7 STÆRKE CITATER FRA DEBAT OM FREMTIDENS KUNSTUDDANNELSER

Midt i oktober udgav Kulturministeriet en rapport, der afsøgte de kunstneriske uddannelsers fremtidige udfordringer og anbefalede et par løsningsforslag. Siden da har debatten hvirvlet, og mandag aften inviterede de studerende så til åben dialog under titlen: “Hvordan ser fremtidens kunstskoler ud?” I indlægget her har vi samlet nogle af aftenens mest bemærkelsesværdige kommentarer.

I ultra korte træk peger rapporten “De kunstneriske uddannelser – Forslag til en fremtidig organisering” på, at Kulturministeriets uddannelser står foran en række ensartede udfordringer, som kan varetages bedre i fællesskab. Rapporten anbefaler et af to scenarier, der peger på, at der oprettes tværfaglige institutioner, som bl.a. kan varetage teknisk-administrative opgaver, så den enkelte skole kan fokusere på fagligheden (læs rapporten i sin fulde længde her). Rapporten blev modtaget med kritik og frygt for tvangsfusion af institutioner, tab af autonomitet og øget bureaukrati. Kulturminister Mette Bock reagerede med at mane fusionstankerne i jorden i et indlæg i Politiken d. 25. oktober og eftersøgte i stedet andre idéer: “Når jeg nu har fjernet frygten for tvangsfusioner, håber jeg, at alle med interesse i de kunstneriske uddannelser vil bidrage til diskussionen om de helt konkrete opgaver, som kalder på løsninger.”

Som det ser ud nu, skal uddannelserne, ligesom de andre institutioner (museer mv.) under kulturministeriet, skære 2% af deres budgetter hvert år, samtidig med at kravene til faglighed, kvalitet og administration stiger. Så hvordan løser man den tilsyneladende uløselige knude? Det var netop, hvad der blev diskuteret mandag aften på Huset i Magstræde, hvor de studerende havde inviteret til debataften om kunstskolernes fremtid.

I panelet sad rapportens forfatter Henrik Sveidahl (rektor ved Rytmisk Musikkonservatorium) samt Sanne Kofod Olsen (rektor ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler) og Simon Fiil Linnemann (studerende og bestyrelsesmedlem ved Det Fynske Kunstakademi), men der blev også prioriteret tid til spørgsmål og kommentarer fra de fremmødte studerende, rektorer, undervisere, kunstnere og politikere.

Hele debatten blev livestreamet, og kan ses i sin fulde længde her, og herunder har vi samlet nogle af aftenens mest bemærkelsesværdige, fremadskuende og/eller konstruktive kommentarer.

---

1: Bevar laboratorierne, så eleverne kan blive uddannede

Bronzestøber Peter Jensen tog udgangspunkt i sin egen nære relation til Det Kgl. Danske Kunstakademi igennem mange år og understregede vigtigheden i at skrue ned for nedskæringerne og op for midlerne til f.eks. laboratorierne, hvis uddannelsen skal opretholde et højt niveau:

“Jeg hedder Peter Jensen, jeg er bronzestøber, og jeg er kommet på kunstakademiet, siden jeg var ... så stor her. Jeg har undervist der med mellemrum siden ‘86, og hvad jeg har set i den tid, jeg er kommet der, er nedskæringer, lukning af laboratorier og stillinger der bliver færre og færre. Det vil sige, at eleverne får sværere og sværere ved at lære de kompetencer, der skal til for at blive uddannet - for at blive så kompetente at de kan få succes. [...] Jeg synes sådan set, at man skal gå til Kulturministeriet og sige, at man kræver sin berettigelse. Hvis man skal have en berettigelse, så skal man kunne give eleverne nogle kompetencer - det kræver penge, det kræver at man kan bevare laboratorierne, så eleverne kan blive uddannede. Og så synes jeg, at man er nødt til at tage diskussionen: Hvis der ikke kan komme midler nok, er uddannelserne så på et så højt niveau, at de har deres berettigelse? Og synes man som samfund, at de skal have deres berettigelse? Hvis man synes det, så skal der midler til.”

---

2: Få mere ærlighed ind i debatten

Horn-studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Esben, argumenterede for, at en ærlig og vedvarende dialog med politikerne, kan sikre bedre og mere langsigtede perspektiver for kunstskolerne:

