INTERVIEW | STINE MARIE JACOBSEN

De sidste par år har jeg fulgt den danske performancekunstner Stine Marie Jacobsen. Jeg blev med det samme nysgerrig på hende, da jeg blev introduceret til hendes værker gennem en ven, og jeg har fulgt hendes projekter lige siden.

Stine Marie er uddannet fra det Kgl. Kunstakademi i København, og er nu bosat i Berlin. Hun har ligget under et skab på Charlottenborg og råbt efter hjælp, og døde i 2010 under en ceremoni på akademiet.

Der er et eller andet ekspressivt og meget uprætentiøst over Stine Maries måde at arbejde på. Det er som om, at hun har nået, og set, det hele, før man selv har nået det, og bl.a. derfor er hendes værker meget tankevækkende. For mig italesætter hendes arbejde ting og mekanismer, som jeg selv glemmer eller overser. Det får mig til at tænke “gud ja” eller bare at tænke en ekstra gang til, og efterlader mig med en lyst til at reagere på omverdenen. Jeg hev fat i Stine, for et par uger siden, sidst hun var i Danmark, og tog en snak med hende om at være dansk kunstner i udlandet, om hendes nye projekter, og om hendes fremtid.

Hvorfor er du flyttet til Berlin?
Jeg flyttede herned, fordi det altid har tiltalt mig at arbejde og leve et sted, hvor jeg skal tale et fremmedsprog. Jeg har en mere sensitiv følelse overfor tysk eller engelsk, jeg tænker anderledes og åbent på et andet sprog, end mit modersmål, og jeg kan se, hvordan det påvirker mine værker positivt. Mit modersmål er en konstruktion, som jeg kender for godt. Det påvirker mine tanker og min adfærd på en måde, som er svær at bryde ud af. Som et magtforhold så at sige.

Hvad har du gang i fortiden?
Jeg arbejder på et video, filmplakat- og publikationsprojekt, som hedder “Direct Approach”. Jeg startede projektet i begyndelsen af 2012 og fortsætter med at arbejde på det ind i 2013. Jeg har samtaler med tyske borgere, i alle aldre og professioner, omkring voldsscener, som de synes er for voldsomme at se på. Jeg startede projektet, fordi jeg ville italesætte vold med tyskere, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at have en indbydende og venlig vinkel på temaet. Mange tyskere er jo vant til at blive “angrebet” for deres nationale, voldelige forhistorie. Filmscenen er blot en platform for en længere samtale. Jeg styrer ikke indholdet af samtalerne, men lader dem opstå naturligt fra deltagerne selv.

Jeg får dem til at beskrive en scene efter egen hukommelse ned til hver detalje, og når de så ikke kan huske mere, spørger jeg dem om, hvilken karakter de vil spille i en video; offer, forbryder eller beskuer. Jeg var fra start af meget bevidst omkring ikke at skabe et projekt, omhandlende vold, der var voldeligt i sig selv, så deltagerne kunne vælge at være anonyme og også undlade videodelen. I de tilfælde er de blot portrætterede på filmplakater, som bliver en del af publikationen.

Jeg har valgt at lade deltagerne spille alene i videoen, især fordi jeg ikke har haft en intention om at skabe noget voldeligt. Det vil sige, at personerne i visse situationer har skullet agere, som om de slår nogen ihjel, eller som om, at nogen slår på dem. Men der er ingen andre personer end dem selv til stede. Deltageren omdanner ord til krop. Det synes jeg har været ret vigtigt for projektet.

Hvad er hovedtematikkerne i det projekt, du arbejder med lige nu?
Nogle af de tematikker, som projektet bl.a. berører, er vold, individuelle etiske positioneringer overfor vold, film, stereotyper, repression, subjektivitet, køn, sprog, kognition og hukommelse.

