KOLINDSUND – SPILLET OM FREMTIDEN

De fleste kender spillet Matador. De fleste tænker også på spillet som en demonstration af kapitalismens herlighed. For med lidt held kan du skabe dig en formue. Ved at købe grunde og bebygge dem med huse og hoteller. De øvrige spillere skal nemlig betale leje, når de lander på en grund, som en spiller ejer. Jo flere huse og grunde du ejer, desto dyrere er det for den uheldige spiller. Hvad er bedre til at illustrere, at du kan blive rig i det virkelige liv, når kapitalismen er alles kamp mod alle, og meningen med det hele er økonomisk at udslette hinanden?

Til gengæld ved de færreste nok, at inspirationen til Matador kom fra The Landlords Game (Udlejerens spil på dansk). The Landlords Game er et spil udviklet af amerikaneren Elizabeth Magie, der levede fra 1866-1948. Spillet skulle illustrere økonomen og ideologen Henry Georges idé om, at et samfund, baseret på privateje af jord, skaber stor økonomisk og social ulighed. I The Landlords Game kommer det til udtryk ved det negative eksempel. Ejer du først de mest attraktive grunde og har bebygget dem, går det kun én vej for dine medspillere – ned i uafvendelig økonomisk ruin. Vinderen vinder altså nok spillet, men på bekostning af sine medspillere, medborgerne i det fællesskab, et samfund er.

Elizabeth Magie skrev selv om spillet at: “Det kunne lige så godt have heddet ’Livets spil’, da det indeholder alle elementer til succes og fiasko i den virkelige verden, og målet er det samme som mennesket generelt synes at fokusere på: akkumulering af rigdom.”

“Elizabeth Magies brug af et brætspilformat til at formidle en politisk og social kritik, er original og progressiv. Både fordi det er aktivisme, fra før aktivisme blev en udbredt praksis, og fordi det i en kunstnerisk sammenhæng arbejder med publikumsinddragelse, noget som først rigtig vinder frem med kunsten i 1960’erne.”

Elizabeth Magies brug af et brætspilformat til at formidle en politisk og social kritik, er original og progressiv. Både fordi det er aktivisme, fra før aktivisme blev en udbredt praksis, og fordi det i en kunstnerisk sammenhæng arbejder med publikumsinddragelse, noget som først rigtig vinder frem med kunsten i 1960’erne. Samtidig er det også en sjov og sofistikeret måde at arbejde med udsigelse på. Alle former for udsigelse rummer værdi, et brætspil er ingen undtagelse. En af pointerne med The Landlords Game er den negative erfaring, som skal tjene til positiv erkendelse.

Elizabeth Magie fik tilkendt patent på The Landlords Game den 5. januar 1904 efter at have brugt flere år på at udvikle spillet. Men det var ikke første gang, Elizabeth Magie havde søgt om patent på en opfindelse. Hun arbejdede i en periode som stenograf og havde tidligere opfundet en anordning til skrivemaskiner, der både skulle gøre det nemmere at putte papir i maskinen og samtidig udnytte en større del af papiret.

Elizabeth Magie var tillige feminist og forfatter, og optaget af social og økonomisk uretfærdighed. Men det var svært på den tid i USA at opnå anerkendelse og begå sig i samfundet som kvinde med selvstændige idéer indenfor kunst og økonomisk og politisk teori. Det var også svært at få anerkendelse for at have skabt idéen til Matador. Fordi man dengang ikke kunne forestille sig, at kvinder kunne være forretningsfolk. Penge forbandt man, hvor skørt det nu engang er, som udtryk for stringent logik og abstrakte processer. Det var et domæne for mænd, og derfor harmonerede det dårligt med, at Matador – omfavnelsen af kapitalismens logik og herlighed – skulle være skabt af en kvinde. Magie endte med at sælge spillet for 500 dollars i 1935 til et spiludvikler-firma uden ret til royalties. Hun havde løbende udviklet spillet, så andre økonomiske begreber og mekanismer indgik. Idéen og spillets struktur var imidlertid uforandret og udtryk for Elizabeth Magies arbejde for at ville skabe et socialt og økonomisk mere retfærdigt samfund.

