ET INTERVIEW MED DET KONGELIGES NYE REKTOR SANNE KOFOD OLSEN

Den 1. oktober 2014 tiltrådte Sanne Kofod Olsen som rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, efter Mikkel Bogh’s nyansættelse som direktør for Statens Museum for Kunst. Sanne har en stor erfaring, både inden for uddannelse og formidling, og vi er enormt spændte på, hvad hun kommer til at tilføre den gamle, traditionsbundne institution.

Lige siden skoletiden har Sanne Kofod Olsen (f. 1970) interesseret sig for kunst. Selvom passionen startede i det historiske, har Sanne udviklet en kærlighed til samtidskunsten, fordi den er nærværende, og fordi den netop tillader, at man kan involvere sig. Sannes inspirerende livsrute, fra Berlins vibrerende kunstscene, over internationale kuratoropgaver og som museumsdirektør, har nu ledt hende til nye udfordringer som rektor på landets ældste og største kunstakademi. Her kan du læse Sannes egne tanker om det nye job, om hvad der fanger hendes interesse i et kunstværk, og om hvordan man udvikler en mere end 250 år gammel institution.

Vil du starte med at fortælle os lidt om dig selv?
Mit navn er Sanne Kofod Olsen. Jeg er uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet og er, før det, opvokset i de københavnske forstæder. Under sidste del af mit studie boede jeg i Berlin, hvor jeg skrev speciale og lavede en del freelancearbejde som kurator og skribent. Mit første job fik jeg i 1999 som kurator i Center for Dansk Billedkunst, som blev nedlagt i 2003, hvorefter personalet blev genansat i Kunststyrelsen (nu Kulturstyrelsen), hvor jeg arbejdede i et par år. Arbejdet var centreret omkring dansk samtidskunst og international kulturudveksling. I den periode stod jeg bl.a. for udstillingen i den danske pavillon på Venedig biennalen. I 2005 blev jeg rektor for Det Fynske Kunstakademi, i 2009 direktør for Museet for Samtidskunst og nu rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Hvor er din interesse for kunst og kunsthistorie opstået, og hvornår fandt du ud af, at det var en vej, du ville følge?
Jeg interesserede mig for kunst, allerede da jeg gik i skole. Jeg gik til billedkunst én eftermiddag om ugen, og vi tog bl.a. på udflugt til Louisiana. Jeg var også interesseret i historie, og troede i mange år at jeg ville være arkæolog eller historiker, men fandt mod slutningen af gymnasiet ud af, at der var noget, der hed kunsthistorie. Det var helt perfekt.

Jeg startede på kunsthistorie lige efter gymnasiet, og det tog mig et år at finde ud af, om det nu også var mig. Det var, da jeg opdagede avantgardekunsten fra begyndelsen af det 20. århundrede, at jeg fandt ud af, at det var det! Efter nogle år på studiet begyndte jeg at specialisere mig i samtidskunst, fordi det var mere nærværende, og fordi man jo kunne være en del af det i stedet for blot at læse om det i en bog.

Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Hvilke kunstnere synes du er de mest interessante lige nu? Og hvad skal der til, for at du bliver overrasket?
Jeg har ikke lyst til at fremhæve den ene kunstner frem for den anden. Jeg er helt specifikt specialiseret i performancekunst med et billedkunstnerisk og feministisk udgangspunkt, og det er jeg stadig meget interesseret i. Hvis man i det felt skal nævne en af de helt store, er det Marina Abramovic. Hun er fantastisk, om end ikke min yndlingskunstner. Et velgennemført kunstværk, uanset form, vil altid vække min interesse. Jeg har en forkærlighed for det konceptuelle, og det må gerne være både visuelt og intellektuelt stimulerende. Jeg ved ikke, om jeg bliver overrasket så tit, men jeg bliver oftere begejstret, imponeret eller noget i den retning. Det kan være små ting som konsekvens og mod i værket, der kan gøre mig glad og imponeret.

Kan du fortælle lidt om, hvad dit arbejde som rektor på Det Kongelige kommer til at indebære? Vil du være i kontakt med de studerende, eller kommer dit hovedfokus til at ligge i repræsentation og administration? Og hvordan tror du, at dit arbejde på Det Kongelige kommer til at afvige fra din tidligere rektorstilling på Det Fynske (2005-2009)?
Jeg håber da meget, at jeg vil have kontakt med de studerende. Akademiet er ikke lille, men det er heller ikke kæmpestort. Jeg lægger ret meget vægt på at have kontakt med folk, både ansatte og studerende, så det vil jeg afprøve den kommende tid, og se hvad der er muligt. Administrationen er delt med administrationschefen her, så heldigvis er jeg godt hjulpet i den henseende. Mit arbejde her adskiller sig allerede rigtig meget fra mit arbejde på Det fynske Kunstakademi. Der var vi 8 ansatte og 50 studerende alt i alt, og her på Det Kongelige er der ca. 55 ansatte og 180 studerende. Det er en helt anden form for ledelse, end når man er så få. Det er også en større institution, så udvikling er en lidt mere langsommelig affære.

