Back to All Events

THOMAS BO ØSTERGAARD "ULIGE UGER"


  • Astrid Noacks Atelier, København Rådmandsgade 34 København, 2200 Denmark (map)

Pressemeddelelse, marts 2024

Lønarbejde, børn og udstillinger har det for mig med at falde oven i hinanden. Alt på en gang eller ingenting. I mellemtiden kan jeg sidde i timevis og kigge ud i luften. Jeg bilder mig ind, at det er en slags meditation, en nyttig tomhed. I virkeligheden er det den diametrale modsætning.

Myriader af billeder i højt tempo, der penetrerer mit hoved. Kun vognhjulseffekten tillader mig i korte glimt at syne en figur eller et mønster. De dage jeg har min datter fremstår som asymmetriske ornamenteringer i min kalender. Der er intet andet i den. Intet narrativ. Kun diskrepans. Som om hun er det eneste, jeg har et forhold til. En del af mig er deserteret, bekæmpet på de fleste fronter, uden præcist at vide af hvad og hvem. Det til trods aner jeg mig tydet som farlig, en trussel mod noget. Som om min nøgne tilstedeværelse, min årsopgørelse, min kamp mod absolut tid, min stirren ud i luften aflæses som smittefarlig, et forvarsel mod en kommende revolte.

Thomas Bo Østergaard (f. 1981) er en billedkunstner bosat i København, som arbejder på tværs af medier som tegning, tekst og skulptur. Han betjener sig gennemgående af en stram, næsten minimalistisk æstetik, der samtidig giver plads til små poetiske forskydninger i velkendte landskaber fra hverdagslivet. Den modernistiske arkitekturs efterliv i samtidens oplevelsesøkonomiske bebyggelser og de sterile livsformer den rammesætter er på én gang den kunstneriske anstødssten og det kunstneriske materiale for omformning. Med sit kritiske formsprog sætter han spørgsmålet om vores fælles rum – hjemmet, byen, atelieret, galleriet og bevidsthedens rum – til fornyet overvejelse. Østergaard har tidligere udstillet på Den Frie, Nikolaj Kunsthal, Overgaden, Kunsthal Aarhus, Ringsted galleriet, Galleri C.C.C, Kristiansand Kunsthal, Inter.Pblc, Simian mm, samt deltaget i seminarer og undervist på bl.a. Syddansk Universitet og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han også er uddannet.

Fernisering: Torsdag d. 14. marts, kl. 16-21.

Samtale: "Teknisk materialisme og sammenfald": En samtale om kunstnerisk arbejde mellem billedkunstner Henriette Heise og Thomas Bo Østergaard, torsdag d. 21. marts, kl. 19.

Åbningstider: Torsdage, fredage og lørdage, kl. 12-16 eller efter aftale (skriv til thomasbooestergaard@gmail.com).

Udstillingsperiode: D. 14.-31. marts, 2024.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Rådet for Visuel Kunst. Astrid Noacks Ateliers kunstprogram 2024 er venligst støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden, Beckett Fonden og Det Obelske Familiefond.