Hvad er dine erfaringer med at bruge og opsøge mennesker, og få dem til at medvirke i dine værker?
Jeg lader mit vindue stå åbent og beder fremmede om at vande mine planter. Og fordi jeg er så gæstfri, er folk som regel ret samarbejdsvillige. Der er selvfølgelig en del tillid, der skal indgydes og opbygges, og jeg tager mig godt af mine deltagere, som ofte er amatører, der aldrig har stået foran et kamera før. Det er netop det, der er interessant i forhold til skuespillere, som kan kontrollere, hvad de viser, og hvad de ikke viser. Det er utroligt, hvor meget man kan læse i øjnene på folk eller i ganske små gestusser. Og så er det klart også det inter-relationelle, der interesserer mig, som gør, at kunsten, eller at mine kunstneriske rammer, er i konstant fortolkning eller udvidelse. Jeg synes, der ligger noget selvreflektivt i det moment, når jeg beder folk om at deltage i et kunstprojekt. Der ligger tit en mulig konstant transformationsmulighed indlejret i en deltagelse, og det minder mig om, hvorledes vi også konstant tager samfundstematikker til genforhandling og reevaluering.

Hvad er det næste, du gerne vil lave?
Jeg er næste år blevet inviteret af et residency, der hedder Air Antwerpen, til at bo og arbejde i Antwerpen i et halvt år, og jeg vil arbejde med enten den ulovlige diamanthandel, højrefløjsekstremisterne eller det jødiske samfund i byen. Samtidig skal jeg udstille på Turku Biennalen i Finland og lave et projekt omkring begrebet “idyl”, hvor jeg undersøger folks litteratur- og filmreferencer til idylliske samfund, som de godt kunne tænke sig at bo i. Hobbitternes landsby, Jane Austin, Dr. Zivago før krigen og Ewoks landsbyen fra Star Wars er blandt andet blevet valgt, så måske det ender med en video med to behårede dværge i Viktorianske klæder, der forelsket danser på et græstag, imens rumskib med et banner, hvor der står Nordic Wars, flyver hen over dem, ha ha? Og så skal jeg forhåbentligt til Columbia og Peru for at lave et sydamerikansk-europæisk udvekslings-og samarbejdsprojekt med “arbejdere” fra forskellige “barrios” (kommuner) i Bogota og Lima. Arrangørerne fundraiser på livet løs nu og mangler kun lidt mere støtte. De øvrige events næste år er endnu ikke helt afklarede endnu, så jeg krydser fingre.

Det virker som om, at du er en af de danske kunstnere, som formår at komme ud over de danske grænser. Er det rigtig?
Uh, sådan rent grænsemæssigt? Ja. Det er sikkert bl.a. et resultat af, at jeg har studeret og rejst en del i udlandet. Som 19årig boede jeg midt i Hollywood, hvor jeg gik på musikskole. Lige siden dengang blev jeg bevidst om, hvor meget det betød for mig at rejse, og bo, og arbejde i andre lande. Det er fedt at kunne mærke på hvilke områder, jeg er udpræget dansk, og på hvilke jeg ikke er dansk. På det sidste har jeg bemærket, at jeg er begyndt at sige “well, in Denmark we…” Fordi jeg konstant møder så mange andre nationaliteter, bruger jeg min egen nationalitet som et slags redskab til at definere i hvert fald én del af mig selv. Og i andre tilfælde er det stadigvæk en illusion, som jeg bruger, lad os sige “kreativt”. Engang løj jeg for at bestå den amerikanske køreprøve. Jeg skulle stoppe ved et stopskilt, men jeg stoppede ikke bilen komplet, så kørelæreren sagde i samme moment, at jeg var dumpet. Men da jeg med tårer i øjnene sagde, at i Danmark stopper vi altså ikke helt, så lod han mig bestå.

Hvordan er Berlin anderledes end København?
Jeg kan ikke altid kende forskel på, om jeg er i København eller i Berlin. Ofte kommer jeg til at sige København, når jeg mener Berlin og omvendt. Men Berlin er dog anderledes for mig, fordi jeg kan se byen med en udefrakommendes øjne, og jeg har kunnet se byen klarere, end jeg nogensinde har kunnet se København. Berlin er selvfølgelig større og mere international og uoverskuelig. Og kaos og udefinerbarhed er tiltrækkende. Det tager lidt kortere tid at finde ud af, hvad der sker under- og over grund i København. Og så møder jeg mine internationale venner her, fordi alle rejser igennem Berlin.

Det vi kendte som Berlin før i tiden, er ved at forsvinde. Da jeg var her for første gang i 1996, var der besatte huse og seje kollektiver over det hele. Selv i 2001 var det der, men nu er byen ved at blive “hvid” og pæn. Det er blevet et rigtig Jaques Tati trauma. Kun de store seværdigheder minder stadigvæk een om, hvilken by man er i.

