Back to All Events

THERESAH ANKOMAH, BENEDIKTE BJERRE, ELOLO BOSOKA, MAGDA BUCZEK & IBRAHIM MAHAMA "SURPLUS"


  • Collega, København Flensborggade 57 København, 1669 Denmark (map)

Theresah Ankomah, Ruins of time, 2020. Pressefoto.

Pressemeddelelse, september 2022

Surplus
Theresah Ankomah, Benedikte Bjerre, Elolo Bosoka, Magda Buczek og Ibrahim Mahama. Kurateret i samarbejde med blaxTARLINES Kumasi

22. september åbner udstillingsstedet Collega i København med udstillingen Surplus. Collegas udstillinger er co-curateret med udenlandske partnere, og det første samarbejde er med ghanesiske blaxTARLINES Kumasi. Udstillingen tager udgangspunkt i fundne objekter i relation til forbrug med værker af Theresah Ankomah, Benedikte Bjerre, Elolo Bosoka, Magda Buczek og Ibrahim Mahama.

Collegas åbningsudstilling Surplus tager udgangspunkt i fundne objekter i relation til forbrug og er kurateret i samarbejde med det ghanesiske kunstnerfælleskab blaxTARLINES Kumasi. Værkerne undersøger varer i konstant bevægelse inden for og på tværs af geopolitiske grænser. Surplus refererer til misforholdet mellem forbrug og produktion, som resulterer i globalt massespild. De inviterede kunstnere Theresah Ankomah, Ibrahim Mahama og Elolo Bosoka udforsker sammen med lokale kunstnere Magda Buczek og Benedikte Bjerre materialers historie, geopolitik og økonomisk udveksling. I forlængelse af en lang tradition indenfor kunsten i at bruge industrielt fremstillede genstande, ser de inviterede kunstnere på mulighederne for invention i produktioncyklusser og reflekterer over en verden af forbrugsobjekter.

Magda Buczek, OBJECTS CONTINUE TO EXIST WHEN OUT OF OUR HANDS, 2019. Pressefoto.

Udstillingstitlen kommer fra Magda Buczeks SURPLUS-serie, et humoristisk og kritisk projekt om overproduktion, hamstring og cirkulation af varer. Slogan-inspirerede tekster er placeret på genbrugstøj og tekstilaffald, og bliver ligesom tekstilerne symbol på overforbrug og affald. Til denne udstilling genbesøger Buczek sit tekstilbanner OBJECTS CONTUE TO EXIST WHEN OUT OF OUR HANDS (2019) præsenteret som tekst i udstillingsrummet samt som værk på Eliaskirkens facade på Vesterbro Torv. Værket beskæftiger sig med objektpermanens fra udviklingspsykologien: Ting bliver ved med at eksistere, når de er ude af syne. Værket er sammensat af affaldstekstiler indsamlet på lossepladser, husholdninger og fra et hospice og forholder sig til bæredygtighed og levetid af hverdagsgenstande.

Gennem strimler af vævede farverige palmeblade efterligner Theresah Ankomah kendte vævetraditioner i Ghana og kommenterer på den lokale tekstilindustris tilbagegang med sit værk Ruins of Time (2020). Værket er oprindeligt produceret til det offentlige rum og præsenterer vævede ruller, der bruges i fremstillingen af stråhatte og måtter. Strimlerne kommer i forskellige zigzagmønstre af palmeblade, der er blevet farvet, snoet og vævet. Som en del af processen udsætter Ankomah de vævede ruller for vind og vejr for så at behandle dem med et konserveringsmiddel, der stopper komposteringen. Ruins of Time kommenterer på tilbagegangen i den lokale tekstil- og håndværksindustri i Ghana på grund af udbredelsen af billigere importerede tekstiler, særligt fra Kina.

Ibrahim Mahama, Nkrumah Voli. Letters from the void 1966-2020, 2020. Video. Pressefoto.

