#ICEWATCH PÅ RÅDHUSPLADSEN

Olafur har gjort det igen, tænkte jeg ved mig selv, da jeg søndag d. 26. oktober sad med dagens udgave af Politiken. Det var tidlig formiddag, da jeg gjorde opdagelsen om indlandsisen på Rådhuspladsen.

Jeg var nysgerrig, det her måtte jeg altså se! Jeg cyklede ind til ferniseringen senere samme dag, og de næste tre dage fulgte jeg på min daglige færden til og fra skole isens uundgåelige forsvinden. Det er blevet til daglige skriblerier og utallige fotos. Her er min #icewatch.

Søndag d. 26. oktober:

FN’s klimapanel holder åbenbart møde i København i disse dage. Alt imens der snakkes om klimaforandringer, vil der på Rådhuspladsen i København være syn for sagen: indlandsisen smelter.

Et samarbejde mellem professor i geologi Minik Rosing og kunstner Olafur Eliasson har resulteret i, at der i dag står 100 ton grønlandsk indlandsis i hjertet af København – det bliver jeg altså nødt til at se!

Kl. 14.00: Rådhusklokkernes kimen fortæller mig, at klokken er blevet 14.00. Pyh, jeg nåede det lige. Rådhuspladsen summer af liv denne efterårssøndag. I menneskehavet kan jeg skimte pletvise isblokke – jeg er vist kommet lige i tide. Lyden fra megafonen når ikke ud over hele pladsen, da talerne går i gang. Jeg har fået en ok plads trods min sene ankomst, og hører det meste af talerne – primært afbrudt af de omkringståendes stemmer, der alle klager over netop lydkvaliteten. Først er der et par taler af folk, jeg ikke ved hvem er – står og tænker at jeg nok burde læse avis lidt oftere.

Så er det Minik Rosings tur til at tale. Volume og engagement får et hak opad, inden det til sidst er Olafur Eliasson, der tager megafonen og tydeligt og engageret fortæller om sit projekt. Talerne slutter, Ice Watch erklæres for åbnet, og folkemængden begynder at kante sig rundt på den fyldte plads for at se, røre og lytte til den grønlandske indlandsis.

Det er en ret flot efterårsdag, og der er mange, der har fået samme idé til en søndagstur som jeg. Her er alle aldersgrupper, men børnene stjæler billedet – lydbilledet. Der går ikke længe, fra at Olafur har lagt megafonen, til det første hyl høres et sted fra pladsen. Der er vist en lille en, der er faldet. Fra andre isblokke lyder der latter fra børn, der fascineret betragter de store stykker is. Jeg har parkeret min cykel, og kanter mig rundt i menneskemængden med mit kamera. Venter tålmodigt til der er plads til mig foran isblokkene. Min venstre hånd placerer jeg på en af de dragende blokke, imens min højre hånd knuger den gule Nokiatelefon til sig.

Jeg prøver, ligesom alle andre tilsyneladende gør det, at indfange øjeblikket igennem kameralinsen. En baby i moderigtige rober bliver forsigtigt placeret ovenpå isen, så far kan få et godt billede af poden. Jeg hører brudstykker af folks samtaler, imens jeg går rundt i menneskemylderet. Et ungt par prøver at blive enige om, hvor i byen de skal tilbringe resten af søndagen. En teenager leder efter resten af familien og … swush… en lille isklump kommer glidende hen imod mig. Løbende efter isklumpen kommer en lille pige, på syv eller otte år gammel vil jeg tro. Rundt omkring mig har flere børn fået samme idé. Ved en af isklumperne er rollingerne med deres fotoivrige forældre fortrængt af nogle større drenge, der hårdhændede tester isens holdbarhed.

Tidligere i dag læste jeg en artikel om projektet, hvor journalisten havde den samme umiddelbare tanke om det her projekt som jeg selv. Den skepsis kommer nu tilbage; godt nok har særligt Rosing og Eliassons taler virket meget passionerede, men hvor bliver klimadebatten af?

Her går jeg rundt og må minde mig selv om at være til stede i øjeblikket, huske at røre ved isen og føle den. Men hvorfor er det nu, at den står her? Den står her jo ikke kun for, at jeg skal gå og tage billeder i et væk – jeg skal vel gerne tænke et eller andet, føle et eller andet… Og skal alle de andre ikke også det? Jeg hører mange snakke omkring mig, men det kan tælles på én hånd, hvor mange der nævner noget om klima og ansvar.

