DAGBOG FRA MANIFESTA 12, DEL 1

Vores rejse starter med tog og to flyafgange, før vi finder os selv i en afkølet bus på vej tværs over Sicilien. Det er i sandhed ikke alle veje, der fører til Palermo, men over de næste par dage vil vi opdage, at mange forskellige folkefærd og kulturer, flora og fauna, gennem årene er blevet ført hertil af snørklede stier. Gennem århundreder har Palermo været et laboratorium for diversitet og sameksistens, og det gør byen til en oplagt lokalitet for den tolvte udgave af den nomadiske kunstbiennale; Manifesta.

Udenfor busruderne breder olivenmarker sig op ad bakker og ned i de dybe dale, som om de altid har været her – men det har de ikke. Så vidt man ved, kom de fra “Mellemøsten” omkring 600 år f.Kr., og sådan er det med mange af de plantearter, der med årene har fundet sig til rette på den italienske ø. Eucalyptusen kommer fra Australien, figenkaktussen fra Mexico og de karakteristiske citrustræer kom først hertil, da Sicilien var under arabisk styre for godt og vel tusind år siden. Siciliens historie beretter om en jævn strøm af kulturer, der har slået rødder her og været med til at forme den lille ø midt i middelhavet. Og netop de bevægelser er måske mere tydelige i dag end nogensinde, hvor migranter fra “Mellemøsten” og Nordafrika kommer hertil i usikre både og rykker ved vores forestillinger om grænser og nationalitet.

Den planetariske have
Det er vores første gang på Manifesta, så vi tænker, at det er på sin plads at starte med lidt baggrundsinfo. Lidt på samme måde som at documenta opstod i midten af 1950’erne med et ønske om kunstnerisk restitution efter Anden Verdenskrig, blev Manifesta grundlagt efter Den Kolde Krig for at understøtte kunstnerisk udveksling på tværs af et splittet Europa. Manifesta adskiller sig fra andre af sin art ved at være nomadisk. For bedst at kunne behandle Europas aktuelle problemstillinger flytter biennalen hvert andet år til en ny by – ikke blot for at sætte fokus på vores kontinents tilstand, men måske også for at komme med nye idéer og løsningsforslag.

På Manifestas hjemmeside kan man læse, at årets tema “The Planetary Garden – Cultivating Coexistence” på en gang har sit poetiske og meget konkrete udgangspunkt i Palermos botaniske have. Siden 1789 har Orto Botanico, som ligger midt i den gamle bydel Kalsa, været et sted for sameksistens og et blomstrende eksempel på, hvordan nyt liv opstår, når vidt forskellige arter mødes. “Gardens are places where diverse forms of life mix and adapt to co-exist. They allow for cross-pollination based on encounter,” skriver de fire kuratorer (Bregtje van der Haak, Andrés Jaque, Ippolito Pestellini Laparelli og Mirjam Varadinis) i deres kuratoriske statement.

Det føles som det helt rigtige at begynde vores udforskning af Manifesta 12 netop dér, hvor idéen først spirede; i botanisk have. Over de næste par dage vil vi bevæge os videre rundt i Manifesta 12’s mange udstillinger og kunstneriske udsagn, men vi kan lige så godt sige det, som det er – vi kommer ikke til at nå det hele. Vi har ikke læst alle kataloger og udgivelser, vi har ikke snakket med kunstnerne selv, og vi er garanteret gået glip af en del – men det er vel næsten også præmissen for megaudstillinger som denne.

Vi har valgt at fokusere på hovedprogrammet inden for det centrale Palermo, hvad man cirka kan nå at opleve på tre dage, og vores egne, umiddelbare møder med kunsten. Dette er første afsnit i vores rejsedagbog – vi håber, at du vil læse med, og at du måske endda selv får lyst til at smutte til Palermo og udforske Manifesta 12’s planetariske have (før d. 4. november, 2018).

Forholdet mellem mennesker og botanik
Termometret nærmer sig de 30 grader, da vi bevæger os gennem de støvede stier i Orto Botanico. Klimaet her midt imellem Sydeuropa og Afrikas nordlige kyst giver havens planter frodige vilkår. Vi fortaber os lidt i et drivhus med kaktusser og et væld af ustyrlige sukkulenter, før vi igen husker, hvorfor vi er her. Kunsten gemmer sig godt blandt den eksotiske botanik, men på en måde virker det til at være med vilje. Det er meningen, at vi skal fare lidt vild, det er meningen, at vi skal fortabe os, og det er meningen at vi skal kigge på planternes diversitet, og se hvordan de trives.

