DAGBOG FRA MANIFESTA 12, DEL 2

Vi er taget til Sicilien for at udforske den nomadiske kunstbiennale Manifesta 12, som i år finder sted på den italienske ø midt imellem Europa, “Mellemøsten” og Afrika. Første del af vores rejsedagbog handlede om biennalens poetiske afsæt i planteriget, men i dag fokuserer vi på migrationsstrømme og den blandede etnicitet, som særligt præger Palermo i disse år.

☞ Læs første afsnit i vores rejsedagbog her.

Dag 2 begynder tidligt, for det nytter ikke noget at sove længe, når man besøger megaudstillinger som Manifesta. For første gang bevæger vi os lidt ud af den gamle bydel Kalsa og går op imod den ottekantede plads Quattro Canti, som italienske Matilde Cassani (f. 1980) for et par dage siden fyldte med musik, fest og farverig konfetti. Ser man godt efter, kan man stadig finde små stykker papir i vejkanten og på de fire klassiske bygninger der indrammer pladsen, hænger bannere, med hvad der ligner religiøse figurer.

Matilde Cassani, Tutto. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Historiefortællingens potentiale
Desværre var Cassanis Tutto ikke den eneste performance, vi missede. På dagen inden den officielle åbning lavede nigerianske Jelili Atiku (f. 1968) et optog gennem Palermos gader, hvor alle deltagerne var malet grønne fra top til tå. I et forfaldent Palazzo Costantino finder vi en samling af de objekter og beklædningsgenstande, som var med i optoget, installeret sammen med videodokumentation fra den festlige dag. Atikus Festival of the Earth (Alaraagbo XIII) trækker på symboler fra Palermos særlige Santa Rosalia Festival og blander dem med traditioner fra vestafrikansk Yoruba-kultur.

Jelili Atiku, Festival of the Earth (Alaraagbo XIII). Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Santa Rosalia er en historisk figur fra Palermo, som i midten af 1100-tallet flygtede fra et ægteskab og søgte tilflugt i en hule i Pellegrino-bjergene nord for byen. Under Den Sorte Død i 1624 genopstod hun i en drøm, og efter at Palermos beboere havde båret hendes jordiske rester rundt om byen tre gange, siges det at pesten forsvandt. Hvert år i juli måned fejres Santa Rosalia ved en folkefest, hvor gaderne pyntes op og store optog fylder byen.

Beboerne i Palermo har en lang tradition for historiefortælling, som både inkluderer sang og teatralsk gestikuleren. Fænomenet kaldes ‘cantastorie’, og i Manifesta 12’s undertema City on Stage ønsker kuratorerne at ære traditionen og undersøge, hvordan 'historiefortælling' kan behandle nutidige tematikker. Atikus bidrag er et eksempel på et værk, som forener tradition med de aktuelle migrationsstrømme, der tilfører nye kulturer til byen.

En gennemgang af menneskelige grusomheder
Vi fortsætter af Via Maqueda og drejer til venstre, da en rationalistisk mastodont bryder bybilledet som ellers er præget af en broget arkitektur. En monumental trappe, geometriske former, høje stensøjler og masser af hvidpudset granit udgør tilsammen Casa del Mutilato, som både har fungeret som et center for krigsveteraner og er et mindesmærke for faldne soldater. Bygningen blev opført i 1939 under Mussolinis regeringstid, og den rationalistiske udformning bærer tydeligt præg af det fascistiske regime, der styrede Italien i første halvdel af det 20. århundrede.

Casa del Mutilato, Palermo. Foto © I DO ART Agency.

På bygningens facade blafrer et hvidt banner i vinden. “L = (1/2) d v2 s CL,” står der med store, sorte bogstaver, og vi læser os til, at det er den matematiske formel, der gjorde det muligt for de første flyvemaskiner at lette fra jorden i 1903. Seks år senere lettede det første fly med to mennesker om bord, og i 1911 blev den første luftbårne bombe kastet. I værket Unending Lightning har spanske Cristina Lucas (f. 1973) samlet data fra alle luftbombninger lige siden og visualiserer nu informationerne i en tredelt videoinstallation indenfor i Casa del Mutilato.

