FLYGTIGHEDENS NATUR, TIL VANDS, TIL LANDS OG MEST AF ALT I LUFTEN

Tendensen med at vise kunst udendørs er naturligvis steget i takt med udstillingssteders nedlukninger verden over; midlertidigt og permanent, ligesom menneskers overordnede interesse for ”naturen” er markant forøget igennem de seneste par års pandemiforårsagede omstilling af hverdagen. Samtidig oplever jeg et tilsyneladende langt større udbud af performancekunst end hidtil og hvorfor, ved jeg ikke – men det er ikke desto mindre en stor fornøjelse at møde levende billeder live, i ordets bogstaveligste forstand, efter et år med online viewing rooms og zoom læsegrupper en masse.

I løbet af september deltog jeg i to performance-events, som skilte sig særligt ud, og dem har jeg derfor besluttet mig for at dele med jer. Dog har det vist sig at være langt sværere, end jeg lige troede, da jeg aldrig før har skrevet om lyd- og fortællekunst, men fortrinsvis har beskæftiget mig med visuel kunst. Fællesnævneren for disse to omtaler er derfor ikke blot de barokke slotte og haveanlæg, på hhv. Frederiksberg og i Lejre, men også flygtigheden i selve værkernes udtryk, der ikke kan begribes på et enkelt øjeblik. Til gengæld kan de måske få tiden til at stå stille via deres auditive form, der undviger synssansens dominerende karakter, og indprenter sig direkte i krop og sjæl. Musikkens lydbølger, stemmens vibrationer og ordenes evne til at vække et fjernt minde i lytterens hukommelse er kort fortalt, hvad der her er på spil, men hvor Antechamber på Ledreborg Slot er et kollektivt værk, er Søren K. Ryes Monolog, som titlen eksplicit afslører, et soloshow, der på sin vis tager del i og samtidig skiller sig ud fra den store gruppeudstilling i Haveselskabets Have A Garden Exhibition kurateret af Sophia Luna Portra.

Antechamber
Lørdag d. 18. september kl. 16.00 sætter jeg mig ind i en bus ved Forum st., der kører ud af byen sydpå mod Ledreborg Slot. 40 minutter senere ankommer vi til slotsporten midt på den fredede allé, som vist nok strækker sig knapt 6 km fra ende til anden. Alléen i sig selv er turen værd, uanset hvor i landet du kommer fra – især med de efterårsfarver der lige nu er på vej! Her bliver vi budt velkommen og indenfor i slotsparken, hvor vi får at vide, at vi i det lille lysthus kan tage et kort over stedet og orientere os i programmet for hvornår de forskellige dele af området aktiveres af forskellige performances

Langsomt slentrer vi op mod slottet; den gruppe på 40 mennesker vi udgør, er langt fra gennemsnitsgæsten på et sted som Ledreborg, tænker jeg. Alle er unge og smarte og undergrunds-cool på den dér Berlin trashede-måde som ikke helt kan beskrives, men bare skal opleves.

Det er Sholto Dobie fra Edinburgh/Vilnius og Max Shamash fra New York/Berlin, som har inviteret os på landet til deres Performance & Banquet event på Ledreborg Slot, under titlen Antechamber. Når man udtaler det, kan det godt lyde lidt som om man siger Anti-Chamber, altså et ikke-sted, et anti-rum, noget, der ikke kan rummes i et rum, men som derimod har en efemerisk natur, ligesom at musik f.eks. bevæger sig fra det ene rum til det andet og strømmer ud gennem vinduer og dørsprækker så langt det overhovedet kan komme.  På dansk kan Antechamber imidlertid oversættes direkte til forkammer. Max og Sholto forklarer:

“Antechamber is a room that anticipates the next. We are interested in these transient spaces that connect communal gathering to private retreat”.

Der er således både tale om et slags venteværelse, men også en tærskel mellem ude og inde, gæst og beboer, offentlig og privat.