Ibrahim Mahamas videoværk Nkrumah Voli. Letters from the void (1966-2020) giver et glimt af håb midt i systemkollaps og strukturelle fejl i Ghana, hvor Mahama omformer en gammel silo fra post-uafhængigheds-æraen til en kunstinstitution. Siloen i Tamale er en ud af mange bygget af Ghanas første præsident efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1957, Dr. Kwame Nkrumah. Siloerne blev bygget til madopbevaring, som en del af regeringens nationale industrialiseringsdagsorden for at gøre Ghana selvforsynende. Siden Nkrumah-regeringen blev væltet ved et militærkup er siloerne og andre infrastrukturelle projekter fra den tid blevet forladt. I lighed med Mahamas andre værker er siloen en beholder af minder, der har gennemlevet forskellige begivenheder, der både involverer mennesker og andre organismer. Den er et symbol på håb og fiasko for en post-uafhængig nation. Mahama erhvervede siloen og forvandlede den til et rum, hvor lokalsamfundet bl.a. kan engagere sig i kunst og arkæologiske fund fra det nordlige Ghana.

Ved hjælp af industrielt fremstillede objekter og kopier af disse adresserer Benedikte Bjerre acceleration og tings hastighed i en globaliseret verden. I udstillingen præsenterer Bjerre et reolsystem fra en større installation af fem reoler i værket Inventory I-V (2020). Reolsystemet minder om en lagerenhed hos et transportfirma, på et hittegodskontor eller måske hos en kunstner, og består af en modificeret industriel reol, plastikfrugter, en vævet plastiksæk og kasser lavet af tekstil fra reklamebannere og genbrugspudefyld. Værket sætter spørgsmålstegn ved objekters autenticitet i kunstproduktion og gør opmærksom på den konstante globale cirkulation af varer og overforbrug.

Elolo Bosoka, Colours of the ’silenced’, 2020. Pressefoto.

Benedikte Bjerre, Inventory I-V, 2021. Pressefoto.

Elolo Bosoka henter inspiration i hverdagsgenstande til at undersøge forbrugskultur i Ghanas uformelle økonomi samt dens følgevirkninger i det globale økosystem. Bosoka’s store installation We Mí You Wò Me Nye (2022) er en del af en større serie bestående af plastiksække og liggeunderlag, hvor materialerne bliver smeltet og sys sammen, hvilket skaber visuelle og taktile patchwork overflader. Bosoka er afhængig af hans forhold til lokale gadesælgere på markeder, hvor han bytter og køber sine fundne objekter fra. Sækkene i dette værk er blevet brugt til at transportere varer til markeder med, og måtten er blevet brugt til at sove på. Bosoka er interesseret i at fremhæve de grundlæggende elementer i den kapitalistiske samfundsmodel såsom fysisk arbejde, produktion, forbrug og hvile.

Værkerne i Surplus giver nyt liv til kasserede vævetraditioner, tekstiler, ready-mades og sågar bygninger, mens de peger på kapitalismens mekanismer i vores dagligdag. Værkerne bliver informationsbærere og minder os om fysisk arbejde, massespild og absurditeterne omkring senkapitalismens forbrugssamfund.

Udstillingen er kurateret af Mavis Tetteh-Ocloo fra blaxTARLINES Kumasi og Lotte Løvholm fra Collega.

Fernisering: Torsdag d. 22. september, kl. 16-19.
Udstillingsperiode: 22. september – 17. december, 2022.
Åbningstider: Torsdag: kl. 10-17 og efter aftale.


blaxTARLINES KUMASI, Kwame Nkrumah University of Science and Technology Kumasi, Ghana. Organisationen er et kunstner- og kuratorfællesskab med flydende medlemskab, der organiserer udstillinger samt diskursive begivenheder i Kumasi samt i offentlige rum i Ghana og udland. Fællesskabet udspringer af en interesse for demokratisering af kunst og dens tilgængelighed for et bredt publikum, baseret på forestillingen om intellektets lighed.

Collega præsenterer udstillinger udviklet i samarbejde med internationale kunstnere og kuratorer. Stedet undersøger co-kuratering som metode og fremhæver den kollektive proces i arbejdet omkring en udstilling som en tålmodig samling af værker – til udlån, i pleje, som næring.