“I forhold til hvordan vi skal komme på dagsordenen inden for Kulturministeriet, handler det så ikke om, at vi skal finde en måde at gøre os mere attraktive som stemme? Altså man kan jo bare se på det nuværende kommunalvalg rundt omkring, det er jo simpelthen blevet en vindersag at tale mod kultur, og handler det ikke i virkeligheden en lille smule om at trutte ren røv fra politikerens side - at vi skal ikke lade dem slippe afsted med at have velfærd som en dagsorden, hvis de så samtidig siger “Jamen, vi vil kulturen, men lad falde hvad ikke kan stå selv”? Er det ikke et spørgsmål om, at vi kan få en dialog med dem igen, få noget ærlighed, komme uden om hastebehandling og simpelthen få dem i tale? Vi ser f.eks. Mette Bock, der bliver væk fra et 150 års jubilæum for et konservatorium, fordi hun er ude og føre valgkamp i sin lokalafdeling. Er det ikke et spørgsmål om, at vi skal have vores fokus mere mod, at folk skal behandles ordentligt, og at folk skal oplyses? Jeg tror ikke på, at folk ikke vil os, men jeg tror simpelthen, at de er blevet misledt, og de tror, at de kan redde deres sygehuse ved at spare den promille på skatteloven - altså er det ikke et spørgsmål om, at vi, i stedet for at blande de to debatter, fik adskilt den politiske dagsorden [...] og så arbejdede mod at få noget ærlighed ind i debatten?”

---

3: Vi skal blive bedre til at tale om kunstens nødvendighed

I samme tråd benævnte Sanne Kofod Olsen det skel, der er opstået mellem kunstverdenen og politikerne, og fremhævede et behov for at tale om kunstens nødvendighed uden at underlægge sig legitimeringsdiskursen:

“Jeg har oplevet kulturministeren to gange sige: “I skal kunne legitimere, hvorfor i er her" - altså til mig som rektor i uddannelsessammenhæng. På en eller anden måde så gør det mig paf. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal legitimere, hvorfor vi uddanner billedkunstnere i Danmark, for det har vi gjort på akademiet i 263 år. Hvorfor skal vi pludselig legitimere det? Der savner jeg simpelthen ord. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, fordi at jeg bare tænker: “Gud nej, hvordan nåede vi derhen?” Det kunne jeg godt tænke mig at vi snakkede om i kunstlivet: hvordan forklarer vi, hvorfor vi er her? Hvordan forklarer vi, hvorfor vi synes, at kunst og kultur er vigtigt for vores samfund? Jeg tager det bare for givet, men det gør kulturministeren og måske også andre politikere ikke, så selvom ingen af os måske har lyst til at sidde og legitimere, hvorfor vi er her, så bliver vi måske alligevel nødt til at sætte ord på det.”

---

4: Vi mangler ikke beskæftigelse, vi mangler løn

Et af aftenens mest konkrete forslag kom fra kunstner Kirsten Astrup, som tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i år. Hendes budskab var enkelt: “Vi mangler ikke beskæftigelse, vi mangler løn”, og hun henviste til f.eks. musikeres faste lønsatser – noget som er mindre håndfast, når det kommer til billedkunstnere:

“Jeg bliver rigtig træt af, at vi hele tiden snakker om, at billedkunstnere mangler beskæftigelse, for jeg tror ikke rigtigt, at jeg har nogle kollegaer inde for billedkunstområdet - uanset hvilken funktion, de har - som ikke ligger underdrejede, og jeg har ikke rigtigt indtryk af, at folk mangler beskæftigelse. Problemet er, at folk mangler løn. Nu har jeg lige siddet og lavet budget til en udstilling, som jeg skal søge penge til hos Statens Kunstfond, og der skal jeg bruge nogle musikere (jeg arbejder inden for musik, performance og film, så jeg er rigtig glad for at høre, at der jo endelig er så stor opmærksomhed på det her felt), og der kan jeg jo gå ind og se at, okay, jamen hvad skal jeg lønne mine musikere med, fordi der er nogle satser, som jeg kan gå ind og lave mit budget ud fra. Men sådan er det jo ikke rigtigt med billedkunst, og det er jo et grundlæggende problem, men det kunne måske være noget af det, man kunne samarbejde om – at få nogle lønsatser som var mere fælles for de forskellige fagområder. Det ville jeg virkelig hilse velkommen."

---

5: Mindre beredvillighed og mere oprør

Maria Frej (medlem af København Kommunes kultur- og fritidsudvalg for SF), var den første af de fremmødte politikere, der fik ordet. Hun satte et stort spørgsmålstegn ved de 2% årlige nedskæringer og opfordrede til at stille krav til politikerne, i stedet for at finde sig i præmissen:

“Jeg har ikke noget specifikt med det statslige led at gøre, men jeg har selv været leder af en kulturinstitution og kender meget godt de problematikker i sidder med. Jeg må så alligevel sige, at jeg nogle gange undrer mig lidt over beredvilligheden til at acceptere præmissen, og det gælder egentligt også diskussionen i dag, altså hvor du (Henrik Sveidahl, red.) lægger ud med at sige ‘inden for rammen’, det sagde du mindst to-tre gange: “Skal vi indenfor rammen komme med nogle gode forslag til, hvordan vi løser det her?” Det er det samme, der sker på Bertel Haarders (kulturminister før Mette Bock, red.) Røddingmøde: “Hvordan kan vi få mere kultur for færre penge?”

