HVAD HAR PANDEMI-POLITIK OG PROVINS-PULJER AT GØRE MED HINANDEN?

I Danmark har vi et såkaldt armslængdeprincip, dvs. at kunststøtten i princippet ikke skal være styret af en politisk agenda, men at den uddeles ud fra en kunstfaglig vurdering. Armslængdeprincippet er også sat i stand for at undgå, at kulturen bliver brugt til politiske selviscenesættelser og som middel til at fremhæve individuelle politikeres synspunkter og popularitet. På denne måde kan kunsten bevare sin autonome og kritiske stemme i samfundet.

I april lancerede jeg en ny podcastserie om kunst i de danske yderområder på idoart.dk. I serien Kunsten på kanten besøger jeg 4 vidt forskellige kunstplatforme i Vestjylland. Jeg taler med nogle af initiativtagerne bag dem, om hvordan de hver især har forholdt sig til parametre som; lokal forankring, borgerinddragelse, offentlige støttesystemer og statslig anerkendelse. Parametre som alle kulturaktører i større eller mindre grad er tvunget til at forholde sig til, uanset hvor i landet vi opererer.

Kunstprojekter koster penge, og taler vi om skabelse af kunstprojekter der ikke er kommercielle foretagender, så er de fundamentalt afhængige af offentlige eller private støttekroner for at kunne realiseres. Det er derfor interessant at se på, hvorvidt og hvordan kunstprojekter bliver genereret og inspireret af de forskellige fokusområder og ansøgningskriterier som de individuelle fonde opstiller. Og ikke mindst om der er nogen sammenhæng imellem den aktuelle politiske agenda og fondenes prioriteringer – med andre ord; er der en armslængdeafstand, eller går de nærmere hånd i hånd?

Da podcastserien blev offentligt lanceret, var vi midt i Corona-krisens højdepunkt, hvor regeringens restriktioner forbød os at opleve kunst sammen på institutionerne og museerne. Flere kunstinstitutioner kæmper lige nu med de økonomiske og praktiske udfordringer, krisen har skabt. Situationen har også medført, at kunstneres prekære arbejdsforhold har fået en ny bølge af opmærksomhed, da det blev tydeligt præcist hvor skrøbeligt afhængige vi er af statslig anerkendelse, social adfærd og offentlig tilgængelighed. Konfronteret med de økonomiske udfordringer, er kunstscenen endnu engang blevet tvunget til at skulle forsvare sig i forhold til spørgsmålet om, hvad der præcist er formålet med kunsten, og hvordan den bidrager til samfundet? Er den flødeskummet på toppen af kagen eller limen der holder os sammen?

Og hvad har Corana-krisen så at gøre med en podcastserie om kunst i yderområderne? En hel del faktisk. For grundlæggende handler det om et lands kulturpolitik, og hvordan vi taler om kunstens funktion i samfundet. Det hele bunder i mere end 10 års lands- og kulturpolitik, som jeg kort vil ridse op for jer her. Bær over med mig, der kommer en pointe!

Jeg vil starte tilbage i 2007, hvor den daværende regering gennemførte en omfattende strukturreform, som sammenlagde landets 271 kommuner til blot 98, og dannede de 5 regioner vi kender i dag. Strukturreformens centraliseringspolitik fik store konsekvenser for provinsen. Lukning af skoler og hospitaler skabte demografiske skævvridninger i landet, og de danske yderområder stod overfor problemer med en voksende ældre befolkning, mangel på professionaliseret arbejdskraft og tab af offentlige stillinger. Det medførte en øget koncentration af borgere med lav indkomst, affolkning af landområderne og mange små landsbyer blev forvandlet til spøgelsesbyer.

Mediernes dækning af problemerne var ofte ret negativt ladet overfor provinsen, især i deres brug af termer som ”Den rådne Banan” og ”Udkantsdanmark”, og i den politiske neo-liberale jargon kom det til udtryk, at landområderne måtte ofres for en stærkere centraliseret stat med øget økonomisk vækst. Men i 2015 skete der en ændring, bevidstheden om de demografiske problemer i de perifere områder blev central i den politiske debat. Dette medførte drøftelser om bedre økonomisk støtte fra staten og først og fremmest udflytning af offentlige institutioner og statslige job.