Hvad repræsenterer Det Kgl. Kunstakademi i dine øjne? Og ser du nogle forskelle mellem de danske kunstakademier?
Ja, der er store forskelle. Det Kgl. Danske Kunstakademi er en statsinstitution, som har såvel lov som bekendtgørelser og refererer direkte til kulturministeren, men Det Jyske og Det Fynske er selvejende institutioner med hovedtilskud fra de respektive kommuner. Der er stor forskel på statsinstitutioner og på selvejende institutioner (Museet for Samtidskunst var også en selvejende institution). Som statslig uddannelse indgår vi et netværk med de andre statslige uddannelser og har jo også nogle helt andre vilkår for vores arbejde. Både økonomisk og ressourcemæssigt og i forhold til de krav, der bliver stillet til os.

Det Kongelige Danske Kunstakademi ca. 1830.

Da det blev offentliggjort, at du havde fået stillingen som rektor, udtalte kulturminister Marianne Jelved, at hun ser frem til, hvordan du vil udvikle Billedskolerne, men også til hvordan du vil løse “opgaven med at placere institutionen i et internationalt samspil og i dialog med en dansk offentlighed.” Hvad tænker du selv om denne opgave?
Kunstakademiet er allerede nået langt i forhold til samspil med den internationale kunstverden, og det er en udvikling, som jeg gerne vil forsætte med at arbejde på. Samarbejder med udenlandske akademier, f.eks. omkring kunstnerisk forskning, men også omkring uddannelsesmoduler, vil være interessant at udvikle yderligere. Akademiet har selvfølgelig allerede en lang række udvekslingsaftaler, samt flere udenlandske professorer og studerende, så vi har en god grobund for en videreudvikling af internationale initiativer. Da jeg var på Det Fynske, lavede vi en del internationale samarbejder, bl.a. omkring akademiets praktikordning, og vi havde, hvert år, en sommerworkshop, et eller andet sted i verden, for 3. års studerende i samarbejde med udenlandske institutioner. Det var meget givtigt, og nogle idéer som jeg gerne vil arbejde videre med, også herinde fra.

Den danske offentlighed er også et vigtigt område. Kunstakademiet et landets næstældste kulturinstitution, og vi skal blive bedre til at manifestere os som sådan. Akademiet løser ikke bare en uddannelsesopgave men også en formidlingsopgave, der er meget konkret: kunst der udstilles på institutioner eller projekter i det offentlige rum. Kunstens betydning og rolle i samfundet er også et vigtigt område at få berørt, så det håber jeg, at vi fremover kan artikulere. Altså ikke bare mig, men alle de dygtige kunstnere, der har professorater og lektorstillinger, som samlet set har en enorm rækkevidde.

Vi oplever, at de forskellige æstetiske retninger og udtryksformer flyder sammen for tiden. Det kan være svært at opdele kunst inden for de samme videns- og håndværksmæssige felter på samme måde, som man tidligere har kunnet (med fx. maleri, performance, lyd, arkitektur osv). Oplever du det også sådan, og i så fald hvordan påvirker det den måde kunstakademiet er indrettet på i dag? Har du ambitioner om at udvikle den måde, som skolen er opdelt og indrettet på?
Det er klart, at de tværgående kunstformer har udviklet sig rigtig meget de seneste år. Performance og lyd er to felter, som tager fra både billedkunst, musik og scenekunst. Siden 1960’erne har man i billedkunstmiljøet arbejdet med en udvidelse af kunstværkets grænser, og der er lavet meget både lyd- og performancekunst med udgangspunkt i f.eks. en skulpturel eller malerisk praksis. Billedkunsten har i det hele taget været et felt (og er det stadig), som har inddraget mange andre udtryksformer. Det gør, at man i dag står med et meget mangfoldigt område, hvor man som akademi selvfølgelig bliver nød til at finde en specialisering.

Jeg synes, at det er vigtigt, at kunstakademiets specialiseringsområder følger nogle af de tendenser, som der er en særlig interesse for. Vi har nogle meget klassiske fag, som der nok altid vil være behov for, som skulptur og maleri, men resten af feltet er jo ret spraglet, og det er ikke muligt at dække alle områder med de ansættelser, vi har. Så her må prioriteres. Det er jo netop professorerne og lektorerne, der tegner den faglige linje på et kunstakademi, så ansættelserne bliver meget vigtige, og man bør nøje overveje, hvilken type kunstner man ansætter til at varetage et særligt område. På Kunstakademiet har man de sidste år ændret lidt på skolernes specialisering, så der er kommet medieskole, tidsbaseret kunst, etc, og det skal man nok løbende vurdere, når man slår en stilling op. Vi skal spørge os selv “Hvad har vi behov for lige nu?” Opdeling af skolerne, og den måde de virker på, er og har nok længe været til debat. Det er ikke alene min ambition at afgøre, hvordan det skal være, men en fælles ambition der tager udgangspunkt i, hvordan vi etablerer et system for den bedste læring.

Hvordan sørger et kunstakademi for at forny sig?
Et kunstakademi skal konstant kunne udvikle og forandre sig, fordi kunsten og dens omgivelser hele tiden forandrer sig. Så det konstante arbejde med forandringen og fornyelsen er uundgåelig, også for en gammel institution som Det Kongelige Danske Kunstakademi.