Georgisme
Henry George (1839-1897) var journalist og økonom og fortaler for at indføre skat på jordeje, en såkaldt jordværdi eller jordrente-skat. Argumentet er, at alt der er skabt gennem arbejde, kan man eje. Men det, der findes i naturen, er ikke skabt af mennesket, og derfor kan man heller ikke eje det.

Når folk så alligevel ejer jord, som jo er en naturressource, der bør komme alle til gode, skal man beskatte den gevinst, man opnår ved at være jordejer. Gevinst som skabes ved udlejning eller værditilvækst. Til gengæld skal der ikke være skat på arbejde. Eller på varer i det hele taget.

Henry George ønskede ikke at afskaffe den private ejendomsret. Beskatningen af jord skulle føre noget af gevinsten tilbage til fællesskabet, repræsenteret af staten. Staten skulle så bruge indtjeningen til at finansiere offentlige goder og velfærd. I stedet skulle man fjerne skat på arbejde og varer. Henry George gjorde selv meget ud af at erklære, at han ikke var socialist, trods det var formålet med hans jordskat faktisk at udligne forskellen mellem rig og fattig og samtidig hæve levestandarden for de fattigste. Når man ikke skal betale skat af arbejde, vil det også motivere til at arbejde mere, mente han. Henry George troede på det frie initiativ. Kapitalisme er fantastisk til at skabe rigdom, men elendig til at distribuere den, var en af hans pointer. Henry George var også fortaler for ligestilling og ligeløn. Det var kontroversielt i en tid, hvor kvinder ikke havde stemmeret, og kvinders synspunkter heller ikke blev taget alvorligt. Avisen The New York Times hævdede i 1869, at lavere løn til kvinder var til kvindernes egen fordel, da der så var flere argumenter for at ansætte dem. En tidsånd, som også sætter Elizabeth Magies praksis i perspektiv.

Da Henry George stillede op til valget som borgmester i New York i 1886, var et af hans politiske forslag, at der netop skulle være ligeløn. Blandt hans andre forslag var bedre og mere grundig inspektion af bygninger. De fattigste i storbyen boede under elendige forhold, hvilket er omfattende dokumenteret af den danske fotograf Jakob A. Riis. Desuden var Henry George også fortaler for retten til at forsamles og demonstrere uden indgriben fra politiet. Ved borgmestervalget fik Henry George næstflest stemmer – også selvom kvinder ikke havde stemmeret. Faktisk fik Henry George flere stemmer end den senere amerikanske præsident Theodore Roosevelt, der også var kandidat ved valget i 1886.

Henry Georges idéer var populære i samtiden, og hans bog Fremskridt og Fattigdom er også en af de mest solgte bøger i USA nogensinde. I dag vedkender for eksempel den kendte økonom og nobelpristager Joseph Stiglitz (f. 1943) sig Henry Georges idéer. I dansk politik arbejdede Retsforbundet i mange år for at komme i Folketinget på en mere liberalt orienteret fortolkning af Henry Georges idé om skat på privateje af jord, og som Retsforbundet kalder for grundskyld.

Fælledens tragedie
Inden for økonomisk teori findes et begreb, der forklarer hvordan fælles ressourcer ender med at blive overudnyttet. Begrebet “Tragedy of the Commons” (Fælledens tragedie på dansk), blev introduceret af William Forster Lloyd i 1833. Lloyd brugte billedet på fælleden til at illustrere, hvad der sker, når en gruppe af mennesker skal deles om fælles ressourcer.

I gamle dage havde man i landsbyerne fælles græsningsarealer, kaldet fælleden. Her kunne landsbyboerne sætte deres husdyr på græs. Ved forårets begyndelse bestemte oldermanden, der var formand for landsbylauget, hvor mange dyr den enkelte landsbyboer kunne sende ud på fælleden. Oldermandens beslutninger har ikke nødvendigvis været retfærdige, men de har hjulpet til, at fælleden ikke blev overudnyttet, som den største trussel mod en bæredygtig udnyttelse af fælles ressourcer.

Fælledens tragedie handler om at balancere egeninteresser i forhold til fællesskabets interesser. Ved at sætte flere dyr på græs, kan den enkelte landsbyboer skabe større gevinst for sig selv, samtidig med at den negative effekt bliver spredt ud på hele landsbyen. Af frygt for at miste sin andel vil den enkelte landsbyboer konkludere, at det er bedst at sende flere af sine egne dyr på græs. Men det samme vil de øvrige landsbyboere også konkludere. Heri består det tragiske: at mennesket er tilbøjeligt til at prioritere den personlige gevinst i forhold til fællesskabets bedste.