Vi kigger ind i endnu et drivhus. Her gror papayatræer op mod glastaget, og enkelte steder har grene fundet vej ud gennem sprækker og åbne vinduer. Papayatræernes stille oprør forstærkes yderligere af sydafrikanske Lungiswa Gquntas (f. 1990) værk Lituation (ifølge urbandictionary.com en sammentrækning af ‘lit’ og ‘situation’), som fylder jord og træer med glasskår og flasker indeholdende en lyseblå væske. Gquntas værk beskriver, hvordan den koloniale historie har forbundet sorte menneskers forhold til jordbrug med tvangsarbejde og undertrykkelse. Vi læser os til, at flaskerne er fyldte med benzin, og pludselig bliver de til våben i et muligt sprængfarligt opgør mod de koloniale strukturer, som endnu præger Europa og resten af verden.

Lungiswa Gquntas, Lituation. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Fremmede frugter, plastikblomster og køleskabsmagneter
Denne del af haven blev under Italiens koloniale fortid brugt til at akklimatisere de eksotiske planter, som koloniherrerne fragtede hertil fra fjerne egne. Fremmede frugter blev symboler på imperialistisk formåen, og selvom vi måske ikke altid lægger mærke til det, så spiller planterne stadig en vigtig rolle i vores selvforståelse.

På det åbne stykke jord ved siden af Gquntas drivhus udfolder italienske Leone Contini (f. 1976) sit projekt Foreign Farmers. Igennem et årti har Contini indsamlet frø fra italienske immigrant-bønder, som har medbragt særlige grøntsager og urter fra deres oprindelige hjemlande. Op langs spinkle trækonstruktioner slynger forskellige vækster sig, og fra dem hænger mærkværdige frugter og grøntsager. Foreign Farmers er inspireret af Siciliens historiske og sammensatte flora og undersøger hvilken betydning, særlige plantearter kan have for forskellige kulturer og fællesskaber.

Alberto Baraya, New Herbs from Palermo and Surroundings – A Sicilian Expedition. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Også i colombianske Alberto Barayas (f. 1968) værk undersøges vores forhold til planterne. New Herbs from Palermo and Surroundings – A Sicilian Expedition er en indsamling af plantesymboler, som Baraya har fundet på ekspeditioner rundt omkring i Palermo. Arkiveret, registreret og arrangeret i trærammer hænger alt fra arkitektoniske fragmenter til plastikblomster og køleskabsmagneter, som henter deres motiver i planteriget.

Grænser som menneskeskabte konstruktioner
Der er hverken kort eller skilte, der indikerer, hvor vi skal lede efter kunsten i botanisk have. Vi ender i alle yderkanterne og må spørge om vej et par gange, før vi finder et beskedent hus langs en lille sø midt i haven. Bag en aflåst dør mødes vi af Toyin Ojih Odutolas (f. 1985) smukke serie af figurative kul- og pasteltegninger. Igennem rolige observationer af mennesker, dagligstuer, tøj og byliv viser Odutola os, hvordan vestafrikansk kultur præger forskellige dele af europæisk æstetik. Odutola er født i Nigeria, men flyttede som teenager med sin familie til USA. Baseret på sine egne oplevelser med racisme, undersøger hun raceopdeling som værende intet andet end en social og politisk konstruktion, der holder mennesker adskilt.

Toyin Ojih Odutola, Scenes of Exchange. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

I 1997 beskrev den franske botaniker Gilles Clément verden som én stor have med menneskeheden som dens gartnere. For Manifesta 12’s kuratorere er tanken stadig mere end relevant, men frem for at anskue den planetariske have som et overskueligt og trimmet system, skal vi lære af planternes natur. Ligesom i Odutolas arbejde er opdelingerne i en have blot konstruktioner, som har til hensigt at holde de enkelte arter rene og undgå krydsbestøvning. Men planter er ligeglade med grænser – de blander sig, formerer sig og tilpasser sig til skiftende omstændigheder. Manifesta 12 forestiller sig en verden, hvor landegrænser, raceopdelinger, økonomiske skel og afstande mellem arter ikke er andet end sociale konstruktioner. De er skabt af mennesker, og derfor kan de defineres på ny.

Vi træder ind i et område med tætvoksende bambustræer. Havens gæster har kradset små beskeder og kærlighedserklæringer ind i træernes bløde overflade, og står vi helt stille, kan vi høre bambussen knirke og knage. Langsomt begynder dog en tiltagende stønnen fra kinesiske Bo Zhengs (f. 1974) videoværk Pteridophilia at overtage lydbilledet.

