KATOLIKKER, TECHNO OG INTERNET

Nogle weekender over de næste par måneder rejser jeg væk for at spille forskellige steder i Østeuropa. Jeg DJ’er og har inviteret to kunstnere, og gode venner med – Mira Winding og Klara Refshale. Iklædt hvid netmaske spiller jeg aggressiv og noisy hiphop og techno, imens Mira og Klara rapper på russisk ind over. Vi danser rundt, råber og fester.

Vi er lige kommet hjem fra Litauen.

Jeg er helt kulret af indtryk. Lidt på samme måde som da jeg spillede i Rusland. Vi har virkelig haft det sjovt. Det var godt at møde nogle af de mennesker, som jeg ellers kun har kommunikeret med over nettet.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Da vi var ankommet om fredagen, skulle jeg lave to digtoplæsninger i Danmark via Skype. Én i kulturministeriet og én på Blågårdens Bibliotek. Samme aften skulle Mira sende en lydfil til et galleri i Mexico. Vi talte om, at det er ret vildt, at det kan føles naturligt at være i Litauen, Mexico og Danmark på samme tid. Da vi havde overstået de forskellige Skypesessions, begyndte vi at gøre os klar til at spille i Litauen.

Vi lavede et kort soundcheck og drak noget vodka. Det var første gang, vi skulle optræde på denne måde, så vi var ret spændte. Det gik heldigvis rigtig godt. Der var enormt lang kø til klubben, og energien var intens.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Selvom der var mange af gæsterne på klubben, som rigtig godt kunne lide vores performance, så oplevede vi også, at reaktionerne var forskellige. Nogle iblandt publikum fik for eksempel øje på Miras hår under armene, og det udløste meget voldsomme reaktioner.

Nogle andre oplevede måden, som jeg dansede på, som værende provokerende og svarede igen med en fuckfinger. Der var mange, der spurgte ind til vores masker. Vi svarede, at vi godt kan lide den power, som en maske udstråler. Senere talte vi om ikke at have lyst til at blive objektiviseret. Om at skjule ansigtet for at kunne lege med det stereotype maskuline og feminine. Om hvordan det kan være rart at sløre sin identitet.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Den første aften udviklede sig til, at vi blev smidt ud af klubben. Jeg blev revet ned fra en pole af en dørmand, som sagde: ”You can not dance there. Only girls dance there. Why are you dancing like a girl?” Mira hørte hvad han sagde og gav ham fingeren, hvilket resulterede i, at hun blev lagt i benlås og båret ud af to vagter. På vej ud af klubben var der en flok unge drenge der heilede, og jeg ville på dette tidspunkt bare rigtig gerne væk derfra.

Udenfor kom nogle af arrangørene løbende, og de var ærgerlige over, hvad der var sket. Man kunne høre på dem, at de forsøger at skabe et sted som står for det modsatte af det, der netop var sket. De tog det hele meget alvorligt, men måtte også erkende at det desværre ofte er sådan her. Det er netop på grund af situationer som denne, at de gerne vil etablere et nyt sted – et sted som kan repræsentere en ny retning.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Hele episoden indledte en god snak om det at være ung i Litauen, og i det hele taget det at leve i Litauen lige nu. Arrangørerne fortalte os om en koldkrigslignende frygt for Rusland. En frygt for at Litauen, som løsrev sig fra Rusland i halvfemserne, skal blive det nye Ukraine, og i den forbindelse er der en kamp i gang for at skabe en ny kulturel identitet. Vores første nat i Litauen medførte, at vi vågnede op næste dag med en følelse af at være meget længere væk, end vi rent geografisk var.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Antikke huse med plader banket for øjnene
Vi brugte mange af vores dagtimer på at gå rundt i byen. Vi gik på opdagelse i en række forskellige nybyggede kirker og var også med til et par gudstjenester. Gudstjenester med unge mennesker. Præster med dun på kinderne. Der var kirker overalt. Imellem de fyldte kirkerum var der ufatteligt mange tomme bygninger og områder.

Vi fandt også et stort svømmestadion, som lå helt forladt, et kæmpe koncerthus og utallige smukke gamle bygninger, som bare får lov til at stå og forfalde. I genbrugsbutikkerne fandt vi gamle Sovjetuniformer og -medaljer. Det var meget let at finde spor fra Sovjet – både i tekstil og i beton.

Der var enormt smukt, de steder vi var, og vi mærkede en meget stærk drivkraft hos de unge mennesker, som havde inviteret os.

Fotos: Esben Weile Kjær.

En lyd af Litauen
Med os på turen havde vi en lydoptager, og vi har derfor optaget samtaler med en del af de unge mennesker, som vi mødte. Lyde fra slåskampe ude foran en MC Donalds og fra kirker og de forladte bygninger. Jeg har også taget nogle billeder, som jeg gerne vil dele med jer nu, inden vores lydfiler bliver klippet sammen. Så indtil da vil jeg lade denne indledning stå som en teaser til, eller et slags første kapitel fra vores første tur til Litauen.

Fotos: Esben Weile Kjær.