Jeg var selv med til at konceptudvikle Antechamber tilbage i 2020 under lockdown over skype. Dengang talte vi en del om eventets forhold til verdens venteposition, som vi alle oplevede isoleret hjemme fra hvert vores kammer, Max i New York, Sholto i Vilnius og jeg selv forskellige steder i Danmark.

I forhold til Ledreborg som lokation, fornemmede jeg også på de to, at de ønskede at forene den relativt stilstående bygning i lettere forfald, med liv og bevægelse gennem kunst, musik og levende performere og gæster. Det var altså vigtigt for dem at bryde med den traditionelle, forældede sociale, hierarkiske og arkitektonisk definerede opdeling mellem privatsfære bag de lukkede døre og offentlighedens deltagelse ved at blive inviteret indenfor.

Ledreborg rummer en lang slægtshistorie, da Johan Ludvig Holsteins efterkommere gennem århundreder har beboet slottet. Desværre er det på et tidspunkt blevet overladt til sig selv og har fået lov at stå til. De seneste år har de nuværende ejere Silvia og John dog givet huset en kærlig hånd, og de knokler fortsat på daglig basis med at vedligeholde familiens arv i form af bygningen og det omkringliggende land. Haven og staldene udlejer de til events, men slottet er udelukkende tilgængeligt via forudbestilte, guidede rundvisninger for grupper (til en klækkelig sum på DKK 2300,- for op til 20 pax.). Det er derfor med stor generøsitet, at de på denne dag har åbnet deres fulde areal op for Antechamber inklusiv både kunstnere og gæster.

Ved at invitere os ind til en fælles oplevelse af det hjemsøgte barokslot og lade os bidrage til en genoplivelse af rummenes immaterielle stemmer og energier, synes jeg i den grad, at det lykkes Max & Sholto og deres mange samarbejdspartnere at blotlægge og fremkalde både synkronisiteter og dissonanser mellem fortidens rammer og samtidens kunstnere. En af de første performances blev udført på gårdspladsen af italienske Lia Mazzari:

Iklædt rød hættetrøje optræder hun rundt om bygningen med aggressive og akustiske piskeslag, mens lydtæppet komponeret af Sholto Dobie blæser ud af gårdspladsens højtalere og fylder luften med en stemning, jeg ikke kan beskrive bedre end ’noget er under opsejling’.

Inde på slottet bliver vi bedt om at tage vores sko af, og da vi træder ind i ”The Tapestry Room” er det til tonerne af Xenia Xamanek & Varnrable, som med deres elektroniske musikudstyr skiller sig markant ud fra omgivelserne bestående af overdimensionerede gobeliner, flamboyant interiør og møbler fra en ganske anden tid. De går begge to rundt og renser luften med palo santo – gamle ånder skal ud, før nye kompositioner kan udspille sig frit.

De to performeres usynlige ”penselstrøg” med røgelsen i rummet, føles som en naturlig videreførelse af Lias piskeslag. Den samme aggressivitet hersker her, dog er udrensningen nu ikke længere båret af lyd men derimod af duften fra det hellige træ. Ift. den musikalske del af performancen må jeg indrømme, at jeg føler mig på udebane – det eneste jeg kan sige er, at soundtracket matcher de mennesker, jeg befinder mig iblandt. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg næsten drømme mig til Berghain eller måske den der fuldstændig vanvittige underjordiske natklub i Paris, som jeg engang besøgte, længe før at afstandskrav, masker og håndsprit var en ting. Hvis jeg åbner øjnene, forbinder jeg de mange eksperimenterende lyde med kunstnernes computerskærme, mixerpulte og mikrofoner, der synthesizer kroppe, lyde, dufte og stemmer i én stor eksorcistisk seance i stearinlysenes skær.