“Af frygt for at miste sin andel vil den enkelte landsbyboer konkludere, at det er bedst at sende flere af sine egne dyr på græs. Men det samme vil de øvrige landsbyboere også konkludere. Heri består det tragiske: at mennesket er tilbøjeligt til at prioritere den personlige gevinst i forhold til fællesskabets bedste.”

Klimakrisen er et godt eksempel på fælledens tragedie. Luften er forurenet af overforbrug af fossile brændstoffer. Verdenshavene er overfiskede. Vi overforbruger penicillin, så bakterier udvikler resistens mod den mest effektive behandling af sygdomme, vi har. Og så videre, listen er lang.

Elinor Ostrom
Politologen Elinor Ostrom (1933-2012), som modtog Nobelprisen i økonomi i 2009, undersøgte hvordan lokalsamfund forskellige steder i verden har udviklet forskellige måder at styre forbruget af fælles ressourcer på.

Ostroms forskning viser, at der ikke findes ét ejerrettighedssystem, som er bedst til at regulere ressourceforbruget. Hendes forskning viser også, at for at udnyttelsen af en fælles ressource i et polycentrisk system (betegnelsen for et lokalt fællesskab der indgår i flere organisationer) skal være bæredygtig, er der 8 principper, som skal være opfyldt:

En præcis beskrivelse af den fælles ressource, transparente regler for at anvende den, og beskrivelse af hvem der må anvende den.
Der skal være proportional konsekvens, så de der har størst gavn af at anvende den fælles ressource, også skal bidrage mest til den.
De, som bliver påvirket af reglerne, skal inddrages i at udforme dem.
Det skal overvåges om reglerne overholdes, og hvordan den fælles ressource påvirkes. De som overvåger skal stå til ansvar for brugerne.
Mulighed for at sanktionere proportionelt med, hvordan reglerne er blevet brudt.
Det skal være nemt og billigt at løse konflikter.
De lokale regler for at forbruge ressourcerne skal anerkendes gennem hele systemet.
Den lokale selvforvaltning skal koordineres med andre relevante organisationer.

Klimakrisen er en global krise, der skyldes overforbrug af jordens ressourcer. Selvom alle verdens lande er enige om at nedbringe udledningen af CO2, findes der ingen global aftale, som alle lande har tilsluttet sig, selvom målene i Kyoto og Paris-aftalen i praksis er dem, næsten alle lande forsøger at leve op til. Ét af Elinor Ostroms vigtigste principper handler om retfærdighed.

For at nå Net Zero i 2050 skal vi globalt mindske vores overforbrug af jordens ressourcer. Udviklingen af ny teknologi vil formentlig løse en del af problemet. Men vi skal også ændre livsstil, så vækstfilosofi og forbrug kommer til at fylde mindre. Ikke mindst skal vi finde en retfærdig løsning på at den udvikling, Vesten har gennemgået økonomisk og socialt, ikke gentages i verdens såkaldte udviklingslande, fordi den baserer sig på forbruget af fossile brændstoffer. Vesten, som også i hovedsagen er tidligere kolonimagter, har i forvejen udbyttet de samme lande gennem århundreder.

Et andet af Ostroms principper handler om, at de som har størst gavn af en aftale også skal bidrage mest. Men hvad forstår vi ved gavn i den sammenhæng, og i hvilken grad vil Vesten gøre de teknologiske løsninger tilgængelige for udviklingslandene? Det kræver politiske løsninger, som tager højde for, at alliancen mellem stigende klimaskepsis og højrenationalisme begrænser forståelsen af krisen som både et globalt og historisk problem.

