KUNSTAKADEMIERNE UDSKYDER OG NYTÆNKER AFGANG PGA. COVID-19

Fredag d. 17. april var det meningen, at Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling skulle åbne på Kunsthal Charlottenborg – men sådan bliver det ikke. Kunstscenen er fortsat lukket ned pga. Covid-19, og det betyder også, at landets kunstakademier må gentænke skoleårets traditionsrige afslutning.

Afgangsudstillingerne på landets tre kunstakademier (Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi samt Det Fynske Kunstakademi) er under normale omstændigheder nogle af de vigtigste udstillinger i kunstscenens årshjul. Her får vi chancen for at se, hvad de nyuddannede kunstnere har arbejdet på, og de er typisk også et godt pejlemærke for, hvilken retning den nye generation navigerer efter.

Vi elsker selv at besøge afgangsudstillingerne, fordi de altid præsenterer os for nye og uventede stemmer. Det er nok gået op for alle, at intet i år bliver som det plejer, og derfor har vi kontaktet landets kunstakademier for at få et indblik i, hvordan Covid-19 påvirker årets afgangsudstillinger.

Det Kongelige udskyder afgang til efteråret
I en mail fra Det Kgl. Danske Kunstakademis kommunikations- og projektansvarlige Lea Kyndrup får vi at vide, at afgangsudstillingen er rykket til efteråret, men at det stadig er planen at afholde den på Kunsthal Charlottenborg på samme måde som altid. Den nye udstillingsperiode hedder nu 11. september - 18. oktober 2020, men Lea pointerer, at der naturligvis skal tages forbehold for situationens udvikling. “Den nye åbningsdato er selvfølgelig, som alt andet, afhængig af hvad den danske regering beslutter i relation til den gradvise genåbning af det danske samfund.”

“Afgangsudstillingens nye udstillingsperiode er kommunikeret internt til alle studerende og undervisere for et stykke tid siden. Der opstår selvfølgelig spørgsmål hos de studerende i forbindelse med undervisning, SU og lignende,” uddyber Lea og understreger, at man fra skolens side løbende forsøger at besvare alle henvendelser bedst muligt.

Det Fynske udskyder og Det Jyske nytænker
Også på Det Fynske Kunstakademi har man taget konsekvensen af regeringens udmeldinger og udskudt åbningen af årets afgangsudstilling. Først lød meldingen, at udstillingen ville åbne i starten af juni, men nu har fakultetet netop meddelt, at man overvejer at vente til slutning af juni eller starten af august. Den endelige beslutning vil bliver taget i samråd med afgængerne på et snarligt fællesmøde.

Det Jyske Kunstakademi har man valgt at gennemføre Afgang 2020 – dog i en noget anden form end først planlagt. Ifølge rektor Judith Schwarzbart bliver udstillingen afholdt i maj måned, men da Kunsthal Aarhus ikke kan åbne for publikum, vil de studerendes værker dels blive vist online samt i den glasmontre der skyder op fra kunsthallens underjordiske galleri. Planen er så, at årets syv afgængere hver får ca. fem dage til at præsentere deres værker i montren, som publikum kan opleve gennem ruderne alle døgnets 24 timer.

Yderligere detaljer om årets afgangsudstillinger kommer løbende, og vi vil opdatere denne artikel i takt med, at vi modtager flere informationer.


Foreløbige datoer for årets afgangsudstillinger
Senest opdateret d. 4. MAJ, 2020.

Det Kgl. Danske Kunstakademi, København:
Kunsthal Charlottenborg, 11. september - 18. oktober, 2020.

Det Fynske Kunstakademi, Odense:
Det Fynske Kunstakademi, 7. august - ?, 2020.

Det Jyske Kunstakademi, Aarhus:
Kunsthal Aarhus, 8. maj - 24. juni, 2020.


SENESTE OFFICIELLE UDMELDINGER FRA KUNSTAKADEMIERNE
SENEST OPDATERET D. 4. MAJ, 2020

Det Kgl. Danske Kunstakademi, København:
Endnu ingen officiel udmelding.

Det Fynske Kunstakademi, Odense:
”Danmark og store dele af verden er fortsat lukket ned pga. covid-19, og Det Fynske Kunstakademi har derfor valgt, i samarbejde med de studerende og årets kurator Irene Campolmi, at udskyde åbningen af dette års afgangsudstilling til fredag d. 7. august 2020.

Således vil udstillingen indtil videre åbne tre måneder senere end planlagt. Oprindeligt var intentionen, at Afgang 2020 skulle åbne for publikum torsdag d. 7. maj. "Som resten af verden følger vi dag for dag udviklingen af covid-19, og den betydning pandemien har for vores studerendes og besøgendes sikkerhed. Vi håber, at pandemien er kommet så meget under kontrol, at vi til august kan vise afgangsudstillingen for publikum. For selv hvis det bliver med restriktioner, er en udstilling med begrænset adgang bedre end en udstilling uden publikum”, siger rektor, Lars Bent Petersen.

Afgang 2020 finder sted i Akademiets 135 år gamle Skulptursal, på Jernbanegade 13. Til at kuratere og organisere afgangsudstillingen og dertilhørende katalog har Akademiet inviteret den internationalt anerkendte kurator Irene Campolmi. Irene Campolmi kuraterede bl.a. den danske kunstner Jespers Justs udstilling på Charlottenborg i København og den estiske pavillon på den 58. Venedig Biennale i 2019.

Dette års afgangsstuderende er: Rune Viggo Jørgensen, Tao Sabella Hansen, Jonas Vang Hansen, Ditte Marie Frost Clausen, Morten Larsen, Jakob Nilsson, Emil Skamstrup, Mette Rasmussen, Sara Arenfeldt Kragh og Wael Toubaji.”

Det Jyske Kunstakademi, Aarhus:
”Sammen med Kunsthal Aarhus trodser vores afgangsstuderende den globale pandemi og lader udstillingen 2020 udfolde sig i syv dele. Værkerne kan opleves udefra i kunsthallens vinduespartier, glaskuben, på ydermuren, gårdspladsen foran Kunsthal Aarhus og på hjemmesiden kunsthalaarhus.dk. Et katalog er udgivet som et tillæg i Århus Stiftstidende og Randers Lokalavis. Tillægget indeholder fantomtegninger, der er skabt ud fra kunstneres beskrivelser af værkerne, som de oprindeligt havde forestillet sig dem i kunsthallens nedre galleri. Siden er værkerne i sidste øjeblik blevet genskabt til det nye virussikrede udstillingsformat, hvor afgangsstuderende råder over vinduespartier og hjemmeside en uge ad gangen. På den måde opfører udstillingen sig, som det slogan vi alle har lært at kende: Sammen – hver for sig.” Læs mere om udstillingen her.


Forsidefoto: Det Kgl. Danske Kunstakademi, Afgang 2019 på Kunsthal Charlottenborg. Foto © I DO ART Agency.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.