Det næste rum har værterne kaldt ”living / dying room” på kortet, og her spinder den australske cellist Judith Hamann rundt om sin cello, mens de spiller for et publikum, der befinder sig 360 grader rundt om sig. Det er utrolig smukt at opleve et stykke klassisk musik på cello opført live, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så heldig. Koreografien er imidlertid foruroligende, som om kunstneren kører i ring eller føler sig omringet og overvåget. I det hele taget er samtlige performances i Antechamber på ingen måde romantiske eller klassiske i den forstand, man måske havde ventet sig af slottets sjæl og ydre. Max og Sholto skriver selvfølgelig også i pressemeddelelsen, at værkerne vil bløde og flyde imellem rum:

“New voices will inhabit the stairwells and corridors of the palace, bleeding between bedrooms, halls, the chapel and french garden.”

Så, der er noget dystert på spil – det er i hvert fald ikke muntert. Det er ikke nedslående, tværtimod vækker de forskellige udtryk og indtryk en nysgerrighed i mig, som jeg ikke kan genkalde mig at have oplevet i andre kunstneriske sammenhænge, siden jeg deltog i en én-til-én orgel performance, hvor jeg med bind for øjnene i en kirke i Bergen tilbage i 2015, blev vidne til min egen begravelse. Jeg husker desværre ikke kunstnerens navn (og har ikke haft held med at finde det), men oplevelsen var så stærk, at jeg stadig den dag i dag får kuldegysninger, når jeg tænker tilbage.

Her på Ledreborg Slotskapel er det Claus Haxholm, der sidder bag orglet, imens en mand (som jeg tror er performer, men som viser sig at være gæst), forgæves forsøger at klatre op ad en væg, men som en nutidig Sisyphos falder ned og hiver sig op igen og igen og igen. Orgelkoncerten efterfølges af en dialog mellem Nat Marcus og Zoe Darsee, hvor førstnævnte har indtaget kapellets prædikestol, mens sidstnævnte befinder sig andetsteds ude af mit synsfelt, måske i det hele taget udenfor tid, sted og rum.

Det er en flot ceremoniel afrunding på dagen, men jeg må indrømme, at jeg er alt for træt til at kunne få alle ordene med mig. Klokken er over otte, og den første performance gik i gang kl. 17, så vi har lyttet, observeret og bevæget os rundt i værkerne gennem de sidste tre timer uden egentlige pauser og er dermed blevet eksponeret for en strøm af sensoriske stimuli og indtryk, som vi endnu har til gode at fordøje over aftenens sidste indslag.

En banquet af royal kaliber – udført af de litauenske kokke Jonas Palekas & Kotryna Butautyte, som leverer en formidabel langbordsmiddag for alle kunstnere og gæster på slottet. Banqueten finder sted i ”The Family Hall” blandt portrætter af hele Holstein slægten, hvor også dagen startede med en lydinstallation af Sonja LaBianca og Heine Thorhauge Mathiasen komponeret af Ledreborgs lyde. Mens vi langsomt har rykket frem fra det ene forkammer til det næste, har The Lake Radio optaget og broadcastet samtlige performances live. Den portugisiske komponist Polido har mixet alle kunstnernes bidrag sammen til en kakofoni af stemmer, toner, instrumenter og vibrationer, der alle har det til fælles, at de ikke konkurrerer med de tusindvis af malerier, som slottet allerede bærer på sine vægge, men i stedet tilfører en ny og egen ånd materialiseret og vækket til live via alle de forskellige lydbilleders rejse gennem de kongelige gemakker.

A Garden Exhibition
Vi mødes foran hovedindgangen til Frederiksberg Have, hvor kunstneren Søren K. Rye tager imod os. Vi er et lille hold på 6 personer, som føres igennem haven ned mod vandet. Her stiger vi ombord i en lille robåd og stævner langsomt ud med Søren ved årerne.

”Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er som om, at alting er blevet meget mindre, siden jeg fik mit armbåndsur,”

siger han og henleder opmærksomheden til sit håndled. Han giver en lille intro til haven, som var vi på en landskabsarkitektonisk turist-guidet sejltur;

”Dengang haven anlagdes, gik man meget op i kvadrater, linjer og størrelsesforhold. Måske er det derfor, at alle bygningerne fremstår som flade motiver, hvor beskueren helst skal stå et bestemt sted, for at få det rette perspektiv”. (Citaterne er frit citeret fra hukommelsen).