Kolindsund
Kolindsund – Spillet om fremtiden konceptualiserer og genanvender strukturen fra The Landlords Game til et spil om Kolindsund. Selvom de færreste nok har hørt om Kolindsund, så er det Jyllands tidligere største sø, der blev drænet i 1870’erne for at skaffe landbrugsjord til at brødføde Europas voksende befolkninger. Dræningen lykkedes efter en del besvær og ekstra omkostninger. I dag er det frugtbar landbrugsjord, hvor der både gror rapgræs til produktion af frø og spiselige afgrøder. Kolindsund er et spejl på udviklingen i Danmark, og hvordan vores natursyn har udviklet sig i nyere tid. Allerede i 1842 henvendte en gruppe lokale borgere sig til Kong Christian den 8. for at få økonomisk hjælp til en undersøgelse, der skulle klarlægge, om det var muligt at tørlægge Kolindsund. Kongen afviste, men nu var udtørringen af Kolindsund på dagsordenen. Det var imidlertid først med en gruppe københavnske investorer i Aktieselskabet Kolindsund, at dræningen blev påbegyndt i 1872. Forud var gået en voldsom debat om ændringerne af landskabet og om, hvem der havde gavn af dræningen.

Eftersom Europas befolkninger voksede, var der efterhånden et stort behov for afgrøder. Ved at dræne vådområder kunne man skaffe ny landbrugsjord. Danmark befandt sig i den sidste del af det, som kaldes den store kornsalgsperiode. Samtidig voksede en ny selskabsform frem, som gjorde det muligt at spekulere og investere. Antallet af aktieselskaber steg voldsomt. Ikke bare i Danmark, men også i resten af verden. Ejerstrukturen i et aktieselskab er også en finansieringsform. Aktionæren forpligter sig kun på den indskudte kapital, som er værdien af aktien. Samtidig kan aktieselskaber optage lån, uden at aktionærerne risikerer andet end at miste værdien af deres aktier. Det er altså en relativt risikofri investeringsform, som kan bruges til at finansiere større projekter. Hvilket er en vigtig årsag til at aktieselskaber er så stor en succes som virksomhedskonstruktion. Selskabsformen udnytter kapitalens aggressive risikovillighed.

Dræningen var planlagt til at vare to år, men tog reelt syv år. Man blev tvunget til at udstede nye aktier for at finansiere projektet. Samtidig ophørte den gyldne kornsalgsperiode i 1880, hvilket krævede en ny omstilling af landbruget. Derefter går det op og ned økonomisk indtil 1921, hvor aktieselskabet blev opløst og sundgårdene solgt, for at aktionærerne stadig kunne nå at redde noget af deres indskud.

Det var private bønder, der købte gårdene. De nye ejere etablerede sig i lodsejerlaug, som også skulle stå for den konstante afvanding af opstigende grundvand. Det gik ikke så godt, samtidig fik børskrakket på Wall Street i 1929 konsekvenser for bønderne i Kolindsund. I 1932 kommer de første tvangsauktioner. I 1933 må Kolindsundbønderne henvende sig til regeringen for at få økonomisk hjælp. Redningen krævede dog et kompromis, der sikrede landarbejderne retten til at organisere sig, hvilket tidligere havde udløst en konflikt, der måtte løses i højesteret. Dengang dømte højesteret kontroversielt fagforeningerne til at betale erstatning til arbejdsgiverne for tabt indtjening under arbejdsnedlæggelsen.

I Kanslergadeforliget var Venstre blevet lovet en hjælpepakke til landbruget som tak for støtten til Socialdemokratiets reformer. I pakken indgik støtte til grundforbedring og et lovforslag om Kolindsund, der blandt andet handlede om, at det offentlige skulle overtage renoveringen af kanaler og pumpestationer og stå for vedligeholdelsen af veje i sundet. Det blev opfattet som en samfundsopgave at sikre det drænede sund.

Renoveringen var en succes. Sundbønderne fik stort udbytte. Fødevaremanglen under 2. verdenskrig hjalp også til at skabe overskud. Men helt uproblematisk var det ikke at dyrke den tørlagte søbund. Når vand pumpes bort, begynder humusjorden i den gamle søbund at forbrænde, hvorefter den synker sammen og bliver til mineraljord. I 1981 krævede sundbønderne katastrofehjælp efter en våd sommer, der havde druknet deres afgrøder. Markerne stod under vand, fordi jorden i processen med at blive til mineraljord havde sat sig mere end 2 meter. Hedeselskabet blev konsulteret, og senere i 1988 byggede man endnu en pumpestation og hævede pumpedybden fra de oprindelige 2,6 til 5 meter.

