup Kristensen, Uden titel (sten, kobber, træ).

Det røde i kobberet, i stenen, i billedet, i blodet
På det plettede, ujævne gulv på udstillingsstedet Staldgade 74 i Kødbyen står en kvadratisk sokkel i ubehandlet birketræ. På soklen ligger en kvadratisk plade af kobber, et metal, der findes i store mængder i Jordens skorpe, og som er livsnødvendigt for mange dyre- og plantearter, heriblandt mennesker. På den rødlige kobberplade næsten-svæver en knytnævestor sten slebet rund af havets bølgekværn. Stenen er grå med rosarøde områder, der går i forbindelse med kobberets røde. En fordobling finder sted; stenens spejlbillede i kobberets matblanke overflade. En anden spejling: det røde i dem begge. Stenen er af den magmatiske bjergart porfyr, som dannes ved vulkansk aktivitet. Porfyr består af lynafkølet ikke-størknet lava og forskellige mineraler med høje smeltetemperaturer, bl.a. silikater (siliciumforbindelser), som man har fundet i høj koncentration på Planeten Mars, og som associeres med mikrobielt liv. Silicium dannes som sagt i stjerner, fås som kosttilskud til mennesker og bruges bl.a. som antiklumpningsmiddel i kakaopulver.

På den hvidmalede væg bag skulpturen hænger et kobbertryk. Det er en rød supernovaeksplosion i et kulsort univers, det er Undfangelse eller en fjern stjernes død. Det er vores oprindelse. Det er jernet i vores blod, der bliver til på billedet. Det røde i kobberet, i stenen, i billedet, i blodet.

Mette Borup Kristensen, Undfangelse eller en fjern stjernes død.

Blodets bånd
Et sortmalet jalousiskab med skuffer, der kan trækkes ud på begge sider, står frit i udstillingsrummet og mimer med sit mørke det, vi ikke kender, det skjulte derude, derinde. I skufferne ligger linoleumstryk og træsnit trykt sort i sort med tekster, der knytter sig til en psykologisk, kropslig og intim sfære:

”rød mor / helt varm og blød / blod bløder”

Et træsnit på væggen med teksten BÅND indrammet af en trekant fortæller om de skjulte bånd, der binder verdens forskellige elementer og fænomener sammen. Blodets bånd binder mor og barn sammen, jernet i blodet binder mennesker og stjerner sammen.

Mette Borup Kristensen, Cirkel, trekant, kvadrat.

Det vi ikke kender, det vi gemmer
Man har længe kendt til mørkt stof, dette upåviselige noget, som udgør en stor del af universet (begrebet ’dark matter’ blev brugt første gang i 1906). Udstillingens titel Mørkt DNA refererer til den del af nogle dyrearters, heriblandt menneskets, DNA, som på samme måde som det mørke stof i universet endnu er skjult for os. Vi ved, at det er der, dette uhåndgribelige og utilgængelige noget, og at det har en funktion, men vi kan ikke påvise dets eksistens. Der vil altid være noget, som er skjult for os.

Det sortmalede jalousiskab fungerer som en slags fysisk manifestation eller dobbelt metafor for det ukendte i universet, det ukendte i mennesket. Det er universet og underbevidstheden; mørke rum med mange gemmer, man kan gå på opdagelse i, hvor det, vi ikke kender, det, vi gemmer væk, befinder sig.

Mette Borup Kristensen, Uden titel (træ, sten, æggebakker, spejl, plastik, bobleplast, flamingo, strudseæg, glimmer, tekstil, sort sand, asfalt, organisk materiale).

Af samme stof som stof
Et andet sted i udstillingen er en samling af materialer organiseret i ni skulpturer på gulvet. Genkendelige og næsten-genkendelige genstande er samlet i kvadratiske felter. På plader af birketræsfinér og pap ligger bobleplast, sten, kobber, flamingo, forskellige former for emballage af pap og plastik, en bunke glitrende sort sand, et strudseæg og bolde af uidentificerbart organisk materiale (fundet på en strand i Sicilien og sandsynligvis formet runde af havets bølgekværn). Det er, som om materialerne tiltrækker hinanden, de vil hinanden, husker måske hinanden fra en tid, hvor det stof, de består af, var organiseret på en anden måde.

Kunstneren har med materialefølsomhed skabt midlertidige organiseringer af stoffet, hun har, med Per Kirkebys tidligere citerede ord, ladet forskellige energier og materialer mødes i krystallinske strukturer et kort øjeblik, et åndepust; træ, sten, plastik, æg og på den måde arbejdet skjulte materielle forbindelser frem. Underliggende og ikke-sproglige relationer og ligheder kommer til syne, når de forskellige materialer placeres i hinandens nærhed: farvefællesskaber, formfællesskaber og teksturfællesskaber opstår, eller har altid været der, men finder nu sted for beskuerens øjne. Zoomer man lidt ud, ser man forbindelser på kryds og tværs af alle udstillingens værker: Kobberet i skulpturerne forbinder sig med kobbertrykkene på væggene, træet er til stede i form af træsnit, birkefinér og jalousiskabet, en sort cirkel på væggen beklædt med glitrende sort sand er en anderledes udformning af bunken med glitrende sort sand. Udstillingens allestedsnærværende materielle forbindelser hvisker om de skjulte forbindelser, de DNA-tråde, som går gennem alt i verden, og som altid allerede er her. Af samme stof som stof.

Mette Borup Kristensen. Frise af grafiske tryk.

Mette Borup Kristensen. Fra frisen af grafiske tryk.

Cirkel, cirkel, cyklus, krop, kosmos
Helhed, harmoni, kosmos, cyklisk tid, evighed, bånd, forbindelse, magt og magiske evner. Det er nogle af de begreber og fænomener, som cirklen symboliserer og associeres med. Cirklen er en gennemgående geometrisk form i Mørkt DNA. Vi har allerede mødt nogle manifestationer: de runde sten, strudseægget, boldene fra Sicilien, cirklen af sort sand og supernovaeksplosionen. Nogle andre er: Uterus, Formørkelse, Ormehuller, Af jord er du kommet, Galakse eller Øje. Det er titlerne på nogle af de sort-hvide kobbertryk, der hænger som en frise på væggen over for supernovaeksplosionen. Her forbindes et menneskeligt organ, livmoderen, med solformørkelsen og stjerneeksplosionen gennem deres fælles cirkelform.

Mette Borup Kristensen, Formørkelse og Ormehuller.

Mette Borup Kristensen, Stjerneeksplosion.

Mette Borup Kristensen, Væv og Livets Træ.

Fælles for livmoderen og stjerneeksplosionen er også skabelsen; skabelsen af nyt liv i kvindekroppen, skabelsen af byggestenene til nyt liv i stjernen. Livmoderen relaterer sig desuden til linoleumstrykkene og træsnittene i jalousiskabet, som taler om moderskab, kvindens cyklus og blodets bånd. Og sådan vender vi tilbage til begyndelsen (tekstens, livets, vores): supernovaeksplosionen, hvor jernet, der findes i vores blod, bliver til.

Cirkel, cirkel, cyklus, krop, kosmos.

HELENE JOHANNE CHRISTENSEN

Helene Johanne Christensen (f. 1989) er uddannet i Litteraturvidenskab og Museologi fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet i 2017 og gik på Kunsthøjskolen i Holbæk i 2010. I februar 2018 debuterede hun med digtsamlingen BLÅ på Gladiator. Helene har bidraget til idoart.dk siden 2018.