Bo Zheng, Pteridophilia. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Pteridophobia er den græske betegnelse for frygten for bregner, men her er fobien skiftet ud med en kærlighed til den buskede stængelplante. Zheng ønsker at undersøge eco-queer potentialer og følger i filmen syv unge mænd med ud i den taiwanske jungle, hvor de indgår i intime og kropslige relationer med bregner. “Only when we extend our imagination can we learn to appreciate complex existence of all living things. Only then will we learn to live more intelligently on this planet,” skriver Zheng om værket, og vi er faktisk med på tankeeksperimentet, indtil manden på skærmen pludselig begynder at bide voldsomt i planten. Intimiteten er blevet til et overgreb.

Omkring os står 7-8 andre gæster – nogle er her for kunsten, mens andre er stødt tilfældigt på Zhengs værk i deres besøg i botanisk have. Lyden fra den stønnende mand på skærmen intensiveres, og det bliver svært at bevare fokus mellem de halvt fnisende, halvt chokerede ansigter omkring os.

Planternes naturlige omfavnelse af diversitet
Vi havde glemt at få vand med i botanisk have (seriøst, husk vand for man kan ikke købe det her), så efter 3 timer i solen er vi mildt sagt udtørrede. Vi får tanket op på vandflasker og går i retningen af det næste udstillingssted, da vi passerer en lille aflukket plads, hvor syv appelsintræer er dækket til med et gult net. Det viser sig at være et værk af den London-baserede kunstnerduo Cooking Sections, som siden 2015 har undersøgt, hvordan vi kan tilpasse vores madvaner efter de evigt forandrende klimatiske tilstande.

Cooking Sections. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Menneskeskabte klimaforandringer udvisker vores forståelse for årstider og resulterer i pludselige stormfloder eller lange perioder med tørke, hvilket udfordrer de fødevareproducerende planter. Derfor har Cooking Sections udviklet begrebet Climavore, som går ud på at spise efter klimaet, og i løbet af Manifesta 12 afholdes forskellige middagsarrangementer, hvor de benytter sig af særlige tørkeresistente ingredienser. I løbet af udstillingen måler de temperatur, lys og luftfugtighed her i Giardino dei Giusti og to andre steder i Palermo, så man kan holde øje med træernes ve og vel på en hjemmeside.

Både værkerne i botanisk have og Cooking Sections’ bidrag hører til det undertema, som Manifesta 12’s kuratorer kalder Garden of Flows. Idéen, om at bruge planternes naturlige omfavnelse af diversitet og sameksistens som en metafor for et muligt fremtidssamfund, rodfæstede sig i botanisk have, og nu træder vi dybere ind i tematikken. Palazzo Butera rummer den anden store samling af værker i Garden of Flows, og derfor beslutter vi os for at runde dagen af på det gamle palads med udsigt ud over Middelhavet.

Nedfalden frugt og endeløse plantager
Palazzo Butera blev opført i slutningen af 1600-tallet og har gennem tiden huset fornemme familier, men nu er bygningen blev købt af kunstsamlerne Francesca & Massimo Valsecchi, som er gået i gang med en omfattende renovering. De majestætiske hvælvinger, søjler og brede trappeopgange kontrasteres af afrevne tapeter, og planterne har i bogstaveligste forstand fundet vej ind i bygningens sprækker. Det siges nemlig, at man under renoveringen fandt et flere hundrede år gammelt, brasiliansk palisandertræ, hvis rodnet havde fundet vej dybt ind i bygningens fugtige rørsystemer. Vi træder ind i det gamle palads, og vores opmærksomhed trækkes op mod de imponerende og mere eller mindre krakelerede freskoer, der pryder samtlige lofter. Nogle steder er stykker af loftsmalerierne taget ned for at blive restaureret, og bygningens rå trækonstruktioner blotlægges.

Palazzo Butera (Renato Leotta, Giardino) Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Der er meget, der kæmper om vores opmærksomhed, og måske er det klogt af italienske Renato Leotta (f. 1982) ikke at “fylde” rummet yderligere. Gulvet under os føles løst og ujævnt, og da vi kigger ned, får vi øje på den første del af Leottas værk Giardino, som betyder ‘have’ på italiensk. Hele gulvet er dækket med keramiske fliser, og ser man godt efter, kan man finde aftryk fra nedfaldne citroner. Det er næsten som om, at lokalet har været fyldt med usynlige citrustræer. Den anden del af Giardino er videoværket Luce, som viser 16mm filmoptagelser fra en citronplantage i San Lorenzo.