Slottet er et eksempel herpå, hvilket han nævner uden at nævne det, men blot ved at pege sit blik i dets retning. Som et klassisk kunstværk, er det simple, kompositoriske greb anvendt ligesom i et maleri, forklarer han; himlen agerer baggrund, bygningen fremstår som hovedmotiv og forgrunden består af beplantning. Men vi, der er her i dag, står ikke stille, vi bevæger os, sejler forbi og får derfor mulighed for at se både dét, og resten af den anlagte have, fra flere forskellige perspektiver.

Jeg kommer i tanke om Merleau-Pontys fænomenologiske udredning omkring vores kropslige væren i verden og ikke mindst erkendelsen af vores fælles væren-i-verden. Når vi peger på ’træet’, og selv når vi benævner ’træet’: ”Se træet, og dets flotte eftersårsblade,” kunne man sige. Ja selv dér, er der ingen af os – hverken den talende eller den lyttende – der nogensinde vil forstå ’træet’ som værende todimensionelt. Heller ikke selvom det åbenlyst er et fladt træ, vi oplever i det øjeblik det betragtes, med mindre vi bevæger os rundt om det og således forlænger momentet for en stund.

Vi ved dog allerede godt, at træstammen er rund, og at grenene breder sig ud i 360 grader på alle sider af kronen, som i øvrigt i sig selv kan måles både i højde og længde, men så sandelig også i bredden. Sproget spiller således sin helt egen rolle, i den delte omverdensforståelse, og det er vel netop denne rolle, Søren er i færd med at undersøge gennem sin monolog.

Sproget spiller ydermere en væsentlig rolle i forhold til vores kropslige erfaringer, som via følesansen naturligvis må siges at gå forud for vores evne til at kommunikere via tale. Børn oplever verden taktilt med deres hænder, fødder, tunge, mund, ja hele deres krop, længe før de skaber mening ud af ord. Når sproget i en vis alder, er kommet ind under huden på dem, er de allerede indforståede med, at alt hvad vi peger på og benævner, er mere end blot, hvad øjet ser. Forforståelsen af altings rumlighed og dybde er på én og samme tid virkelig simpel, og virkelig abstrakt.

Som vi sejler forbi de ikoniske monumenter, nikker Søren hen imod dem, og siger, med en implicit reference til de forskellige kulturer, stilarter og tidsperioder, som haven er ét stort sammensurium af, at Det Kinesiske Lysthus nok i virkeligheden er lidt overfærdigt, mens Apistemplet faktisk ikke er helt færdigt endnu. Han italesætter aldrig bygningerne, som jeg gør her, så det kan i princippet sagtens være, at det slet ikke er dem, han henviser til, men måske noget helt andet i samme retning, som jeg ikke når at få øje på, og som er kunstigt artikuleret, ude af tidens dimensioner og proportioner... Hvorom alting er, føles samtlige detaljer i landskabet omkring os som kulisser for Sørens monolog, leveret let og elegant og ganske ubesværet, imens han kyndigt sejler os rundt i en cirkel, ligesom viserne på hans usynlige armbåndsur bevæger sig cyklisk i ring.

Som vi krydser den første bro, fortæller han om det øvre plan i religiøse og spirituelle bygningsværker. Hvor jorden under en konstruktion udgør det horisontale nedre plan, og murene det vertikale plan, er det øvre plan ikke fysisk, siger han, lige idet vi sejler under broen, hvorefter han kigger op, på én gang søgende og forklarende, imod himlen…

Da vi kommer forbi et lille vandfald, fortæller han om de flere hundrede år gamle interventioner i landskabet og deres afhængighed af tyngdekraft samt den begrænsede varighed, der ligesom de første springvand, skulle lades op med hestepumper, før de kunne springe og falde i et kort stykke tid, indtil de løb tør, for hestekræfter og vandløb.