Vi er jo nogle kulturpolitikere, der rigtig gerne vil bakke kulturen op, både lokalt og nationalt. [...] Men det ville være absolut nemmere, hvis kulturlivet ikke selv var så beredvillige, som jeg nogle gange synes at kulturlivet er, til at acceptere de præmisser, som i får stillet. Så er det nemmere at bakke det op. Det er nemmere at gå ud og sige, at vi har brug for flere penge til kulturen, se hvor lidt den får allerede. I får jo 1% af finansloven, det er jo ingenting. Det er jo ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske, hvis i fik 2% (eller hvis vi allesammen fik 2%) til kulturlivet, og stadigvæk er det jo nul i forhold til andre politikområder.

Jeg tror, at der har været en bølge, hvor man som kulturinstitution var alt for selvsikker og alt for overbevist om ens eget værd og tænkte: “Vi behøver slet ikke at legitimere os overhovedet, vi skal nok få det, vi har brug for”. Så er der kommet en modbølge, hvor det gik ud på at vise, at man sagtens kunne være fleksibel og omstillingsparat og arbejde med det, man fik, men jeg tror, at vi skal tilbage til en ny bølge, hvor man måske ikke så meget accepterer de præmisser, som vi får nu. Som jo ikke engang har rod i nogen som helst form for argumentation. “Hvorfor skal man bespare 2%?” “Fordi i skal!” Altså, der er jo ikke engang nogen god argumentation for det. Så, lidt mindre beredvillighed og lidt mere oprør. Det er i hvert fald det, vi (politikere, red.) har brug for.”

---

6: Kulturen dukker nakken alt for meget

Fra samme udvalg i Københavns Kommune var Andreas Pourkamali (kulturordfører for Radikale Venstre) mødt op med et budskab om at rette ryggen, tro på sit værd og dukke op på rådhuset når budgetterne forhandles:

“Jeg synes, at kulturen dukker nakken alt for meget, det er det jeg oplever i forhold til de ansøgninger vi får ind, og i forhold til når man snakker løn og hvad man er værd. Man er simpelthen ikke hård nok til at sige: “Jeg er det her værd!” Jeg sad i en kort periode, bare til eksempel, i det der hedder Børne- og Ungdomsudvalget, hvor hele udvalget kommer ind i lokalet, og så sidder alle de faglige organisationer og fortæller, hvordan de stiller krav til, hvad der skal ske i den her budgetforhandling. Det ville jo aldrig ske på kulturområdet. Der er aldrig nogen, der har sagt til mig: “Andreas, nu gør i det her, fordi det skal i bare.” Altså, det er der ikke nogen, der har gjort nogensinde. Det synes jeg er helt vildt. Jeg er ikke i tvivl om, at i er noget værd, og det er Maria (Maria Frej, red.) heller ikke, men vi står meget alene. Det er vilkårene, så jeg synes, at vi allesammen skal benytte den her lejlighed til så vidt muligt at få politikere med hele vejen rundt, hver gang at der er arrangementer – fortæl dem hvad i er værd, for det er det samme på alle områder. Lærerne ville også blive taget for givet, hvis ikke Danmarks Lærerforening hele tiden stod og slog politikerne oven i hovedet - men det gør de altså. Vi skal stå sammen og sige:  “Vi er noget værd, og det er på tide, at det også bliver anerkendt, når der vedtages budgetter.”

---

7: Vi skal finde en samlet stemme!

Som afslutning på aftenens debat fik lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium og folketingskandidat for Alternativet, Henrik Marstal, mikrofonen og kom med en opfordring til hele kunst- og kulturlivet:

“Jeg tror, at der er brug for at gøre positivt opmærksom på alle de aktiviteter, som ikke bare dimittender fra kunstskolerne går og laver, men som hele kunstlivet går og laver. Jeg tror, at der er brug for at, vi simpelthen bliver bedre til at finde en samlet stemme fra de skabende, de udøvende, de uddannende og de formidlende kulturområder, som kan tale kulturens sag over for politikerne, og gøre det ret snart, og gerne meget meget højt. I virkeligheden har alle vi i det her rum et ansvar, måske undtagen de to rektorer der sidder her (Henrik Sveidahl og Sanne Kofod Olsen, red.) som vi hører kan have det svært ved de her ting, fordi de sidder i en situation, hvor de er ansatte (af Kulturministeriet, red.). Jeg synes, at vi allesammen har et ansvar (og det gælder også mediefolk, som jo er med til at have en stemme og har mulighed for at tale kulturen op) for at skabe en fælles front.”

---

Ovenpå mange ugers debat, særligt præget af enetaler og envejskommunikation, var det forfriskende at opleve en konstruktiv og fremadskuende dialog. Forhåbentligt vil denne tone præge debattens natur fremadrettet og manifestere sig i konkrete idéer og løsninger, så kunstskolerne kan få de bedst mulige vilkår i fremtiden.

High-five til Lyra Lauge (music management-studerende og konservatorierådsmedlem, Rytmisk Musikkonservatorium) og Torbjørn Eika Jørgensen (cello-studerende og formand for studenterrådet, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium) for det gode initiativ.