Kolindsund var dermed igen kommet på den offentlige dagsorden. Diskussionen om hvorvidt sundet skulle genoversvømmes blev genaktuel. Det daværende Aarhus Amt ændrede holdning, da Folketinget vedtog Vandmiljø- plan II i 1998. Nu så man positivt på muligheden for at etablere våde enge. Planerne blev imidlertid skrinlagte og samtidig søgte sundbønderne tilladelse til at vedligeholde kanalerne på en måde, som sikrede bedst mulig afvanding af deres marker. Kanalerne ville dermed ændre status fra at være laksefiskevand til at blive afløbsrender for drænvand. Dette var i strid med vandmiljøplanen, mente Danmarks Naturfredningsforening. Sagen blev til et politisk spørgsmål. Først langt senere blev striden afgjort i retten. Dommen faldt ud til sundbøndernes fordel, så kanalerne fik status af erstatningsvandløb, der skulle aflede vand. Kanalerne skulle ikke længere vedligeholdes for at for at støtte miljøet, men hjælpe til at aflede drænvand.

Grenaa er truet af vandstandsstigninger. Dele af det tørlagte Kolindsund vil kunne bruges som reservoir i tilfælde af stormflod og stigende vande. Et andet aspekt er, at Kolindsund konstant afvandes for opstigende grundvand. I tilfælde af tørke, som også er mulig en konsekvens af klimakrisen, kræver markerne i Kolindsund ingen kunstig vanding for at kunne dyrkes. Det skal opvejes i forhold til de klimaudfordringer, der er ved industrielt landbrug.

I nyere tid har Kolindsund været og er stadig genstand for strid og debat. Centralt står selvfølgelig om Kolindsund skal genoversvømmes. Naturforeninger ser mulighed for at skabe et stort naturområde med et rigt fugle- og fiskeliv. Omvendt har sundbønderne haft deres liv og livsindtægt gennem generationer på gårdene i sundet, hvor der produceres fødevarer til at brødføde verdens befolkninger. Der findes næppe noget entydigt svar. Men det ændrer ikke ved, at Kolindsund er et spejl på, hvordan både samfundet og natursynet har udviklet sig, og hvilke udfordringer, vi står overfor i den nære og fjerne fremtids virkelighed.

Kolindsund – Spillet om fremtiden. Illustration: Hartmut Stockter.

I spillet Kolindsund – Spillet om fremtiden er der taget kunstneriske friheder ved for eksempel at tilføje øen Hjelm som ligger i Kattegat, og ved at inddrage øens historie som hjemsted for falskmøntneri, der skulle undergrave økonomien i den danske stat, under ”De fredløses krig” (1289-1296).

Positiv social og økonomisk udvikling bygger netop på en stabil stat. Derfor var det også dengang en sofistikeret og moderne måde, den norske konge førte krig mod Danmark på, som har paralleller til vores nutid, hvor manipulation af nationaløkonomier anvendes som strategier til at undergrave stabiliteten i de pågældende lande af forskellige årsager.

Kolindsund – Spillet om fremtiden. Illustration: Hartmut Stockter. Foto: Henrik Majlund Toft.

Kolindsund – Spillet om fremtiden er en visuel og narrativ kunstnerisk spiloplevelse, som blander performance med oplysning og samfundskritik. Spillet italesætter de klimaudfordringer, vi står overfor, med udgangspunkt i Kolindsund og sundets kulturelle og geologiske historie.

Inspireret af Elizabeth Magies The Landlords Game, og tilføjet elementer fra blandt andet Elinor Ostroms principper for bæredygtige aftaler om udnyttelse af fælles ressourcer. Ikke fordi løsningen på klimakrisen nødvendigvis findes i deres aktivisme og teorier, men fordi de begge stiller spørgsmål ved de strukturer og værdier, som former vores verden i dag. Øko-feminisme stillet overfor kapitalens maskuline patos. Sjovt nok har folk, som en filosof bemærkede, nemmere ved at forestille sig verdens sammenbrud end alternativer til vækstfilosofi og liberal markedsøkonomi! Dét er den misforståede opfattelse af idéen bag Matador, som et spil der skal vise kapitalismens herlighed, et godt udtryk for. God spillelyst!