Sørens måde at begå sig i kanalerne, tilgå havens historie og hele performancens monolog-form, minder mig om det omdiskuterede Las Meninas, hvori hofmaleren Diego Velázquez maler kongen ud af billedet og i stedet indsætter sig selv. Når vi som beskuere kigger på maleriet, kigger maleren tilbage på os, og jovist er kongen og dronningen afbilledet i spejlet, men selv her er der blot tale om en spejling af et portræt, tidligere malet af Velázquez selv, naturligvis. Og apropos geometri og perspektiv, er der en masse i billedet, der ikke giver mening – hvis det virkelig er et spejl, burde både kunstneren og beskueren kunne se sig selv i det, når vi står foran maleriet. Derfor kan man vove at påstå, at vi i værket Las Meninas ser os selv – og kunsten – i Kongens og Dronningens Plads.

Jeg tror nok, det er Foucault, der lavede denne tolkning i tidernes morgen, men jeg er ikke sikker og who cares anyway? Når alt kommer til alt, er det påfaldende for mig at se, hvordan jeg i en robåd i Frederiksberg Have i det 21. århundrede, bliver vidne til en samtidskunstner, der på tilsvarende vis modigt iscenesætter sig selv og ikke lægger skjul på, at monologen er hans medie, ligesom maleriet var det for Velázquez i 1600-tallet.

Tusindstrålernes efterår ledsages af en omskrivning af Rainer Maria Rilkes digt ”Kindheit”: ”åh tusindstråler, jeres blomst er væk” reciterer kunstneren poetisk, mens vi sejler forbi de visne tusindstråler, der udmattede og langsommeligt lægger sig til ro langs kanalens bredder.

Søren beretter om, hvorfor han godt kan lide at sejle rundt her og fortælle historier og, måske i Rilkes ånd, reflekterer han over etymologiens evne til at forklare forbindelser i sprogets mellemværender; ”det at fortælle, er forbundet med det at tælle. Ikke bare på dansk, også på tysk og engelsk; erzahlen, zählen, encounter, to count. At fortælle er at opregne begivenheder, og snart følger en vis ordnet rytme af hændelser, hvor man så i disse begynder at kunne se mønstre; hvis noget er sket en eller to gange, er det som regel tilbøjeligt til at ske igen. I eventyr for eksempel, hvis hovedpersonen møder et hjælpsomt dyr, så går det ham ofte godt.”

Omtrent her på turen skifter monologen karakter og begynder at handle om en mere specifik oplevelse, som Søren, eller den person, han performer, i al fald, har været vidne til. Den handler om en person, der Sankthansaften stiger ombord i hans båd, og idet han hjælper personen ned i båden, falder en sårskorpe af hånden og lander i Sørens hånd. Jeg tror faktisk, han beskriver oplevelsen med disse ord: ”Jeg nulrer en sårskorpe af hånden”. Mens vi væmmes (jeg kan mærke, de andre passagerer i båden synes det er lige så klamt som jeg), beundrer jeg dette ekstremt taktile billedsprog, som Søren for det første mestrer, og for det andet tør bruge aktivt uden at blinke.

Den sårbare hånd, lærer vi, er uden tvivl en hånd med ømhed, og monologen udvikler sig til en (måske forestillet) dialog mellem de to, den sejlende ved årerne og passageren i båden. Hånden lader til at være mest interesseret i fremtiden og det, der endnu ikke er sket, det, som skal til at ske, i modsætning til Søren, som sidder med ryggen mod sejlretningen, og derfor kun kan se alt det, som vi allerede har passeret, det, der er sket, begivenheder, som allerede er indtruffet.

