Pressemeddelelse, september 2021
Kunstnerduoen SIIKU, forfatter Silja E.K. Henderson og GL STRAND sætter rum, lys og lyd på klimakrisen med kunst, poesi og aktivisme.
“Our house is on fire. I’m here to say, our house is on fire.” Sådan lød Greta Thunbergs berømte ord til Davos i januar, 2019. De ord danner afsæt for installationsværket Our House Is On Fire som kunstnerduoen SIIKU præsenterer i samarbejde med forfatter Silja Henderson:
”Det er et værk, som i rum, lys og lyd forsøger at give den stadigt udviklende klima-nødssituation en fysisk tilstedeværelse i blandt os, et hus at ‘bo i’ og tale fra og et visuelt og emotionelt udtryk som vores kropssind kan resonere med. Vi ønsker med Donna Haraways ord, ‘to stay with the trouble’ og at samles i viden, sorg over nutidens og fremtidens tab og i en fælles stræben efter bedre fremtid(er).”
Om Our House Is On Fire: En minimalistisk konstruktion optegner rammen på et hus. Animeret lysild i konstruktionens elementer får rammen til at blusse op i lys lue. Midt i husets kvadratiske fundament gengives ilden i et cirkulært vandspejl. Værkets lydside kan aflyttes via QR kode og består af hhv. et lydlandskab og et digt med titlen ”Hvor går vi hen”.
SIIKU er en dansk/grønlandsk kunstnerduo bestående af David H. Péronard (f.1981, Nuuk) og Rasmus Nielsen (f.1984, Lyngby), som har hhv. digital og analog baggrund i kunstverdenen. Siden 2017 har de arbejdet som SIIKU med udgangspunkt i SIIKU manifestet. Silja E.K. Henderson (f. 1981) er digter med en baggrund i katastrofepsykologi. Hun har bl.a. udgivet hybridpoesiværket 1,7 Tipping Point i 2018. Kunstnerne har samarbejdet flere gange, bl.a. ved SIIKUs udstilling Meltage i Gjethuset, 2019.
Udstillingen er støttet af Rådet for Visuel Kunst og Slots- og Kulturstyrelsen.
Fernisering: Onsdag d. 15. september, kl. 17-19
Præsentation af værket v. SIIKU, tale v. Palle Bendsen, NOAH, tale v. ungdomsbevægelsen Fridays For Future Denmark, samt oplæsning v. Silja Henderson.
Udstillingsperiode: 15. september - 29. september, 2021.