Isen smelter overraskende hurtig. Rundtomkring drypper isblokkene allerede, og fliserne er våde, selvom der ikke er en regnvejrssky i sigte. Pludselig kan jeg mærke, at lydene og stemningen rammer noget i mig: jeg står med lidt samme følelse, som jeg havde sidste år i december. Dengang stod jeg på Van Gogh Museet i Amsterdam og studerede en video. Videoen illustrerede, hvordan farvepigmenterne i en tegning bliver nedbrudt år for år, blot fordi de udsættes for lys. Det var en gyser for kunstnørder.

Jeg stod og betragtede videoen flere gange – og jeg havde samme reaktion hver gang, for dårligt var videoen startet forfra, før jeg fik lyst til at trykke på en imaginær stopknap. Hvis jeg dog bare kunne stoppe lyset i at viske tegningen bort. Pludselig vender denne følelse tilbage til mig. Jeg vil stoppe det, der ikke kan stoppes. Jeg kan se, hvordan isen smelter, hvordan den sågar bliver tvunget til at smelte hurtigere, fordi alle synes at ville røre ved den. Jeg tager en dyb indånding. På én gang er jeg overrasket over, hvor stærkt et indtryk isen har gjort på mig, og samtidig er jeg glad ved følelsen over faktisk at have været til stede og have sanset værket.

Kl. 14.43 kører jeg tilbage mod Amager. Indlandsisens retur er i mine tanker. Jeg når til Langebro og nyder udsigten til begge sider. Da min cykel rammer Amagersiden, er fascinationen af isen ved at være forduftet. Jeg tænker over, at det er rart ikke længere at stå i menneskemængden og overvejer, om jeg mon har fået nogle gode billeder med mig hjem.

Det er svært ikke at blive fascineret af Olafurs værker. Han har lavet en sol i London, en regnbue i Aarhus, et islandsk landskab i Humlebæk, og nu også grønlandsk indlandsis i København. Der er ingen tvivl om, at manden har nogle fantastiske idéer og tydeligvis nogle vilde budgetter.

På en solskinssøndag som denne overvejer jeg, om værket mon har haft den ønskede effekt. Har den smeltede is gjort en forskel, eller har den blot været endnu en hurtigt glemt reminder om at vores natur er i forandring?

Mandag d. 27. oktober

Kl. 8.29: Jeg er spændt på at se, hvordan det står til med isen. Jeg havde forventet, at den ville være svundet mere siden i går, og jeg kan ved nærmere eftersyn se, at det ser sløjt ud med flere af blokkene. Den værste myldretid er overstået, og på Rådhuspladsen er det da også en del nemmere at komme rundt. Jeg er dog langt fra alene om at studere isen. Der går små grupper af asiatiske turister rundt med kæmpestore kameralinser. På vej hen til en isblok kan jeg høre en mor spørge sin datter, om hun ved, hvor isen kommer fra: “…nøæh, det gør jeg ik’”, svarer pigen. Da de passerer forbi mig, kan jeg høre den pædagogiske mor i færd med at berette om geografi og miljø. Jeg hører flere velmenende forældre, der formidler budskabet om, at vi skal passe på vores jord. Ingen forældre eller andre for den sags skyld synes imidlertid at lægge mærke til de hjemløse, der sidder på pladsen.

Kl. 16.30 præcis er jeg atter på Rådhuspladsen. På min tur hjem skal jeg lige have et par opdaterede billeder. En stor gruppe mennesker står samlet foran rådhuset dør. Jeg overvejer bare at tage et par billeder af isen og køre, men min indre lemming vinder i dag, og jeg stiller mig op sammen med alle de andre. “MOAR, kom lige og se her”, råber en pige et sted fra pladsen. “Om lidt! Jeg vil altså først se det her”, råber en dame, der står et stykke foran mig. “Øøøøv, hvor er du streng,” råber pigen tilbage – uvidende om den kendisfaktor hun er ved at gå glip af. Kronprinsesse Mary giver Frank Jensen hånden, da hun er trådt ud af rådhusdøren.

Pressefotografer og mobiltelefonsbevæbnede lemminger knipser løs – jeg bliver grebet af stemningen og føler et pludseligt behov for at være indehaver af et sløret billede af royal karakter. Da jeg opgiver at få et ordentligt billede, bevæger jeg mig ud mod mine ‘stam-isblokke’. Det er jo dem, jeg er kommet for. Der er sket en del, siden jeg så dem tidligere i dag.