Under titlen ”Bedre balance” blev ca. 3.900 jobs – svarende til mere end 10% af de statslige jobs i hovedstadsområdet – flyttet til andre regioner i hele landet. Det var den største flytning af offentlige stillinger i dansk historie. På samme tidspunkt kom der også et øget fokus på Statens Kunstfond.

Støttesystemet og den geografiske spredning af fondens uddelinger blev sat under politisk bevågenhed. Ser man på årsreporterne fra Statens Kunstfond, kan man se, at dette medførte, at i eksempelvis Region Midtjylland blev antallet af støttede kunstprojekter og samlet tildelte støttekroner fordoblet fra 2015 til 2019. Derudover blev der istandsat en række særlige pulje-projekter særlig mærket til landsbyområderne.

I 2018 kom der endnu et tiltag med oprettelsen af de 2 regionale kunstfonde (Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond), som opstod på baggrund af en aftale mellem regeringen og DF, afledt af at DF havde protesteret mod kunstfondens proklamerede indspiste og ufolkelige støttesystem.

De 2 nye regionale fonde adskiller sig væsentligt fra Statens Kunstfond i deres fokus og ansøgningsprocedure, da de støtter projekter, der ligger ”i grænsefeltet mellem kunst/kultur og vækst/erhverv”. Dette mere iværksættende syn på kunstens potentiale bliver også tydelig i fondenes retorik, hvor ansøger omtales som ”kunstvirksomhed”. Det er nærliggende at tolke på disse tiltag og særlige iværksætterfokus – at ambitionen er at bruge kunsten til at genoprette den demografiske skævvridning og på sin vis medvirke til en gentrificering af landområderne. Men er det virkelig kunstens funktion og ansvar? Skal kunstprojekter være økonomisk bæredygtige og samfundsnyttige for at kvalificere sig til statslig støtte?

Set ud fra den kulturpolitik der er blevet ført de sidste 10 år, virker det til at regeringen prioriterer kunstens sociale og økonomiske virkning frem for overvejelser om kunstnerisk kvalitet. Ord som ”oplevelsesøkonomi” blev i 2010’erne brugt i flæng for at argumentere for kunstens potentiale til at skabe økonomisk vækst, og der var en stigning i kunstaktiviteter, der var borgerinddragende og fokuserede på marginaliserede grupper eller socialt udsatte områder. Problemet med det er, at vi reducerer kunstværket fra dets æstetiske værdi til i stedet at blive evalueret ud fra socialøkonomiske parametre som en rentabel forretningsstrategi.

På trods af denne tilsyneladende store samfundsmæssige funktion, kunsten i det perspektiv fik tildelt, så så vi det ikke ligefrem afspejlet i de politiske prioriteringer. Siden 2016 har kulturen været underlagt en årlig 2% nedskæring, og da kunstnernes lønvilkår blev diskuteret i 2018, blev det i flere udsagn fra politikerne affejet til at være kunstnerne og institutionernes eget interne ansvar fremfor et statsligt anliggende, der lovmæssigt skulle garantere en bedre aflønning af kunstnere.

Med daværende kulturminister Mette Bocks ord skulle kunstnerne gøre sig fortjente til støtte ved at agere nyttige og være omstillingsparate. Udtalelser som denne falder i tråd med den neoliberale politik, som har brugt den kreative freelancearbejder som ideologisk forgangsbillede på den selvadministrerende, filantropiske og iværksættende borger, der tager ansvar for egen overlevelse og i højere grad er uafhængig af velfærdssystemet.

I Corona-krisens tid har vi nu endnu engang oplevet den manglende anerkendelse af kunst og kultur og dens bærende funktion i samfundet. Til at starte med kom det til udtryk, da kulturminister Joy Mogensen udtalte, at hun ville finde det upassende at tale om kultur i en tid som denne. Senere, da det første udkast til kunstnerhjælpepakker kom på banen, afsløredes et urealistisk billede af, hvad kunstnere rent faktisk i gennemsnit tjener, da man som freelancer skulle have en minimumomsætning på 180.000 kr. årligt for at komme i betragtning til støtten, hvilket 75% af danske kunstnere ikke har.