Cristina Lucas, Unending Lightning. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Den første del af skærmen viser en liste over de forskellige angreb, hvem der slog hvem ihjel, hvilken konflikt angrebet blev foretaget i, og hvor mange civile der mistede livet. Næste del placerer hver luftbombning på et verdenskort, så de mest bombede områder langsomt bliver mørkere og mørkere, og på den sidste del kan man se fotografier af bombefly, landsbyer i ruiner og mennesker hvis liv er blevet ødelagt.

Skærmene viser én dag ad gangen i kronologisk rækkefølge, og da vi kommer indenfor, er videoen nået til år 1965, hvor bomberne falder tæt over Vietnam. Vi er godt klar over, at krig er modbydeligt, men Lucas’ værker giver os en ny forståelse for omfanget af de menneskelige grusomheder, som har udspillet sig over de sidste hundrede år. Det seks timer lange værk er mildest talt fængslende, og selv efter 30 minutter har vi svært ved at vriste os fri.

Om at synliggøre det uhåndgribelige
Vi går gennem byen og kommer til Palazzo Forcella De Seta, som ligger på en forhøjning med udsigt over kysten. Nogle af salene i det overdådige palads er inspireret af middelalderlig arkitektur, andre steder pryder arabiske mosaikker gulv, vægge og loft, og facaden har smalle, spidsbuede vinduer efter nygotisk forbillede. Her, måske mere end noget andet sted, bliver sporene fra Siciliens historie med de skiftende styrer synlige i arkitekturen.

Palazzo Forcella De Seta, Palermo. Foto © I DO ART Agency.

Manifesta 12’s tredje undertema vil fritlægge de usynlige netværk og magtstrukturer, som bliver mere og mere styrende for vores globale samfund. Out of Control Room handler om at visualisere de uhåndgribelige processer, som påvirker alle aspekter af vores liv, så vi kan diskutere dem åbent. “How can civic society access levels of power and regain agency in a moment when things seem to be out of control? How can human and non-human agents intervene in the processes that affect them, in today’s regime of global flows?” spørger kuratorerne i deres statement. I Lucas’ værk om luftbombningerne præsenteres vi for fakta på pragmatisk vis, mens andre bidrag har en mere poetisk tilgang til at synliggøre det uhåndgribelige.

Vi træder ind i et mørkt lokale med små skærme. Amerikanske Laura Poitras (f. 1964), som vandt en Oscar for Edward Snowden-dokumentaren Citizenfour i 2015, udstiller projektet Signal Flow, der afdækker det amerikanske militærs tiltagende tilstedeværelse på Sicilien. Desværre er lokalet så fyldt med andre kunstinteresserede, at vi aldrig får mulighed for at opleve værket.

Patricia Kaersenhout, The Soul of Salt. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Vi træder ind på de omhyggeligt lagte mosaikker, der spreder sig ud over gulvene i det gamle palads og mødes af et kridhvidt saltbjerg. Hollandske Patricia Kaersenhout (f. 1966) viderebringer i sit værk The Soul of Salt en myte, som opstod blandt slavegjorte afrikanere i det koloniale Caribien. Det siges, at de slavegjorte troede, at hvis de var lette nok, ville de kunne flyve hjem til Afrika. Ifølge myten undlod de derfor at spise salt, fordi saltet ville gøre dem for tunge til at lette fra jorden.

Rundt omkring i bjerget ligger skovle og papirsposer, og Kaersenhout opfordrer biennalens besøgende til at tage en skovlfuld salt med hjem og opløse det i vand. På den måde bliver saltet et taktilt symbol på fortidens lidelser, som kun kan opløses gennem kollektiv indsigt og handling.

Kunsten at redde liv
I næste rum finder vi et værk, som vi har set særligt frem til. Forensic Oceanography er en underafdeling af Turner Prize-nominerede Forensic Architecture, som sidste år præsenterede deres værk 77sqm_9:26min på documenta 14. Det London-baserede research-agentur laver retstekniske rapporter og rekonstruktioner af forbrydelser, men er blevet taget godt imod på kunstscenen på grund af deres aktivistiske tilgang og involvering i sager, der særligt handler om marginaliserede og udstødte grupper. Og så har de en visuel og faktabaseret grundighed, der ikke kun gør deres arbejde egnet til kunstudstillinger men også som bevisføring i retssager.

