MED KROPPEN SOM REDSKAB #3

Jeg er igang med at portrættere en række markante danske performancekunstnere, for at prøve at forstå det danske performancemiljø. Mange steder i verden taler man om, at der er opstået en speciel skandinavisk performancetradition, som adskiller sig fra den mere traditionelle art-performancetradition og beskæftiger sig med totalinstallationer og fiktioner. Jeg vil høre kunstnerne, hvor de selv vil placerer sig for at forstå udviklingen bedre.

I dette tredje kapitel er jeg nu kommet til Sarah Armstrong. Sarah er fra en lille flække på Lolland og har arbejdet som performer og danser gennem de sidste 10 år i både indland og udland. Hendes arbejde kan opleves indenfor et bredt spekter af forskellige performance-kontekster, såsom; neo burlesque, moderne dans, live art, duratonal og total-installationer.

Sarah’s værker er centrerede omkring kroppen som udtryksform, og hun arbejder primært med idéen om transformation og forandring gennem det liminale- og performative rum. Et sted hvor kroppen er i bevægelse midt imellem der, hvor fantasi og virkelighed mødes. Hun blander elementer fra popkulturen og de skønhedsidealer, som den ofte medfører, med sin moderne dans og punkede baggrund. De tre ingredienser giver et helt særligt udtryk, som kan få det mest vulgære til at virke poetisk og smukt.

INFOBOKS:
29 år. Uddannet i Berlin og i London og har en Bachelor i moderne dans og scenekunst fra Trinity Laban Conservatoire fra 2011. Bor i København.

Jeg har kun set dig performe som Thunder Pussy. Er der forskel på Thunder Pussy og Sarah Armstrong?
Thunder Pussy er et performativt alter ego, som jeg bruger primært i mine burlesque optrædener. Jeg synes burlesque-genren er det sted, hvor politisk satire, sexualitet og køn fusionerer smukt med glimmer og falske øjenvipper.

Thunder Pussy karakteren er en del af en række af performative eksperimenter baseret på legen med det erotiske og de forventninger, der findes indenfor feminin/maskulin kønsrollefordeling og heteronormativitet. I mine burlesque-optrædener spiller jeg på gængse forestillinger om kvindelige stereotyper og forsøger at ironisere og provokere disse opfattelser og forhåbentlig åbne op for de muligheder, vi har for at udtrykke vores sexualitet – uanset køn. Thunder Pussy er en slags Riot Grrl med monobryn, combatstøvler og frækt undertøj, som tænder på alle køn og kroppe. Thunder Pussy elsker sex men hader sexisme!

Thunder Pussy er en feministisk heltinde, som er en forstærkelse af en række aspekter af min egen personlighed. I situationer hvor jeg i mit daglige liv bliver konfronteret med sexisme, kan jeg lidt ironisk spørge mig selv: What would Thunder Pussy do?

Noget af det stærkeste ved dit arbejde, synes jeg, er de politiske lag, der finder sted i alt, jeg har set. Hvordan forener du politik og kunst?
Jeg mener som udgangspunkt, at kroppen er politisk – i alle henseender. Man behøver ikke engang gøre noget aktivt for at bruge kroppen som politisk talerør f.eks ved ikke at barbere sig under armene. Jeg har altid været interesseret i politik, og jeg har været en del af det anarkistiske miljø i mange år. Hvis man har prøvet at blive anholdt eller er blevet slået af politiet, så vil man nok aldrig glemme følelsen af sin egen krop, som værende politisk. Derfor er det nok meget naturligt, at det afspejler sig i min kunst.

I kunsten kan jeg bruge min krop som en slags organisk og sanselig terrororganisation – som sårbar og kraftfuld. Det er for mig en modkultur og et fristed, hvor jeg, trods de koder som samfundet har tillagt min krop, kan arbejde med frigørelsen af den. Jeg kan godt lide idéen om, at mit arbejde er en serie af visuelle billeder og bevægelser, som eksperimenterer hen imod kropslige og samfundsmæssige transformationer og utopier.

Som kunstner prøver jeg også at være kritisk omkring de kontekster, hvori jeg optræder gratis. At arbejde gratis kan være lidt af et tabu og er desværre en realitet for mange kunstnere, som kan være svær at navigere i. Men jeg har ikke noget imod at arbejde gratis i miljøer, hvor jeg kan mærke en gennemslående aktivistisk og politisk ånd.

Krop og køn er helt klare tematikker i dit arbejde. Hvorfor er det interessant for dig at arbejde med?
Jeg har altid været bevidst om mit køn, mest fordi jeg synes, at omverdenen hele tiden minder mig om det. Noget jeg til tider har følt som en hindring, f.eks i situationer hvor jeg har ønsket en kønsløs identitet i mit arbejde som performer. Det er det, der kan være så irriterende ved en krop, den er så ladet med mening, som publikum læser enten frivilligt eller ufrivilligt. Med den erkendelse er det interessant for mig at bruge det bevidst gennem koreografiske overvejelser og strategier. Ved at være bevidst om mit køn, kan jeg aktivt forsøge at de- og re-konstruere det gennem performative narrativer. Tanken om køn som en flydende og uendelig entitet er for mig tiltrækkende, og kunsten er et godt sted at starte.

Jeg synes, du er god til at forene det smukke med det bizarre. Jeg husker stærkt en performance, du lavede, hvor du havde kanyler sat i ryggen, og hvor du rullede dig i jord. Er body-modification noget du tænker at arbejde videre med som greb? Og hvis ja hvorfor?
Det værk, du beskriver, var en del af en lille serie af improvisatoriske værker, hvori jeg brugte blod som et performativt fokus. Noget jeg længe har været nysgerrig på at arbejde med som udtryksform. I min studietid i London bevægede jeg mig inden for Live Art miljøet, som består af en del kunstnere, som arbejder med body-modifikationer og suspension-kunst bla. Ron Athey og Franko B, som jeg begge har optrådt med.

Det, som jeg synes er fascinerende, er ikke nødvendigvis chokværdien, men det at det er en performanceform, som er modsat det, teateret står for – skuespillet. Det at åbne kroppen på scenen, synes jeg, er meget kraftfuldt, fordi smerten ikke er noget, man spiller, det er virkeligt. Jeg er inspireret af Sara Ahmed og hendes bog The Cultural Politics of Emotion, hvor hun beskriver, at det at åbne kroppen (og derved gøre den sårbar) kan være et direkte modsvar til et samfund, som opfordrer til lukkethed og definerede grænser både mellem nationer og kroppe. Body-modifikation er stadig noget, jeg er interesseret i at arbejde med, men jeg ved endnu ikke hvordan, jeg fortsat vil bruge det i fremtidige projekter.

Hvilken performancetradition lægger du dig op ad? Man taler jo meget om den skandinaviske performancetradition, som arbejder meget med iscenesættelse og total-installationer, men hvor vil du placere dig selv?
I de senere år har jeg arbejdet en del med projekter og i netværk, som arbejder med publikums involvering og opbygninger af site-specific total-universer,  som placerer sig i den skandinaviske performancetradition. Men man kan også placere mig i mere traditionelle definitioner indenfor moderne dans og performance-strukturer, som benytter den klassiske black box-opbygning mellem performer og publikum. Det kunne være fedt, hvis ens kunst bare kunne være allestedsnærværende.