Senest måtte vi så skuffende høre, at økonomisk bæredygtige erhverv som shoppingcentre og restauranter får lov til at åbne op igen i Fase 2, mens museer og kunsthaller, på trods af udtalelser fra Statens Seruminstitut om forsvarlige forhold, må vente til Fase 3 af genåbningen af samfundet med at kunne invitere offentligheden ind igen. Så hvad betyder kunsten egentlig i velfærdssamfundet, hvor vigtig er dens funktion og hvad er det, den skal bidrage med ud fra et socialøkonomisk perspektiv?

Den franske teoretiker Jaques Rancière har skrevet en hel del om netop dette emne; kunstens funktion og dens relation til samfundspolitik. Ifølge Rancière ligger effektiviteten af en æstetisk oplevelse – i modsætning til politiske initiativer – ikke i en umiddelbar aflæselig funktion. En æstetisk oplevelse bryder med vores visuelle gængse opfattelse af verden og samfundslogikken. Hvor politiks logik er baseret på at kortlægge samfundet i organer, der er bundet til sted, tid, indbygger og socialt formål – hvad der faktuelt er synligt – er formålet med kunsten at distancere sig fra det åbenlyst synlige og give det nye skalaer, strategier og betydninger i forhold til hvordan det synligt opfattes. Dvs. at synliggøre det usynlige og skabe nye forbindelser mellem ting og deres betydning.

Kunsten kan dermed ikke baseres på en demokratisk, kollektiv beslutning, da den i så fald ikke vil give oplevelsen af en ny sensation, skabe nye relationer mellem hvad vi ved og hvad vi ser, mellem det kollektivt opfattede og individuelt sanselige. Derfor argumenterer Rancière for, at 'kunstens politik' er bundet til en politisk subjektivering; at kunsten er nødt til at fjerne sig fra virkeligheden for socialt at distancere sig fra den politiske samfundslogik.

Det er derfor problematisk, når vores såkaldte armslængdeprincip bliver infiltreret af politikernes dagsordner og kunststøtten fortrinsvis går til projekter, som er ”nyttige”. Hvis vi bliver ved med at forsøge at måle og veje potentialet med kunstneriske projekter, påvist i vækstgrafer og social-økonomiske effekter, så undgår vi at tale om kunstens sande formål, som er at generere nye perspektiver og danne nye fællesskaber. Ikke desto mindre, synes debatten om kunstens relevans i samfundet at blive ved med at gøre brug af argumenter som hvor mange jobs den kan generere, og hvilken forskel den f.eks. kan gøre i socialt udsatte områder eller for marginaliserede grupper. Kunst som en slags socialt arbejde – dog uden ansættelsesfordele som overenskomstberettiget løn- og arbejdsforhold, ferie, barsel og sygedagpenge, der ellers normalt tilfalder arbejdere i den sociale sektor.

Kulturen er bestemt ikke første prioritet, når krisen kradser, men når politiske handlinger skaber samfundsmæssige skævvridninger, så bliver kunsten hevet ind som en billig socialøkonomisk nødhjælp. Med den politiske underkendelse af kunst og kulturs relevans for samfundet, som vi har oplevet det indtil nu, så er det højst sandsynligt den sektor, der først bliver lagt på blokken, når sparekniven skal slibes. Hvis historien gentager sig som set med strukturreformens konsekvenser i 2010’erne, så er det ikke helt utænkeligt, at vi om 1-2 år fra nu af vil se oprettelse af pulje-projekter særligt mærkede til kunstneriske aktiviteter, der skal rette op på de konsekvenser, som Corona-krisen med al sandsynlighed kommer til at skabe. Det vil desuden angiveligt være kunstprojekter, der opererer ud fra etiske socialøkonomiske paradigmer, der i højere grad vil blive vægtet over den æstetisk kvalitet.

Gennem Covid-19 pressemøderne konfronteres vi igen og igen med ord som samfundssind, solidaritet og ansvar. Det er en tid til at ”stå sammen ved at holde afstand”. Fra mit karantæne-hjørne vil jeg derfor opfordre til, at vi som aktører på kunstscenen bevarer den samme solidaritet indenfor vores fag og står sammen med vores kritiske stemmer og holder afstand til de politiske infiltreringer. Vi er nyttige, men ikke altid i økonomisk målbare effekter. Sådan skal det blive ved med at være, og forhåbentlig vil regeringen med tiden også indse det og i højere grad anerkende kunstens rolle i samfundet.

Forsidefoto: Anna Bak: Blank Billboard (2015).
Stedspecifik installation på Sejerø Festivallen, 2015.