Med udgangspunkt i tre redningsaktioner, hvor et hold af NGO-skibe i 2016 og 2017 forsøgte at redde migranter fra Libyen i sikkerhed, optegner Forensic Oceanography et europæisk system, der selvmodsigende forsøger at kriminalisere de betydningsfulde hjælpeorganisationer mens de støtter den korrupte libyske kystvagt i at trække så mange migranter tilbage til den afrikanske kyst som muligt. Filmen kan også ses på Forensic Architectures hjemmeside, og det vil vi virkelig anbefale, at du gør.

Forensic Oceanography, Liquid Violence. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Dér, midt på Middelhavet, bliver det tydeligt, hvordan europæisk flygtningepolitik slår mennesker ihjel. De “heldige” der ikke drukner eller bliver sejlet tilbage til Libyen (med fængsling, tortur og afpresning i vente), kan se frem til alt andet end en varm velkomst i Europa. I juni nægtede den italienske regering redningsskibe med hundredvis af migranter at lægge til i landets havne, men Palermos borgmester Leoluca Orlando er ikke enig i den tiltagende fjendtlighed mod migranter, som ses flere steder i Europa.

“Europe is guilty of slavery and genocide when it comes to migration,” sagde Orlando til The Guardian sidste år, efterfulgt af et slag med hånden i bordet. Han mener, at det kan gavne Europa at tage godt imod migranter, og derfor giver han flygtninge der kommer til Palermo ret til skolegang, lægehjælp og arbejdstilladelse, efter at de har boet i byen i blot to måneder. Derudover kæmper Orlando for at afskaffe opholdstilladelsen, der automatisk kriminaliserer de mennesker, som krydser Middelhavet på flugt fra krig og ødelæggelse: “People have the right to move in search for a better life.”

The Peng! Collective, Fluchthelfer.in – Become an Escape Agent. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Empati, ansvar og medmenneskelighed
Den frie mobilitet og menneskelige tilgang til migrationsstrømmen, som er altafgørende for både Palermos borgmester og Manifesta 12’s kuratorer, er også tydelig i de næste værker. Berlin-baserede The Peng! Collective præsenterer deres projekt Fluchthelfer.in – Become an Escape Agent, som de lancerede i 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste i europæiske medier. Kampagnen opfordrer tyskere til at give migranter et lift over grænsen til EU, når de alligevel er på vej hjem fra ferie. På hjemmesiden fluchthelfer.in kan man finde tips og nyttige oplysninger til, hvordan man bedst muligt hjælper migranter med at krydse de lukkede, europæiske grænser.

I to korte film bliver vi hhv. taget med på en nervepirrende bilrejse over den europæiske grænse og hører stærke vidnesbyrd fra mennesker, der selv har foretaget rejsen. En kvinde, som har taget The Peng! Collectives opfordring til sig og har hjulpet migranter over grænsen, siger på et tidspunkt: “It is pure coincidence that I was born in Germany” – og vi synes, at det meget præcist fanger absurditeten ved at nægte særlige grupper af mennesker den bevægelsesfrihed, som vi selv tager for givet. Vi har ikke selv bestemt, hvor vi er født, så hvorfor skal det være så styrende for, hvilke privilegier vi har? Grænser er menneskeskabte – det har vi en tendens til at glemme.

Vi kommer til et rum, hvor en kølig brise hvirvler gennem tre store vinduer. Her viser kurdiske Erkan Özgen (f. 1971) filmen Purple Muslin, som er filmet i flygtningelejre og lavet i samarbejde med kvindelige migranter fra det nordlige Irak. Kvinderne fortæller historier om at flygte fra ødelagte hjembyer, om altomsluttende chok og traumer og om krigens grusomheder.