Forleden deltog jeg i et seminar på DAC / BLOX, hvor Kaspar Colling Nielsen præsenterede sig selv som fremtidsforfatter og i løbet af paneldebatten nægtede at forestille sig en fremtid, hvor vi skruer ned for det tempo, vi bevæger os i anno 2021 – The Great Acceleration er kommet for at blive mener han, og kan ikke se anden udvikling for sig, end fortsat øget hastighed. Jeg blev simpelthen så nedslået, skuffet, vred og provokeret over denne udmelding. Især fordi kunstneren Madeleine Kate samtidig holdt et fantastisk oplæg om begrænsningens kunst og tiden som ikke-lineær, fremadskridende, kronologisk men som en mere abstrakt størrelse, der bedst betegnes med Platons definition ”chôra”. Min gamle professor Nicoletta Isar fortalte altid begejstret om ”chôra”, da jeg studerede kunsthistorie på KU, og hendes ord om koreografi og forestillingskraft er blevet siddende dybt i mig lige siden. At tænke tid vertikalt, foreslår Madeleine Kate, kan måske bidrage til at sætte vores kapitalistiske kapløb på pause, for en stund, mens jorden indhenter os eller i hvert fald får et åndehul til at trække vejret bare en lille smule bedre, end det er tilfældet lige nu, hvor vi er ved at kvæle os selv og hinanden i luftforurening, stress og skovbrande.

Chôra kan, så vidt jeg husker fra Nicolettas undervisning, forstås som en to-vejsbevægelse, hvor essensen ligger i at holde sig for øje, det rum der opstår, uanset om vedkommende bevæger sig fremad eller trækker sig tilbage. Personen vil altid efterlade sig et rum, der i kraft af deres bevægelser (uanset retning), genererer et mulighedsrum for nye bevægelser at udfolde sig, hvori nye begivenheder kan finde sted…

Da bådturen slutter, går vi tilbage i Haveselskabets Have, hvor A Garden Exhibition findes. Her serverer Søren Pastis og danskvand i græsset og solen, mens jeg selv deler ud af mine mandelkage snacks, som især er et hit hos vores nye ven påfuglen, der åbenbart eeeeelsker cantuccinis. Jeg tænker på, om påfuglen mon er lige netop dét hjælpsomme dyr, der sørger for at alt går os godt, i overensstemmelse med monologens mønsterforudsigelse i eventyr.

I en mail spekulerer udstillingens kurator Sophia Luna Portra over følgende:

Slutter monologen nogensinde? Eller tager den blot en ny form, glider den langsomt over i samtale, hvorefter man tager den med sig, hvem end man taler med, om det så er til én selv…

Jeg vil slutte af med en tredelt hilsen,

Først og fremmest til Monologens hovedpersoner:  til hånden med sårskorpen og hånden, der greb den, netop den hånd med og uden armbåndsur, som fik tingene til at blive mindre og som gav plads til ømhed, sårbarhed og fortællinger om tid. Dernæst til Elisabeth Molin og armbåndsurets ekko, der i lyset af både Sørens tællen, målen, gøren og laden samt Foucaults fortolkning af Velázquez spejlkammer, måske kan give anledning til en ny tidsdimension, der går i dybden frem for i horisonten.

Sidst men ikke mindst, til Sophia Luna, som har skrevet og delt disse fine tanker om, hvordan haven agerer både for- og bagtæppe med mig, per mail:

“At være interesseret i haver er at være interesseret i idéer, og samtidig er omgangen med planterne jordbunden, den kræver forståelse for materielle omstændigheder. Det er denne kobling, der interesserer mig mest. I haven bliver flyvske drømme, længsler og fiktioner gjort konkrete og bliver, til forskel fra teatret, udstillingen mv., præsenteret som virkelighed. Haven er skæringspunkt for idéen om Natur. Jeg er af den opfattelse, at begrebet om natur er det mest kulturelle objekt der findes, fordi med idéen om Natur definerer vi os selv. Men hvad er haven så? Den er både natur og ikke Natur, den er både os og ikke-os. Den er en scene for omgangen med Naturen. Skal den kontrolleres som i en barokhave? Skal den udstilles i industrialiseringens botaniske have? Skal den forklæde os som frit levende hyrder i den romantiske engelske have? Med kuratering til A Garden Exhibition har jeg villet lave en udstilling, der ikke stod frem, intervenerede eller stillede sig i opposition til haven, men gik med den, faldt ind i den, drømte videre.

