MELLEM OVERLEVELSE OG INDLEVELSE – KUNSTEN OG VERDENSKONTAKTEN

Midt i den samfundskrise og sundhedskrise vi står i, står også kunsten og de kunstneriske aktører – hårdt mærkede af aflysninger, udsættelser, nedlukninger af udstillinger mv. Og midt i krisen står det klart, at vi også nu mangler flere stemmer til at tale kunsten op i den offentlige debat og en visionær stemme på politisk plan. Her lyder derfor en stemme fra et billedkunstnerisk perspektiv, vendt ud mod dig der ser, mærker, lytter til kunsten – til dig der skuer efter flere argumenter, kulturminister eller ej – og til dig der (også) savner flere toner i debatten.

For vi skal, også under Coronakrisen, værne om det der motiverer os i livet, det der skaber dybere indsigt, det der bringer virkelighedens nuancer frem og bidrager til at skærpe vores kritiske sans. Kunsten. Kunsten skal tales op.

Den er afgørende for vores levede erfaring – for forbindelsen mellem overlevelse og indlevelse. Og – som tilføjelse til den seneste debat om dens essentielle rolle i samfundet og livet – så skaber kunsten verdenskontakt.

I krisen bliver det også tydeligt, at vi både har overlevelse og indlevelse på spil. Fysisk overlevelse – det individuelle og medborgerens helbred, et velfungerende sundhedsvæsen, de økonomiske kår, egen arbejdsduelighed mv. Og så muligheden for indlevelse – at kunne leve sig ind i eget og andres liv og at kunne tage fat i oplevelsen af livet – gennem kunsten, der indhyller os i billeder, bevægelser, lydlandskaber, sproglige svingninger, tankers aftryk, dristige forestillinger, dybtfølte gestus.

De to -levelser står spændt ud, med afstand til hinanden. Og imellem dem, der står vi mennesker. Spundet ind i, draget mod, afhængige af begge.

“Hvordan overføres f.eks. installationen til et digitalt format, og er det ønskværdigt? Jeg er i hvert fald, nu efter snart fire uger, ikke kun begyndt at savne familie og venner helt tæt på eller at kunne arbejde uhindret igen, men også at stå ansigt til ansigt med og i kunsten.”

Vi ser det netop nu, hvor kunstneriske aktiviteter aflyses eller udskydes. Her er billedkunsten også særligt udsat. Hvordan overføres f.eks. installationen til et digitalt format, og er det ønskværdigt? Jeg er i hvert fald, nu efter snart fire uger, ikke kun begyndt at savne familie og venner helt tæt på eller at kunne arbejde uhindret igen, men også at stå ansigt til ansigt med og i kunsten. Det sagt, skyder flere gode initiativer op, der favner de midlertidige vilkår og giver adgang til kunsten på afstand. Hvilket tydeligt viser, at efterspørgslen på og nødvendigheden af kunsten er der.

Hvordan kan vi ellers forholde os til den i øjeblikket dæmpede fysiske interaktion? Hvilke erfaringer kan give nyt perspektiv til den hverdag, vi venter på, kommer igen? Tidens acceleration – det at vi arbejder, producerer, effektiviserer med høj hastighed – former vores krav til de faglige, økonomiske præstationer. Med det nuværende fokus på vækst, nytteværdi, og højnet produktivitet, presses vi ud i en centrifugal bevægelse, så at sige.

Og den accelererede hverdag påvirker sågar det sociale liv, der i sin hast slynger os ud og øger afstanden til oplevelsen af tid og kropsligt liv, med risiko for at skabe en følelse af fremmedgørelse til og afkobling fra omverdenen. Følelsen af ansvar for og gensidighed med andre mennesker og omverdenen udviskes. Distance er altså ikke som sådan noget, vi kun kender fra den nuværende krise… Jeg hører her sociologen Hartmut Rosa tale om, hvordan den systematiserede høje fart i samfundet, fører til en midlertidig disintegration mellem nu, fortid og fremtid. Tempoet gør tidens og livets cyklus irrelevant. Hvilket igen skaber en følelse af skyld, af at være bagud (følelsen er næppe mindre lige nu) – og at den følelse så kan kamme over i en oplevelse af verden som kold, uvedkommende, tavs.

“... for at kunne frembringe og dyrke resonans, har vi brug for en nær, reel og ikke-fremmedgjort relation til verden. Til det har vi brug for kunsten og for visionære tiltag, også fra politisk hånd. Så vi fortsat kan sætte verden i svingninger. Vi mennesker drives af at skabe mening og forholde os til os selv og hinanden, til vores realiteter, optik, følelsesregister – og her spiller kunsten en væsentlig rolle.”

Rosa bruger ordet ’resonans’ for det moment, eller den bevægelse, hvor vi formår at lytte til verden og svare – og verden gør lige så. Lytter og svarer os. Og derfor tager jeg ham med her.