Gentrificeringen er hurtig som bare fanden! Og der bliver brugt ekstreme metoder. Så sent som i går hørte jeg om et udenlandsk ejendomsfirma i Neukölln, som skulle have “placeret” romaer i deres lejligheder for at få de “pæne” lejere til at flytte ud, og som, for at få de sidste ud nu, også skulle have sat brand til bygningen! Jeg har før hørt om lignende historier i f.eks. New York. At ejendomsfirmaerne simpelthen bestiller kriminelle til at sætte ild til deres bygninger for at få forsikringssummen til at renovere og i sidste ende kunne leje ud meget dyrere. Det sker jo overalt i verden. Ligesom f.eks. hjemløse blev kørt væk fra San Franciscos gader i lastbiler. Det minder jo om en holocaust på uønskede mennesker. I Danmark sætter vi stænger op som bænke, så kun fuglene og folk med små hårde bagdele kan sidde der. Eller sælger huse til religiøse sekter.

Erindringspolitikken i Tyskland er spændende og problematisk. Hvis man taler om Tysklands fortid, skal man være varsom. Og til min egen overraskelse, fandt jeg, gennem de samtaler jeg har med deltagerne i mit projekt, ud af, at der er en del, der gerne vil have Berlinmuren tilbage, fordi de synes det var så meget bedre før i tiden, da øst og vest var delt. Koldkrigs-nazi-traumer lever stadigvæk i mange tyskeres bevidstheder, samtidigt med at byen er overrendt af tilflyttere, som ingen anelse har om landets nutidige tilstand. Man bor i Berlin, men læser internationale, og ikke lokale, nyheder.

København går igennem samme udvikling. Bare tænk på hvordan Nørrebro så ud for et par år siden, og på hvor pænt der er blevet nu. Og hvor røg Ungdomshuset hen? Op nordpå så hattedamen og den pæne borger kan få sin brunch uden at føle sig truet af en politisk og energisk ungdomskultur. Det er vigtigt at holde mindet om de begivenheder i live, så at når metroen står klar, at stedet stadigvæk er untouchable. En erindrinspolitik i København?

København har på det seneste haft et par steder, der ikke vil i avisen og gerne vil forholde sig hemmelige og lokale for at værne om et lokalmiljø, og det synes jeg er ret progressivt tænkende; at ikke alle kan være her, men at visse steder nødvendigvis må holdes isolerede og beskyttede for at bevare et bestemt miljø. Det er ikke det samme som ikke at dele viden. Det er det kropslige andet. Det sted hvor jeg ikke behøver rende ind i bestemte typer, men har mit eget “fællesskab”.

Jeg prøver at se objektivt på, hvor det er jeg bor, så jeg ikke ender med at være blot endnu en by-forbruger. Martin Hall sagde det så fint og enkelt til et foredrag på hovedbiblioteket i sidste uge; at vi skal lade være med at tilbede for meget, men huske at skabe. Dette gælder også for den måde, vi bor i en by på!

Kommer du til at bo i Berlin resten af dit liv?
Et par år endnu er jeg her bestemt. Det kommer an på, hvordan mit liv udvikler sig. Jeg har stadigvæk min lejlighed i København og planlægger at beholde den, så jeg igen kan pendle mellem Berlin og København og holde kontakten til begge steder.

Hvad keder dig for tiden?
Ha ha, sjovt spørgsmål. Trivielle samtaler kan kede mig. Når en samtale eller et møde virker for forudbestemte. Eller når folk kun taler og ikke lytter og egentlig intet har at sige. Men sådan generelt set, når noget keder mig, handler det ikke længere om en livsnødvendighed, men at jeg er en forbruger, der ikke er tilfreds. En oplever der ikke oplever det, jeg har lyst til, eller havde forventet af en pågældende situation. I momentet af kedsomhed får jeg dog måske et klarsyn. Måske er det her kedeligt?

Stine Marie Jacobsen har lige fået et større legat af kunststyrelsen. Jeg glæder mig til at se mere, for jeg er stadig nysgerrig, næsten mere end jeg var før, vi lavede interviewet her.