Jeg kigger op på termometeret på den anden side af vejen. 12 grader. Gad vide om der er noget is tilbage i morgen. Isen er i mine tanker, da jeg hanker op i min mulepose – i fairtradecertificeret, økologisk bomuld – lidt bevidst forbruger er man vel… hvis vi så lige ser bort fra, at jeg samtidig er en særdeles glemsom en af slagsen og derfor har en efterhånden ikke helt ubetydelig samling af denne type net. Jeg kører over Langebro, stopper op og nyder solnedgangen igennem skærmen på min telefon. Isen er igen ved at smelte ud af mine tanker, der i stedet fyldes med praktiske spørgsmål. Er det mon på tide at tænde cykellygterne? Gad vide om biblioteket stadig har åbent? Og hvad mon der er på menuen til aftensmad?

Tirsdag d. 28. oktober

Kl. 10.45: Jeg har haft en masse, der skulle nås i dag, inden jeg kunne køre mod skolen. Ifølge min plan skulle jeg have være på skolen for et kvarter siden, men alligevel stopper jeg op, da jeg når Rådhuspladsen. Jeg går forbi en mand, der sidder og fodrer duer, og en Hus Forbi-sælger, der ligger og sover – håber jeg. Nu står jeg midt i et efterhånden ret trist islandskab. Det smukke efterårsvejr er ved at få bugt med isen.

Kort før midnat er jeg tilbage. For et øjeblik siden nød jeg synet af en af søerne. Det så godt nok ud til, at vandstanden var høj. Jeg kom til at tænke på mandagens fællessang på højskolen. Denne uge blev sangen og morgenkaffen suppleret af en lille klimatale fra skolens forstander, som var inspireret af Olafur Eliassons værk. En af hovedpointerne med mandagens tale var, at vandstanden vil stige – men virkelig så hurtigt?

Jeg trækker cyklen over vejen. Klokken har passeret halv tolv. Jeg er træt, men også nysgerrig. Isen hænger også med næbet. Et par af blokkene er stadig overraskende store, men størstedelen af dem er tvunget godt i knæ af klimaet. Med et kan jeg høre tonerne til You look wonderful tonight fra den modsatte ende af pladsen. En mand har taget plads med sin guitar.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har nogle kontanter på mig og nøjes med at nyde musikken på afstand. Kontrasten mellem melodien og isen er til at få øje på, for den ser ikke så wonderful ud her til aften. Næste nummer som manden spiller er Nothing else matters – spot on valg til et klimaværk, tænker jeg. Inden jeg forlader pladsen, snakker jeg lidt med aftenens vagt.

Døgnet rundt, siden isen ankom, er den blevet overvåget af en vagt i gul vest. Det har været et sikkerhedskrav. Indtil klokken syv i morgen skal aftenens vagt sørge for, at fulde folk ikke kommer til skade som følge af kunsten. Jeg får af vide, at den is der er tilbage i morgen vil blive fjernet. Den skal vist ud på nogle skoler, mener vagten. Da jeg hører det, bliver jeg lidt skuffet. Får jeg nu ikke lov til at se isen smelte helt væk? Hmm… måske kan jeg nå at få et sidste glimt af den i morgen formiddag. Jeg tager endnu et billede og trækker afsted med min cykel. Nothing else matters lyder igen fra guitaren. Lige nu er alt der betyder noget for mig at få en god nats søvn.

Onsdag d. 29. oktober

Ved 11-tiden slår jeg vejen forbi Rådhuspladsen igen – spændt på om jeg mon kommer for sent. Er isen allerede blevet fjernet?

Nej, den er der endnu. En gruppe børn løber rundt mellem de sølle rester. At dømme efter teksten på deres fikse refleksveste kommer de fra en skole i Herlev. Jeg står et øjeblik og kigger på børnene og undrer mig over, hvad formålet med deres besøg er. Måske er jeg kommet forbi i deres pause, for det syn der møder mig minder mest af alt om en legeplads. Flere af børnene har fået fat i små stykker is, der nu bliver sparket hen over fliserne.

Kl. 22 er isen er væk. Hjulspor indikerer, at nogen har flyttet den tilbageværende indlandsis. En våd ring vidner om, at her har været noget. Pludselig virker Rådhuspladsen tom. Der mangler både is og mennesker.

Sjældent, ja faktisk aldrig før, har jeg brugt så meget tid på Rådhuspladsen. Seks år i København skulle der gå, før jeg følte en smule tilhørsforhold til denne plads. Normalt gør jeg, hvad jeg kan for at undgå Rådhuspladsen. Jeg kører forbi den og stopper kun, hvis der er rødt lys. De sidste dage har været anderledes – pladsen er blevet aktiveret for mig, og den har aktiveret mig.

Men hvad nu? Her slutter min Ice Watch.