Resonans gør det klart, at vi er forbundne med hinanden, med tiden, og med verdens udvikling. Og – for nu at drage en parallel til den aktuelle situation og min tanke med verdenskontakt – for at kunne frembringe og dyrke resonans, har vi brug for en nær, reel og ikke-fremmedgjort relation til verden. Til det har vi brug for kunsten og for visionære tiltag, også fra politisk hånd. Så vi fortsat kan sætte verden i svingninger.

Vi mennesker drives af at skabe mening og forholde os til os selv og hinanden, til vores realiteter, optik, følelsesregister – og her spiller kunsten en væsentlig rolle. Hvordan? Jeg får lyst til at pege på nogle eksempler af gode kolleger fra nært og fjernt. Såsom Yvette Brackmans værk Gheldh Sauna (2020), der var del af udstillingen Arkadisk Frederiksberg på Møstings Hus i vinters. Et værk der klart helst skal opleves fysisk. Skalaen og temperaturerne er bl.a. afgørende i installationen, der består af en infrarød sauna og lyd. Varmen sætter talen og manuskriptet på spidsen – får os til at svede over absurd rigdomsophobning på flere planer.

Yvette Brackman, Gheldh Sauna, 2020. (Gheldh is an Indo-european word for Debt, Desire, Money). Infrared sauna with audio recording written by Yvette Brackman and read by Alex Auder. Photo by David Stjernholm.

Yvette Brackman, Gheldh Sauna, 2020. (Gheldh is an Indo-european word for Debt, Desire, Money). Infrared sauna with audio recording written by Yvette Brackman and read by Alex Auder. Photo by David Stjernholm.

Igen, i efteråret, blev jeg rørt af Kara Walkers (USA) monumentale værk Fons Americanus (2019) skabt til Turbine Hall i Tate Modern, London. En skulptur og fontæne der i sit omfang, udtryk og skarpe kommentar åbner øjne og sanser for et fælles anliggende – racisme, misforstået magtfordeling nu og historisk i slavehandlen over Atlanten. I sit materiale sammensmelter Walker bl.a. den (kunst)historiske og nutidige afbildning af menneskelige idealer og magt flettet ind i fortællinger om vandets kontrasterende betydninger. Et kontekst-specifikt værk der kalder på kroppen, i det rum det svarer igen.

Kara Walker, Fons Americanus. Tate, 2019. Foto: Marie Thams.

Kara Walker, Fons Americanus. Tate, 2019. Foto: Marie Thams.

Kara Walker, Fons Americanus. Tate, 2019. Foto: Marie Thams.

Eller, og her et totalt genreskrift, den retrospektive udstilling af Anna Ancher på Statens Museum for Kunst, som jeg med nød og næppe fik set, inden den lukkede – sammen med resten af de offentlige institutioner.

Udstillingen gjorde dybt indtryk – satte mig i forbindelse med vores historie og et kunstnerisk virke, der på en og samme tid rækker ind i og ud over os. Jeg var som suget ind i Anchers hengivne opmærksomhed på detaljen i de nære relationer, indfanget i et efter tiden modigt greb og en særlig sans for lys. Og ikke kun historien viser sig i hendes motiver, noter, undersøgelser – også gennem hendes professionelle insisteren lærer hun fra sig, hvor hun trodsede hvad der var udset som muligt for hendes køn.

Anna Ancher, Solskin i den blå stue, 1891, Skagens Kunstmuseer.
Foto: Skagens Kunstmuseer.

Anna Ancher, Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej, efter 1913, Skagens Kunstmuseer.
Foto: Skagens Kunstmuseer.

Værkerne og udstillingerne er eksempler på rum, jeg lige nu savner at kunne gå ind i (suk) – og viser hvordan kunsten er båret af evnen til at kunne behandle og reagere på de verdener vi lever i, de ydre og de indre. Og på hvordan det kunstneriske felt rummer vigtige blikke og stemmer – der nuancerer og udvider virkelighedsopfattelsen. Hvilket er helt centralt for at kunne skabe de bedste vilkår for sameksistens.

“Kunst er en kapacitet til at agere i verden – kritisk, æstetisk, sanseligt. Som en relationel kraft bygger den bro mellem den levede erfaring og den strukturelle virkelighed, mellem det åndelige og det politiske, mellem det sanselige og det spekulative.”

Så kontakt til verden? Ja! Kunst er en kapacitet til at agere i verden – kritisk, æstetisk, sanseligt. Som en relationel kraft bygger den bro mellem den levede erfaring og den strukturelle virkelighed, mellem det åndelige og det politiske, mellem det sanselige og det spekulative.

Lad os sammen værne om netop det fokus på, hvordan kunsten skaber afgørende verdenskontakt og erkendelse. Lad os tale kunsten op. Også dig. Så tonerne skaber kor. Og lad os også gøre det, så den vækstdrevne dagsorden, der rigtig nok også lader sig teste netop nu, udfordres og nuanceres. Så flere perspektiver skærer igennem. Med blik for det levede liv – i spændet mellem overlevelse og indlevelse.