Erkan Özgen, Purple Muslin. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

På den anden side af vinduerne bruser Middelhavets bølger, og vi kan ikke lade være med at tænke på de utrolige mængder af afmagt, der skulle til, for at vi selv ville risikere livet på det åbne hav. Vi forlader igen Palazzo Forcella De Seta og går ned til det hav, som i følge FN har taget mere end 17.000 menneskeliv siden 2014. Det ser egentlig fredeligt ud, men som vi lige har set i Forensic Oceanographys film, gør de politiske bølgegange overfarten tæt på umulig. Hvorfor hjælper vi dem ikke, hvorfor gør vi ikke alt for at gøre den usikre rejse over Middelhavet så sikker som mulig?

Da den nye, højreorienterede, italienske regering forbød redningsskibet MS Aquarius med 629 migranter ombord at lægge til i Italien i midten af juni, protesterede Orlando: “Palermo in ancient Greek meant ‘complete port’. We have always welcomed rescue boats and vessels who saved lives at sea. We will not stop now.” Tilbuddet om at MS Aquarius kunne lægge til i Palermo var dog ikke meget værd uden støtte fra regeringens kystvagter. Vi ved ikke, hvad Europa betyder på oldgræsk, men vi kunne ønske os noget i retningen af “empati, ansvar og medmenneskelighed.”

Havnefront i Palermo. Foto © I DO ART Agency.

Et kritisk blik på turisme
Vi rejser os igen og går langs vandet, væk fra havnen. Omkring os nyder Palermos beboere den insisterende sol, mange taler, andre kigger ud over vandet, og nogle køber kølige drikke fra mobile boder med forfriskninger. På græsset spiller nogle unge sicilianere fodbold, og over de seneste par dage har vi fået et indtryk af, at folk her er gode til at bruge byens offentlige rum. Det aktive, inkluderende byliv er dog truet af nye byplaner og den stigende turisme, og det problem adresserer spanske Jordi Colomer (f. 1962) i videoinstallationen New Palermo Felicissima. Værket er installeret i bygningen Fondazione “Casa Lavoro e Preghiera” di Padre Messina, der både har fungeret som kirke, gravsted for skibbrudne søfolk, dukketeater og lager for tømmer, men nu ejes den af en religiøs velgørenhedsforening.

I videoen sejler en forvirret turistguide rundt i Palermos bugt på en gammel fiskerbåd med en stor, blå tribune. Med på båden har hun repræsentanter fra forskellige dele af Palermo, som bryder spontant ind i guidens klodsede og mangelfulde præsentation af byens historie og kultur. Gennem en øresnegl får turistguiden sine informationer, som hun ukritisk og med store armbevægelser viderebringer til bådens passagerer. Den humoristiske fremstilling af guiden får os til at tænke over vores egen rolle som turister i Palermo, og minder os om at forholde os kritisk til de informationer, vi møder.

Jordi Colomer, New Palermo Felicissima. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Det er tæt på lukketid, og vi når ikke flere udstillinger i dag. Kunsten har peget i mange retninger og har introduceret os for sider af Palermo, som vi ikke ellers ville være stødt på, men som kaster et kritisk blik på aktuelle problemstillinger. De mest hjerteskærende indtryk har vi fået fra Cristina Lucas’ gennemgang af luftbombardementer og fra Forensic Oceanographys stærke fokus på de urimelige og dødbringende vilkår, som vi – fra Europas side – byder mennesker på flugt. Uhåndgribelige netværk, tal i statistikker og konsekvenser af abstrakte politiske agendaer bliver gjort lidt mere tydelige og dermed meget nemmere at tale om. Måske er informationerne ikke nye, men kunsten formår at fremlægge dem, så vi forstår dem i nye, emotionelle sammenhænge, og det er i den grad noget, der vil leve videre i os.

I det sidste afsnit af vores rejsedagbog fra Palermo vil vi bl.a. besøge et gammelt kapel og et ellers lukket byarkiv, kigge på hjemmesyede flag og syngende olietønder, dykke ind i tematikker om overvågning og identitet og foretage et telefonopkald til FBI. Vi håber, at du vil læse med.

☞ Læs tredje og sidste afsnit i vores rejsedagbog her.