I det tilstødende lokale finder vi Manifesta 12’s nok mest instagram’ede værk. Den amerikanske kunstnerduo Fallen Fruit (bestående af David Allen Burns og Austin Young) har beklædt et helt rum med et gradierende tapet påtrykt frugter i alverdens farver. Udsynet mod Middelhavet er sløret af lette gardiner med samme frugtmotiv, og rummet er travlt besøgt af biennalegæster, som knipser lidt ekstra ivrigt med mobiltelefonerne.

Fallen Fruit, Theatre of the Sun. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Midt i rummet ligger en bunke gratis plakater, der viser vej til hundredvis af frugttræer i Palermos gader. Fallen Fruit tror nemlig på at udbrede kendskabet til offentlige frugttræer, så flere kan få del i de gratis ressourcer, der naturligt gror på træerne. Værket er en del af deres igangværende, interaktive projekt Endless Orchard, hvor man kan søge efter frugttræer i sit nabolag eller selv uploade informationer om eksisterende træer. De opfordrer desuden til, at man planter nye frugttræer og på den måder hjælper med til at udvide den endeløse globale frugtplantage.

At genoprette forbindelsen til naturen
Udgangspunktet for det næste værk, vi møder, kommer fra et par antikke fliser, som brasilianske Maria Thereza Alves (f. 1961) har fundet på et loppemarked på Piazza Marina blot et stenkast herfra. Fliserne var fragmenter af et klassisk siciliansk motiv, Birds of Paradise, som kombinerer lokale og eksotiske fugle. På Alves’ nye frise ser vi et væld af de sicilianske planter, som er kommet hertil fra hele verden og trives side om side, samt teksten ‘Una proposta di sincretismo (questa volta senza genocidio)’ – på dansk: ‘Et forslag til synkretisme (denne gang uden folkemord).’ Alves ser planternes sameksistens som en model for menneskelig synkretisme (som betyder at sammenblande eller forene), uden vold og massemord.

Maria Thereza Alves, ‘Una proposta di sincretismo (questa volta senza genocidio)’. Foto © I DO ART Agency.

Næste rum er mørkt, og det første vi lægger mærke til er et utal af potteplanter, der står spredt udover hele rummet. De fleste er forskellige palmearter. På gulvet ligger et blåt tæppe, og vi tager plads i et par strandstole foran en videoprojektion, der viser hollandske Melanie Bonajos (f. 1978) triologi Night Soil. I en række eksperimenterende dokumentarfilm undersøger Bonajo hvordan, at vi i vesten har adskilt os fra naturen, hvad det gør ved os som mennesker, og hvordan vi kan genoprette forbindelsen.

Melanie Bonajo, Night Soil (Nocturnal Gardening). Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Særligt den del af trilogien der hedder Nocturnal Gardening bevæger os. Her bliver det tydeligt, at Bonajo har en nysgerrighed for særligt kvinder, der lever uden for normerne og skaber nye fællesskaber omkring et mere holistisk jordbrug. Hun besøger bl.a. Soul Fire Farm i det nordlige New York, hvor madaktivisten Leah Penniman fortæller om sit arbejde med at nedbryde undertrykkende strukturer i det politiske fødevaresystem. Ved at prissætte sunde madvarer uden for fattige amerikaneres rækkevidde er regeringen med til at holde en stor del af befolkningen syge. Og syge mennesker har svært ved at gøre oprør, mener Penniman, der vil gøre op med det, som hun kalder ‘food apartheid’ og gøre sund mad tilgængeligt for flere.

En verden uden grænser
Dagen er ved at gå på hæld, og vi føler os klar til at bevæge os videre rundt i biennalens tematikker. I dag har det handlet meget om planternes kraft, og hvilken uundværlig indsigt der ligger i at genoprette forbindelsen til naturen, studere den og måske endda lære af dens måde at omfavne diversitet og sameksistens på. Det ville være let at kalde metaforen en anelse naiv, men vi kan faktisk virkelig godt lide Manifesta 12’s poetiske tilgang til de globale problemstillinger, som vi står overfor. Spørgsmål om grænser og identitet bliver behandlet, og mange steder står det krystalklart, at opdelinger mellem mennesker ikke gavner vores planets fremtid.

Manifesta 12 tror på, at bevægelse og migration skaber nyt, spirende liv, og på mange måder er udstillingerne i Garden of Flows biennalens konceptuelle afsæt. De næste dage vil vi udforske de andre undertemaer, som tilføjer den planetariske have nye, og mere politiske perspektiver. Vi håber, at I vil følge med i de kommende afsnit af vores rejsedagbog fra Palermo.

☞ Læs andet afsnit i vores rejsedagbog her.