Jeg har håbet at folk, der ofte er kommet til haven ville stå ved et værk, og blive i tvivl om, om det altid havde været der, og at de bare aldrig havde lagt mærke til det før. At hvis der var to, der gik tur sammen i haven, ville den ene have lagt mærke til alle værkerne, den anden ikke ænset dem. Det skulle føles som om, at værkerne var hjemme.

Samtidig ville jeg præsentere flere forskellige tilgange til haven. Bäckahästens Krona (Bækhestens Krone) af Albin Werle er placeret i den romantiske sø og ligger under overfladen omkranset af åkander. På og omkring værket er der mønter, og værket inviterer til at kaste endnu en mønt og med den et ønske. I et træ tæt ved søen er Anný Djurhuus Øssursdóttirs værk ’Nøkken passer den elskovssyge’, hvis fulde titel er et famlende digt, der som en skygge følger én gennem haven. Begge værker beskæftiger sig med myten om nykken, men på distinkte måder. Nykken er lovende, farlig og lunefuld, som Naturen.

Albin 1.JPG — Albin Werle, Bäckahästens Krona (Bækhestens Krone). Foto: A Garden Exhibition.

Anný Djurhuus Øssursdóttir, Nøkken passer den elskovssyge. Foto: A Garden Exhibition.

I den anden ende af haven er Laurits Gulløvs værk ‘Gesture for the acidic pond’. Her har samtalen med haven en anden drejning, de fiktive silikonefossiler i kæmpestørrelse skvulper let i det grumsede, gule vand – og statuen af Henrik Starcke har i sine hænder, foldet som en skål, en pyramide af bagepulver. Et husgeråd om den tilsyrede havedam holder hånd med millioner af års liv på jorden og peger på forbindelsen mellem det nære og kolossale perspektiv, et poetisk nik til klimaets prekaritet.

Laurits Gulløv, Gesture for the acidic pond. Foto: A Garden Exhibition.

Emilie Tarp Østensgård, She Was Taught the Names but Had Forgotten the Songs. Foto: A Garden Exhibition.

Undertitlen på udstillingen Paradise Haunts Every Garden er et forsøg på at favne den længsel, alle haver indeholder. Som mytologisk sted er edens have både det tabte og det lovede. Netop dette er opskriften på det romantiske – haven lover altid mere end den kan holde, for næste dag er den en anden, en ny sæson skrider frem, og vi er efterladt med mindet. Værkerne har også ændret karakter, som med Ihsan Ihsans værk (الحنين – (روح ألواني, hvor regnen har vasket pigmenterne på travertinen væk, og tegningerne nu er blege skygger. Kaja Lahoda’s ‘Spinosa' rejser sig fra bunddækket, en rygsøjle i grøn. Spirulinaen, som skulpturen var malet med, er blegnet i løbet af udstillingen, og værket har visuelt bevæget sig fra plante mod skelet. Forgængeligheden som en motor for det spirende, er en af havens grundforudsætninger.

Ihsan Ihsan, (الحنين – (روح ألواني. Foto: A Garden Exhibition. — Ihsan Ihsan, (الحنين – (روح ألواني. Foto: A Garden Exhibition.

Frederik Exner, Fuglebad no. 3. Foto: A Garden Exhibition.

Vibe Kilde, Pool Party. Foto: A Garden Exhibition.

Vi har i løbet af udstillingsperioden fået stjålet fire værker. Først ‘Girl’ af Aia Sofia Coverly Turan, siden mit eget værk ‘It Was Early’ og i sidste uge Anný og Albins værker. Det er en mærkelig omstændighed, nu hvor vi skal mødes og tage udstillingen ned, at der er nogle, der ikke har noget at hente. Det fletter sig på en mystisk måde også ind i idéen om haven, om eden, om gaver taget og givet. Det vil jeg tænke mere over.”

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 2.5

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 3

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 4

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 6

PORØSE VENER, BRÆNDT AF SOLEN